Skakkens intellektuelle skønhed
Alt det er rigtigt, men min påstand vil være, at instruktøren Scott Franks store mesterstykke består i noget andet. ”The Queen’s Gambit” appellerer så bredt, fordi den nænsomt, glamourøst og med de korrekte skakmæssige referencer illustrerer, hvad skakentusiaster som mig vil kalde skakkens intellektuelle skønhed. Og det skyldes ikke mindst, at skakkens 13. verdensmester – og i manges mening den bedste skakspiller gennem tiderne – russeren Garri Kasparov har været konsulent på serien.

Klassiske skakåbninger som ”Ruy Lopez”, ”siciliansk”, ”Caro-Kann” og naturligvis ”Dronninggambit” bliver elegant fremvist i Beths partier på hendes vej mod toppen, og hun øver sig på ofringer, bondestrukturer og tårnslutspil inden turneringerne. Alt sammen aspekter ved spillet hentet lige fra skakkens ABC. 

Men dér, hvor man for alvor mærker Kasparovs skakekspertise, er i de stillinger, som opstår i Beths partier undervejs gennem serien. Kasparov har udvalgt nogle af de smukkeste partier fra skakhistorien til Beth, og hun er så den, der laver de geniale træk til alles beundring. Træk, som således blev spillet af en rigtig stormester i et ægte skakparti på et eller andet tidspunkt i historien. Og træk, der vel at mærke indfanger skønheden, dybden og magien i skakspillets kombinatoriske uendelighed. 

Her et eksempel fra den fjerde episode, hvor Beth spiller en turnering i 1966 i Mexico City mod en ung russer ved navn Georgij Girev. Kasparov har hentet nedenstående stilling fra et parti i 2007 mellem Dmitrij Jakovenko vs. Daniel Stellwagen fra B-gruppen i den hollandske Wijk an Zee-turnering. 

Beth vs Girev. Hvids tur.

Hvilket vindende træk spiller hvid her, og hvorfor er det træk så smukt? Inden jeg røber svaret, så brug lige 30 sekunder på at se, om du kan se hvids, og altså Beth Harmons, vindende træk. Fandt du det? Det er bonde til h5 (eller blot h5 i almindelig skaknotation). Hvorfor har det træk en særlig skønhed? Det har det, fordi uanset, om sort slår bonden med g6xh5 eller forsøger noget andet, får hvid skubbet en bonde frem på g6, hvilket åbner op for, at hvid kan spille tårn til h7 med skakmat til følge. Sorts tilsyneladende dødbringende trussel om tårn til e2 med pres på hvids b2-bonde bliver nydeligt pareret af Beth med det enkle bondetræk til a4. Hvids konge kommer i sikkerhed på a3, hvorimod sorts bedste, men udsigtsløse forsvar mod h5 er h6xg5 for at lade det sorte tårn forsvare h-linjen, hvilket imødegås ved, at det hvide tårn uimodståeligt slår sorts bønder på b7 og a7. Sort må forsøge at få g-bonden ned af brættet for at forvandle den til en dronning, men hvid når i tide at spille tårn-h7 med skak og tvungen tårnafbytning. Herefter kan hvids to bønder på a4 og b4 nemt spadsere ned og blive til dronning. Det vil sige, Beth vinder partiet med det tilsyneladende ufarlige og undseelige h5. Da hun udfører det træk, er sorts skæbne beseglet selv med de allerbedste sorte forsvarstræk derfra. Deri ligger skønheden! 

Hvis man har lyst til en visuel gennemgang at partiet anbefaler jeg denne video.

Et måske endnu smukkere, men også mere avanceret eksempel er det afgørende parti, som Beth spiller mod seriens russiske verdensmester Vasily Borgov i en turnering i Moskva i 1968. Partiet er det skakmæssige og dramatiske højdepunkt i sidste episode, og de har naturligvis spillet dronninggambit i åbningen. Nærmere bestemt en variant kaldet Albins modgambit. Langt henne i partiet opstår følgende stilling: 

Beth vs Borgov

Borgov har som sort lige spillet kongen til h8, hvilket var det bedste træk i stillingen med tilbud om remis. Hvis Beth havde accepteret hans remistilbud, ville hun have delt 1.-pladsen med Borgov, men hun spiller modigt videre i jagten på den udelte 1.-plads i turneringen og laver her det vidunderlige vindertræk.

Kan du se hvilket? Partiet blev i virkeligheden spillet mellem den excentriske ukrainske superstormester Vasyl Ivantjuk og den amerikanske stormester Patrick Wolff i 1993. Mens du stadig tænker, kan jeg indskyde, at det vil føre for langt her at gennemgå alle detaljerne bag Beths smukke vindertræk, som er – ”spoiler alert”: Dronning slår springeren på f6! Altså et dronningeoffer, hvilket i mine øjne er og bliver det smukkeste og mest spektakulære skaktræk, der findes. 

Selvfølgelig også et passende klimaks for Beth at slutte af på. Ideen er, at hvis g7 slår dronningen på f6, slår det hvide tårn igen på f6 med den umiddelbare trussel om skak på f8. Selv om sort spiller dronning til h5 med optiske trusler om evigskak på e2, kan hvid forsvare det hele bl.a. takket være sin løber på c5, og hvis sort bytter dronninger af på e8, ender hvid med at have en løber i overskud. Og det er alt rigeligt til at vinde partiet, selvom sort synes at have modspil med de to fribønder på d- og e-linjen. Som sagt fører det for vidt at gennemgå de spændende varianter, der kan spilles efter, at dronning slår springer på f6, men fælles for dem alle er, at de ender med gevinst til hvid. 

Altså fra og med Beths dronningeoffer følger et tvingende nederlag for sort, og deri ligger et andet aspekt ved skakkens skønhed; nemlig, at man med et enkelt genialt træk kan tvinge modstanderen i knæ adskillige træk efter og på trods af et hav af kombinatoriske muligheder i mange forskellige varianter. Modstanderens skæbne er beseglet, uanset hvordan han eller hun spræller i nettet.

Meget sarte og politisk korrekte sjæle vil måske kalde det en pervers form for skønhed at tvinge en modstander i knæ. For mig er det den særegne blanding af intuition og beregningsevne, som netop udgør kernen i skakmæssig skønhed. En dygtig skakspiller besidder både en forfinet intuition, der psykologisk hviler på mønstergenkendelse fra tusinder af spillede partier, og en skarp beregningsevne til at identificere den præcise trækfølge ved optimalt spil af modstanderen. Begge dele er afgørende for at kunne triumfere i skak. 

Leder tankerne hen på Bobby Fischer
Det er klart, at det ikke filmisk kan lade sig gøre i serien at formidle alle facetterne i de smukke partier, som Beth spiller. Det gøres dog antydningsvist og indirekte ved, at hendes genialitet udtrykkes i ansigterne på de imponerede tilskuere og måbende konkurrenter, som står og kigger på. En anden central ting, som serien har kørende for sig, er, at skak jo er en global sport med millioner af aktive. Der eksisterer således et kæmpe forhåndsinteresseret publikum for en hvilken som helst tv-serie med skak som omdrejningspunkt. Når serien så tilmed handler om en amerikansk skakspiller, der tager kampen op imod den mægtige sovjetiske skakmaskine i 1960’erne, kommer enhver skakentusiast uvægerligt til at tænke på Bobby Fischer. 

Den geniale, uforudsigelige, vagabondagtige, men også skandaleombruste og – må man desværre sige – på sine gamle dage usympatiske amerikanske verdensmester. Fischer erobrede den højeste skaktinde i 1972 ved på Island at slå russeren Boris Spasskij 12,5-8,5 i skakhistoriens mest berømte VM-match. Han revolutionerede den globale interesse for det gamle spil, og den usete mediebevågenhed omkring matchen fik selvfølgelig næring fra det forhold, at Den Kolde Krig kørte på de højeste nagler dengang. Fischer blev i medierne udråbt som repræsentanten for den frie verden mod det stygge Sovjetimperium. 

Her ses Fischer (th.) række ud efter en brik i VM-matchen mod Spasskij (tv.). Kilde: Chess24

Kun et kritikpunkt
Hvis jeg skal formaste mig til et enkelt kritikpunkt af den glimrende ”The Queen’s Gambit”, vil det være det urealistiske i, at Beth og hendes konkurrenter trækker, som om de spiller lynskak – som om de spiller helt korte partier med kun 5 minutters betænkningstid til hver – når de rent faktisk skal forestille at spille lange turneringspartier typisk med 2 eller 2,5 timer til de første 40 træk og derefter typisk 1 time til resten af partiet.

Hver gang vi ser Beth ved brættet, udfører hun enten selv et træk, eller hendes modstander trækker, hvorefter hun trækker næsten øjeblikkeligt. Sådan foregår det ikke i virkeligheden. 99 pct. af tiden under et langt, klassisk parti over mange timer bliver der selvfølgelig ikke fysisk flyttet på brikkerne, men kun grublet i tavshed. Det forekom en smule løjerligt på mig, men det er blot en skønhedsplet.  

Summa summarum
Serien en fryd for øjet, uanset om man selv holder af at spille skak. Endelig fortjener instruktøren Scott Frank ros for at insistere på, at det er Beths personlighed og hendes fantastiske skakkarriere, som er seriens bærende element, ikke alle mulige lidt platte og distraherende sidenarrativer, som ellers byder sig til. Således bliver Beth ikke udsat for sexmisbrug af hendes tåbelige plejefar. Plejemoren forsøger ikke at forhindre Beth i at forfølge sit skaktalent. Beth render heller ikke ind i en ægtemand, som tvinger hende til at stå hjemme ved kødgryderne, ligesom hendes pillemisbrug heller ikke ødelægger hendes skakevner. Herligt! 

Så kort sagt
Hvis du er en af de få tilbage, som endnu ikke har set serien, så klik ind på Netflix og få den set. Det kan være, at du bliver så tiltrukket af dette ”alle brætspils moder”, at du tilmed hiver et skaksæt frem selv bagefter og dermed tilslutter dig verdensskakforbundet FIDE’s gamle motto: Gens una Sumus – Vi er ét folk. 

God fornøjelse!     

Hvis du synes godt om gennemgangen af de to partier, men hungrer efter flere analyser skal du se video nedenunder. Videoen er en fin analyse af alle partierne i serien.