Dø som en kriger

Hvorfor Kriger?

Det første, der undrer mig, er titlen. Hvorfor har manuskriptforfatter Simon Pasternak og instruktør Christoffer Boe valgt at kalde deres korte føljeton Kriger? Umiddelbart associerer jeg kriger med ikkeindustrialiseret krigsførelse, fx i stammesamfund, med udstilling af maskulinitet gennem et enkelt kropssprog, med danse og ritualer. Og det er måske også meningen her, men hvordan passer det ind i det danske samfund, dets militære traditioner og engagement i nutidens konfliktzoner?

Det spørgsmål præsenteres meget passende som præmis for serien i indledningssekvensen. Den afdøde Peter (Jakob Oftebro), der begraves med militær honnør, var nemlig kriger. Ved begravelsen siger hans delingsfører CC (Dar Salim) om ham: ”Han døde i kamp. Han døde som en kriger.” Og sammenhængen mellem krig, ritualer og maskulinitet udforskes i alle nuancer gennem de følgende episoder.

Dar Salim spiller hovedrollen i TV 2’s nye mandagssatsning, Kriger. En serie, der er proppet med hård maskulinitet og krig i flere afskygninger. Foto: Karoline Lieberkind / TV2

Ifølge Den Danske Ordbog betyder kriger ”person der kæmper eller skal kæmpe i en krig – især om historiske eller udenlandske forhold”. De historiske eller udenlandske forhold skal findes i hele baggrunden – Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, der afløste den beskedne ’fodnotepolitik’ i begyndelsen af 1990’erne. Hvad denne drejer sig om resumeres kækt i det militære og udenrigspolitiske nichemagasin OLFI (akronym for Olfert Fischer): ”Med Al Qaedas og Osama Bin-Ladens angreb på USA og den vestlige verden 11. september 2001 rykkede Danmark frem i forreste geled af krigsførende lande og har siden deltaget aktivt i krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali og bombetogterne mod Islamisk Stat (IS) i Irak, ligesom Danmark løbende har haft et krigsskib indsat i bekæmpelsen af pirateriet ud for Afrikas Horn.”

Ifølge magasinets anmeldelse er Kriger ret præcis i sin tilstandsbeskrivelse af hjemvendte veteraner. Ordet kriger angiver altså det ’historiske og udenlandske’ i denne sammenhæng, hvilket i hvert fald siden Den serbiske dansker (2001) har været et rullende tema i dansk tv-drama.

Kriger som ontologisk begreb

Mere fremskudt i betydningen ligger det helt elementære, at det handler om ’kriger’ i ubestemt ental og dermed snarere egenskaben at være kriger. Ikke hvordan man bliver kriger, ikke hvordan man kommer ud af tilstanden, men kriger som værensform, og hvordan man håndterer den. Det er nemlig en måde at være til på, der er svær at lægge fra sig, hvad enten man er hjemvendt veteran som CC, rockerpræsident for Wolves som Tom (Lars Ranthe) eller efterforsker i kriminalpolitiet som Louise (Danica Curcic). Det var også tilstanden som kriger, der motiverede CC’s næstkommanderende og ven Peters sidste fatale udsendelse. Efter sin sidste hjemkomst skændtes han med Louise, forsømte sin dreng Max (Jens Ferdinand Holmberg) og kunne kort sagt ikke finde ind i hverdagen igen.

Danica Curcic (tv) som kriminalpolitibetjenten Louise, der jagter rockerpræsidenten Tom, spillet af Lars Ranthe (th.). Foto: TV2

Man kan diskutere i hvor høj grad, Louise er kriger. Hendes karakter er ikke tegnet som typisk maskulin i det ydre, men hun har en indre drivkraft, der matcher mændenes. Lysten til at slå hårdt ned på de krigere, der er på den forkerte side, anspores af mandens død, også selvom det må ske med risikable og omdiskuterede midler som at plante en undercoveragent midt i Ulvenes rockerborg. Dermed er både det psykologiske og det mere actionbetonede drama kørende i en trekantskonstellation, hvor egenskaber i hvert af trekantens hjørner spejler lignende egenskaber i de andre.

Gennem disse modstillinger får Pasternak og Boe belyst nogle af de grundlæggende træk, der indgår i kriger som værensform. En kriger er defineret ved sin opfattelses- og handleevne. Hurtig i opfattelsen, konsekvent og uden tøven i udførelsen af sine handlinger. Det træk er ens for alle trekantens deltagere – og det demonstreres. Tom overtager et territorium ved at true og ydmyge Ahmed, der er kurér for en konkurrerende bande. CC overfalder og sårer en politimand, der er ved at opdage det svage led i kæden, Mads (Marco Ilsøe). Med ordene ”Jeg har brug for at stoppe Tom, og det er nu, vi har chancen!” får Louise overbevist sin leder, Finn (Søren Malling), om aktionens nødvendighed.

Et andet fælleselement mellem de tre arenaer er familien som noget, alle relaterer sig til. Det er småt med traditionelle familier i miniserien, men en kriger har pr. definition en familie, og hvis det ikke er en biologisk familie, udgøres familien af fællesskabet. Det betones til hudløshed af optagelsesceremonien i Wolves, verbalt som visuelt. Din familie er den, der dækker din ryg. Din familie forsvarer dig betingelsesløst.

Genbrug

Det andet, der undrer mig, er, at Kriger virker som en frisk tilgang til en genretradition – nordic noir, der gennem en del år er blevet flittigt anvendt. Den benytter sig åbenlyst af stort set alle de karaktertyper, som allerede er blevet brugt i de senere års danske noir-serier. Den måde, som karakterer og dramaturgien flettes sammen på, er heller ikke ny. En hurtig ransagning af danske noir-traditioner giver følgende liste over genbrug af karakterer og narrative træk:

CC som traumatiseret forhenværende udsendt soldat, der har været i krig i Iran eller tilgrænsende områder, og som ved sin hjemkomst bliver ved med at genopleve krigen i glimt og ikke kan falde til hverken i familien eller samfundet (fx Jens Peter Raben og hans kammerater i Forbrydelsen II). Den narrative motor er her, om tilpasningsforsøgene lykkes eller mislykkes.
CC – fortsat – som undercoveragenten, der konstant risikerer opdagelse og afsløring – og som dermed bliver den allervigtigste motor for spændingen (Fischer i Rejseholdets sidste to episoder, droneingeniøren Victoria i Greyzone, også talentfuldt anvendt i den britiske The Night Manager, som Susanne Bier instruerede). Det spørgsmål, der nager seeren er indlysende: Hvornår bliver det opdaget – i denne episode eller den næste? Det er givet, at en afsløring må komme. Spændingen ligger i hvordan, og hvilke konsekvenser det får?
Tom som den territoriebevidste rockerkonge, der styrer kriminaliteten lige så håndfast som sin ’familie’, bestemmer over sine undersåtter og hersker over liv og død i rockermiljøet (Jack i Rejseholdets sidste to episoder).
Louise som deprimeret, men determineret kvinde, evt. med en enkelt søn, som meget dedikeret og effektiv efterforsker i kriminalpolitiet (fx Sarah Lund i Forbrydelsen og Saga Norén, dog uden søn, i Broen). Den feminine mangel på social forståelse og evne til tilpasning gør denne kvindetype fremragende til at rage kastanjer ind i ilden og – måske – rage dem ud igen i et kompliceret samspil med skiftende makkere.

Spørgsmålet er, hvad der alligevel gør Kriger til en fornyelse? Blandt mine bud er casting, aktualitet og ikke mindst stil.

Casting

Lars Ranthe kender vi fra mange serier, og mest i den sympatiske boldgade. I Sommer (2008) spillede Lars Ranthe den unge læge Jakob Sommer, der gjorde sit bedste for at tilfredsstille de mange modstridende krav, familien, samfundet og ikke mindst han selv stillede til ham. I Badehotellet (2013-) så vi ham i rollen som den joviale grosserer Georg Madsen. Der er derfor tale om en forfriskende modcasting af dimensioner, når Ranthe i Kriger fremstår i al den maskulinitet, vi ikke vidste, han besad – demonstreret i bar overkrop, veltrimmet kropssprog, tatoveret, tilpas truende og i øvrigt let psykopatisk.

Lars Ranthe oser af dominerende maskulinitet – og han gør det godt! Foto: Per Arnesen / TV 2

Dar Salim har ligesom Lars Ranthe været med i adskillige film og tv-serier, fra anklaget muslimsk mand i Forsvar (2003-2004), Amir Dwian i Borgen II (2011) til rollen som fotografen Bo Skytte i Dicte (2012-2016). I Kriger får han endelig overladt hovedrollen som den plagede CC, der forsøger at manøvrere mellem tiltrækningen til krigerrollen og soningen af den skyld, han har pådraget sig ved at opfordre krigskammeraten Peter til atter en fælles mission. Bedre bliver skyldfølelsen ikke af hans åbenlyse tiltrækning til Peter, diskret tematiseret gennem en henkastet omtale af Brokeback Mountain (2005) i et flashback (afsnit 2). Og hans ganske indiskrete kredsen om Peters familie, hvor den kombinerede rolle som elsker for Louise og fodboldekspert for Max står tom.

Også Danica Curcic har spillet adskillige roller i film og tv-serier, fx som Beate i Broen II (2013), Sanne i Stille hjerte (2014) og junkien Mia i den amerikanske The Mist (2017). Parallelt med Dar Salim får hun her en hovedrolle, der giver hende lejlighed til at udforske sorgens dynamik. Hendes anliggende er, hvordan hun kan omsætte tabsfølelsen til noget, der betyder noget her og nu, og hvordan hun som kvinde hamler op med alle de mænd, hun er oppe imod, fra rockerkongen til politiledelsen – og sin insider, CC, som hun er tiltrukket af.

Aktualitet

Også hvad aktualitet angår, rager Kriger op. Den tager sit konfliktstof fra verserende sager i samfundet. Den indleder med en bandekrig mellem to lokale gangstermiljøer, rockerne, The Wolves, og en indvandrerbande. Den kommenterer dermed fx Loyal to Familia og de mange skyderier i Københavns gader, der har plaget lokalbefolkning og politi og sat gang i den politiske diskussion om forholdsregler.

Skal det danske politi og retsvæsen fx acceptere undercoveragenter? Anklagere synes, det er en god idé, mens forsvarere mener, at det er ensbetydende med en direkte opfordring til at medvirke til kriminalitet. Trods (eller måske snarere på grund af) metodens uafklarede status er den blevet afprøvet gennem de senere år gennem tre spektakulære sager, der har visse lighedspunkter med fiktionen.

Louise og Max ved flagdag i 2. afsnit af Kriger. Foto: TV2

Miniserien accelererer ved at udbygge til den italienske mafia og dens forbindelseslinjer til den danske byggebranche. Også her er der forlæg i virkeligheden. Fagforbundet 3F anmeldte i 2016 den italienskejede hovedentreprenør på metro-cityringen, Copenhagen Metro Team, for at have forbindelser til mafiaen med narkohandel og hvidvask af penge. Men da vidnerne ikke turde stå frem, og da politiet ikke kunne løfte bevisbyrden, blev sagen henlagt.

Stil

Christoffer Boe er miniseriens instruktør og Jakob Møller dens fotograf. Det samme er tilfældet i filmatiseringen af Journal 64, og her som der er samarbejdet en fornøjelse. Ligesom karaktererne og dramaturgien er velkendte, er miljøerne omkring rockerborgen, gaderne i København og havnekvartererne det også. Men alligevel er de set på en ny, autoritativ måde, der sender signaler om, at alt ikke er, som det plejer. Det er stadig noir, og meget foregår om aftenen og natten. Men lige pludselig skærer bygningernes silhuetter diagonale linjer hen over skærmen. Himlen viser sig over gaderne, og tiden står stille et øjeblik.

Der er skrevet meget om Christoffer Boe og hans overgang fra avantgarde til mainstream og genrefilm. Hvad der er godt for en genrefilm som Journal 64 og en miniserie som Kriger er, at hr. Boe har taget sin kærlighed til det visuelle udtryk med sig. Grusgraven, synes jeg, er en enkelt kliché, der falder igennem. Ellers emmer Jakob Møllers billeder af atmosfære, fra den nedlagte skraldestation på Amager, der er bygget om til rockerborg, til indledningens fokus på kirkerummet i Garnisonskirken, hvor Peters begravelse finder sted.

TV 2-drama

Som mange af TV 2’s produktioner har Kriger nydt gavn af Public service-puljen. Ifølge en undersøgelse, Politiken har lavet, er omkring 80 % af Public service-puljens midler gennem de sidste tre år gået til TV 2. For TV 2, der ønsker at profilere sig på tv-drama, er det en god nyhed, at stationens satsning således bærer frugt. For DR, der er afskåret fra at søge Public service-puljen, giver det en ny konkurrencesituation.

Da TV 2’s Greyzone i foråret 2018 konkurrerede om seertiden med DR’s Liberty, var det Liberty, der vandt. Her i efteråret er det omvendt. Første episode af Kriger blev set af 690.000, mens første episode af Adam Prices Herrens veje måtte nøjes med 570.000. Den reelle sening er dog i dag afhængig af streamingen. Konklusionen er, at det går fremad for TV 2’s drama. Hvad der mislykkedes for Greyzone, blev indfriet af Kriger.

Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit.