Statsministerens sniksnak-podcast

“Du drikker den sort – fedt, du vil være med.”

Det er de første ord fra statsministeren i hendes nye podcast. Efter lidt mere småsnak hører vi statsministeren sige, at hun altid går ud af tangenter, mens vi sådan lidt regiagtigt hører en kvindestemme sige: “40 minutter cirka.”.

Sådan starter landets p.t. mest omtalte podcast, og som i rigtigt mange andre podcasts skal vi lige med bagom til at starte med, så vi som lyttere ikke er i tvivl om, at det er den ægte, sande (næsten) uredigerede historie, vi får.

Budskabet er ikke til at være i tvivl om. Det bliver sagt meget tydeligt, at her skal der være plads til nuancer og detaljer, ikke som i alle de andre medier, hvor der redigeres og skarpvinkles.

Podcasten, der ifølge folkene bag formentlig er den eneste podcast med en siddende regeringschef, er så omtalt, at den straks hamrede ind på førstepladsen af Apples podcast-hitliste og er blevet der lige siden, den udkom i fredags.

Første episode af Statsministeren spørger, som podcasten hedder, handler om “Vestens rolle i verden før og efter krigen i Ukraine, om klimaforandringerne, om Europas fremtid og meget mere”. Så er der da i hvert fald lidt at tale om, og man kan som lytter godt frygte, at det er lige i overkanten af, hvad man kan nå på de 48 minutter, som podcasten varer.

Vi får hurtigt at vide, at Mette Frederiksen er inspireret af den amerikanske præsident Roosevelt, og hvordan han talte til det højeste i amerikanerne. Igen er budskabet ikke svært at forstå. Vores statsminister vil stræbe højere og større, end hun som regel får lov til i andre medier.

Gæsten i premiereudsendelsen er Rune Lykkeberg, Informations bogskrivende chefredaktør. Meget mere intellektuelt bliver det ikke, hvis det stadig skal være forståeligt uden for universiteternes mure. Ingen tvivl om, at han understøtter missionen om at stræbe højt og stort.

Flere ønsker sig en podcast, hvor statsministeren svarer i stedet for at sniksnakke.

Uvinklet sniksnak

Så er scenen ligesom sat for en samtale af de helt store. Desværre falder indholdet til jorden med et brag. Mest fordi Mette Frederiksen er så elendig en interviewer, og indholdet siksakker frem og tilbage uden nogensinde at finde fokus eller klar retning.

Det er ellers alvorlige sager, der skal diskuteres. Verden bliver aldrig den samme efter Ruslands angreb på Ukraine, og vi kommer ikke tilbage til, hvordan det var før, får vi at vide.

Er det en æra, der slutter – eller er vi ved afslutningen af en parentes, spørger en bekymret statsminister. Hvorefter hun fortsætter med en lang udredning om, hvordan alt er blevet bedre for de fleste af os i 90’erne og 00’erne.

Det er to intellektuelle mennesker i samtale, der bevæger sig meget rundt. Alt for meget. Allerede efter omkring ti minutter begynder jeg som lytter at savne en eller anden form for styring på samtalen. Hvad taler vi om – og hvorfor?

Det er svært for mig at forstå, og havde det været en opgave på min gode gamle journalisthøjskole, er jeg ret sikker på, at min lærer ville have kaldt det “en noget om”-podcast. Altså noget lidt uvinklet sniksnak.

Helt banalt er der i lange perioder ikke nogle af de to, der stiller spørgsmål. I stedet taler de løst og fast om meget store ting. Tanken om at have en samtale, hvor der er plads til nuancer, er jo ikke dårlig. Men det bliver ret hurtigt klart, at det i praksis ikke dur. Jeg mangler en, der har blik for mig, som lytter.

Første gang Mette Frederiksen stiller et spørgsmål er 18.30 min. inde i podcasten, hvor hun siger: “Det bliver du simpelthen nødt til at forklare.”. Det måtte hun egentlig godt have bedt Rune Lykkeberg om noget tidlgere.

Interview kontra samtale

Det bliver ret hurtigt tydeligt, hvor stor forskel der er på en samtale og et interview. Et interview er noget, hvor nogen har en plan, et mål og måske ovenikøbet nogle modtagere for øje. En samtale er det, vi allesammen løbende har med hinanden, hvilken ikke nødvendigvis er interessant for andre.

Et interview kan godt lyde som en samtale uden at være det, for der er stadig en, der styrer forløbet. Det er ikke det, der udspiller sig mellem Lykkeberg og Frederiksen. Det er en samtale, som ingen styrer.

Mette Frederiksen har selv afvist at kalde sin podcast for journalistisk, og selvom journalist jo ikke er en beskyttet titel, og nærmest hvem som helst kan kalde sig det, er det nok alligevel meget godt, at statsministeren ikke vil kalde sin podcast for journalistik. For det tror jeg heller ikke, jeg ville kalde det. Det er spørgsmålene for dårlige og vinklen simpelthen for uklar til.

I stedet for et et interivew udvikler podcasten sig til lange enetaler og lidt anekdoter om folk, de to har mødt. Vi springer fra krig i Europa, til klimakrise og lidt rundt ind imellem de to. På den måde kan man sige, at programbeskrivelsen er meget præcis i sin mangel på fokus.

Som lytter er det mere end almindeligt svært at følge med og holde opmærksomheden fanget.

Svar lige, hvad du har lyst til

Og lige pludselig, 28 minutter inde, spørger statsministeren: “Hvordan tror du, at det er at være ung lige nu?” Hvis ikke klimakrise og Europa var nok til 48 minutters indhold, så får statsministeren lige åbnet en ny flanke.

Rune Lykkeberg er jo heldigvis en klog mand, så han får svaret noget rimelig begavet, og Mette Frederiksen følger op med at tale lidt om sig selv, og hvordan hun grundlæggende er positiv. “Er der en optimisme i dig også?”, spørger hun. Det er Rune Lykkeberg så høflig, at han ikke direkte svarer på. I stedet taler han om klimaomstillingen og de unges lyst til forandring. Det er jo fordelen ved at sidde over for en halvdålig interviewer. Man kan svare lige, hvad man har lyst til.

Hen mod slutningen af podcasten opsummerer Mette Frederiksen: “Rollerne er nok, at jeg er lidt mere til den optimistiske side, end du er” og så sætter hun dødsstødet ind i sit interview:

“Hvis jeg bare siger ordet Europa nu, hvad tænker du så?” Det er det, min gamle underviser i interviewteknik ville kalde en motorvej til at svare lige, hvad man har lyst til. Det gør Rune Lykkeberg så.

Den gør ikke nogen skade

Podcasten er kort sagt en sludder for en sladder, og havde det ikke været, fordi Mette Frederiksen har det job, hun nu en gang har, tror jeg ikke, den havde fået mange lyttere.

Heldigvis gør den jo ikke nogen skade. Men jeg tror, jeg vil anbefale at bruge 48 minutter på noget andet. Gerne noget, hvor værten har en plan og mål med det, hun gør.

Man kan selvfølgelig forestille sig, at statsministeren bliver bedre, når hun har lavet et par stykker mere, men der er lang vej igen. Umiddelbart tænker jeg, at Mette Frederiksen ville gøre både sig selv og sine vælgere en tjeneste ved at svare på nogle spørgsmål og stille lidt færre.

Som podcastproducent er Statsministeren spørger tæt på et skoleeksempel på det, vi rigtigt tit møder. Mennesker der undervurderer indholdet og fagligheden i podcastmediet. For det er jo bare snak.

Teknikken og lyden er upåklagelig. Til gengæld er der lang vej igen med journalistikken og indholdet. Det er svært at vide, hvor meget der er klippet ned i den, inden den blev udgivet, men jeg håber næsten, at det ikke er ret meget. Ellers har været tale om virkelig, virkelig dårligt råmateriale.

Ifølge folkene bag er det, som skrevet tidligere, formentlig den eneste podcast med en siddende regeringschef. Det kan godt være, at der er en grund til det. Det er svært at lave podcast, og det kræver forberedelse og tid. Hvis ikke man som vært gør det, ender man præcis, som Mette Frederiksen har gjort her. Med en snak om noget, som ingen rigtig bliver klogere af.

Foreløbig er der annonceret fem episoder inden sommer. I de næste udsendelser får vi bla mulighed for at møde Svend Brinkmann og Helle Thorning Schmidt. Lad os håbe, at statsministeren har en stejl læringskurve, for ellers er det næsten synd at spilde så mange menneskers tid på sniksnak, når nu det kunne have været så meget mere end det.