Michael Jeppesen har en plan

Han er blevet skildret som en skummel Mørkets Fyrste. Strategen, der ikke gav interviews, som er blevet kaldt ikke-folkevalgt vicestatsminister, og hos hvem de harske SMS’er angiveligt sad løst. Derfor er der formentlig blevet set frem til dokumentaren "Hvad var planen, Martin Rossen?", der for nylig blev vist på DR2, i de dele af medie-Danmark og hos højrefløjen, der har udpeget statsministerens tidligere stabschef som et demokratisk problem. Hvorfor stoppede Mette Frederiksens nærmeste rådgiver kun et år efter regeringsovertagelsen? Hvad er det med den bog, Henrik Qvortrup og Mads Brügger skriver på?
Danmarks Radio har betalt reklamemanden og journalisten Michael Jeppesen for at lave bålmad med to af sine kunder på tv. Det er next level kundepleje. Kilde: DR
Danmarks Radio har betalt reklamemanden og journalisten Michael Jeppesen for at lave bålmad med to af sine kunder på tv. Det er next level kundepleje. Kilde: DR
af Mikkel Skov Petersen
Det er uklart, præcist hvad anmelderne havde sat næsen op efter, men forventningerne er tilsyneladende ikke blevet indfriet. Hos Berlingske dømmer Jarl Cordua programmet ‘stærkt iscenesat’, og hos Ekstra Bladet kalder kulturanmelder René Fredensborg dokumentaren for ‘aftalt spil’.
 
Cordua og Fredensborg har fat i noget, omend deres fokus ligger på Rossens relativt evidente interesse i programmet: Det er indiskutabel velorkestreret omdømmehåndtering af den udskældte ‘Mørkets Fyrste’. Magnus Bording Hansen fra Weekendavisen har dog fat i en længere ende ved at fokusere på journalisten Michael Jeppesens rolle.
 
Foretagsomme Michael Jeppesen har nemlig mange jern i ilden; udover at producere tv-formater til Danmarks Radio driver han blandt andet egen virksomhed.
 

Kedsomhedsknappen og Fællesskabsprisen

I dokumentarens næstsidste scene dukker direktøren for Nationalmuseet, Rane Willerslev, op som special guest star. Martin Rossen, Rane Willerslev og Michael Jeppesen laver bålmad under åben himmel, mens Rossens søn kigger på. 

 
Danmarks Radio har betalt reklamemanden og journalisten Michael Jeppesen for at lave bålmad med to af sine kunder på tv. Det er next level kundepleje. Her Michael Jeppesen (tv.) og Martin Rossen (th.). Lige om lidt kommer den sidste kunde, Rane Willerslev, og får en bjørnekrammer af Rossen. Kilde: DR
 
 
To af Jeppesen gode kunder, som bare elsker hinanden. Kilde: DR
 
Bålmadsscenen er ikke dokumentarens stærkeste, men den er af helt andre grunde programmets absolut vildeste scene: Journalisten Michael Jeppesen laver mod betaling public service-tv med to af reklamemanden Michael Jeppesens forretningsforbindelser.
 
Michael Jeppesen er indehaver af PR-/reklame-/branding-/produktionsselskabet Must. Virksomheden er måske ikke så kendt i en bredere offentlighed, men det er til gengæld et par af Musts koncepter.
 
Hvem har fx ikke hørt om Nationalmuseets Kedsomhedsknap? Det koncept har Michael Jeppesen og Must udviklet til museet, der har Rane Willerslev som højprofileret turnaround-direktør.
 
Rane Willerslev blev historiens formentlig mest kendte direktør for Nationalmuseet i forbindelse med dokusoap-serien Ranes Museum fra 2018. I første sæsons episode fem sejler Willerslev og hans medarbejdere på noget teambuilding-tænk-ud-af-boksen-seminar på øen Hven i Øresund. Hvem er facilitator for løjerne, der blandt andet omfatter leg med vingummibamser og en let anretning serveret på en arm? Ja, Michael Jeppesen.
 
Rane Willerslev er altså som minimum tidligere kunde i Michael Jeppesens biks.
 
Et andet af Jeppesen og hans firmas kendte koncepter er Fællesskabsprisen, som virksomheden har stiftet sammen med bl.a. nuværende statsminister Mette Frederiksen.
 
DR skriver i en mail til Weekendavisen, at Michael Jeppesen oplyser, at han kun er mødtes med Martin Rossen ca. en gang om året til møder om Fællesskabsprisen, som Jeppesens firma eksekverer og laver PR for.
 
Martin Rossen er altså som minimum tidligere forretningsmæssig samarbejdspartner i Michael Jeppesens biks.
 
Ingen af forretningsforbindelserne mellem deltagerne i bålmadsscenen – Rossens søn fraregnet, og DR medregnet – oplyses der om i eller i forbindelse med dokumentaren, der ifølge Weekendavisen er produceret af, ja, Jeppesens firma, Must.
 
Det er umiddelbart nærliggende at mene, at relationerne aktørerne imellem burde deklareres for seerne.
 

Next level kundepleje

Som udgangspunkt er vi vidner til en samtale om blandt andet magtens tunge åg mellem mediedarlingen Willerslev og scoopet Rossen, der til lejligheden har brudt sin selvvalgte medietavshed. Samtidig er vi vidne til, at nogle af offentlighedens tunge drenge – Jeppesen inklusive – networker for åben skærm.

 
Vi får at vide, at Willerslev og Rossen har været venner i et halvt år, hvilket jo pirrer nysgerrigheden. Hvad bragte de to midaldrende mænd sammen seks måneder før optagelserne, der fandt sted i september og oktober? Nogle spændende forhandlinger? Eller var anledningen en fredagsbar hos Must? I bålscenen er de to under alle omstændigheder på coronaakavet kram.
 
Willerslev og Rossen er i denne tv-sammenhæng bragt sammen af deres fælles forretningsforbindelse, Jeppesen, der nærmest som en firmajulegave fra Must skænker Willerslev og Rossen velproduceret, ubetalelig og omdømmedefinerende tv-tid på Danmarks Radio, betalt af Danmarks Radio.
 
Nå ja, og i sidste scene aflægger Rossen og Jeppesen besøg i Statsministeriet hos Martin Justesen, Rossens efterfølger. Kilde: DR
 
Det er next level kundepleje på landsdækkende tv, der får erhvervsspidsers power networking med fri buffet i sponsorloungerne i landets fodboldklubber til at fremstå som tarvelig provinsialisme.
 

Jeppesen og habiliteten

Magnus Boding Hansen kredser i sin artikel i Weekendavisen om Jeppesens habilitet i lyset af hans aktie i Fællesskabsprisen.   
 
I mailkorrespondancen og interviewet med DR borer Weekendavisen i forholdet mellem Michael Jeppesens professionelle forbindelser til ledende socialdemokrater og hans habilitet og redegør i artiklen for Jeppesens netværk i regeringspartiet. Både det generelle og det specifikke spørgsmål er i sagens natur relevant.
 
DR står over for Weekendavisen fast på Jeppesens habilitet, for han er mangeårig samarbejdspartner, han har aldrig lavet PR for socialdemokraterne, og så har han – ligesom alle andre eksterne producenter – skrevet under på, at han ikke er inhabil.
 
Det må stå for troende, for så vidt at Jeppesen er ekstern leverandør. Var han derimod medarbejder i DR, så ville han umiddelbart være på kollisionskurs med statsradiofoniens etiske retningslinjer. I kapitel 19 om habilitet lyder første afsnit:
 
Hovedreglen for bijob og habilitet er, at der ikke må kunne rejses tvivl om DR’s integritet, troværdighed og uafhængighed.
 
Den tvivl kan vi hermed konstatere, er rejst.
 

Hemmelig socialdemokrat eller durkdreven opportunist?

Da bogen Den Hemmelige Socialdemokrat udkom, var Michael Jeppesen blandt de hovedmistænkte som den anonyme forfatter. 

 
I lyset af Jeppesens dokumenterede forbindelser til ledende socialdemokrater er det i forbindelse med dokumentaren naturligvis oplagt at spørge:
 
Er Michael Jeppesen en hemmelig S-spindoktor, der effektivt og med assistance fra den tidligere konservative formand og minister Hans Engell afdramatiserer både Rossens person og regeringens strammere greb om centraladministrationen?
 
Snarere end billedet af en undercover-politiker tegner et vue ud over Michael Jeppesens kulørte karriere et billede af en durkdreven og entreprenant opportunist med en ræv bag øret. Jeppesen har, udover at være CEO i Must, været bagsideskribent hos Ekstra Bladet, blog-Godfather hos denfri.dk, radiovært på 24Syv, indehaver af et håndværkerfirma og kunstanmelder hos Information.
 
Som kunstanmelder havde han blik for både værkets detaljer og for værkets kontekst. I sine egne værker overlader Michael Jeppesen ikke meget til tilfældighederne, som han udtrykte det i et interview med Bureaubiz i 2018:
 
”Der er meget lidt, der er overladt til tilfældighederne, og der er ikke et sekund i det endelige produkt, der ikke har en bestemt hensigt.”
 
Nu har Michael Jeppesen så også kunnet give statsministerens nye højre hånd, Martin Justesen, lidt velproduceret tv-tid som velkomstgave forud for møderne om Fællesskabsprisen.
 
Med Hvad var planen, Martin Rossen? er der ingen grund til at betvivle, at Michael Jeppesen ved præcis, hvad han laver. 
 
Spørgsmålet er så, om DR ved, hvad Jeppesen laver.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også