Har Rane røv i bukserne?

Nationalmuseets nye direktør Rane Willerslev tager Danmark med storm i DR2’s dokusoap 'Ranes Museum', hvor seerne kommer bag kulisserne i det første halve år. Det er godt fjernsyn, men det er også risky business, når brandet Rane Willerslev og Nationalmuseet smelter sammen. Det er myten Rane Willerslev, vi møder, ikke manden med de store resultater, for dem har han endnu ikke haft tid til at skabe.
Serien 'Ranes Museum', som for tiden vises på DR2, er effektiv promovering af Nationalmuseet. Siden Rane Willerslev tiltrådte som museets nye direktør i juli sidste år, har Nationalmuseet oplevet et sjældent set positivt boost båret af Rane Willerslevs farverige personlighed og ukonventionelle tilgang til museumsdrift. Foto: DR Presse/Nordisk Film TV.
Serien 'Ranes Museum', som for tiden vises på DR2, er effektiv promovering af Nationalmuseet. Siden Rane Willerslev tiltrådte som museets nye direktør i juli sidste år, har Nationalmuseet oplevet et sjældent set positivt boost båret af Rane Willerslevs farverige personlighed og ukonventionelle tilgang til museumsdrift. Foto: DR Presse/Nordisk Film TV.
Rane Willerslev er her og der og alle vegne. På rekordtid har han skabt fortællingen om sig selv som manden, der skal ruske op i Nationalmuseet og forvandle det til en kommerciel succes. Den fortælling cementeres i reality-dokumentaren om Ranes Museum, hvor vi kommer meget tæt på Rane Willerslev som person og hans visioner for Nationalmuseet.
 
Det er dygtigt gjort af Rane Willerslev, og på kort sigt er det en effektiv strategi. Noget tyder faktisk på, at Rane Willerslev-effekten har øget Nationalmuseets besøgstal i anden halvdel af 2017.
 
Rane Willerslev giver Nationalmuseet hidtil uset eksponering. Allerede fra dag ét begynder han at flytte Nationalmuseet fra en defensiv og tilbagetrukket position i medierne til en langt mere offensiv og pågående position. Foto: Jacob Nyborg Andreassen, Nationalmuseet.
 
Men på længere sigt er det også en risikabel strategi at gøre Nationalmuseet synonymt med Rane Willerslev. For hvad sker der, når virkeligheden rammer, og visionerne måske ikke kan indfries. Og hvad sker der, hvis Rane Willerslev ikke kan leve op til den myte, han selv og medierne har gjort ham til?
 
Lad det være sagt fra begyndelsen. Jeg er vild med Ranes Museum. Det er fænomenalt godt fjernsyn, som bringer seerne bag kulisserne på Nationalmuseet, hvor jeg selv havde min gang som presseansvarlig gennem fem år. I kan læse mine anmeldelser af de enkelte afsnit, som jeg har skrevet til POV International.
 
Lad mig også slå fast, at jeg bifalder valget af Rane Willerslev som direktør, og jeg er ikke i tvivl om, at han godt kan være den rette mand på det rette tidspunkt for Nationalmuseet, som i nogle år har ligget underdrejet på grund af store fusioner, besparelser og lukning af udstillingssteder.
 
Vildmanden i direktørstolen
Fortællingen i Ranes Museum er skarpt skåret: Danmarks største museum, Nationalmuseet, er i store vanskeligheder. Publikum svigter, besparelser truer med at udløse en økonomisk krise, hvis ikke nogen gør noget.
 
Løsningen hedder Rane Willerslev. Han er antropolog og professor. Han har levet som pelsjæger i Sibirien, og han er medlem af Eventyrernes Klub. Og så har han været på den russiske mafias dødsliste, fordi han forsøgte at organisere de sibiriske pelsjægere:
 
 
Han er også kendt for sin alternative ledelsesstil, som han har beskrevet i sin lille bestseller Tænk Vildt, hvor han fortæller om, hvordan han vendte udviklingen på Kulturhistorisk Museum i Oslo.
 
Hans opgave på Nationalmuseet er den samme. Det er det, TV-serien skildrer ud fra det retoriske spørgsmål: Hvad sker der, når en mand med vilde idéer slippes løs på de bonede gulve? Og svaret er: Der sker en hel masse!
 
Castet som Klodshans og Tornerose
Narrativets persongalleri ligger fast fra begyndelsen. Rane Willerslev er castet som Klodshans. Han er den distræte antihelt, som farer vild på museets lange gange og i museets organisatoriske Bermudatrekant. Han har det svært med officielle forpligtelser og hader slips. Han taler, før han tænker sig om. Han er ligefrem, og det bringer ham i problemer med samarbejdspartnerne og udløser kriser i agurketidspressen. Han brænder så meget for sagen, at han lever af frysepizza og forsømmer sin familie.
 
Han tænker vildt og leger med tanken om at installere Danmarks største rutsjebane i Nationalmuseets forhal. Han lytter til museets yngste brugere, børnene, og lægger planer for at gøre Nationalmuseet mere børnevenligt og således tiltrække flere gæster og gøre Nationalmuseet til en publikumssucces, hvilket er hans egentlige opgave.
 
Børnene skal være spydspidser i Willerslevs oplevelsesmuseum. Hvis det kan fange børnene, kan det også fange de voksne, som han siger. Den barnlige begejstring er et mål for ham. Han har derfor opfundet en kedelighedsknap. Hvis man trykker på den, sker der noget vildt. Foto: DR Press/Nordisk Film TV. 
 
Han er en mand med visioner om en bedre fremtid for Nationalmuseet. Rane Willeslev vader lige ind i os med snesko på.
Nationalmuseet er derimod castet som den slumrende og forsømte skønhed; en Tornerose, som skal vækkes af sin dybe søvn og bringes ind i det 21. århundrede. Vi møder et museum, som er træt og trist. Et museum, som ikke udnytter sit potentiale, og hvor kustoderne går rundt og støver af.
 
Men vi møder også et museum, der har et stort potentiale og medarbejdere med stor kreativitet, som Rane Willerslev kan bruge som drivkraft i sin forvandling af Nationalmuseet.
 
Modsætningen mellem vilde Willerslev og det forsigtige museum er den velsmurte motor i fortællingen, og det skaber en effektiv dynamik.
 
Samtidig er det første gang, TV skildrer et direktørskifte på en af landets store kulturinstitutioner. Tidligere skildringer af Nationalmuseet, såsom Gintberg på kanten fra 2012, som jeg selv var involveret i, fokuserer på klichéen om det støvede museum, mens Ranes Museum tager seerne med ned i materien og viser kompleksiteten i moderne museumsdrift. Vi bliver klogere på både Nationalmuseet og Rane Willerslev.
 
Fra defensiv til offensiv
Det kom som en overraskelse både for mig selv og mange andre museumsfolk i Danmark, at valget faldt på Rane Willerslev som Nationalmuseets nye direktør. Han var ved udnævnelsen ingen central person i dansk museumsvæsen.
 
Til gengæld havde Rane Willerslev skabt sig et navn som eventyrer, videnskabsmand og forfatter, meningsdanner og kritiker af blandt andet et idéforladt uddannelsessystem. Og så blev han kendt for i direkte radio på DR at ryge hash og indtage svampe for åben mikrofon, hvilket skete samtidig med Kulturministeriets ansættelsesforløb.
 
Rane Willerslevs erfaringer med at lede museer er de godt to år han tilbragte i Norge som direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo. Et forløb han beretter om i sin bog Tænk Vildt, der udkom en måneds tid før, han tiltrådte på Nationalmuseet. I bogen fortæller han historien om et hensygnende museum, hvor alt er stivnet og kørt fast, men han vender udviklingen, og gennem anderledes ledelse og frigørelse af de kreative kræfter får han Kulturhistorisk Museum til at blomstre igen.
 
Rane Willerslev foran Kulturhistorisk Museum i Oslo. Under hans ansættelse optrådte han og museet i medierne med en sag om kreditering for et arkæologisk fund. Sagen kom for Forskningsetisk råd. Det var dog ikke derfor, Willerslev sagde op. 
 
Uslebent naturtalent eller beregnende kommunikatør
Rane Willerslev er en blændende dygtig kommunikator. Han er et naturtalent med karisma, og hans kejtede, drengede umiddelbarhed går rent ind. Om det er en bevidst og stramt tilrettelagt PR-strategi fra Rane Willerslevs side, kan jeg af gode grunde ikke sige.
 
Langt hen ad vejen virker det dog spontant og med hans egne ord ikke altid lige velgennemtænkt. Serien viser, hvordan han udløser en mindre krise, da han i pressen kalder Nationalmuseets logo for røvsygt, og vi ser ham undskylde over for designeren.
 
Men det er også en gratis omgang. Den visuelle identitet er noget af det, en nytiltrådt leder let kan profilere sig på. Logoet med de tre let forskudte N’er oven i hinanden har aldrig været populært blandt museets medarbejdere. Rane Willerslevs opgør med logoet sender klare interne signaler om forandringer, og han viser udadtil, at han tør sige tingene lige ud.
 
Det er naturligvis spekulation fra min side, men det ligner en tanke, at bogen Tænk Vildt udkom en måned før, Rane Willerslev tiltrådte. Bogen er meget kort jeg læste den på under et par timer inklusiv den tid, det tog at tage noter. Den kan læses som Willerslevs kur for Nationalmuseet.
 
Den kan læses som den bane, han agter at tage i sin ledelse af Nationalmuseet samt hans vision for fremtidens Nationalmuseum i en tid uden nysgerrighed og vilje til at søge det ukendte. På intet tidspunkt nævner han Nationalmuseet, men det optræder sært in absentia.
 
Assisteret af en effektiv redaktør har det næppe taget Rane Willerslev lang tid at skrive bogen, og han har haft tid til at gøre det, inden han tiltrådte. Hvis Rane Willerslev har forfattet bogen med strategisk hensigt, så er det ikke mindre end en genistreg. Hvis ikke, så er heldet god til at opsøge Rane Willerslev.
 
Ranes image er i top. Bliver det ved? Foto: DR Presse/ Nordisk Film TV
 
Ramt af Ranemania
Om det også er genialt, at Rane Willerslev lader et filmhold følge sig i det første halve år, er svært at vurdere. Det er high-rolling, og det risikerer at blive et tveægget sværd.
 
På den positive side tæller det, at Nationalmuseet får en hidtil uset eksponering og positiv omtale. Nationalmuseet står til at få et nyt gennembrud i en bredere offentlighed. Det er tiltrængt oven på de mange prøvelser i pressen med fusioner og besparelser. Og her kan en karismatisk leder være altafgørende for karakteren og intensiteten.
 
Men det har en pris. Seriens og mediernes massive fokus på Rane Willerslev er i færd med at gøre Nationalmuseet synonymt med Rane Willerslev. Serien om Ranes Museum, og i høj grad også pressen, repeterer og udbygger myten Rane Willerslev og knytter ham og Nationalmuseet sammen i et skæbnefællesskab, hvor Nationalmuseet og brandet Rane Willerslev bliver til ét. Alene titlen, Ranes Museum, siger det. Det bliver vitterligt Ranes Museum.
 
Der er også en risiko i at lukke seerne ind i intimsfæren, hvor de hører om hans visioner og planer med museet, der så tidligt i hans direktørforløb kun kan være planer og visioner. Men det skaber forventninger. Rane Willerslev chancer den ved at være så åben om så meget så tidligt.
 
Det er sjældent i de første måneder, direktøren skaber de afgørende resultater, og Rane Willerslev kommer ikke til at gennemgå de store prøvelser, hvorfor opgaven kommer til at fremstå mere simpel, end den er. I serien ser vi ham blandt andet sikre Nationalmuseets skibe en placering i Holbæk og tage initiativ til nye måder at sagsbehandle danefæ. Det er udmærket, men i den store sammenhæng er det banale resultater.
 
Lige nu er vi ramt af Ranemania. Vi er fascinerede af tricksteren Rane Willerslev og styrede af vores forventninger, som Ranes Museum har gjort skyhøje. Det er ikke resultaterne, der tegner Rane Willerslev i rollen som Nationalmuseets direktør. Og serien giver ikke svar på, om Rane Willerslev er en distanceblænder af et blålys, eller han er frelseren, som forløser og fornyer Nationalmuseet.
 
Det er skidegodt fjernsyn. Men kun tiden og virkeligheden vil vise, om Rane Willerslev har røv i buksen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job