Siumut! En Marche! Fremad med Simon Emil og Christina!

Navnet: på ryggen af den europæiske Obama?

Månedsbladet Fremad, Forlaget Fremad og fodboldklubberne Fremad Amager og Aarhus Fremad. I sidste århundrede havde arbejderbevægelsen en stor forkærlighed for ordet fremad. I øvrigt betyder navnet på det grønlandske folketingsparti Siumut fremad på grønlandsk.

Det er dog næppe hos arbejderbevægelsen eller det socialdemokratiske Siumut, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og partimedstifter Christina Egelund har ladet sig inspirere, da de valgte navn til deres nye parti.

Næ, makkerskabet Ammitzbøll-Bille/Egelund har nok snarere skelet til Frankrigs liberale frelserfigur – den europæiske Obama – Emmanuel Macron og hans parti En Marche!, der netop betyder fremad – eller siumut på grønlandsk, om man vil.

Vi aner med navnevalget således et storladent forsøg på at skrive sig ind i en større europæisk fortælling om det politiske centrums progressive kraft – ikke mindst som bolværk mod højrepopulismen. Både Ammitzbøll-Bille og Egelund har som begrundelse for at forlade deres hidtidige parti, Liberal Alliance, angivet netop dettes kursskifte fra en værdiliberal mod en nationalkonservativ position.

Partiet Fremad er således et forsøg på at foretage et ryk tilbage mod den liberale midte.

Her står 100 % af partiet Fremads folketingsgruppe – og Christina Egelund. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Så langt, så godt, og ikke et ondt ord for at tænke stort, endsige storladent. Problemet er blot, at Ammitzbøll-Bille/Egelund ikke er de første, der forsøger at ride på ryggen af Macron – manden, om hvem det siges, at ingen kan være i samme rum som ham uden at blive lidt forelsket.

‘Fremad’ har nemlig været Det Radikale Venstres officielle payoff de sidste par år og således også under seneste valgkamp. Det giver god mening, da De Radikales position i tidens store politiske brudflader svarer til Macron og hans En Marche! Men hvordan er det nu, det er med Simon Emil Ammitzbøll-Bille og De Radikale?

Nå jo, det var det parti, seriepartihopperen Ammitzbøll-Bille oprindeligt skred fra. Tre partier senere (Borgerligt Centrum, Liberal Alliance, Fremad) kopierer han simpelthen moderpartiets slogan.

Det svarer lidt til at få en tatovering med navnet på en ekskæreste, som man samtidig hævder ikke at gide mere. Ammitzbøll-Bille formår med navnevalget på ingen måde at distancere sig fra det presserende spørgsmål: Hvorfor smutter du ikke bare hjem i De Radikales trygge favn?

Fremad, og glem intet!, som det lød hos den tyske arbejderbevægelse.

Lanceringen: pande, pande og mere pande

Det seneste parti i den landsby af små blå smølfepartier, som højrefløjen har udviklet sig til, blev lanceret en novembermorgen. Meget taler for, at det åbenbart har skullet gå stærkt for partistifterne. Endnu mere taler for, at de skulle have taget sig mere tid.

Taktikken var et dygtigt udnyttet overraskelsesmoment i de traditionelle medier. En masse omtale på alle flader. Klart flueben. I 2019 er den effektive omtale bare nødt til at have en fast bund på internettet i almindelighed og sociale medier i særdeleshed for at virke troværdig.

Hvor massemedieomtalen er flygtig, så opbygges relationer og troværdighed på især sociale medier efterfølgende. Medieomtalen er kendskab og marketingspredehagl. Sociale medier er konvertering til vælgere, bidragydere og stillere.

Partistifterne forsømte i deres hastværk at sørge for den solide bund: Døde links på Facebook og en partistifter, der har glemt at slette linket til sit gamle parti. Nødtørftige Twitter- og Instagram-profiler. Hastværk er lastværk og har i dette tilfælde resulteret i, at det nyfødte parti fremstår uprofessionelt og sjusket.

Ja ja. Detalje detalje. Men skal Partiet Fremad hurtigt have nogen til at tale om at de har en chance og samle underskrifter, må de ikke starte med døde links til FB. Som at se en lancering helt modsat Alternativets. Ren presse. #smdk pic.twitter.com/TiB7SE1jVo
— Benjamin Rud Elberth (@BenjaminElberth) November 7, 2019

Og så var der den obligatoriske hjemmeside. Av, av, av. Beskæringen af baggrundsbilledet på samtlige undersider præsenterer os for: Simon Emils pande!

Uanset hvor du klikker hen, kan du beundre hans pande. Bevares, det er da en nydelig pande, og vi får da lov til at ane Egelunds øjne titte over beskæringen, men vi forventer altså at blive set i øjnene af vores politikere.

Fremad har prøvet, at illustrere substansen af deres politik, gennem deres logo. Her er en hurtig analyse af logoet.

Det skulle partistifterne have givet sig selv et par ekstra dage til at få fikset. De er på en mission, hvor de tilbyder at tage ansvar for samfundets udfordringer, og så skal der være styr på ud- og indtryk ned i detaljen, hvor djævelen som bekendt bor.

Denne forhastede overfladiskhed kommer ubønhørligt til at pege tilbage på selve det politiske projekt: smart i en fart og ikke bagt færdigt.

Dermed kommer Ammitzbøll-Bille/Egelund utilsigtet til at tale ned til publikum, og det er jo et sløjt første møde med offentligheden.

Substansen: jagten på den anstændige borgerlige

I al fairness, så skal et parti i den bedste af alle verdner jo hverken vurderes på deres kreativitet, for så vidt angår navngivning, eller deres evner på nettet og sociale medier; de skal vurderes på deres politiske projekt.

Så hvad er projektet? Det ideologiske figenblad er et opgør med en angivelig nationalkonservativ Støjberg-ficering af Liberal Alliance. Den generelle nedsmeltning hos det Ayn Randske herrefolk, der fik læsterlige klø ved seneste folketingsvalg, er tidligere læsværdigt beskrevet her på Kforum.

Bedømt på de forholdsvis overfladiske politiske udmeldinger, så er projektet kort og godt: Det Radikale Venstre, der peger på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister i stedet for Mette Frederiksen. Hvorfor Ammitzbøll-Bille/Egelund ser sig nødsagede til at stifte deres eget parti i stedet for at kæmpe for et kursskifte hos enten Liberal Alliance eller De Radikale er mildest talt uklart.

Målgruppen for Fremad er tilsyneladende den sagnomspundne ‘anstændige borgerlige’: dansk politiks svar på enhjørningene eller elverfolket. Stort set al stemmeafgivelse ved de sidste mange folketingsvalg tyder på, at der vitterlig kun findes ‘uanstændige borgerlige’ til højre for De Radikale. Ikke desto mindre har kryptozoologerne Ammitzbøll-Bille/Egelund nu sat sig for bevise den mytologiske målgruppes faktiske eksistens. Igen.

I virkelighedens verden er ‘de anstændige borgerlige’ fordelingspolitisk højreorienterede, der i teorien både afviser værdipolitiske skred væk fra den liberale retsstat og den omsiggribende kulturalarmisme, men som i praksis stemmer på netop den blok, der er afhængig af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige for at kunne regere.

Det er den fjerde ekspedition i jagten på den anstændige borgerlige, Simon Emil Ammitzbøll-Bille drager ud på: først med skonnerten Det Radikale Venstre, så tømmerflåden Borgerligt Centrum, siden den formentlig Lars Seier-finansierede LA-færge Ellen og nu senest med jollen Fremad.

Vi kan vælge at anskue det som ihærdighed, uden at det nødvendigvis på nogen måde rimer på troværdighed. Hvorfor skrider Simon Emil hele tiden, når der er modgang og modstand? Hvad skal al den smækken med dørene til for? Simon Emil abonnerer tydeligvis ikke på doktrinen om at true med at blive i stedet for at true med at gå. Resultatet er, at hans politiske karriere fremstår som en lang række af fravalg, når han ikke får sin vilje.

Det virker grundlæggende barnligt.

Jo, politiske projekter bør vurderes på deres politiske indhold, men i dette tilfælde er det, som om personen Simon Emil Ammitzbøll-Bille skygger for eventuelle politiske budskaber. Faktisk er det altovervejende Simon Emil og hans partipolitiske historik, der optræder i billedet. Ikke så meget andet.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille for to partiskift siden #dkpol pic.twitter.com/DGpGrkuHgk
— Hans Redder (@hansersej) November 7, 2019

Simon Emil Ammitzbøll-Bille for 10 år siden: »Hvis det her projekt ikke lykkes, så vil du ikke se mig i et tredje parti« Nu har han stiftet det fjerde.

Prognosen: tre tunge kommunikationsudfordringer

Den voksende smølfelandsby vidner om en blå blok i opbrud, og det er naturligvis et gunstigt klima at være partistifter i. Fremad står dog over for tre tunge kommunikationsudfordringer, hvis de skal erobre terræn:

For det første skal Fremad sandsynliggøre, hvorfor partiet skulle være bedre til at være Liberal Alliance og/eller Det Radikale Venstre, end disse to partier selv er.

For det andet skylder Simon Emil Ammitzbøll-Bille en troværdig forklaring på, hvorfor han altid skrider, når han møder modstand. Bliver han denne gang? Eller kan vi lige så godt vente på hans parti nummer fem?

For det tredje skal fokus hurtigst muligt derefter flyttes fra stifternes – og særligt Simon Emil Ammitzbøll-Billes – partihopperhistorik og over på noget politisk substans. Og så skal snuden ellers holdes i sporet – og konkurrenterne fra smølfelandsbyen holdes på afstand.

Alle tre udfordringer forekommer særdeles op ad bakke. Særligt da hverken Ammitzbøll-Bille eller Egelund umiddelbart har den star quality og karisma, der skal til at begejstre et stort antal mennesker.

Som DR’s Jens Ringberg vurderede: »Fremad får det svært – Simon Emil er hverken Emmanuel Macron eller Naser Khader«. Sidstnævnte med henvisning til den medvind om Ny Alliance, han formåede at skabe tilbage i 2007.