Great Hack, Great Film

Data er svære at få til at være sjove. Mennesker har drive. Det bruger The Great Hack til at fortælle årtiets måske vigtigste historie om Cambridge Analytica-skandalen.
Brittany Kaiser i Nevadas ørken. “Cambridge Analytica” mejslet i trækonstruktionen.
Brittany Kaiser i Nevadas ørken. “Cambridge Analytica” mejslet i trækonstruktionen.
af Jon Lund
For to uger siden havde Netflix verdenspremiere på deres seneste store originale dokumentarsatsning, The Great Hack af Karim Amer og Jehane Noujaim. Filmen udruller, hvordan internettet mistede sin uskyld, fortalt gennem historien om Cambridge Analytica-skandalen. Du ved: Det datadrevne politiske konsulenthus, der høstede over 50 millioner profiler fra Facebook, tegnede psykografiske profiler af hele banden og efterfølgende bombarderede udvalgte grupper med stærkt manipulerende anti-Hillary- og pro-Trump-budskaber. Det meste af det uden at bryde nogen regler. Historien er skræmmende og vigtig, og filmen skal ses, fordi den bøjer årtiets måske mest påtrængende, men ofte også alt for diffuse problemfelt i neon: spørgsmålet om vores allesammens data.
 
Se traileren her.
 
Mysteriet om Brittany Kaiser
The Great Hack kunne også have heddet “Mysteriet om Brittany Kaiser”. Hun er ung, begavet og charmerende; og overhovedet ikke til at få hold på; smilende, let læspende – og antydningen af et hareskår? En drøm af en casting til en dokumentarfilm.
 Brittany Kaiser i Nevadas ørken, hvor vi først møder hende. Læg mærke til indskriften på den store trækonstruktion,
der snart står i flammer. Det er “Cambridge Analytica”, der snart forløses af den store ild. Det er dragende postapokalyptisk.
 
Brittany er et miks af Obama og Russian Collusion; af menneskerettigheder og tredjeverdensdespotstøtte. 
 
 
Brittany og Michelle. “Jeg var med til at køre Obamas Facebook”. Screenshot fra filmen
 
I tre et halvt år var hun en del af topledelsen i Cambridge Analytica; kvinden, der lukkede selskabets aftale med Trump.
 
Brittany i Rusland. Hun besøgte Julian Assange, donerede til WikiLeaks … og fik Trump-aftalen i hus. Hør selv efter, når du ser filmen. “Det lyder meget værre end det er”. Som om. Screenshot fra filmen.
 
Hvorfor gik Brittany Cambridge Analytica-vejen, spørger filmen, men kommer ikke rigtigt til bunds. Hun manglede penge. Hendes far var død. Moderen kunne ikke betale regningerne.
 
Og der er også lidt moral på spil.
 
Brittany i sit moralske hjørne. Men: Det er moderen i telefonen – ikke Brittany selv – vi hører.
 
Og i Cambridge Analytica havde hun det godt.
 
Brittany bliver posh. Hun går på jagt og tager til fester.
 
Måske lidt sent vender Brittany sig fra Cambridge Analytica og begynder at tale. Whistleblower-style-ish.
 
Den første Cambridge Analytica-whistleblower, Chris Wylie, er ikke vild med den anden. Flere har det lidt svært med hendes pludselige angren.
 
Nu er Brittany så rettighedsaktivist. Nu taler hun og afslører. Men: “Hvor er hendes moral”, siger min medseer i hjemmebiografen. Lidt senere stiller filmen selvsamme spørgsmål.


 
Brittany har et indlæg i Financial Times. Facebook har beslaglagt befolkningens data og bør betale for det. Men hvad med hendes egen rolle og eget ansvar? Det får hun ikke rigtigt adresseret.
 
Filmen får aldrig rigtigt leveret et svar på, hvad Brittany Kaiser egentligt er for en størrelse. Først i rulleteksterne kommer filmens egentlige vurdering af hende rigtigt frem. Og det tæller på plussiden i The Great Hacks dramaturgi. Alt er ikke sort-hvidt. Dejlig ubalance, der trækker filmen frem. Og som sagt: Brittany er en – ihvertfald filmisk set – fed figur.
 
Bad guys: Alexander Nix og COO'en
Hvis Brittany er helten, er Cambridge Analytica-CEO Alexander Nix skurken. Det er ham, der personaliserer det onde drive i Cambridge Analytica.
 
Cambridge Analytica er født ud af forsvarsindustrien, hvor de hjalp med psykologisk krigsførelse.
 
Hvordan får man en ung afghaner til ikke at blive hellig kriger? Den slags noble spørgsmål har Cambridge Analytica både stillet og besvaret.
 
Så udskiftede Cambridge Analytica fjendtlige tropper med vælgere i den tredje verden.
 
I Trinidad og Togo arbejdede Cambridge Analytica for præsidenten. Hun var inder. Og de gjorde det cool at boykotte valget. For de unge, ikke-indiske, sorte altså. “Do so!” – lad være at stemme.
 
Næste skridt var det amerikanske valg.
 
Cambridge Analytica havde hjørnebordet i Trump-kampagnens Project Alamo-war-room. Og de praler af at have opfundet Crooked Hillary.
 
Alexander Nix, superskurken, følger vi også gennem filmen. Mest mens han lyver. Også han spiller sin rolle så godt, at man næsten kunne tro, han var virkelig. Hvad han jo også er.
 
Alexander Nix i skjulte optagelser med potentiel ny “kunde”. Det er ikke kun data, Cambridge Analytica bruger til at manipulere med.
 
Alexander Nix får dog også lov til at forsvare sig selv i filmen. Det hele er grundløst og drevet frem af liberale medier, der ikke vil acceptere valget af Trump. Selvom det mest fremstilles som dårlige undskyldninger, giver det filmen et godt, omend lille, stænk af selvkritik.
 
Alexander Nix er i den varme stol i en britisk parlamentshøring. “Hvis De sad på min plads lige nu, ville De nok også føle dem som offer,” siger han til udspørgeren. Yeah, right!
 
En anden og måske mere interessant skurk er Julian Wheatland, Cambridge Analyticas tidligere COO. Han fremstår granatchokagtig; både kynisk og lidt sårbar; har hverken helt forstået, hvad de gjorde galt – eller hvad der ramte dem. Og så har han en svagt punkt for Brittany.
 
Julian Wheatland er iskold i sin vurdering af afhopperen og whistlebloweren Chris Wylie. Med Brittany er det helt anderledes.
 
Selvom Julian Wheatland er skurk, har han også ret. “Teknologien kører uhindret og vil fortsætte. Der vil altid være et Cambridge Analytica”. Det er filmen enig med ham i.
 
De beskidte detaljer: Sådan gjorde de
På papiret gjorde Cambridge Analytica ikke noget storslemt. Først kørte de en “kend dig selv”-test på nettet. Den fik de 120.000 til at tage. Men folk fik også penge for det – $2-5.
 
Som en uskyldig krølle på halen skulle man oprette sig som bruger, før det gjaldt. Med Facebook. Du vil jo gerne have dine penge, ikke?
 
Det er bare et lille klik. Du har jo ikke noget at skjule.
 
Så høstede Cambridge Analytica data. Både fra de 120.000, der havde taget personlighedstesten, og fra deres venner. Dem var der ialt 87 millioner af. Den slags måtte man nemlig godt for Facebook. Faktisk havde Facebook et fint lille interface til formålet, selvom lige netop denne detalje ikke er med i filmen. “Friends API’et” hed det. Det gav dig adgang til stort set alt – inklusive opslag, som kun vennerne kunne se. Et uhyggeligt masseudtrækssystem. Det så ca. sådan her ud.
 
Det var ikke den mest afslappede udgave af Mark Zuckerberg, der stod skoleret i den amerikanske kongres under en høring i april 2018. (“Ja, de er ofre”, svarer han i filmen).
 
Nu skulle der angribes. Men ikke alle var udset som mål; kun de, der kunne flyttes. Og kun de, der kunne flyttes i svingstater, hvor det gjorde en forskel.
 
Det var ikke sådan, at Cambridge Analytica holdt deres metoder skjulte. Faktisk pralede de. Ja, det er Alexander Nix, den onde, igen.
 
Sidste trin i processen var den kreative fase – og medieindrykningen. Den med Crooked Hillary og alle de andre. Forskellige budskaber og forskellige appelformer til forskellige typer vælgere. I overvældende mængder.
 
Nogle kan ikke lide terrorister; andre ikke politiet; og andre igen kan ikke lide de radikale sorte. Når du har dem alene på tomandshånd, kan du sige det, der virker bedst. Og det har du på nettet.
 
Resten er, som de siger, historie.
 
Det er paradoksalt nok i denne sidste del af kampagnen, hvor Cambridge Analytica lyver og manipulerer helt hæmningsløst, at kæden rigtigt hopper af for mig. Deres store datahøst og grove privacy-krænkelser er grænseoverskridende og totalt creepy. Og det er taget til ekstremer af en kynisk og megasmart spinmaskine. Men i princippet opførte Cambridge Analytica sig “by the book”. De spurgte om lov. Og derefter udnyttede de bare redskaber, Facebook selv stillede til rådighed. Jo, jo, de snød på vægtskålen: De måtte teknisk set ikke selv udtrække data; det skulle deres app-udvikler have gjort. Og de slettede ikke data, da de fik besked på det. Men det var nærmest en slags fodfejl. Dette bringer os til The Great Hack.
 
The Great Hack
Et af de andre hovedspor i The Great Hack handler om David Caroll. Som karakter er han ikke så saftig som Brittany; hans historie ikke helt så fængende – til gengæld er den meget mere principiel. Det er hans stemme, der bærer filmens morale.
 
”How did the dream of the connected world tear us apart?”, lyder David Carolls stemme i filmens anslag. Det er ham, der sætter tonen; ham, der har fået de sjove billedeffekter.
 
David Caroll er professor fra New York; et af ofrene for Cambridge Analyticas operationer og Facebooks lemfældige omgang med data. Og han har en sag: Han vil have sine data tilbage fra Cambridge Analytica.
 
Men det er ikke kun Cambridge Analytica, der er på David Carolls skydeskive. De er bare et hjørne, han griber fat i. Det han i virkeligheden er efter, er noget større.
 
David Carolls verden ses fra algoritmens point of view. Verden opløses visuelt i pixels, mens Caroll udlægger den surveillance-kapitalistiske tekst.
 
Det er ikke Cambridge Analytica, der ødelagde den drøm om en lys og bedre verden, som de sociale medier og nye teknologier foregøglede os i starten af nullerne. Det var de store tech-virksomheder selv. Eller rettere: Det var den datacentriske forretningsmodel, de udviklede – og blev fangede af.
 
For ti år siden troede vi på det arabiske forår, og vi sagde: “Information want to be free” og “Sharing is caring”. Nu siger vi: “Hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet”.
 
Hvor mange af jer er logget på Facebook lige nu, spørger David Caroll sine studerende i en af The Great Hacks allersidste scener. Vi er alle slaver af den ny teknologi.
 
Det store hack, som The Great Hack handler om, er i virkeligheden ikke Cambridge Analyticas skamløse minedrift i og udnyttelse af den amerikanske befolknings personlige oplysninger. Nej: The Great Hacks great hack er den verdensomspændende forvridning af vores alles privat- og samfundsliv, som tech-industrien i dag hver dag udsætter os for – og som vi alle lader os fange ind i.
 
I The Great Hack er det den britiske Guardian-journalist Carole Cadwalladr, der får lov at sætte trumf på. Det var hende, der fik Cambridge Analytica til at eksplodere. Nu står hun på TED-scenen. “Det er derfor, jeg er her”, siger hun, “for at tale direkte til jer, Silicon Valley-guder: Mark Zuckerberg og Sheryl Sandberg. Og Larry Page og Sergey Brin. Og Jack Dorsey. Og så siger hun, også henvendt til alle os andre:
 
Cadwalladr spørger. Jeg siger: “Nej”.
 
“I ville gerne forbinde folk, men I nægter at anerkende, at samme teknologi nu splitter os ad. Mit spørgsmål til jer er: Er det det, I vil?”
 
The Great Hack er en “great” film, netop fordi den får disse to størrelser til at gå så fint og skræmmende op: det smarte og småforbryderiske propagandafirma og den nye og slet ikke så fagre tech-verden. Du kan se den på Netflix lige her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job