Denne artikel blev oprindeligt bragt på Videnskab.dk den 29. november 2018

 

I hjertet af København ligger et kendt museum, som trækker strømme af publikum til sine spændende udstillinger. Museet klarer sig økonomisk flot uden en eneste offentlig tilskudskrone.

 

Det er ikke Nationalmuseet på Frederiksholms Kanal, men derimod fænomenet 'Ripley’s – Believe It or Not!', som har adresse et stenkast derfra på Rådhuspladsen.

 

Her kan man opleve skatte som 'det udsmykkede tibetanske kranie' eller 'den mexikanske vampyrkvinde' eller fordybe sig i alt, hvad man kan ønske sig fra Guinness Rekordbog.

 

Ripley’s kan noget, som Nationalmuseet ikke kan: Det fungerer kommercielt.

 

Da Rane Willerslev i juli 2017 tiltrådte som Nationalmuseets direktør, blev han i flere medier citeret for, at en af hans vigtigste opgaver var at gøre museet mere kommercielt. Hans anden ambition var at få medarbejderne til at 'tænke vildt', som han samtidig erklærede i en lille bog med samme titel.

 

Nu har man åbnet dørene for den første nye udstilling, som er udtænkt og udformet med Rane Willerslev som museets rorgænger og med ham selv som initiativtager, som det fremgår af foromtalen.

 

I et samarbejde med designeren Jim Lyngvild har man lavet en 'nyfortolkning af vores eksisterende udstilling om vikinger', som det hedder i en pressemeddelelse.

 

 

Fuld damp på det kommercielle

At en ombetrækning af en eksisterende udstilling overhovedet er interessant at anmelde, viser, at valget er et PR-scoop. Lyngvild er en kendis, som mange folk elsker at hade, og alene valget om at gøre ham til udgangspunkt for en udstilling på Nationalmuseet har givet rungende efterklang på de sociale medier.

 

Det har givet masser af gratis foromtale. Det kommercielle har fået fuld damp. Det har det vilde også.

 

Arkæologer og museumsfolk har kappes om at advare mod samarbejdet med henvisning til Lyngvild-udtalelser, der har provokeret. Eller til at han for år tilbage opkøbte oldsager, der måske var illegalt udgravede. Eller fordi han som designer og privatperson promoverer et billede af vikingetiden, der spankulerer langt ud ad fantasitangenten.

 

Derfor er det i manges øjne ikke et kendis-samarbejde, som hvis man satte Søren Ryge til at fikse Frilandsmuseets haver op. Snarere som hvis man satte en kreationist til at nyopstille Zoologisk Museum.

 

Det er ikke, fordi Nationalmuseets eget hold ikke kan tænke nyt. Blot inden for emnet vikingetid har man i de seneste år opsat den store særudstilling 'Viking' i 2013, som gik for fulde huse i København, Berlin og London.

 

Man har lavet særudstillingen 'Dragons of the Northern Seas' – en hovedsatsning i det dansk-kinesiske kulturår Suzhow – i Kina 2015.

 

Endelig har man lavet helt ny udstilling på 'Kongernes Jelling', der også åbnede i 2015. Det er alle visuelt spændende, tankevækkende udstillinger, der er lavet af Nationalmuseets arkæologer, historikere og designere.

 

Hvad de ikke har gjort, og som Lyngvild kan, er at skabe provokation, debat og omtale.

 

Har der været en voksen til stede?

Den nydesignede udstilling 'Mød Vikingerne' åbnede 26. november. Det er ikke en satsning, der syner af meget sammenlignet med det seneste års museumsnyheder som 'Tirpitz' i Blåvand, 'Drømmen om Kina', som for tiden kan ses i Odense, eller Moesgaard Museums store særudstilling om mongolriget.

 

Tre små rum i slutningen af museets faste udstilling om Danmarks oldtid er blevet pyntet op og udstyret med 14 nye fotostater samt fem meget farverige voksfigurshoveder. Et fjerde rum med vikingetidsfund har man ikke rørt i denne omgang.

 

Der går et stykke tid, før man opdager, at man stadig er i vikingetiden. Derefter kan man gå og undre sig over, hvorfor dette rum, med blandt andet pragtfundene fra storgården i Tissø og det fantastiske gravfund fra Mammen, rent visuelt ikke må være med i nyopsætningen.

 

 

Hvad angår det faglige indhold, er det altså så som så med nyhederne.

 

 

 

I de nydekorerede rum genfinder man de fleste fund, hvor de har ligget siden Nationalmuseets seneste store nyopsætning i 2008. Der er enkelte gode tilføjelser, vigtigst den store guldskat, der blev fundet ved Fæsted i 2016.

 

En del tekster er måske ligefrem blevet hængende fra den tidligere udstilling. I det midterste rum findes en baggrundstekst om runestenene og højene i Jelling, som man spejder forgæves efter en sammenhæng for.

 

I samme rum forkynder et andet skilt, at der kendes fire store ringborge fra vikingetiden i Danmark – fire år efter, at Borgring ved Køge blev erkendt som den femte af slagsen. Har man simpelthen genbrugt et forældet papskilt?

 

Hvad angår det faglige indhold, er det altså så som så med nyhederne.

 

Det er svært ikke at tænke på, om der har været en voksen til stede, mens Lyngvild har udklædt de mange fotos og vokshoveder, der er udstillingens blikfang. Det er i hvert fald klart, at mormors klædeskab er blevet åbnet på fuld gab, og at smykkeskrinet er væltet ud.

 

En af de gode, nye tilføjelser i udstillingen er Fæsted-skatten, som blev fundet af tre almindelige mennesker med metaldetektorer. Foto: Nick Schaadt for Museet på Sønderskov

 

Vikingetidsforskere har ikke hjulpet

I en pressemeddelelse forklarer Willerslev:

 

"Fageksperterne har vi heldigvis i forvejen på museet, og de har holdt Jim Lyngvild i ørerne hele vejen og leveret den forskningsmæssige tyngde."

 

Det er derfor overraskende, at det ifølge samme meddelelse faktisk ikke er Nationalmuseets fageksperter i vikingetiden, der har været med til at lave udstillingen.

 

Museets stab tæller nogle af landets skarpeste vikingetidsforskere, ligesom det tæller eksperter i fortidens dragter. De er ikke blevet budt med.

 

Det er derimod, ifølge pressemeddelelsen, museumsinspektørerne Peter Vang Petersen og Jeanette Varberg. De er begge er fremragende på hver deres felt: Petersen er en førende stenalderforsker, og Varberg har skrevet anerkendt forskning om bronzealder.

 

Begge har berørt vikingetid i populærformidling. Men ingen af dem ville være den, en fagkollega ville spørge til råds om et vikingetidsspørgsmål, der krævede forskningsmæssig tyngde.

 

 

Jeg gætter på, at valget er helt bevidst og på mange måder sikkert godt tænkt til opgaven. Petersen og Varberg er begge kendte for at turde lege med stoffet og se på en opgave med friske øjne.

 

 

Mere visuelt flot, mindre forskningsbaseret

Hvorfor har de fået opgaven? Det er næppe, fordi direktøren er kommet til at vælte Nationalmuseets organisationsdiagram på gulvet.

 

Jeg gætter på, at valget er helt bevidst og på mange måder sikkert godt tænkt til opgaven. Petersen og Varberg er begge kendte for at turde lege med stoffet og se på en opgave med friske øjne.

 

Og vigtigere endnu: Hvis en udstilling som denne skulle lykkes, har opgaven kaldt på nogen, som kunne acceptere Lyngvilds tilgang, uden at føle at de satte deres kernefaglighed over styr. Det kan de to: Vikingetid er jo ikke deres speciale.

 

Resultatet er blevet en visuelt flot udstilling, som mange givetvis vil opleve som mere underholdende og tankevækkende, end den der var før. Men det er mildt sagt ikke et forskningsbaseret bud på, hvad der er sandsynligt og relevant at kende til vikingetiden.

 

Historieløs udklædningsleg

Billederne af kvindedragter stikker mest ud. Lyngvild har overlæsset flere med smykker i et omfang, som aldrig er set i autentiske gravfund.

 

Særligt glad er han for monstrøse bjergkrystalperler fra ældre middelalder (perioden cirka 1050-1200, det vil sige efter vikingetiden) – og de hænger i klaser på de fleste af udstillingens kvindebilleder. Om detaljerne nogensinde kunne være brugt sammen er tilsyneladende underordnet.

 

Fotografiet af 'Vikingetidens forretningskvinde' kombinerer for eksempel krystalperlerne med kjolespænder, som var på mode omkring år 800, en taske fra 900-årene, en sølvring fra middelalderen, og – som prikken over i’et – en moderne ring med et billede af et helleristningsskib fra bronzealderen.

 

Skal det være Nationalmuseets bud på, hvordan mennesker kunne se ud i vikingetiden? Seriøst?

 

I forlængelse af den historieløse udklædningsleg med dragtsmykkerne er rummene dekorerede med metalplader med udskårne ornamenter. Nogle er fra vikingetiden, andre fra jernalderen 200 år før – ingen forklaring.

 

Vikingernes smarte frisurer er usandsynlige og stjæler fokus fra udstillingens virkelige skatte, mener Søren Sindbæk. Foto: Rikke Caroline Carlsen, Nationalmuseet

 

Hipsterfrisurer og rocker-smarte tatoveringer

Man kunne med lige så god ret have illustreret vikingetiden med billeder fra Roskilde Domkirke. Om det er Lyngvild eller Nationalmuseets folk, der har sakset noget, der så vikingeagtigt ud, ved jeg ikke.

 

Men at Nationalmuseet, inklusive medarbejdere, der som myndighedsopgave også bestemmer og takserer Danefæ-fund, er så ligeglade med detaljerne, er simpelthen for langt ude.

 

De fem vokshoveder med hipsterfrisurer, rocker-smarte ansigtstatoveringer og absurde skæg står spredt rundt i montrer og stjæler interessen fra de omkringliggende skattefund.

 

I forhold til fotografierne er der næsten noget formildende over dem. De er så usandsynlige menneskebilleder, at man fornemmer, at hele udstillingen skal opfattes som en fantasi.

 

Desværre går det også ud over museets enestående samling af nogle af vikingetidens bedste skattefund – de ting, som er historiens kronvidner om vikingetidens lange rejser og handel. De kommer til at tage sig mærkeligt uinteressante ud i sammenhængen.

 

Lyngvild vinder på udstillingen

Lyngvild er nævnt ved navn flere gange i udstillingens tekster. Det samme gælder ikke Nationalmuseets egne eksperter. Det er hans udstilling, ikke deres.

 

Er man kommet for at se et designunivers, så er der masser at hente. Lyngvild er helt med på, hvad udstillingen giver ham:

 

"Der findes nok ikke større blåstempling end at blive hyret af selve Nationalmuseet," har han udtalt til Ekstra Bladet.

 

Han kan roligt lade mjødpropperne springe. Han har fået foræret så mange fjer i hatten, at der knap bliver plads til horn. Det skal han ikke kritiseres for. Han gør sin ting, og er 100 procent Jim Lyngvild i udstillingen her. Nationalmuseet vælger selv, hvem de blåstempler.

 

 

Hvad Nationalmuseet får ud af samarbejdet er mere uklart. Omtale naturligvis, måske også flere besøgende, måske et mindre støvet image. Men det har en pris.

 

 

Vikingetiden på vildspor

Hvad Nationalmuseet får ud af samarbejdet er mere uklart. Omtale naturligvis, måske også flere besøgende, måske et mindre støvet image. Men det har en pris.

 

Lyngvilds fantasivikinger gør det sværere at se, hvad Nationalmuseet kan, som Ripley’s museum ikke kan. Troværdighed er det kulturhistoriske museums grundstof.

 

"Believe it… or not", siger denne udstilling i stedet med et fjoget grin. Det hænger ikke sammen. På den korte bane ser det måske godt ud, hvis målet er at blive kommerciel. Men for Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum kan det aldrig blive den rette måde at gøre sig populær på.

 

 

Et moderne 'public service'-museum skal have plads ikke blot til at kridte midterbanen op, men til at dele det, vi er enige om at være uenige om.

 

 

En udstilling, som modstillede Lyngvilds kreative fortolkninger med fakta, kunne måske have fungeret godt. Museer må gerne være steder, hvor man bliver provokeret.

 

Et moderne 'public service'-museum skal have plads ikke blot til at kridte midterbanen op, men til at dele det, vi er enige om at være uenige om.

 

I den forstand bør det ikke være noget problem at samarbejde med en ildsjæl med personligt og/eller politisk engagement, så længe rammerne er klare.

 

Havde museets medarbejdere indflydelse?

Spørgsmålet er, om Nationalmuseets medarbejdere har haft klare rammer. Føler de, at deres chef har givet dem råderum, så de kan stå inde for udstillingen? Har de leveret den forskningsmæssige tyngde, han har forventet?

 

Historiske museer er steder, hvor man bevarer, udforsker og formidler en af verdens mest begrænsede ressourcer. Disse ressourcer er historiens levn – de få spor af fortiden, som ikke er blevet tilintetgjort.

 

De er den spinkle tråd, der forhindrer forholdet mellem nutid og fortid i at blive til fantasi, men gør det til noget, vi kan bruge til at få en idé om, hvor vi er på vej hen i verdenshistorien.

 

 

Vil man have et tankevækkende indspil til sin oplevelse af historien, så er landet heldigvis fuldt af museer, der har masser af autenticitet. Nationalmuseet har også stadig masser at byde på. Men i vikingetiden er man gået på vildspor.

 

 

Den historie fortæller tingene ikke selv. Derfor er et museum aldrig bedre end de fageksperter, hvis viden, redelighed og råderum gør museet til et sted, hvor besøgende kan få lukket op for noget autentisk.

 

Vil man have et tankevækkende indspil til sin oplevelse af historien, så er landet heldigvis fuldt af museer, der har masser af autenticitet. Nationalmuseet har også stadig masser at byde på. Men i vikingetiden er man gået på vildspor.

 

Anmeldelsen er en meget let redigeret version af Søren Sindbæks anmeldelse på POINT of VIEW International, POV. Anmeldelsen af syndikeret fra POV.