|
|
|
|
Anmeldelse af Michelle Obamas talk
Obamamma-bashing

Michelle Obamas besøg i København var en del af hendes globale bogtour for biografien 'Becoming'. Efter hendes talk i en næsten udsolgt Royal Arena har reaktionen været et unisont skuffelsesudbrud. Stadiontalkshowet med den tidligere førstedame nåede aldrig videre end banaliteter. Foto: Henrik Montgomery/RitzauScanpix.

Skrevet af
Anmeldelse af Michelle Obamas ’intime samtale’ i Royal Arena, der hverken var ’intim’ eller en ’samtale’. Her er professor Justs kritik.
Køen strakte sig helt ud på parkeringspladsen og sneglede sig langsomt forbi sikkerhedskontrollen, da 11.000 forventningsfulde publikummer tirsdag aften, den 9. april 2019, var mødt op i Royal Arena til en ’intim samtale’ med Michelle Obama.
 
Forventningerne var blandt andet høje, fordi Michelle Obama er en af de mest populære kandidater, der ikke stiller op i præsidentvalget 2020; fordi hun har opbygget sig et ry som en dygtig og engagerende taler, og – ikke mindst – fordi hun fra 2008 til 2016 var USA’s førstedame.
 
Selvbiografien Becoming.
 
Dette fortæller hun blandt andet om i selvbiografien Becoming, der udkom i efteråret 2018, er udgivet på 23 sprog, har solgt mere end 10 millioner eksemplarer og høstet fine anmeldelser overalt.


Michelles popularitet skyldes især hendes relaterbarhed, som ingen tidligere førstedame på samme vis har formået at udstråle.

 
Det var dette sidste, bogen, der udgjorde den konkrete anledning til Obamas besøg i København, som hun havde inkluderet i en kort europæisk promoveringsturné. Deltagerne var altså blevet tiltrukket af løftet om at møde Michelle og høre hendes budskab og historie. Skal man tro anmeldelserne viste det sig at være et skuffende møde.
 
DR’s anmelder er mere eller mindre alene om at fremhæve det positive i, at ”Michelle Obama gav selvtillidsboost til kvinderne i Royal Arena,” mens BT’s oplevelse af at sidde tilbage med ”en virkelig flad fornemmelse” er mere i tråd med det samlede anmelderkorps. Politiken opsummerer anmeldelserne således: ”Bizart, selvpromoverende og banalt.”
 
Det var også den vurdering, jeg sad tilbage med, men hvad havde vi egentlig regnet med? Gav Obama os ikke præcis, hvad vi kunne forvente (eller burde have forventet), eller burde og kunne hun have gjort det bedre? Det kan en retorisk analyse af aftenens formål, forløbets form og indhold og det valgte format give svar på.
 
Selvpromoverende? Ja, selvfølgelig
Vi begynder med formålet, som helt eksplicit var promovering af Michelle Obamas bog. Selvfølgelig kunne man have håbet og troet på, at Obama ville præsentere et mere eksplicit politisk og/eller dybere filosofisk budskab, men man kan ikke påstå, at vi var blevet lovet andet end at være et stop på en bogturné. Arrangementets største – eneste? – attraktionsværdi var at opleve Michelle; hvordan kunne det være andet end selvpromoverende, kan man spørge.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Inden selve samtalen begyndte, fortalte en række personer, hvad de er på vej til at blive, kulminerende med Obamas: ”I am becoming… me.” Og det var den historie, vi var der for; hvad ellers kunne formålet være?
 
Banalt? Tjo, såmænd
Nu kan man indvende, at selvpromovering sagtens kan være substantiel. Altså, at det virker bedst, hvis man faktisk har noget at promovere. Derfor er vurderingen af, at Obamas optræden var banal potentielt mere skadelig, men er det rigtigt, at samtalen ikke bød på andet end slidte slagere og flove floskler?
 
Her er jeg splittet: På den ene side vil jeg forsvare de politiske stikpiller, som Michelle Obama trods alt leverede, og den engagerede – og momentvis engagerende – beretning om et ’extraordinarily ordinary life’, som hun selv udtrykte det. På den anden side ærgrer jeg mig over det potentiale, som slet ikke blev forløst.
 
 
Det positive først: Noget af det Michelle Obama er mest berømt for er nok mottoet: ’When they go low, we go high’. Skal man efterleve det motto, kan man heller ikke uopfordret begynde at sige grimme ting om sine modstandere – og da især ikke, når kampen er forbi. Omvendt kan man være ret sikker på, at der ikke dukker mange Trump-støtter op til en fejring af og med Michelle Obama, så en enkelt stikpille eller to er mere end velkommen.
 
Obama ramte balancen perfekt med slet skjulte, men dog indirekte kommentarer, som at man som politisk leder er nødt til at være voksen, man er nødt til at stå imod de slag, man får – eller, som hun sagde: ”Det var i hvert fald vores tilgang.” Det var en af de få gange i aftenens løb, hvor salens latter og bifald føltes helt fri og spontan. Men det var også alt, hvad man kunne forvente af en person, der ikke længere er direkte involveret i politik.
 

Det var sparsomt med de egentligt medrivende øjeblikke i samtalen mellem Rachael Ray og Michelle, der ellers er kendt for sine evner som en ekstremt engagerende fortæller. Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix.
 
Desuden er Obama en dygtig fortæller, og særligt anekdoterne fra livet i Det Hvide Hus var rørende. I historierne om, hvordan Obama-parret havde søgt at gøre præsidentboligen til et hjem for deres døtre, fik vi i publikum glimt af den person, som vi var kommet for at opleve.
 
På samme måde fik vi glimtvise prøver på Michelles humoristiske kant, fx i pointen om, at hun og Barack har truet døtrene med, at hvis de kommer hjem med en tatovering, så vil mor og far begge få en magen til og lægge billeder af den op på Instagram. Det var også her, banaliteten sneg sig ind. Måske især, fordi den gennemsnitlige danskers tolerancetærskel for iscenesat patos er lavere end amerikanernes, og vi i det hele taget ikke har den samme kulturelle og værdimæssige forståelseshorisont.
 
De mange historier om – og gentagne pointeringer af – barndommens hårde, men lykkelige kår og opfordringerne til for alt i verden at sætte familien først skurrede i hvert fald efterhånden i mine ører. Her blev forsøget på at fortælle levende og vedkommende snarere til et postuleret ideal end til et oprigtigt møde med et menneske af kød og blod.
 
Tilsvarende fremstod forsøgene på at relatere til Danmark som helt overflødigt – og helt forfejlet – lefleri. I det mindste forsøgte Obama sig ikke med at udtale ’hygge’, men hverken hun eller intervieweren, Rachael Ray, havde den fjerneste ide om, hvordan ironi bruges i en dansk kontekst (de syntes begge at mene, at noget er ironisk, hvis det er en lidt pudsig tilfældighed).
 
 
Ved at nævne intervieweren er jeg fremme ved den faktor, mange har fremhævet som hovedårsagen til miseren: de ligegyldige og kedelige spørgsmål og i det hele taget sløsede afvikling af samtalen. Hvor man nok kan eftergive Ray, at hun ikke stillede kritiske spørgsmål, burde det i et livsstilsinterview være interviewerens opgave at gøre den interviewede så vedkommende for publikum som muligt. Og her måtte Obama i det store og hele gøre alt arbejdet selv, hvilket førte til den gennemgående oplevelse af en forspildt chance. Obama kunne have sagt så meget mere, hvis bare …
 
Bizart? Helt vildt!
Ja, hvis bare hvad, egentlig? Hvis bare hele setuppet havde været anderledes. Måske havde det været bedre, hvis Michelle Obama var blevet interviewet af en dansk person. Og det ville helt klart have hjulpet, hvis der havde været mere politisk kant og indholdsmæssig dybde. At Obama skulle være et af vor tids største kvindelige ikoner, kom i hvert fald ikke til sin ret. Men kunne det nogensinde det i det valgte format?
 

Måske var setuppet bare forkert til et dansk publikum, der ikke på samme måde som fx amerikanerne har tradition for kendis-talkshowet og den planlagte patos. Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix. 
 
Nej, hvor stadionrock som genre måske har sine udfordringer, men unægteligt også kan noget særligt, så er det svært at se, hvad man med ’stadiontalkshowet’ får, som man ikke kunne have fået bedre via studieoptagelsen – ikke en gang billedet på storskærmen var bedre end det, man ville have fået hjemme i stuen. Hvor en af Obamas vigtigst pointer er, at man skal bruge sin egen autentiske stemme, så umuliggjorde valget af format, at hun over for os i salen kunne gøre netop dette.
 
Dermed ikke være sagt, at der ikke kan være masser af værdi i det fysiske møde, og dermed ikke være sagt, at man ikke kan skabe autentiske møder med 11.000 mennesker. Tværtimod, pointen er, at det er kombinationen af ’intim samtale’ og Royal Arena, der var gal. I den valgte kontekst ville en reel tale – eventuelt efterfulgt af en dialog – have givet folk meget mere af det, de faktisk kom for.

Relaterede artikler

Betomania - Han er 46 år ung og tidligere bassist i et punkband. Han har besøgt samtlige 254 valgdistrikter, er rasende populær, har...
Præsidenten, der hev verden ind fra kulden - I weekenden døde forhenværende præsident George H.W. Bush, og han bliver mindet i Washington D.C. og overalt i USA. Han ...
En suveræn humanist - Efter det forfærdelige Christchurch-skyderi er New Zealands unge premierminister for alvor trådt i karakter som en samle...
Da Michelle blev Michelle - Tirsdag den 9. april gæster den tidligere førstedame Michelle Obama Danmark, og formodentlig vil hun levere en elegant o...
Millennial med momentum - Lige nu er det mest interessante navn i amerikansk politik hverken Bernie Sanders, Joe Biden eller Beto O’Rourke. Det er...

Giv din stemme

13 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

PR- og kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Job

PR- og kommunikationsrådgiver

Frist: 26. april

Forretningsudvikler

Frist: 21. april

Souschef

Frist: 21. april
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.