En ensidig kamp for retfærdighed

Objektivitet, logik og sandhed bør være det, som alle stræber efter, for sætter man en uskyldig person i fængsel, så render den skyldige jo stadig rundt ude i verden og er til fare for os andre. Det er så åbenlyst, at det er sindssvagt skræmmende, at en anklagemyndighed tilsyneladende kan glemme dette aspekt. Vær nu heeeeeeelt sikre på, at I har den rigtige mand, for helvede! Ja, beklager mit franske.

Det overordnede plot i denne 2. del omhandler de to retslige efterspil af dommen over henholdsvis Steven Avery og Brendan Dassey. Der bliver forsøgt alle mulige former for appeller, der til sidst ender i højesteret, hvor det, bliver vi fortalt, vil kræve et mirakel af få dommene omstødt. Udsigterne er, skal vi sige, dystre, thi en livstidsdom for mord bliver stort set aldrig, aldrig nogensinde genoptaget.

Sæson 2 i dokumentarserien om Steven Avery følger kampen for at få hans dom omstødt i højesteret i kølvandet på den første sæson.

Og det på trods af, at diverse eksperter sætter tallet for fejlagtigt indsatte på dødsgangen på 2 %, men med høj sandsynlighed for, at tallet reelt er højere. Ja, jeg gyser også ved tanken. Men selvfølgelig sker miraklet – ellers havde sæsonen kun været på 3 afsnit.

Den egentlige stjerne i sæsonen er Averys advokat, Kathleen Zellner, der har en udstråling, som var hun en superskurk i en James Bond-film. Men dygtig, det opdager man hurtigt, at hun er. Hun har gjort det til sin specialitet at få løsladt folk, der er uskyldigt dømt, og gør en dyd ud af at fortælle os, at hun selvfølgelig nægter at repræsentere skyldige. Hvordan hun egentlig finder ud af, om folk er skyldige eller ej, vides ikke, men måske man udvikler en sjette sans for den slags.

I hvert fald går hun i gang med at pille anklagemyndighedens sag mod Avery fra hinanden stykke for stykke, og der tegner sig et billede ikke ulig det, der blev opridset i første sæson: At Avery er blevet hængt op på en forbrydelse, som han ikke har begået.

Men den eneste måde, Zellner kan få Avery ud af fængsel på, er ved at finde nye beviser og måske endda den skyldige. Men det er ikke en let sag. Mordofferet, Teresa Halbach, var på Averys grund, han var den sidste, der så hende i live, hendes brændte knogler blev fundet på hans grund, hendes bilnøgle var i hans hjem, og et projektil med hendes dna på blev fundet i hans garage. Ud fra dette fremstår Avery absolut som en skyldig mand.

Men Zellner er sikker på, at alle disse ting er blevet plantet af politiet for at få Avery dømt, hvilket hun løbende giver udtryk for på sin Twitter-konto. Derudover præsenterer hun også en række mistænkte, blandt andet en fra Dassey-familien, hvilket naturligvis ikke falder i god jord og skaber splid mellem de to familier. Manden har åbenbart hygget sig med mere end almindelig voldelig pornografi, og det ses som et tegn på noget skummelt.

The only thing left out of the first season of MaM was evidence this sweaty, sexting disgraced prosecutor concealed from SA’s trial team...btw that evidence is in MaM2 E8,9,10 ⁦@lifeafterten⁩ ⁦@michellemalkin⁩ ⁦@EFMoriarty⁩ #MakingAMurderer2 pic.twitter.com/FeGon9eomT
— Kathleen Zellner (@ZellnerLaw) 28. oktober 2018

Det kan da godt være, men der er som bekendt stor forskel på fantasier og at udleve selvsamme. Med andre ord er intet helligt for Zellner. Hun går direkte efter struben, og de politifolk, der måske medvirkede til at få Avery dømt, er de næste på listen, der skal få hendes skarpe spyd at føle.

Folkene bag Making a Murderer påpeger selv, hvor central Kathleen Zellner er i den nye sæson.

Desværre ville ingen i Teresa Halbachs familie deltage i doku-serien, hvilket er ærgerligt i den henseende, at der i deres fortælling jo ligger en anden vinkel på det narrativ, som instruktørerne Moira Demos og Laura Ricciardi sigter efter, og det havde klædt sæsonen at have mere af den anden side med. I det hele taget hører vi meget lidt fra ”modstandernes” hold og bliver primært præsenteret for klip, der får dem til at fremstå i et ikke helt pænt lys.

Blandt andet forekommer Brendan Dasseys tidligere forsvarsadvokat Len Kachinsky rimelig kold over for de voldsomt graverende fejl, han begik, da han repræsenterede Dassey. Han erklærer sig ganske enkelt uenig, som han siger, mens det lille, fastfrosne smil i hans ansigt ikke ændrer sig. Igen bliver et narrativ opfundet til lejligheden; det er ganske forståeligt.

Sæsonen er på 10 afsnit, og omend jeg faktisk var godt underholdt, vil jeg bestemt mene, at den snildt kunne være klippet ned til otte. Der er scener med Avery og Dasseys familier, der er svært lange i spyttet. Naturligvis er det vigtigt for den emotionelle effekt, at vi ser de mennesker, der lider under de skildrede omstændigheder, men indstillinger, der hænger ved en persons blik ud af vinduet i 30 sekunder, er måske ikke nødvendige.

Problemet med Making a Murderer er, at det er meget vanskeligt at finde ud af, hvad man skal tro på. Man kan ikke undgå at sidde med en følelse af at blive manipuleret med. Alle de forskellige interviews, der føles klippet på en måde, så historien bliver på én måde frem for en anden, er ikke noget, der taler til genrens fordel. Jeg forestiller mig, at mange holder sig fra den her slags serier, simpelthen fordi de føler sig vildledte og håndterede.

Ikke desto mindre er serien et underholdende bekendtskab, så længe man tager alt, man bliver præsenteret for, med et gran salt.

Der indfinder sig tilmed et metalag i serien, idet første sæson blev så stort et hit, der gør, at ”spillerne” flere gange bliver nødt til at forholde sig til den. Ja, den bliver ganske enkelt en slags medspiller i det retslige menageri, der influerer sagernes konklusioner. Og det er højst sandsynligt, at seriens succes ikke just har hjulpet Avery og Dassey, men derimod har fået systemet til at bliver endnu mere uvillig til at se på sager, hvis advokater benytter sig af en talerstol ved navn Netflix.

Steven Averys familie er lange i spyttet, og man kunne nok sagtens have lavet 8 afsnit i stedet for 10.

I antropologien taler man om dilemmaet, at man ikke kan undersøge et fænomen uden også at ændre på det, hvilket i princippet gør det umuligt at undersøge noget som helst på ”ren” vis. Men er det egentlig hensigten med dokumentargenren? Det kan man selvfølgelig diskutere herfra og til solen brænder ud, men det er denne skrivekarls holdning, at hvis man forsøgsvis vil finde frem til sandheden i en sag, så er det nok bedst at forholde sig så videnskabeligt som muligt, frem for at stikke næsen så langt frem, at den bliver sværtet til.

Sker det her? Jeg ved det simpelthen ikke, det gør kun de, som ved, hvad der ligger efterladt på gulvet i klipperummet.

Hvor det hele ender henne, vil jeg naturligvis ikke afsløre her, men det er ikke en umulighed, at der kommer nok en sæson.