Kald mig bare luder

Et manifest kalder Louise Kjølsen, Ekatarina Andersen og Nikita Klæstrup deres bog. Efter at have deltaget i den feministiske debat under navnet Girlsquad over noget tid, har de tre kvinder besluttet sig for – en gang for alle – at forklare, hvad netop deres feministiske kamp handler om: retten til at være et seksuelt og et tænkende væsen på samme tid – ikke mindst på de sociale medier.

Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen (Twerkqueen) og Ekatarina Andersen på sociale medier.

Ludermanifestet hedder bogen, og det første af seks statements er da også »Reclaim ordet luder«. Kjølsen, Klæstrup og Andersen vil gøre op med det luderstigma, der historisk har været brugt til at holde kvinder nede og kontrollere dem og deres seksualitet. Og det vil de gøre ved at tage stigmaet på sig.

Subversion er en feministisk praksis par excellence. Feminist og queerteoriens moder, Judith Butler, blev berømt for sin bog Gender Trouble – Feminism and the Subversion of Identity (1990). Hendes argument, der unuanceret er parafraseret i Ludermanifestet, er, at køn er noget, vi gør, en performativ praksis; gennem citering og reproduktion af diskurser skaber vi vores kønsposition. Kvinden med stort K er et ideal, vi efterstræber, men aldrig når.

Kønsforsker, filosof og feminist Judith Butler er forfatteren bag "Gender Trouble – Feminism and the Subversion of Identity.

Når kvinder som Girlsquad – og os andre – aktivt overdriver, underdriver eller på anden måde fremstiller kønnet gennem en særlig prisme, gør de betragteren opmærksom på, at kønnet netop er performativt. Eller sagt på en anden måde: Ved at overgøre sin kvindelighed bruger man patriarkatets regler mod patriarkatet selv.

Instagram som kampplads

Forfatterne definerer sig selv som en del af feminismens fjerde bølge. Selvom opdelingen i bølger kan have relevans som værktøjer til historieskrivning – første bølge handlede om stemmeret, anden bølge om seksuel frigørelse, tredje bølge om kønnet som konstruktion og fjerde bølge om intersektionalitet og sociale medier – så er det heller ikke hele sandheden. Eksempelvis er retten til at udtrykke sin seksualitet, som man vil, stadig væk noget, der kæmpes for – ikke mindst for Girlsquad.

De tre forfattere har ikke opfundet fjerdebølgefeminismen, selvom man kunne få den idé, når man læser om dem i aviserne. Blandt andre interessante SoMe-aktivister kan man nævne Amalie Have (@scandinaviandreamgurl), der også optræder afklædt og insisterer på retten til sin egen krop og seksualitet, og som netop har lanceret kampagnen »The Face of a Survivor«. Mere end 65.000 Instagrambrugere følger hendes kamp for at give en stemme til voldtægtsofre. Ligesom performancekunstneren Maja Malou Lyse (@habitual_body_monotoring2) dagligt deler billeder af sin krop og sit blodige sexlegetøj med mere end 20.000 følgere.

Amalie Have eller @scandinaviandreamgurl.

Fjerdebølgens aktivister er digitalt indfødte, hvis aktivisme knopskyder på nettet, både på private profiler og via bestemte hashtags, der samler brugerne og gør dem til aktivister. På nettet organiserer feministerne sig ligesom til demonstrationer med pussyhats. Tænk blot på, hvordan #metoo spredte sig på ingen tid.

Internettet er på samme tid demokratisk og ekstremt individualistisk, den enkelte har mulighed for at udtrykke sig, som man måtte ønske og ofte med sig selv i fokus, men samtidig opstår der hele tiden fællesskaber på tværs af landegrænser, sprogbarrierer og mainstreamkulturens kategorier.

Man kan dog godt få den fornemmelse, at der ikke er plads til andre i Kjølsen, Klæstrup og Andersens fællesskab. I hvert fald handler bogen meget om dem og deres venskab. Det sidste kapitel forsøger at trække tråde til andre kvindekampe bl.a. ved at give stemme til kvinder med minoritetsbaggrund, men det forbliver et appendix til forfatternes letpåklædte foto.

Girlsquad: Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen.

Kvinden som æstetisk subjekt

Manifestets forside prydes af de tre i forskellige variationer over hvidt undertøj, og bogen vrimler med billeder af forfatterne – både sammen og hver for sig. Det er en højæstetisk billedbog, æstetikken er en del af de damers projekt. Kvindeportrættet er historisk set blevet kritiseret for at være et udtryk for det mandlige blik og en objektivisering af kvinden. De tre feminister vil gøre portrættet af kvinden til et selvportræt. Og de er blevet kritiseret for at reproducere et ideal, hvor kvinden er objekt for mandens lyst.

Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersens instagrambilleder.

Ekatarina Andersen kalder sine portrætter af sig selv, Kjølsen og Klæstrup for kunst. Hun giver værkerne et kvindeligt blik, et blik, der er afsenderens og motivets på en og samme tid. På den måde er hun beslægtet med en kunstner som Frida Kahlo, der også mest gjorde sig i selvportrættet. Kahlo legede med opfattelsen af kønnet.

Billedet Self-portrait with cropped hair (1940) er nok det mest androgyne, men det ubrudte øjenbryn og antydningen af overskæg er tilstede i alle selvportrætter. De maskuline træk ledsages ofte af en stor mængde smykker, lange skørter og sjaler; en påklædning, der er næsten militant feminin. Det er ikke uden grund, at Kahlo blev et feministisk ikon i 70’erne: for sin insisteren på det kropslige og emotionelle som kunstmotiv, for sin leg med kønnet og for sin insisteren på det kvindelige.

Denne dobbelthed savner man i Girlsquads æstetik.

Frida Kahlos 'Self-portrait with cropped hair'.

Girlsquad kæmper for at tage magten over deres selvbillede tilbage. En kamp som fx Maja Malou Lyse også tager med sin performance »Selfie Stick Aerobics«, der bl.a. blev opført på årets Roskilde Festival. Og som hashtagget #selfiesagainstpatriarchy også skriver sig ind i.

Manifestets andet statement lyder: "Du har ret til at se ud, som du vil!"

Kapitlet rummer en kort gennemgang af et århundredes skønhedsidealer og en opsang til kvinder om ikke at konkurrere med andre kvinder. Skønhed er ikke et nulsumsspil, din skønhed er ikke mindre værd, fordi andre kvinder også er smukke, påpeger de, og citerer Beyoncés sampling af Chimamanda Ngozi Adichie på nummeret Flawless: »We raise girls to see each other as competitors not for jobs or accomplishments, which I think can be a good thing, but for the attention of men.«

Man kunne ønske, de citerede hendes TedTalk »Why we should all be Feminist« eller hendes bog med samme titel i stedet.

Beyonces "Flawless"-musikvideo indledes med lyd-bidder af Chimamanda Ngozi Adichies TedTalk 'Why we should all be Feminist'.

Girlsquad er pop. Det kan selv ikke mængden af bibelanekdoter fra teologistuderende Ekatarina Andersens hånd ændre på. De forsvarer retten til selvforskønnelse med endnu en Beyoncé-reference; det er vigtigt at vise verden, at »I did not wake up like this«. Men pop og feminisme er ikke hinandens modsætninger: De seneste år har feminisme særligt vundet udbredelse gennem popmusik og statement T-shirts.

Skuespillerne Jennifer Lawrence og Benedict Cumberbatch bærer statement t-shirts fra henholdsvis Dior og ELLE Magazine.

Kvinde Kend Din Krop - light

Ligestilling hænger sammen med seksualitet. Tænk på sædelighedsfejden og 68-generationens seksuelle frigørelse. »Enhver orgasme hos en kvinde er en clitorisorgasme« skrev Inge og Steen Hegeler i Kærlighedens ABC (1966). Alligevel lader dette endnu ikke til at været sunket ind hos alle.

I kampen for ligestilling på lagnerne har Kjølsen, Klæstrup og Andersen skrevet kapitlet »Kræv din orgasme«. Her punkterer de myten om jomfruhinden og forklarer om klitorisorganets firearmede struktur. Vi kvinder skal lære vores krop at kende for at få bedre sex (mændene må godt læse med). Siden 70’erne har kvinders kendskab til egen krop været et feministisk projekt: med Kvinde Kend Din Krop (1975) i den ene hånd og spejl i den anden kunne kvinder udføre selv-gynækologi – en praksis, der også er ret udbredt i 2017.

Den seneste udgave af Kvinde Kend Din Krop (2013) er også optaget af kønskrans, klitoris og et opgør med gældende (mis)forståelser af kvindelig seksualitet. Mens den er meget hands on, når den beskæftiger sig med kvindens anatomi og opfordrer til at mærke efter ens slimhindekrans, er Ludermanifestet underligt bonert for et værk med den titel. Hvis det er seksualoplysning man vil have, så er der altså andre bøger, der gør det mere grundigt.

Forsiden på 'Kvinde kend din krop' fra 1975 så således ud.

Venstrehåndsarbejde

De tre feminister er bedst, når de er morsomme: hurtige snapbacks, skarpe memes og anden internetlingo. Deres sprog, de sexistiske kommentarer, dick pics, slutshaming og andet med er klart deres største styrke. Kjølsen, Andersen og Klæstrup er ikke kun ude med riven efter mænd, der udskammer dem, men også efter andre feminister: De er trætte af at blive kaldt »selverklærede« eller »såkaldte feminister«. Jeg kan berolige med, at det er jeg også blevet kaldt bl.a. i Aftenshowet.

Bogen berører flere gange diskussioner, der er relevante og interessante, fx om feminismens svære forhold til det feminine: »Paradoksalt nok opnåede feministerne frihed ved at forkaste det normativt feminine, men opretholdt samtidig forestillingen om, at det feminine er mindre værd end det maskuline, hvis det typisk feminine er noget, der skal lægges væk eller forkastes. For det er lige præcis den samme forestilling, som betyder, at kvinder skal være mere maskuline, hvis de vil til top i erhvervslivet, og mænd ikke har lige så nemt ved at bede om barsel.«

Denne dikotomi har altid optaget feminister – og antifeminister: I 1935 sagde Karen Blixen i en radiotale, at ligestillingen var nået så vidt, at kvinderne skulle »lægge våbnene for ikke at blive en enfoldig efterligning af mandfolkene«. Og diskussionen pågår fortsat i mange feministiske kredse, desværre bliver der ikke plads til at folde den ud i Ludermanifestet.

Et manifest kalder Louise Kjølsen, Ekatarina Andersen og Nikita Klæstrup deres bog. Men det er også en biografi om de tre og deres venskab. Det er er en billedbog. Det er en selvhjælpsbog. Og det er en oplysningsbog. Derfor bliver indtrykket også uforløst og noget rodet, og det bliver ikke bedre af, at bogen tydeligt savner korrektur.