Anmeldelse af Leaving Neverland
Overgrebets koreografi

Dokumentaren Leaving Neverland er hovedsageligt baseret på beskyldninger om seksuelle overgreb fra Wade Robson og Jimmy Safechuck. Begge blev "opdaget" af Michael, der gav dem opmærksomhed, gaver, og hvad der virkede som oprigtig kærlighed – også for børnenes forældre, der var med på sidelinjen af superstjernens venskab med børnene. Foto: HBO.

Skrevet af
Det ville ikke være forkert at hævde, at Leaving Neverland i de seneste uger har gået en form for sejrsgang verden rundt. Og dog. For selvom filmen har haft et overvældende antal seere, sat dagsordenen i medierne og været med til at ændre vores fælles kulturelle opfattelse af kunstneren Michael Jackson, klinger det alligevel hult at tale om succes, når det kommer til netop denne dokumentarfilm, hvis underlæggende spørgsmål synes at være: Hvad er der overhovedet at vinde? Men selvom Leaving Neverland også er en udredning af tragiske begivenheder, der komplicerer og endda ødelægger vores forhold til superstjernen og kunstneren Michael Jackson, forærer den os også en tiltrængt sandhed: Hvor lidt vi som kultur egentlig ved og forstår om overgrebets natur og berømmelsens magt.
I 2004 stillede den amerikanske komiker Chris Rock spørgsmålet: ”What the hell is wrong with Michael?” i sit show Never Scared, der havde premiere umiddelbart efter den anden retssag mod Jackson. Her blev den nok største musiker i vores tid endnu en gang anklaget for at have misbrugt mindreårige drenge seksuelt. Rock konkluderede den tragikomiske sandhed: ”We love Michael so much, that we let the first child slide.”
 
 
I Rocks punchline ligger der et spørgsmål: Kan vi virkelig blive ved med at sætte vores eget behov for at se Michael Jackson som uskyldig højere end hensynet til børn?
 
Det viste sig, at det kunne vi.
 
I forbindelse med den anden retssag blev der foretaget en ransagning af Jacksons hjem, hvor der blev fundet børnepornografiske billeder af teenagedrenge og meget mobile sexdukker i samme størrelse som mindreårige samt monstrøse mængder af legetøj og atter legetøj. Alt sammen gemt godt af vejen i et skjult og aflåst rum på Neverland Ranch.
 
Retten endte dog med at frikende Jackson. Dette på trods af, at i alt fem forskellige mindreårige drenge vidnede om, at de var blevet udsat for seksuelle overgreb, og efterforskeren i sagen udtalte om fundene på Neverland, at de viste os, at Jackson var ”a manipulative, drug-and-sex-crazed predator who used blood, gore, sexually explicit images of animal sacrifice and perverse adult sex acts to bend children to his will”,
 
Alt dette skal ses i den sammenhæng, at Jackson ikke blev kendt hverken skyldig eller uskyldig i den første retssag. I retssagen i '92 kom det også frem i offentligheden, at den 13-årige Jordy var i stand til at identificere intime dele af Jacksons krop, heriblandt et mærke på Jacksons kønsdele, der ikke var synlige for det blotte øje. Både detaljerne om, hvad der var in the closet, og de mindreåriges udtalelser fra retssagerne har på intet tidspunkt været mere end få klik væk fra vores viden.
 
Mange ville ikke tro på, at deres store idol faktisk kunne være skyldig. Her er det en tysk fan, der i 2005 havde taget turen til Californien for at vise sin støtte uden for Neverland Ranch, efter flere beskyldninger genoplivede debatten. Foto: Nick Ut / Ritzau Scanpix.
 
Alligevel er det, som om det er lykkedes de fleste af os at glemme de tungtvejende udsagn fra børn. Og da Jackson døde i 2009, var det næsten en lettelse, at der er visse ting, man ikke behøver mindes.
 
Men nu – ti år senere – er dokumentaren Leaving Neverland blevet knytnæven, der smadrer glasset i den rude, vi i mange år har påstået var så støvet, at vi umuligt kunne se, hvad der foregik på den anden side.
 
 
Wesley Morris, der er kulturskribent på New York Times, har udtalt, at han, da han blev sat i stævne til at anmelde dokumentaren i forbindelse med dens premiere, efter ganske få minutter havde lyst til at flygte fra HBO's konferencelokale, fordi det gik op for ham, at han efter Leaving Neverland aldrig igen ville kunne vende tilbage til den romantiske relation, han havde til Jacksons musik.
 
Han er ikke den eneste, for hvem Jacksons musikalske univers har været soundtracket til store dele af livet. Og måske er det derfor, at diskussionen om, hvad vi som samfund og kulturforbrugere taber ved vores semi-nye viden om Jackson som seksualforbryder, var noget af det første, der blev brugt spalteplads på efter premieren på HBO.
 
Hvad er der at vinde?
Det er muligt at se Dan Reeds valg af titel til dokumentaren som en kommentar til, at Safechuck og Robson endelig er på den anden side af hegnet og af den fortielse, der har ligget som en beskyttende mur om sandheden om Michael Jackson.
 
Indgangen til Neverland. Ranchen har bl.a. eget togspor og en forlystelsespark. Foto: Frazer Harrison / Ritzau Scanpix. 
 
Navnet ’Neverland’ er, som mange ved, titlen på Michael Jacksons ranch i Californien. Den hedder sådan, fordi Jackson var besat af Disneys version af Peter Pan. Dette grønne, alfeagtige væsen, der i sin flugt fra virkeligheden tager til Neverland (Ønskeøen) for dér at kunne forblive et barn. Neverland implicerer altså både barndom og eskapisme.
 
Og når man har set Leaving Neverland til ende – og dermed lyttet til flere nøgterne og grafiske beskrivelser af seksuelle overgreb mod børn – står det som grotesk ironi, at Jackson opkaldte sit hjem efter en historie, der insisterer på børnenes ret til at være i fred for voksne i en forlænget, sorgløs barndom.
 
Overgrebets koreografi
Wade Robson og James Safechucks vidnesbyrd om, hvordan Michael nærmede sig dem og skridt for skridt rykkede grænsen mod det seksuelle, minder om en form for gennemtænkt, koncis koreografi. Wade Robson, der selv er en gudsbenådet danser, kom oprindeligt i kontakt med Jackson, fordi han allerede som femårig var én af verdens bedste til at imitere Jacksons unikke dansestil.
 
Dokumentaren giver os et råt, men præcist billede af den form for grooming, som er en nødvendighed for, at et overgreb overhovedet kan finde sted. Et seksuelt overgreb er ikke – som mange tror – voldsomt, brutalt og nemt for offeret selv at genkende som et overgreb. Derimod sker det langsomt. Ét trin mere den vej, ét til. Forfra. Til sidst er overgrebets form så indstuderet, at offeret ikke længere oplever det som noget, der bliver gjort mod det, men som noget, det selv vælger og ønsker at indgå i.
 
Dokumentaren udmærker sig ved at være enkel – nærmest minimalistisk – i sin fortællestil. Vi hører aldrig producentens spørgsmål til de medvirkende, og i det hele taget er et gennemgående træk ved filmen dens stilhed.
 
Det underliggende argument for, at det udelukkende er ofrene og deres familier, der får lov til at udtale sig, kunne være, at forsvaret for Jackson har været det dominerende narrativ, mens ofrenes version aldrig har fået lov til at stå alene.
 
Det har på en eller anden måde kunnet lade sig gøre for producenten af Leaving Neverland at få særligt mødrene til at forholde sig til fortidens begivenheder, som om de befinder sig midt i dem. De finder begge tilbage til deres egen barnlige benovelse fra dengang, hvor de mødte megastjernen i 80'erne, og han overøste deres børn med opmærksomhed, gaver, spotlight, og hvad der så ud som oprigtig kærlighed.
 
“This was all so overwhelming and it was like a fairytale. I got lost in it. And I know my husband got lost in it too” siger Stephanie Safechuck om årene i 80’erne, hvor Michael Jackson var en daglig del af familiens liv. Der er noget utroligt effektfuldt ved at se kontrasten mellem Jackson og det almindelige 80'er-forstadsliv, som han trådte ind i for at være tæt på børnene.
 
I vores forsøg på at forstå, hvordan de massive overgreb på børnene kunne finde sted, er det, udover den grooming, som Jackson udøvede mod familierne, ikke irrelevant at skele til 1980'ernes populærkultur og periodens helt store fortælling om den almindelige families møde med den fremmede, hvor Spielbergs E.T. nok står klarest i hukommelsen.
 
Michael Jackson var på mange måder et rumvæsen i vores almindelige verden, ligesom han som kunstner syntes at kunne noget overnaturligt, noget magisk. Og verden tilbad ham for det. Børnene tilbad ham.
 
”It was something Michael liked, so I wanted to like it too”. Sådan siger Wade Robson om, hvordan han som syvårig forholdt sig til de seksuelle handlinger, som Michael Jackson påførte ham. Både Robson og Safechuck tilkendegiver, hvordan de følte sig udvalgte, nærmest velsignede over at have Jacksons opmærksomhed.
 
Det stakkels barn
Det er med henvisningen til Jacksons barnlige, forsigtige og generte udtryk, at Stephanie Safechuck udtaler, at hun betragtede Michael som en af sine sønner. Bag det udsagn ligger der selvfølgelig en form for argument, der går ud på, at hun selv kan fralægge sig et vist ansvar over for det, der siden skete med hendes søn.
 
Wade Robson og Jimmy Safechuck med Michael og forældre  som en lykkelig familie. Men alligevel havde begge drenges mødre på fornemmelsen, at noget var galt. Foto: HBO.
 
For Michael var som et barn. Hun talte i telefon med ham, når han var af sted på turné. Når han besøgte familien, vaskede hun hans tøj og fandt det naturligt at være som en mor for ham. Det bliver dog tydeligt, at mødrene i høj grad selv stod over for Michael Jackson som umælende, naive børn. Ingen af dem turde hævde deres ret til at være forældre, hvis det skulle være på bekostning af den glamourøse og luksuriøse tilværelse, som Jackson var begyndt at tilbyde dem.
 
Også Wade Robsons mor, Joy Robson, har den samme opfattelse: “He just came across as a loving, caring, kind soul. So it was easy to believe, that he was just that.” På grund af Jackson og sønnens relation valgte hun at flytte fra Brisbane i Australien til Los Angeles, så Wade kunne være tæt på sin mentor.
 
Leaving Neverland viser med de mange udsagn fra forældrene, hvordan både Robson- og Safechuck-moderen har benyttet sig af en farlig tankegang, der i sin essens går ud på, at hvis noget er på én måde, så kan det ikke samtidig være på en anden.
 
Det synes at være en væsentlig pointe, at det er denne enten-eller-tankegang, der på mange måde har været medvirkende til, at overgrebene kunne finde sted: Jackson havde brug for nogle, der mødte ham i hans behov for at blive behandlet som et barn uden at gennemskue, at han også var i stand til at manipulere dem som en voksen.
 

Og måske er Leaving Neverlands største bedrift derfor ikke, at den får ændret vores syn på Michael Jackson og vores fælles fortid, men derimod, at den afslører, hvor forførende og farligt det kan være at insistere på, at sandheden skal findes i ental.

 
For det er sandt, at der til Michael Jacksons Peter Pan’ske sleepovers foregik uskyldige, sjove og mindeværdige ting, som børnene ønskede at indgå i. Men det er også sandt, at flere drenge tit blev misbrugt seksuelt.
 
Det er sandt, at dele af offentligheden forfulgte Michael Jackson, og han til tider var udsat for hetz. Men det er også sandt, at offentligheden vendte det blinde øje til og simpelthen ikke stillede de rigtige spørgsmål.
 
Det er sandt, at begge mødre til drengene ikke troede på, at Jackson kunne finde på at udnytte deres drenge. Men det er samtidig sandt, at de havde det på fornemmelsen.
 
For Stephanie Safechuck fortæller i dokumentaren, at hun lyttede ved døren til det hotelværelse, hvor hendes syvårige søn befandt sig med Michael Jackson om natten. Hun kunne høre, at de hyggede sig. Spillede videospil. “Just kid things,” siger hun til kameraet. Men hvorfor lyttede hun, hvis hun ikke var i tvivl?
 
Joy Robson konkluderede allerede i 90’erne, at der var en vældig stor udskiftning af drenge i sfæren omkring Jackson. Og hun så altså både, hvordan hendes søn blev overøst med opmærksomhed, og også, hvordan han senere blev kasseret som brugt legetøj.
 
Og måske er Leaving Neverlands største bedrift derfor ikke, at den får ændret vores syn på Michael Jackson og vores fælles fortid, men derimod, at den afslører, hvor forførende og farligt det kan være at insistere på, at sandheden skal findes i ental.
 
For det er sandt, at Michael Jackson berigede os med sin musik, og den forandrede verden til det bedre.
 
Men det er også sandt, at Michael Jackson – nu med en nærmest ubændig sikkerhed – forbrød sig mod børn og gjorde uoprettelig skade på dem og deres familier.

Relaterede artikler

Disneys farvel til Den Almindelige Amerikaner - Trods popularitet og flotte seertal blev det kun til en enkelt comeback-sæson for serien "Roseanne". Seriens genopstande...
#MeToo læst med Žižek - #MeToo er (desværre) ved at udarte sig til en identitetspolitisk farce, som det kan være lidt svært at håndtere for prog...
Sexskandalen i Nobel-akademiet - Det Svenske Akademi er i krise efter den såkaldte sexskandale. Sagen handler imidlertid om meget mere end sex; den handl...
Fyre Festival-fiasko: Influencerstuntet, der snød alle - Fyre Festival blæste alle omkuld med verdens måske mest massive influencer-markedsføring. Men hvad der skulle have været...
Fake It Till You Make It? - Alt var løgn. Intet virkede. Alle var forelskede i den unge femme fatale. John Carreyrous "Bad Blood: Secrets and Lies i...
Bunga bunga-Berlusconi - Fænomenet Silvio Berlusconi har i årtier forarget og forblændet. Den lille mand fra Milano, som startede sin karriere so...
Futuristisk sleaze-nostalgi - LOVE DEATH + ROBOTS holder, hvad den lover: Der er kærlighed, død og robotter i alle tænkelige konstellationer i Netflix...
Chernobyl-tjeklisten - Vi er vilde med alt ved og om HBO-serien Chernobyl. Det er USSR-noir og alt dufter af gammel kommunisme på den gode måde...

Giv din stemme

30 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Reputation and Advocacy Specialist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.