Futuristisk sleaze-nostalgi

LOVE DEATH + ROBOTS holder, hvad den lover: Der er kærlighed, død og robotter i alle tænkelige konstellationer i Netflix' nye serieantologi. Der leges med genrer og stilarter, der spænder fra det ultravoldelige og softcore-pornografiske til enkelte næsten familievenlige ramasjang- og hyggefortællinger. Men de uvante rammer (i Netflix-regi) kan holde til både at flirte med fortiden og eksperimentere med fremtiden.
Verdener, stilarter og genrer blandes i LOVE DEATH + ROBOTS. En serie, som Netflix selv giver mærkatet NSFW (not safe for work). Så er du advaret! Foto: Netflix.
Verdener, stilarter og genrer blandes i LOVE DEATH + ROBOTS. En serie, som Netflix selv giver mærkatet NSFW (not safe for work). Så er du advaret! Foto: Netflix.

Netflix' nye serieantologi LOVE DEATH + ROBOTS (herefter LDR) sprudler og overrasker ved at bryde med genre- og formkonventionerne. Serien er ikke kun interessant, fordi den leverer nyt indhold til streamingkæmpens støt voksende bagkatalog af egne produktioner, men også fordi den adskiller sig fra virksomhedens indtil nu fremherskende indholdsfokus på fx traditionelle serie- og spillefilmsformater.

LDR etablerer  allerede før man trykker på startknappen  et semantisk bånd til Hernandez-brødrenes legendariske tegneserie Love and Rockets (1982-). Denne sproglige finte er imidlertid kun af begrænset betydning for produktionen som sådan. Derimod læner den sig primært op ad det amerikanske science fiction-/fantasy-/erotica-/steampunk-magasin Heavy Metal (1977-) og den famøst corny filmatisering fra 1981.

 


Det er nok i virkeligheden primært midaldrende læsere, der vil genkalde sig den særlige og pulpede tradition for ”fantastiske” tegneserier, som Heavy Metal var undfanget i. Men baseret på responsen, som LDR har genereret, er det tydeligt, at enten seriefeinschmeckere eller de brede masser tragter efter andet og mere end semikonventionelle science fiction- og fantasy-troper.

Og det var netop dette, der var Heavy Metals kendetegn: en ublu hengivelse til lurvede, beskidte, hæmningsløse genreeksperimenter  og så naturligvis også en (i amerikansk sammenhæng) påfaldende anvendelse af europæiske streger med et væld af franske, engelske og italienske tegnere, herunder fx Moebius og Milo Manara.

Og hvorfor valgte de nu det på Heavy Metal? Fordi magasinet de facto var en licenseret udgave af det banebrydende og franske sci-fi-/horror-magasin Métal hurlant (1974-2004). Et forhold, der i mange år resulterede i direkte oversættelser og systematisk genbrug på den anden side af Atlanterhavet.

Fortællingerne indeholdt alt mellem himmel og jord, men var skabt til et voksent publikum uden hensyntagen til sirlige normer eller begrænsende småborgermoral. Visuelt var de respektive historier præget af en imponerende spændvidde og rummede både groft-grimme streger og smukt optegnede og gudeskønne farvelægninger.

Fælles for størstedelen af bidragsyderne var dog deres uafviselige og indlysende kvalitet samt en forbløffende konsistent evne til at frembringe saftigt vedkommende og uhyrlige fortællinger. Det særlige og genstridige univers er udgangspunktet for LDR; noget, som rent lavpraktisk gør produktionen til en ”genforestilling” af filmantologien fra 1981.

Med det som forlæg er barren ligesom sat. LDR er skabt af Deadpool-instruktøren Tim Miller, men flere af de 18 animerede (på nær én hybrid) episoder har også gæsteinstruktører og kan ses uafhængigt af hinanden. Hvert afsnit varer mellem 6 og 17 minutter og spænder fra det ultravoldelige og softcore-pornografiske til enkelte næsten familievenlige ramasjang- og hyggefortællinger.

Ligesom i tegneserien veksler genreformatet rent narrativt mellem sci-fi (cyberpunk, steampunk, dystopier – you name it), erotica og dark fantasy  også kombineret på utallige og ganske æggende måder.



Dertil kommer rammen uden om selve afsnittene, den visuelt-auditive markør, som råber til seerne: ”Vi er i Black Mirror-land, kære venner!”. Noget, som foregår simpelt og tydeligt med en kradsende sort-hvid-indledning, som ret beset efterligner det efterhånden ikoniske visuelt-auditive design i Black Mirror.

Dét signalerer flere ting til seerne. Først og fremmest, at vi skal være forberedte på at blive holdt for nar, at opleve rædselsvækkende fortællinger, og at virkeligheden ikke bare kan tages for pålydende. Og det er faktisk et lidt spøjst valg. For det er uhyre sjældent, at indholdsskabere på den måde lader forskellige (selv beslægtede) produktioner dele en lignende og indledende ramme til løjerne.

I forhold til fortællingerne rummer den allerførste historie en række ganske sigende elementer, som meget nydeligt og med in your face-voldsomhed bekendtgør over for seeren, hvilken produktion vi er i gang med at fordøje: I en klassisk cyberpunk-setting (fremtid, vulgær rigdom vs. slidte og beskidte flader og højteknologiske implantater) styrer et arret voldtægtsoffer/punk-kvinde et bestialsk væsen i gladiatorkampe mod andre tilsvarende modbydelige skabninger. Bum.

Fortællingen har to kernepunkter: selve kampen i monsterarenaen og den (klassiske) overraskende slutning. Lige netop førstnævnte opererer med så mange corny vilde elementer, at den ikke må negligeres.

Først og fremmest er kvindehelteskabningen udformet som noget taget direkte ud af Gigers Alien-skitser og skaber dermed også en vulgær kønskamp mellem den feminine flænser og den maskuline mastodont. Nej, det er ikke elegant, men symbolikken tvinges ned i halsen på os, og er man først kommet over manglen på antydningens kunst, vil man være bare lidt bedre forberedt på det væld af penetreringer, som ublu kommer her, der og alle vegne. Blodige og skamferende penetreringer.

Nu er LDR andet og mere end blot det overdrevent vulgære. Produktionen rummer decideret vederstyggelige fortællinger om kinesiske åndemanere i alternative technovirkeligheder, stressfremkaldende og Lola Rennt-agtige vidneberetninger om helvedesdimensioner for enden af universet, Starship Troopers-lignende alien-angreb og tilsvarende festligheder fosser i en lind strøm.


LDR mikser genrer og referencer; som her, hvor referencen til filmen Gravity er nærmest umulig at tage fejl af. Foto: Netflix.

Med de mange stilarter og genrer er der en vis mangfoldighed i antologien. For på den ene side føler man praktisk talt, at man drukner i dystopisk science fiction, som fx cyberpunkarena-fortællingen, mens man på den anden side får trukket tænderne øjeblikkeligt ud af selvsamme blodpatos – som når seerne afsnittet efter bliver præsenteret for undergangsturistrobotter, som blitzende vandrer gennem vores tilintetgjorte jordklode og klukkende tager billeder af menneskehedens sørgelige rester.

Det er dén variation, som for alvor imponerer. For slet ikke at tale om den løjerlige kendsgerning, at vi i ét afsnit oplever kærlige country-mechs, der beskytter provinsafgrøder mod aliens, og få afsnit senere oplever fantasy-steam-punk-fortællinger, der kredser om sadistisk seksuel tilintetgørelse og jagten på forløsning. Balstyrisk og ustyrlig, dét er nøgleordene her.

Overordnet set kommer fortællingerne strålende, slående og ikke så sjældent overraskende til live. Historierne lever snildt op til de oprindelige dogmer om vild og blodig hengivelse til voksenramasjang, og Philip Gelatt har omarbejdet størstedelen af fortællingerne til Netflix-formatet med et ganske imponerende narrativt overskud. Dertil kommer de respektive afsnits sprudlende forskellighed  noget, som både irriterer og fascinerer.

Visuelt er LDR et festfyrværkeri og består, ligesom Heavy Metal gjorde i sin tid, såvel af grove streger som smukke farver og et dusin voldsomt varierede æstetiske udtryk.


LDR formår at gøre computerspilsæstetikken fordøjelig i serieformatet. Foto: Netflix. 

Det spændende er imidlertid ikke som sådan produktionens kvaliteter (eller det faktum, at serien trækker på computerspillets sprødskarpe visuelle flader og skævt indbydende kameravinkler), men hvad den indikerer: At Netflix er begyndt at skrue op for originalt indhold – også selvom det er oplagt at indvende, at giganten blot er uanstændigt langsom og først nu vågner op til publikums latente begær.

Tilsvarende kunne det også godt, med tiden i hvert fald, åbne op for en mere voksenvenlig indholdsprofil for Netflix-brugere. Kommer eksplicitte og mørkt vulgære sexscener komplet med blottede kønsdele, fetichmorskab og sygeligt smadrede kropsdele til en skærm nær dig?

Endelig er der  lige netop i forhold til Netflix – to andre elementer på spil. Der er det påfaldende tydelige og bevidst påviselige slægtsskab med Black Mirror. Én ting er det genremæssige overlap og de indholdsmæssige ligheder (teknologiske mareridt, diskussion af menneskebegrebet osv.), noget andet og lidt mere spøjst er den æstetisk næsten identiske ramme omkring serierne. Dét indikerer en mere markant branding af lige netop dette indholdsunivers og bliver spændende at følge på den lange bane.

 


Foto: Netflix.

Sidst og mindst – tidsmæssigt altså – finder vi naturligvis formatet (de 6 til 17 minutter). En størrelse, som fik kritikeren Nick Schager til at konkludere, at LDR er som ”Black Mirror for ADD-gamer-publikumet”. En valid pointe, som dog glemmer det helt elementære tidsforhold: At intervallet stemmer mere eller mindre præcist overens med den typiske indoptagelse af fortællingerne fra lige netop Heavy Metal-magasinet.

At se et afsnit af serien er næsten i størrelsesforholdet 1:1 til at læse en fortælling i det kulørt svulstige blad. Derudover får Netflix også mulighed for at eksperimentere yderligere med mikrofiktioner; noget, som korrelerer perfekt med den globale trend til fx kortere bøger for det unge publikum.

Overordnet set repræsenterer satsningen imidlertid en bevægelse, som både er nostalgisk og progressiv. På den ene side vender man med serien tilbage til beskidt og grænseoverskridende sluthalvfjerdser-science-fiction-ramasjang, på den anden side etablerer man også noget, som mest af alt minder om en vulgær sci-fi-sleazy voksenudgave af lejrbålsberetninger.

Når det så kombineres med en så veloplagt og lystent eksperimenterende tilgang, som produktionsholdet gør sig i her, ender fortidsbesættelsen helt konkret også med at være fremadskuende.

GGWP, Netflix.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også