Har vi savnet Jørgen Leth?

For andet år i træk valgte den danske cykelhistoriker og poet at sætte sig i campingstolen for at kommentere Tour de France. Vi har set nærmere på, hvordan det gik.
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
Årets Tour de France var ikke som de andre. Det vidste vi allerede, inden første etape blev skudt i gang i Bruxelles. Et par af løbets største favoritter var enten ude eller svækkede på grund af styrt og skader, og til mange danske seeres store ærgrelse ville heller ikke Jørgen Leth dukke op for at dække Touren for TV 2, hvilket han ad to perioder har gjort det 35 gange tidligere.
    
Tv-kanalen foretrak, at Jørgen Leth bidrog med sin viden og stemme fra studiet i Odense, men kommentatoren selv ønskede at dække etapeløbet fra Frankrig. Bruddet var uundgåeligt. TV 2 beklagede, at parterne ikke kunne finde ”fælles fodslag”, som kanalens sportschef, Frederik Lauesen, udtrykte det, men nogen dybere forklaring på beslutningen nåede os ikke, inden Jørgen Leth på et pressemøde fortalte, at han alligevel skulle dække Touren fra Frankrig.
 
Jeg glæder mig til at opleve Tour de France fra en anden vinkel. Jeg kaster mig ud i en ny vinkel og skal fortælle med en ny vinkel dernede,” sagde Jørgen Leth ved pressemødet. Foto: Scanpix. 
 
Med bilfabrikanten Citroën som sponsor har Leth og hans hold således dagligt lavet en lille videopodcast med titlen Citroën redder turen, som er blevet lagt op på YouTube og på bilmærkets egen hjemmeside.
 
”Jeg glæder mig til at opleve Tour de France fra en anden vinkel. Jeg kaster mig ud i en ny vinkel og skal fortælle med en ny vinkel dernede,” sagde Jørgen Leth ved pressemødet. Han var åbenbart ikke den eneste, der glædede sig. Første afsnit havde næsten 27.000 visninger på YouTube. Det tal faldt dog drastisk, og allerede efter et par dage blev videopodcasten mødt af massiv kritik fra flere fronter.
 
Er smertegrænsen nået?
I modsætning til ordene på pressemødet var vinklen ikke ny. Allerede året forinden, altså 2018, var Jørgen Leth blevet placeret ved et campingbord, hvorfra han med vindblæst hår og flagrende papirer leverede sine betragtninger, når der blev stillet om fra studiet i Danmark eller Dennis Ritters kommentatorboks.
 
Ændringen skete i samarbejde med Jørgen Leth, lød det dengang, og læser man Jakob Kristian Sørensens fine bog fra samme år, Det er et magisk øjeblik lige nu, nærmer vi os nok den forklaring på det manglende fælles fodslag, som hverken TV 2 eller Jørgen Leth selv har villet give. Fysikken rækker tilsyneladende ikke længere til at sidde i en kommentatorboks for den 82-årige cykelhistoriker og poet.
 
Jakob Kristian Sørensens bog forklarer, at fysikken ikke helt rækker længere.
 
”Han klager over sine fødder hver eneste dag. De virker ikke mere, fortæller han. Han kan ikke løfte dem fra jorden. Han skriger af raseri hver morgen, når de skal have sko på. Fødderne,” skriver Jakob Kristian Sørensen om Leth, der i bogen selv giver udtryk for, at dækningen af Paris-Roubaix er besværlig ”ad helvede til”, som han udtrykker det:
 
”Det hele er kantet, og jeg er en gammel mand. Man skal gå usikkert på bænke. Jeg er meget bekymret, når jeg er til det løb. Men jeg tager det som en udfordring. Rytterne skal lide – og det skal vi også.”
 
Måske smertegrænsen nu er nået for Jørgen Leth. At kravle op ad en smal stige til en trang kommentatorboks for at sidde der 3-4 timer hver dag langt fra toilet og kaffemaskine i 21 dage vil være en udfordring for de fleste. Det kan være forklaringen på, hvorfor Leth først blev placeret ved et campingbord under en parasol af TV 2 og siden blev tilbudt at kommentere løbet fra et studie i Odense.
 
Forklaringen på, hvorfor Jørgen Leth selv valgte at sætte sig ved et lignende campingbord under en parasol i år, er til gengæld svær at finde.
 
Leth ved et campingbord under en parasol. Teknikken driller dog lidt for meget.
 
Har du fulgt med i dag?
De mange videopodcasts ligger stadig på YouTube, hvor man ligeledes kan se eller gense de live-streaminger, som også blev optaget under Touren. Her fremgår det flere steder, at Jørgen Leth mentalt stadig er helt på toppen.
 
I modsætning til sine gæstende medkommentatorer – og de fleste danskere – udbryder han sjældent ‘fantastisk’, men benytter sig i stedet af præcise formuleringer og skarpe analyser, når han sætter ord på, hvad han ser og tænker. Val Thorens er et “slemt bjerg”, og de førende ryttere lod sig et andet sted ikke “pakke ind i feltet, men var med til at formulere, hvordan etapen skulle udvikle sig frem til slutningen”.
 
             
Allerbedst er afsnittet med Daniel Dencik på Tourmalet-etapen. Midtvejs fortæller filmmageren og forfatteren Dencik om al den forvirring og stress, der under et stort cykelløb hersker bag dramaet i front og under de rolige tv-billeder af ryttere på vej gennem landskabet. Sportsdirektører, der ikke ved, hvem der er punkteret; servicebiler, der skal have benzin på; ryttere, der misser en gel inden afgang – “forholdsvis kaotisk,” som Dencik siger, hvortil Jørgen Leth svarer: ”Det fortjener da en historie i sig selv.”
 
Og den har vi så lige fået på fin og underholdende vis.
 
I skarp kontrast hertil står live-streamingafsnittet med Peter Falktoft, der starter således:
 
Peter Falktoft: “Vi er vist gået live her … to sekunder … tre sekunder … Vi har (svært høre) … Nu vil jeg spørge dig om … hvad, har du fulgt med i dag?”
 
Jørgen Leth: “Jeg aner ikke, hvad der er sket indtil nu.”
 
Mere fik jeg ikke set af det afsnit, der med al tydelighed understreger et stort problem ved den nye vinkel, som Jørgen Leth kaldte det på sit pressemøde.
 
 
Kunne have sagt det samme i Odense
Selvom Jørgen Leth de seneste år har ramt et mere ungdommeligt publikum ved at svare på sjove spørgsmål og bedømme ispinde, er han ingen YouTube-stjerne. Mediet kalder på det hurtige og lettilgængelige i form af ikke mindst musikvideoer, instruktionsmanualer, sjove tv-klip og kække indslag med folk, der falder og slår sig. Bevares, der er meget godt at finde på YouTube, men det bedste er groft sagt endt der ved et tilfælde og ikke produceret direkte til hjemmesiden. Alt det, Jørgen Leth repræsenterer – poetisk tavshed, kærligheden til de smukke gentagelser, fordybelse og kulturel indsigt – kolliderer vel nærmest med YouTube-segmentets karakteristika.
 
I hvert fald vil det gængse cykelpublikum næppe finde dagens analyse dér – endsige følge en to timer lang etapeafslutning – men Citroën-podcasten har fra starten været tænkt som et supplement til den traditionelle Tour-dækning, og jo tak, det er lykkedes. Jeg har ikke oplevet noget lignende andre steder i det danske medielandskab, og det beklager jeg ikke.
 
På intet tidspunkt i striben af videoklip, hvor Jørgen Leth er alene foran det håndholdte iPhone-kamera, fornemmer man, at tilstedeværelsen i Frankrig bidrager med noget til historien. Leth kunne i ro og mag have fortalt det samme i studiet i Odense, hvor vi tilmed havde haft lettere ved at høre ham.
 
Endnu et problem ved Citroën redder turen er nemlig den dårlige teknik, og det fremstår jo helt tosset og paradoksalt: Jørgen Leths lyriske, messende stemme er hans varemærke, og særlig god har den været, når Leth er blevet udfordret af en velforberedt kommentatorkollega med overskud til at lade ham tale om løbet og landskabet i egen tone og eget tempo. For mange står Mader og Leth som det ultimative Tour-kommentatorpar. For mig er det Dennis Ritter og Jørgen Leth i årene lige inden, sidstnævnte endte ved campingbordet.
 
Dette bringer os til spørgsmålet om, hvorvidt vi har savnet Jørgen Leth på tv-skærmen i år? Jeg ville ønske, jeg kunne svare ja, men sandheden er, at Tour de France for første gang længe har været så spændende, at jeg ikke har savnet noget som helst, og slet ikke en Jørgen Leth ved et campingbord. Er der noget Citroën redder turen har pointeret, så er det, at han ikke hører hjemme der.
 
Nej, vi får næppe Jørgen Leth op i kommentatorboksen igen, men jeg håber, han finder sig bedre tilrette under de kommende års Tour de France. Det fortjener både han og cykelsportens store danske publikum.
 
--
Tonny Vorm er anmelder, oversætter og forfatter. Hans næste bog, Sort kaffe & hvide sokker 2, om moderne cykelsport udkommer 24. september.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også