Anmeldelse af HBO-serien Chernobyl
En radioaktiv virkelighed

Chernobyl er HBO's nyeste skud på miniserietræet og kunne godt gå hen og blive endnu en utvetydig sejr. Intens, mørk og dragende: Chernobyl skildrer katastrofen, man bare ikke kan kigge væk fra, uanset hvor grim og frustrerende den er. Foto: HBO.

Skrevet af

Søren Staal Balslev

3 artikler

0 indlæg

Tre klasseskuespillere, et udsøgt produktionsdesign og manuskriptforfatterens sans for lakoniske replikker udgør nogle af grundelementerne i HBO Nordics nye miniserie Chernobyl. Søren Staal Balslev anmelder serien.
Moskva, 1988. Vi befinder os i en lurvet lejlighed med ømt sofabetræk præget af broderede kronhjorte og grønne blade samt inventar, som en del af læserne instinktivt vil kunne genkende fra deres egen barndom. Nok tilhører lige netop denne lejlighed en topforsker af internationalt format, men hans ydmyge hjem i hjertet af det sovjetiske imperium minder mest af alt om et tarveligt dansk middelklassehjem i midten af firserne.
 
I dette jævne eksistensrum møder vi kemikeren Valery Legasov (spillet af britiske Jared Harris, bedst kendt fra sin rolle i Mad Men); manden, der blandt andet var chef for den kommission, som undersøgte den katastrofale ulykke ved atomkraftværket i Tjernobyl i 1986.
 
 
Han reflekterer indledningsvist over skyldsspørgsmålet, er vred, bitter og fyldt med lede – det handler om skyld, skam og vidnesbyrd – og derefter kommer der en traurig udgang, som folk med styr på historien allerede kender til. Med ét er vi pludselig tilbage i tiden omkring de sørgelige begivenheder. Først i sekunderne efter katastrofen, så dagene og derefter ugerne.
 
Dét er omdrejningspunktet i den historisk funderede dramaserie som har premiere d. 7. maj på HBO Nordic. Miniserien som hedder Chernobyl, er på fem afsnit og har, udover Harris himself, svenske Stellan Skarsgård og engelske Emily Watson i de to andre bærende roller. Vi har fået de første tre afsnit til anmeldelse, og holder niveauet resten af vejen, hvad der er al mulig grund til at antage, taler vi her om endnu en utvetydig sejr for HBO og deres løbende arbejde med historisk baserede miniserier.
 
Udsøgt production design legemliggør tidsånden
På det teknisk-æstetiske plan legemliggør Chernobyl den daværende tidsånd ganske overbevisende og ikke så lidt imponerende. Serien er optaget i henholdsvis Litauen og Ukraine i og omkring områder med en udtalt lighed med atomkraftreaktoren og spøgelsesbyen Pripyat (som efterfølgende blev evakueret), og de logistikbeslutninger har i den grad båret frugt. Man kunne simpelthen ikke have skabt mere realistiske locations.
 
Chernobyls helt store force er dens evne til at ramme stemningen, den apatiske uformåenhed over for katastrofen i et Sovjetunionen på randen af totalt sammenbrud. Vores anmelder er særligt begejsret for dialogen, der helt nøgternt viser 50 nuancer af ordknaphed. Foto: HBO.
 
Det er imidlertid kombinationen af de fysiske lokaliteter med et slet og ret udsøgt production design (Luke Hull), som for alvor imponerer. Så godt som hver enkelt genstand på skærmen emmer langt væk af firserne, og østblokkens flader og teksturer kommer smukt til udtryk i det overordnede visuelle univers. Dertil kommer naturligvis billed- og lydsiden; produktionselementer, som i dette tilfælde er afmålte og veldisponerede.
 
Billederne varetages med et kosteligt og stramt kontrolleret overskud af svenske Jakob Ihre (bl.a. Joachim Triers Louder Than Bombs, 2015), som eksempelvis skaber bjergtagende skildringer af det flakkende himmelrum omkring atomkraftværket i dagene op til evakueringen. Nå ja, og så er der altså også lige lyddesignet, som er skarpt og disharmonisk hjemsøgende og diskret smelter ind over praktisk talt alle produktionens minutter, fx efter credits med geigertællerlyde prikkende i baggrunden.
 
Svenske Jakob Ihre varetager med yderst kyndig hånd billedsiden  hjulpet godt på vej af realistiske locations.
 
Æstetisk velgørende forfining er blot et ekstra plus
I sagens natur er skuespillerne afgørende i en produktion som denne, og på det punkt udmærker Chernobyl sig med tre klasseskuespillere, som i denne kontekst spiller formidabelt op mod hinanden. Særligt den indledningsvis genstridige relation mellem partimanden Boris Shcherbina (Stellan Skarsgård) og kemikeren Valery er hele oplevelsen værd.
 
Deres dialog, udsædvanligt skarpt skåret af Craig Mazin, bærer præg af manuskriptforfatterens sans for lakoniske replikker og kan bryste sig af den sjældne egenskab at være rig på nuancer gennem ordknaphed. Dén slags er guld værd i dramasammenhæng, men kan nu heller ikke realiseres uden kapable skuespillere.
 
Emily Watson (Ulyana Khomyuk) agerer med en tilsvarende pondus det tredje hjul og udgør rent dramaturgisk den opklarende aktør; kvinden, som går til kilderne og afdækker, hvad der helt konkret skete i de hektiske timer. Chernobyl hviler først og fremmest på deres præstationer, Mazins manuskript og instruktøren Johan Rencks forrygende gestaltning af de givende roller; alt derudover er skønt og æstetisk velgørende forfining.
 
Emily Watson i rollen som Ulyana Khomyuk, der forsøger at afdække, hvad der egentlig skete i de hektiske timer inden ulykken ved atomkraftværket i Tjernobyl i 1986.
 
Manuskriptet for Chernobyl er både en imponerende og ikke sjældent frustrerende oplevelse. Noget, produktionen gør umanerlig godt, er at skildre forvirringen og de lattervækkende magtdogmer, som tvinger de centrale spillere til at indgå i et pinligt kapløb om ansvarsfraskrivelse. Så gik sorteper kortvarigt til ingeniøren, derfra videre til ledelsen og derfra videre i en lang uendelighed.
 
Lige netop dét gør serien betydeligt bedre end mange andre dramatiseringer, som ellers også beskæftiger sig med adfærdslogikken i det daværende Sovjetunionen. Den viser på pinagtig vis konsekvenserne af totalitaristisk centraladministration: Kontrol og dobbeltkontrol udelukkende for tjeklisternes skyld, stilstand og afmagt som følgevirkning af bureaukratiet. 
 
Historiske dramaer som underholdning frustrerer
Problemet med at basere en serie på virkelige hændelser er – som altid – at man som seer er frustreret over, at man i det store og hele allerede kender forløbet og derfor bliver konfronteret med elendigheden uden at ænse håb. Vi taler med andre ord om et grusomt trafikuheld, som udspiller sig langsomt foran vores øjne, uden at vi får den mindste saliggørende lindring.
 
Det er naturligvis en præmis for historiske dramaer overordnet set. Det ændrer ikke ved produktionens ualmindeligt høje kvalitetsniveau, det gør bare indoptagelsen ambivalent og til tider dybt ubehagelig – sådan må det være. Manuskriptet tvinger os ned i materien, og det kan i sagens natur ikke være en rar oplevelse.
 
Jared Harris, som kemikeren Valery Legasov, og Stellan Skarsgård, som partimanden Boris Shcherbina, skildrer blandt andet gennem skarptskåret dialog konsekvenserne af en totalitaristisk centraladministration.
 
Dette leder os selvfølgelig i én bestemt retning, nemlig historiske dramaer som underholdningsgenre. HBO har været med til den fest i mange år, og særligt miniserieformatet har været flittigt brugt fx med Band of Brothers (2001), John Adams (2008) og Show Me a Hero (2015). Produktioner, som alle var baserede på faglitteratur og biografier. Fælles for disse miniserier var hengivelsen til det historisk korrekte, også selvom Band of Brothers fik enkelte hug med på vejen.
 
Lødig og anti-sensationalistisk drama
I sidste ende er der kun ét spørgsmål, som forekommer afgørende: Kommer man tættere på begivenhederne, som skildres gennem dramatiseringerne, eller fjerner man sig? Ser man et øjeblik bort fra det indlysende forhold, at det må og skal være historikerne, som vurderer Chernobyls faktuelle troværdighed, er svaret på et emotionelt og æstetisk niveau et klart ja.
 
Dertil kommer den velsagtens mest imponerende detalje, at Chernobyl besidder en lødighed og anti-sensationalistisk tilgang til materialet, som afklæder forløbet med en både isnende ro og klædelig anstændighed. Chernobyl gransker og skildrer en grusom begivenhed i vores nære fortid og formår noget så sjældent som at anskueliggøre normaliteten og det store i det almenmenneskelige. Ikke forstået som titanisk heroisme, men den heroisme, der ligger og ulmer lige under overfladen på umiddelbart jævne eksistenser.

Relaterede artikler

Babylon Berlin lyser gennem et helt århundrede - Tv-serien Babylon Berlin bygger videre på en ny, vitaliseret og international tysk film- og tv-kultur, som ikke bare har...
Fake It Till You Make It? - Alt var løgn. Intet virkede. Alle var forelskede i den unge femme fatale. John Carreyrous "Bad Blood: Secrets and Lies i...
Led som en Lannister - Ny sæson, men også ny lærebog om Game of Thrones som ledelse. I Win or Die: Leadership Secrets from Game of Thrones har ...
Snakker du også Thrones i pausen? - Game of Thrones er stort. Ikke bare: Har du set det?-stort, men: Hvorfor har du ikke set det?-stort. Noget der ligner en...
Chernobyl-tjeklisten - Vi er vilde med alt ved og om HBO-serien Chernobyl. Det er USSR-noir og alt dufter af gammel kommunisme på den gode måde...
Den feministiske apokalypse fortsætter - Tredje sæson af The Handmaid’s Tale er i luften, og hvis man troede, at serien ville byde på mere af det samme, kan man ...
Lær kommunikation af Chernobyl - Sandsynligvis er de fleste danske kommunikationsfolk tiltænkt rollen som brandmænd og biorobotter. Tumlende rundt med hø...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

57 JOB

Journalist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.