Før/efter: Berlingske har endnu engang været udsat for et redesign, og flere steder har det højnet kvaliteten. Det store spørgsmål er nu, om det nye design er "Berlingsk".
Berlingske er blevet redesignet. Denne gang har chefredaktør Tom Jensen fået hjælp fra den britiske kanon Mark Porter. Det nye design har skabt forbedringer på den visuelle front, men spørgsmål er, om Berlingskes ny form er mere end blot smuk. Passer den til indholdet? Og til læserne? Er den ”Berlingsk”?
Der findes to principielt forskellige tilgange til design. Den ene bygger på ideen om, at produktet/producenten har en klart defineret identitet, måske ligefrem en iboende ”sjæl”, som designet kan bruges til at udtrykke. Forandringer i designet vil typisk være udtryk for, at produktet udvikler sig, og de vil tage udgangspunkt i produktets grundlæggende egenskaber, i førnævnte identitet og sjæl, i den kerne som ”er” produktet.
Apple og Citroën er typiske eksempler (ja, jeg ved godt, at Apple er ved at falde af på den. Det er Citroën iøvrigt også). Og på det danske dagbladsmarked springer Politiken i øjnene som en repræsentant for denne designfilosofi: Avisen blev redesignet i 1968 og igen i 2006. Alle forandringer imellem de to årstal, og efterfølgende frem til nu, har blot været justeringer af den vedtagne form – der blev rettet lidt på sejlene.
Og enhver, som har haft fornøjelsen af at arbejde i huset, har oplevet diskussioner om, hvorvidt et nyt initiativ nu også var ”Politikensk”; man kunne være uenige om, hvorvidt dette var tilfældet, men ingen satte spørgsmålstegn ved begrebets gyldighed.
Konkurrenten i Pilestræde er eksponent for en anderledes designopfattelse. Berlingske Tidende – som nu i nogle år kun har heddet Berlingske – har skiftet design, hver gang avisen har fået ny chefredaktør. Eller nye ejere. Og når den nye kaptajn indtog sin plads på broen, skulle der ikke kun rettes på sejlene, næ, hele skuden skulle vendes og kursen ændres fuldstændig.
Og eftersom den ydre fremtoning er langt nemmere at lave om på end alt det, der har med indholdet at gøre, har så godt som hver eneste omlægning indebåret, at man hårdt og brutalt skrottede den form, der frem til da havde været Berlingskes visuelle identitet, avisens ansigt ud imod læserne.
Hvad de samme læsere egentlig har ment om alle disse layoutrevolutioner, ved vi ikke meget om, men vi kan konstatere, at Berlingskes læsertal er faldet fra en halv million ved årtusindskiftet til et godt stykke under 200.000 i dag (mens Politikens tilbagegang har været væsentlig mindre).
Kun en tåbe ville placere hovedansvaret for denne triste udvikling på Berlingskes designmæssige slingrekurs; her er tale om strukturelle forandringer, og flertallet af læsere er såmænd ikke engang klar over, at en avis overhovedet bliver designet. Men almindelig sund fornuft taler for, at der, hver gang udseendet ændres, vil være læsere, der egentlig befandt sig meget godt i de gamle omgivelser, og som ikke rigtig føler sig hjemme i de nye – de være sig nok så fashionable. Internt må enhver snak om, hvad der egentlig er ”Berlingsk”, for hvert nyt radikalt redesign have forekommet mere og mere absurd.
Nu har de så lavet om på Berlingeren igen, og denne gang ER der vitterlig tale om forbedringer på den visuelle front. Belgiske De Persgroep har lettet låget på pengetanken og givet chefredaktør Tom Jensen mulighed for at hyre en af avisdesignbranchens allertungeste drenge, britiske Mark Porter med et CV, der blandt andet omfatter Benettons banebrydende Colors-magasin og ikke mindst den internationale avisgigant The Guardian, som Porter med succes redesignede i 2005.
Her er en mand, der kan sit kram, og som benytter sig af underleverandører fra øverste hylde. Såsom den amerikanske stjernetypograf Christian Schwartz, der står bag nogle af nullernes største typo-succeser, eksempelvis skrifttypen ”Stag” der i en årrække var magasinets Esquires signaturskrift.
Berlingskes forside er blevet langt mere elegant, båret af den ny rubrikskrift Sanomat. Og våbenskjoldet er tegnet om, så man rent faktisk kan se, hvad det forestiller.
”Sanomat” blev tegnet i 2013 til den store finske morgenavis Helsingin Sanomat, og med sit på én gang karakterfulde og letlæste skriftbillede fungerer den fuldt ud lige så godt som rubrikskrift i Berlingske. Også den smalle groteskskrift Giorgio og brødskriften Guardian Egyptian (ja, den er tegnet til The Guardian) bærer Christian Schwartz’ signatur, mens navigationsskriften CPH Signs er tegnet af danske Henrik Kubel, som har ladet sig inspirere af de københavnske gadeskilte.
Berlingskes ny rubrikskrift ”Sanomat” er letlæst og samtidig karakterfuld. Et stort fremskridt i forhold til den rodede typografi, der har præget avisen frem til nu.
Typografien er et kæmpemæssigt fremskridt i forhold til det fragmenterede skriftbillede, der før prægede Berlingske, og sammen med den generøse, men fornemt kontrollerede brug af ”luft” virker skriftkombinationen velafstemt, harmonisk og samtidig kontrastfuld. Den ny Berlinger er blevet en meget smuk avis.
En af de få typografiske smuttere er de udhævede citater på debatsiderne, sat med Giorgio i en alt for tæt udgave.
Men nu er der jo aldrig nogen mennesker, der har købt en avis, fordi den var pæn. Måske med DAGEN – kan nogen stadig huske den? – som undtagelsen, der bekræfter reglen.
Så det interessante spørgsmål er selvfølgelig om Berlingskes ny form er mere end blot smuk. Passer den til indholdet? Og til læserne? Er den ”Berlingsk”?
Her kan jeg godt have mine tvivl. Det luftige layout med brede spalter og store billeder skaber spontant oplevelsen af at læse et magasin snarere end en avis. Magasinudtrykket er ikke nyt for Berlingske, det var også noget man tilstræbte med det ”gamle” design, omend det sjældent blev særlig vellykket, fordi avisen virkede så rodet. Nu er der langt mere tjek på tingene: Sektionerne er hæftet i ryggen, trykket er godt, siderne er blevet mere elegante og luftige, rytmen mere varieret.
Det luftige layout med brede spalter og store billeder skaber spontant oplevelsen af at læse et magasin snarere end en avis.
Men paradoksalt nok er den eksklusive præsentation med til at skabe lidt begrebsforvirring, fordi regulære nyheder kommer til at ligne små featureartikler. Måske er det et spørgsmål om tilvænning, men igen: Der er risiko for, at nogle af de ”gamle” læsere vil falde fra, fordi oplevelsen føles fremmed.
Den eksklusive præsentation er med til at skabe lidt begrebsforvirring, fordi regulære nyheder kommer til at ligne små featureartikler.
En helt anden udfordring er, at de magasin-lækre sider risikerer at blive langt mindre indbydende, når der skal skabes plads til alle de to- og trespaltede annoncer, som første udgave syntes kemisk renset for, men som et trykt dagblad næppe kan undvære, hvis økonomien skal hænge sammen.
Den væsentligste forandring på indholdssiden er, at adskillelsen mellem indlands- og udlandsstof er ophævet, og umiddelbart virker det nye mix forfriskende. Om Hellerupfruerne vil bryde sig om det, skal jeg ikke kunne spå om. Chefredaktøren gør et stort nummer ud af, at debatstoffet nu står sidst i 1. sektion, ”så avisen også kan læses bagfra”. Ifølge Tom Jensen er der tale om et banebrydende koncept, hvilket i første omgang gjorde undertegnede vældig stolt, idet jeg allerede som dreng læste Politiken bagfra, fordi det var der Sporten stod. Men det var der vist også mange andre, der gjorde, så måske er det ikke så banebrydende alligevel.
Kultursektionen er genindført under navnet ”B”, og her virker magasinformatet mere på sin plads end i nyhedsdelen. I Business-sektionen udfoldes stor visuel variation med masser af grafik og mange korte enheder, hvilket afslutningsvis kan gøre mig lidt bekymret for, hvorvidt Berlingskes efterhånden temmelig beskårne redaktion overhovedet er gearet til det her?
Også nyhedsgrafikken har været i konsulenthænder, og her er resultatet mindre imponerende. ”Boble-grafik” var højeste mode for et par år siden – indtil det gik op for folk, at diagrammerne bliver mere eller mindre uforståelige. Og skriften CPH Signs, der er helt fin som skilteskrift, fremstår underligt useriøs i en infografik.
Én ting er at lave en flot premiereavis, som har kunnet forberedes over lang tid. At leve op til de tårnhøje standarder for visuel præsentation, der nu er sat, og at gøre det syv dage om ugen – det vil kræve masser af talent, såvel som ihærdighed. Man må håbe for Berlingske, at der er nok af begge dele.