Meta-80'er-nostalgi og illusionen om den fri vilje

Inden vi går i gang med anmeldelsen af Netflix' nyeste afsnit af Black Mirror – Bandersnatch – kommer her en prolog i bedste metastil, for Bandersnatch er en interaktiv film om et interaktivt spil baseret på en "interaktiv" bog. Hvis du tror, at du har nok af metalag, så spring ned til anmeldelsen i næste afsnit.

Prolog

Du befinder dig foran en artikel på det, man i år 2019 kaldte en ’hjemmeside’. Inden du begiver dig ud på din rejse, kan du vælge mellem følgende karakterklasser:

Kommunikationsmedarbejder
Journalist
Projektleder
Fundraiser
Marketingansvarlig
SoMe-medarbejder
Rogue. Du har ved et uheld bevæget dig ind på siden i søgen efter ikke-kontorvenligt materiale. Se B og C herunder.

Vil du:

Læse resten af artiklen? Fortsæt med din læsning herunder fra ’Neon, BMX og Betamax’ frem til og med teksten slutter.
Helst bare være med i en interaktiv film? I så fald, anskaf dig eventuelt adgang til Netflix, og se/interager med filmen/spillet Bandersnatch.
Blive færdig med dit arbejde og komme hjem til tiden i dag? Luk denne side.

Hvis A, så kan du inden, du begiver dig ud på dit eventyr, vælge at medbringe en – men kun én – af følgende bonusser på din færd:

¤) En ekstra kop kaffe

#) 15 min. tid til at læse denne artikel, som din chef ikke opdager, du bruger på ikke-arbejdsrelaterede aktiviteter.

£) MAGIC POWER LIX. Slå en terning (1d6). 1-3: 15 %, 4-5: 25 %, 6: 50 % højere læsehastighed.

Neon, BMX og Betamax

80'erne var et årti, der var præget af et væld af forskellige medier (videobånd, cartridges, floppy disks, kassettebånd, LP'er, CD'er, laserdisks) såvel som drabelig konkurrence mellem diverse formater og afspillere.

Skulle man investere i den nye sofistikerede Discman eller holde sig til den driftssikre walkman? Satse på at opbygge et videotek af VHS- eller Betamax-film? Hoppe på Commodore-vognen eller gå efter en Apple, Amstrad eller Atari? Skyde opsparingen i en konsol eller brænde dem af på arkademaskiner?

Ligesom Bandersnatch foregår sæson 2 af Stranger Things i 1984 – hvor der selvfølgelig var masser af arkademaskiner.

Konkurrence mellem forskellige medieformater og brands er selvfølgelig heller ikke fremmed for os i dag. I modsætning til 80'erne, så er den smartphone-, 4G-, og social media-inficerede nutid dog alt andet lige ret fastlåst, når det gælder selve grundmekanikkerne. Om man er til PlayStation eller Xbox, Android eller iPhone, så er de basale dele i det store og hele de samme. Motorerne i de respektive maskiner kan være tunede forskelligt, de kan have forskellige smarte funktioner, som konkurrenten mangler, mere lækkert design og så videre.

Men PlayStation og Xbox anvender begge DVD- og Blu Ray-teknologi, ligesom en mobil fra Apple, Huawei og Samsung alle er kendetegnede ved at anvende litiumbatterier og touch screen-skærme. Som forbrugere skal vi altså vælge mellem forskellige udgaver af en bil: Fiat eller Porsche? Langt på literen eller soltag? Med eller uden sædevarmer? Nu om dage er det sjældent et spørgsmål, om man som i 80'erne skal sadle helt om til en scooter, motorcykel, jetpack, bæltekøretøj eller – siden vi taler om 80'erne – en ellert.

En anden Netflix-produktion, der foregår både i 80'erne og i fremtiden på samme tid, er Maniac.

På ét punkt ser vi dog et slag udfolde sig, hvilket kan minde om de blodige mediekrige fra 80'erne. Og det er i kampen mellem det fysiske medie på den ene side og det trådløse, skyen, streaming, og hvad vi nu ellers kalder vores forbrug af flygtige medier.

I den henseende er det interessant, at som det digitale og flygtige indtager mere og mere af markedet, så oplever vi en voldsom nostalgisk bølge rettet netop mod 80'erne.

Mandy med Nicolas Cage i hovedrollen er en syret blanding af bedrøvet, tung synthesizer og abstrakte farverige billeder. Og selvfølgelig masser af vold.

Et årti, der er kendetegnet ved at være elektronisk og futuristisk, men også en tid, hvor mobiltelefoner var på størrelse med en liter mælk, og den nye elektroniske musik stadig udkom på vinyl og kassettebånd. Hollywood sprøjter remakes af 80'er-klassikere såsom Ghostbusters og It ud, ligesom de laver opfølgere til film som Blade Runner og Tron. Den massivt 80'er-nostalgiske roman Ready Player One er blevet filmatiseret af ingen ringere end Mister 80s himself, Steven Spielberg, og på Netflix har vi serier som Stranger Things og Dark.

Endelig er der over de sidste par år udkommet en lind strøm af computer-indiespil (Hotline Miami), tegneserier (Paper Girls), horrorfilm (Mandy) og dokumentarfilm (Atari Game Over), der med fetichistisk besættelse dyrker 80'ernes æstetik gennem fysiske objekter: BMX-cyklen, kassettebåndet, arkademaskinen, skulderpuden, metal T-shirts og neonrøret.

Paper Girls er en comic book-serie af Brian K. Vaughan.

Gennem det sorte spejl

Her står den nyeste satsning fra Netflix, Bandersnatch, i et interessant krydsfelt. Filmen er lanceret som del af den populære Netflix serie Black Mirror og kommer derfor med en del bagage i form af seriens skaber og manuskriptforfatter Charlie Brookers stærke teknopessimisme.

Hver sæson af Black Mirror består af enkeltstående afsnit, der trods deres forskellige historier og karakterer alle bindes sammen af Brookers dystopiske vision af en fremtid, hvor teknologien er blevet fremmedgørende ud i det ekstreme. Det geniale og til tider også ret deprimerende ved serien er, at denne fremtid ofte minder lidt for meget om vor egen. Personligt elsker jeg serien, men har også en regel om ikke at se den om søndagen med tømmermænd, for det er vitterligt et kulsort spejl, Brooker tvinger os til at se dybt og længe ind i.

Bandersnatch, om end den også handler om overvågning, teknologi og paranoia – den foregår trods alt i 1984; et vigtigt år for fans af George Orwell, giver os et smugkig ind i en noget mere farverig verden: En verden så stopfuld af 80'er-neon-nostalgi, at det nærmest i bogstavelig forstand flyder over skærmen og ind i vores stuer.

Her er traileren til Bandersnatch.

Ikke dermed sagt, at Black Mirrors sorte syn på verden ikke også her gør sig gældende – historien byder bla. på fadermord, selvmord, LSD-psykoser og depression – men det bliver leveret i en så overdådig pang-pakke af hårlak, afbleget denim, grim-fede 80'er-briller, Eurythmics, Kajagoogoo og Depeche Mode, at det er umuligt ikke at føle kærligheden.

Filmen starter med Frankie Goes to Hollywood-nummeret ’Relax, don’t do it’. Filmens hovedperson, en ung computerprogrammør ved navn Stefan, er lige vågnet. Efter at have slukket vækkeuret (og sangen) ser vi ham gå ind i køkkenet for at spise morgenmad sammen med sin far. Stefan sætter sig og begynder at læse i en tyk bog med titlen Bandersnatch. Faderen bemærker, at bogen ikke kan være særlig god, eftersom Stefan hele tiden bladrer frem og tilbage i den.

Stefan oplyser faderen (og seeren), at det ikke er en roman, han læser, men et spil i bogform, hvor man selv kan vælge handlingen. Han fortæller også, at han er ved at lave bogen om til et computerspil af samme navn. Faderen ryster lidt på hovedet og tilbyder så dig, nej Stefan, nej … dig, om du vil have Guldkorn eller Frosties til morgenmad?

Sugar Puffs eller Frosties? Måske får dit valg konsekvenser.

Som seer bliver du altså nu tilbudt et valg, der på en og samme tid er helt banalt, men også skelsættende. Det sorte spejl har åbnet sig. Det er, som i Lewis Carrolls fortælling om Alice i Eventyrland, på tide at følge kaninen, der også i denne fortælling spiller en vigtig rolle, ned i hullet.

Sværd, trolddom og tv

Så hvad foregår der egentlig, og hvad er det for en størrelse, vi har at gøre med? Ifølge Netflix' egen beskrivelse, så er Bandersnatch "en surrealistisk fortælling med flere slutninger". Det er en noget vag og lidt ærgerlig formulering, der lægger lidt for meget vægt på det gaming-agtige aspekt af at fuldføre eller vinde ’spillet’. For som spil har Bandersnatch ikke så vanvittigt meget at byde på.

Som fortælling og som kommentar til både 80'erne og vores egen samtid samt de medier (såsom Netflix), vi benytter os af, er den dog langt mere interessant. Så lad os hoppe med ned i hullet, mens vi ser nærmere på, hvordan Brookers eventyrland er konstrueret.

Sat på spidsen er Bandersnatch en audiovisuel udgave af en såkaldt ’Choose Your Own Adventure’-bog, herhjemme primært kendt under navnet Sværd og Trolddom. Præmissen for de gamle Sværd og Trolddom-bøger, der først udkom på dansk i, ja, 1984, er ret simpel: Læseren træder ind i rollen som bogens hovedperson og skal igennem en lang række valg beslutte sig for, i hvilken retning historien skal udfolde sig.

Vælger man X, gå til side 50, Y gå til side 100 og så videre, indtil man enten dør eller ’gennemfører’ bogen og kommer frem til slutningen. Det er fuldstændigt det samme, der sker i Bandersnatch, hvor man som bruger igen og igen bliver bedt om at træffe en række binære valg for at få handlingen til at skride frem.

Sværd og Trolddom-bøgerne er ligesom Bandersnatch fra 1984 – og her kan du vælge, hvilken skæbne din karakter skal lide.

Forskellen er selvfølgelig bare, at i stedet for tekst og i ny og næ en illustration eller to har vi her at gøre med rigtige skuespillere, store dyre sets og så videre, ligesom man ikke skal sidde og fedte med at bladre frem og tilbage i en bog, men kan nøjes med at trykke på en knap.

Konceptet som sådan er altså ikke nyt. Det er til gengæld det faktum, at det nu rent teknologisk faktisk kan lade sig gøre, og at der findes et firma som Netflix, der for tiden satser enorme summer på eksperimentelle formater. Spørgsmålet er så blot, om det virker, og om Bandersnatch er det første eksempel på en ny måde at ’se’ tv på eller et pudsigt eksperiment, der ikke vil blive gentaget.

Fri vilje i et lukket rum (eller meta med meta på)

Lykkes det så? For mit eget vedkommende, ja, det tror jeg. Men det er lidt svært at sige: Det afhænger af ens kendskab til genren, og de valg man tager i første ’gennemspilning’. I mit første forsøg så/interagerede jeg med filmen/spillet sammen med min kæreste. Det meste af oplevelsen var fin, og vi valgte tilpas mange ’rigtige’ valg til, at vi ikke endte i for mange blindgyder, der kan tvinge en tilbage i historien og lede til gentagelser.

Undervejs i Bandersnatch er det muligt at gøre valg om, hvis konsekvenserne bliver for fatale.

Ved anden og tredje gennemgang forsøgte jeg dog helt bevidst at teste yderpunkterne, og det viste sig, at der ikke var så mange endda. Og her kommer vi så tilbage til diskussionen om selve mediet og medieformatet. De oprindelige Sværd og Trolddom-bøger led af det problem, at de ikke var reelle spil, men simulationer af spil. Ganske vist var de fortællinger med flere forgreninger, men reelt var mulighederne ret begrænsede, hvilket blev tydeligt, jo mere man ’spillede’ dem.

Det problem bliver endnu mere klart i filmformatet, eftersom der her naturligvis er langt mindre ekstramateriale, der kan skabe illusionen om frie valg. Det er simpelthen for dyrt at producere en masse materiale, der måske kun bliver set af ganske få.

Alt det ved Brooker godt. Faktisk gør han en dyd ud af at påpege disse problematikker ved at anvende illusionen om det frie valg som en central del af plottet.

Den såkaldte fjerde væg gennembrydes igen og igen, blandt andet i en scene, hvor Stefan bliver klar over, at ’nogen’, altså Netflix-brugeren, styrer hans valg. Som han skriger mod skærmen: ’Who are you?’, kan man vælge at fortælle Stefan, at man er Netflix-abonnent.

Derudover er der et væld af referencer til tidligere Black Mirror-episoder, ligesom det firma, Stefan kommer til at arbejde for, Tuckersoft, har en ’ægte’ hjemmeside på det ’virkelige’ internet, hvor man med lidt nørdet knowhow kan få lov til at spille et af de spil, vi præsenteres for i Bandersnatch.

Eller det vil sige, faktisk er der TO hjemmesider, eftersom visse valg kan lede til, at Tuckersoft i 1984 lukkede, hvorfor der naturligvis i den ’virkelige’ verden også må være adskillige hjemmesider at vælge imellem, så de kan afspejle de mulige parallelvirkeligheder, vi som Netflix-brugere har forårsaget. Vi er altså her ude i meta med meta på, serveret på et leje af endnu mere meta.

Tuckersoft, der er den fiktive producent af Bandersnatch-spillet, har to fiktive hjemmesider. Den ene kan du se her. Den anden er fra en alternativ virkelighed og derfor skjult.

Den nøgne kejser

Den kritiske modtagelse af Bandersnatch har været blandet. Nogle anmeldere har fundet oplevelsen decideret ubehagelig, mens andre bare synes, det er en fjollet gimmick. Andre anmeldere igen er dog lige så begejstrede, som andre er frastødte, og har proklameret, at vi her har set begyndelsen på et fænomen, der i nær fremtid vil brede sig ud over hele sendefladen (spillefladen?).

Personligt er jeg ikke så sikker på, at vi kommer til at se vanvittigt meget til formatet. Ikke fordi jeg ikke brød mig om Bandersnatch – ved første gennemsyn kunne jeg ikke få armene ned – men fordi plot, form og tema (og meta) smelter så meget sammen, at jeg har svært ved at se, hvordan man skulle kunne gentage succesen.

Det faktum, at Brooker selv er så uhyre bevidst om, at denne slags hybridform mellem narrativ og spil selv i sin originale (bog-)form var problematisk, er netop en af grundene til, at Bandersnatch fungerer. Brooker er den nøgne kejser, der står og skriger til folket, at han intet tøj har på.

Som jeg ser det, er Bandersnatch en for Black Mirror sjælden kærlig hyldest til medier og teknologi, men en meget specifik teknologi: Al den uddøde teknologi, der er begrænset til 80'erne. Som årti var det ganske vist kendetegnet af ekstrem kommercialisme og materialisme, men er måske netop også derfor et årti, der fra vores synspunkt i det digitale 21. århundrede i al sit vulgære fokus på fysiske ting har visse kvaliteter, som vi i dag mangler.

Ting, man enten fysisk kunne se, holde og røre. Eller i hvert fald ting, der selv i elektronisk form var afgrænsede på den ene eller den anden måde. I modsætning til vore dages totale mangel på overblik af den digitale verden, hvor vi ikke engang har styr på vores personlige oplysninger mere, så er den overflod af medier og nye teknologier, der i 80'erne virkede overvældende – men også overskudsagtigt – fra vores synspunkt særdeles overskuelige.

Så for nu at omskrive Frankie Goes to Hollywood-nummeret, som Bandersnatch starter med: ’Relax, just do it’. Men måske kun en enkelt gang. Det gælder alle jer potentielle Bandersnatch-brugere derude, Charlie Brooker såvel som Netflix.