Anmeldelse af Azeem Azhars Exponential
Grundigt spark i tech-debatten

Azeem Azhar har skrevet en bog om teknologiens udvikling. Budskabet er at teknologien udvikler sig eksponentiel, mens menneskenes verden kun udvikler sig lineært.Kilde Getty Images.

Den digitale verdens eksponentielle teknologier er ved at løbe løbsk, og de efterlader alle, der ikke kan løbe hurtigt nok, i glemslens triste tåger i fællesskab med fejlslagne virksomheder som Kodak. Det er en historie, som vi nok har hørt før, men i Azeem Azhars nye bog ”Exponential” fortælles historien grundigt og med mange interessante cases, så nybegyndere i teknologidebatten kan stå på her. Men måske bør man lige springe over bogens første kapitler, som svælger i singularitetsagtige klichéer om uafvendelig, eksponentiel teknologiudvikling.
Det 21. århundrede startede med en tsunami af religiøst messende business-bøger, som alle priste internettet og digitale teknologiers velsignelser. Der var bøger, som skrev benovet om ”hvad Google ville gøre”, der var bøger, som hyldede ”de sociale mediers visdom”, og der var bøger, som forudså, at kunstig intelligens ville lede lige lukt til det paradisiske ”singularity”, hvor mennesker og maskiner smeltede sammen i en utopisk verden, hvor vi alle var tusinder af gange klogere og aldrig behøvede at arbejde eller tænke på klimaforandringer.
 
Den lalleglade teknologioptimisme forstummede dog i lyset af gentagne datalækskandaler, kvindefjendske og racistiske kunstige intelligenser, massiv misinformation fra magthavere og konspirationsteoretikere og historier om monopolistiske teknologivirksomheder, der manipulerer og vildleder deres egne brugere. Og de seneste år har man ikke kunnet finde mange bøger, der ukritisk hylder digital teknologi, Silicon Valley eller sociale medier.
 

En besynderlig bog

 
 
Exponential: How the next digital revolution will rewire life on Earth by  Azeem Azhar
Azeem Azhars bog tager os igennem nutiden og fremtidens største tech-udfordringer. 
 
 
På den ene side virker det, som om Azeem Azhar overhovedet ikke har læst en bog om teknologi de sidste ti år. Han gentager gamle klichéer om, at teknologi udvikler sig med eksponentiel hastighed, og at regeringer og virksomheder ikke har forstået noget om teknologi og meget snart vil blive efterladt på perronen af de dynamiske og lynhurtige teknologivirksomheder. Han hiver sågar det gode gamle eksempel med Kodak op af hatten – den komplet fortærskede historie om virksomheden, der opfandt digitalkameraet, men aldrig forstod dets potentiale og endte med at gå konkurs.
 
På den anden side har Azhar tydeligvis læst alt, hvad der kan læses om teknologi de sidste 20 år, for bogen er smækfyldt med historier og cases, som bevidner, at der er en grund til, at Azhar og hans nyhedsbrev, Exponential View, betragtes som en vigtig stemme i teknologidebatten. Og på trods af, at bogen er fyldt med gamle teknologiklichéer, er den alligevel tankefuld og sætter fingeren på mange af den digitale (eksponentielle) verdens problemer.
 

Forsøger at være med på hypen

 
På mange måder virker det, som om Azeem Azhars forlægger har bedt ham om at skrive en bog, der rider med på historien om mirakuløse og eksponentielle teknologier, fordi mellemledere river den slags bøger ned fra hylderne i lufthavne, men samtidig har han gerne villet skrive en bog om, hvordan teknologi skaber alle mulige udfordringer for mennesker og samfund. Det er der kommet en mærkelig bastardbog ud af. På den ene side er det tåkrummende at læse de første kapitler af bogen, hvor der tales om, hvordan teknologier udvikler sig eksponentielt, men på den anden side er bogens sidste del en sober og grundig gennemgang af de væsentligste udfordringer i en digital verden.
 
Lad os starte med det, der går helt galt i Azhars bog, og lad os samtidig lægge det religiøse voodoo-begreb ”eksponentialitet” i graven – i hvert fald, når det handler om teknologi.
 
Som så mange andre teknologiskribenter fra begyndelsen af årtusindet tager Azhar udgangspunkt i Moores lov om, at computerkraft fordobles ca. hver 18. måned. Herfra konkluderer han, at det ikke bare er computerkraft, men helt generelt teknologi, der udvikler sig eksponentielt. Og når noget udvikler sig eksponentielt, kommer det pludselig til at gå meget hurtigt på en måde, som kan være svær at forstå for almindelige, lineært tænkende mennesker. Den eksponentielle udvikling i teknologi er på mange måder fantastisk og kommer til at skabe en bedre verden, hvor vi kan løse klimakrisen og lave vacciner på rekordtid. Men den eksponentielle vækst skaber også problemer, fordi menneskenes verden af lovgivning, praksisser og institutioner ikke udvikler sig eksponentielt. Der opstår altså med Azhars ord en eksponentiel kløft mellem teknologien og menneskenes verden. Azhar argumenterer for, at han ikke er teknologideterminist, og siger, at teknologiens udvikling afhænger af mennesker, men ikke desto mindre er han ikke i tvivl om, at teknologi udvikler sig uafhængigt af menneskenes verden på en sådan måde, at de to kommer ud af takt. Og løsningen er ikke at bremse teknologien – det er simpelthen umuligt – men derimod at få menneskenes verden til at forstå den eksponentielle udvikling og udvikle sig med teknologien. Teknologi er bare teknologi og kan ikke ændre sig. Det er mennesker, der må forandre sig for at give plads til teknologien.
 
 
Illustration fra bogen: Teknologien udvikler sig eksponentiel, mens menneskenes verden kun udvikler sig lineært.
 

Afpolitisering af teknologi

Problemet ved Azhars model er naturligvis, at den fuldstændig afpolitiserer teknologi. Teknologi er apolitisk og eksponentiel (meget hurtig), mens menneskenes verden er politisk og lineær (meget langsom). Han bekræfter på den måde en myte, som primært er undfanget i Silicon Valley, hvilken handler om, at teknologi og politik skal adskilles, for at teknologien kan få lov til at udvikle sig så frit som muligt. Det er en myte, som er komfortabel for magtfulde teknologieliter, fordi den holder reguleringsivrige og skattesultne stater på afstand, men det er også en myte, som fuldstændigt overser, hvordan teknologi formes af politik og etik.
Sammenfattende kan man sige, at der er tre problemer ved eksponentialitetsbegrebet og Azhars teori om en eksponentialitetskløft.
 

Teknologiudvikling er ikke eksponentiel

 
For det første er det uklart, hvad eksponentiel udvikling af teknologi overhovedet vil sige. Ja, computerchips er blevet eksponentielt hurtigere, men er en smartphone eksponentielt bedre end et køleskab? Eller er Counter-Strike eksponentielt bedre end skak? Påstanden om, at teknologier bliver eksponentielt bedre, bygger på en fejlagtig kortslutning fra udviklingen i processorkraft til udviklingen af teknologi generelt.
 

Knækket på hockeystaven er altid lige rundt om hjørnet

 
For det andet har eksponentialitetsevangelister altid en idé om, at det afgørende hockeystavsknæk i kurven er lige rundt om hjørnet, hvilket betyder, at de altid ser lige præcis vores tidsalder som den vigtigste nogensinde. Men hvis noget rent faktisk udvikler sig eksponentielt, så vil det altid se ud, som om det radikale skift er lige rundt om hjørnet.
Nedenfor har jeg tegnet nogle forskellige eksponentielle kurver, hvor der sker en fordobling hvert år. Hvis man har en eksponentiel udvikling over 20 år, kan man se, at det radikale skift sker ca. i år 17.
 
 
 
 
Eksponentiel udvikling over 20 år med fordobling hvert år.
 
 
Men hvis man nu har den samme eksponentielle udvikling over 50 år, så sker det radikale skift først i år 45. Hvordan kan det være? Det skyldes simpelthen den måde, man visualiserer eksponentielle kurver. Hvis man skal have plads til hele kurven på Y-aksen, så vil enhederne på denne ændre sig, så det altid ser ud, som om knækket i kurven sker i den sidste del af kurven. Pointen er, at eksponentiel vækst altid er den samme. Der er ikke noget særligt ”knæk” i kurven, hvor det hele forandrer sig.
 
 
 
Eksponentiel udvikling over 50 år med fordobling hvert år.
 
 
I praksis betyder det, at eksponentiel vækst ikke er uforenelig med menneskers verden. Vi lever hele tiden med alle mulige eksponentielle stigninger i vores hverdag (smitteudbredelse, befolkningstilvækst, osv.), og historisk set har vi sagtens både kunnet forstå og håndtere eksponentiel vækst.
 

Teknologi er politisk og etisk

 
For det tredje er teknologi ikke adskilt fra menneskenes verden. Digitale teknologier skabes af mennesker med en bestemt dagsorden, som indeholder både etik og politik.
 
Zuckerbergs Facebook bygger i bund og grund på en pubertær drøm om at skabe et digitalt rum, hvor man kan være social uden alle den fysiske verdens hæmninger. Men Facebook bygger også på en libertariansk drøm om et teknosocialt frirum, hvor mennesker kan være frie fra traditionelle magteliter som politikere og mainstream medier. Facebook er ikke bare en teknologi, men et politisk/etisk projekt med en helt bestemt dagsorden. Og når Facebook de seneste år er kommet i konflikt med vores politiske systemer, så er det ikke, fordi teknologi automatisk og eksponentielt udvikler sig væk fra menneskenes verden, så er det, fordi Facebook er en bevidst politisk bevægelse væk fra de politiske og etiske normer, vi har lænet os op ad i mere end hundrede år. (Læs evt. min artikel her på Kforum om Peter Thiel og hans libertarianske indflydelse på Silicon Valley for at få uddybet dette argument).
 
Det er med andre ord på tide at lægge idéen om eksponentielle teknologier i graven. Og det er så afgjort den mindst interessante del af Azeem Azhars bog. På trods af dette, har Azhar dog et godt øje for mange af de udfordringer, som de såkaldte eksponentielle teknologier skaber. Og som sådan er bogen en interessant og grundig opsummering af de fem områder, hvor teknologi er med til at skabe nye udfordringer.
 

Udfordringen for virksomheder

 
Én af de mest tydelige og betydningsfulde konsekvenser af de såkaldt eksponentielle teknologier er tendensen til, at teknologivirksomheder vokser sig utroligt store og monopolistiske. Det hænger sammen med netværkseffekter (jo flere der bruger produktet, jo bedre bliver produktet), platformsøkonomi (brugerne laver alt det grove arbejde) og digitale produkter med meget lave marginale omkostninger.
 
Det er ikke en ny observation. Det interessante i bogen er Azhars argument om, at monopollovgivning ikke er fulgt med tiden. Traditionel monopollovgivning regulerer først monopoler, når de gør skade på forbrugerne, typisk på grund af opskruede priser. I en verden, hvor de fleste digitale produkter er gratis, kan det være svært at få øje på problemet med monopoler. Men monopoler skaber mange andre problemer end høje priser. For det første kan monopoler ramme producenter, som man ser det i konflikten mellem Apple og nogle af de største app-udviklere i deres App Store. For det andet ødelægger monopoler dynamikken i det kapitalistiske system. De opkøber mindre konkurrenter og skaber på den måde en dødszone af manglende innovation inden for deres forretningsområde. For det tredje er det et problem, at monopoler bliver så store og magtfulde, at de kan forhandle sig til meget lukrative skatteforhold med lande som Irland.
 
Azhars eksempler er interessante, men i sin teknologibegejstring overser han, at teknologien ikke er løbet fra gammel monopollovgivning. I USA er det faktisk sådan, at der har været en bevidst og strategisk politisk bevægelse mod svagere monopollovgivning. En bevægelse, som har været nært knyttet til det republikanske parti og dets tilknytning til lobbyister fra store monopolistiske virksomheder. Hvis monopollovgivningen ikke er effektiv i den moderne digitale verden, er det altså mindre, fordi teknologierne har udviklet sig eksponentielt, og mere, fordi lovgivningen bevidst er gjort svagere. Det kan man i øvrigt læse meget mere om i Cory Doctorows nyeste bog, How To Destroy Surveillance Capitalism.
 

Udfordringen for arbejde

 
Kapitlet om arbejde er muligvis bogens mest interessante kapitel. Her går Azhar nemlig i clinch med alle dys- eller utopierne om, at mennesker bliver gjort arbejdsløse af kunstige intelligenser. Man har talt om dette scenarie i snart ti år, men Azhar forklarer ganske fint, hvordan det simpelthen ikke er tilfældet. Vi ser omfattende brug af kunstig intelligens, men det har ikke medført den frygtede massearbejdsløshed. Tværtimod er der blevet skabt langt flere jobs, end der er blevet destrueret.
Den egentlige fare ved kunstig intelligens og digitale teknologier er ikke arbejdsløshed, siger Azhar, men derimod alle de neo-tayloristiske teknologier, der åbner dørene for gig-jobs og overvågning på arbejdspladser. En udvikling, som stille og roligt er ved at undergrave arbejderes rettigheder for at skabe et nyt arbejdsmarked med lavtlønnede daglejere, der arbejder som fortravlede slaver af kunstige intelligenser.
 

Den globale udfordring

 
Da Thomas Friedman skrev sin klassiker The World Is Flat, forestillede han sig en verden, som kun kunne blive mere og mere global. En verden, hvor varer og servicer flød frit og gnidningsløst mellem lande og skabte materiel velstand og fred i verden.
Men den uafvendelige globalisering var alligevel ikke så uafvendelig, siger Azhar. De såkaldte eksponentielle teknologier baner nemlig vejen for en helt ny afglobalisering, hvor lande, regioner og byer begynder at isolere sig og bryde kontakten til resten af verden. Det hænger for det første sammen med teknologier som 3D-printning og robotisering, hvor man ikke længere outsourcer produktion til billige produktionslande. Man kan rent faktisk udtænke, designe og producere produkter i lande med høje lønomkostninger, hvilket betyder, at de traditionelle produktionslande som Bangladesh, Vietnam, Indien, osv. kommer til at miste en væsentlig kilde til velstand.
 
Når vedvarende energi begynder at blive profitabelt, vil vi også se energiproduktion blive mere lokaliseret med for eksempel vind- og solenergi. Om ganske år behøver vi altså ikke længere købe olie i korrupte oliestater og transportere olien på enorme tankskibe rundt i verden.
 
Umiddelbart lyder det jo meget positivt, men den øgede afglobalisering kan også skabe nye ubalancer, skriver Azhar. Hvis verdenshandlen begynder at falde, vil lande også blive mindre interdependente, hvilket på den lange bane kan øge risikoen for konflikter. Desuden kan der opstå endnu større kløfter mellem udviklede og underudviklede lande, hvilket også kan øge spændingerne i det globale samfund.
 

Sikkerhedsudfordringen

 
Nye teknologier skaber ikke bare nye ubalancer, som kan skabe konflikter. De kan også medvirke til at gøre eksisterende konflikter mere komplekse og føre til hurtigere eskalering. Azhar fremhæver computervira, militære droner, autonome våben og viral disinformation som eksempler på teknologier, der alle er med til at ændre karakteren af konflikter og i mange tilfælde udvisker grænserne mellem krig og fred. Azhar anbefaler, at stater styrker deres forsvar mod disse diffuse nye teknologier, som rammer på helt nye fronter. Det betyder, at der skal udvikles nye våben og nye definitioner på konflikt, men det betyder også, at alle borgere i et samfund skal klædes på til at forsvare sig mod viral disinformation og ondsindede hackerangreb. Fremtidens krig bliver ikke udkæmpet på fjerne slagmarker, men på routeren, som står inde i dit klædeskab.
 

Udfordringen af vores privatsfære

 
Azhars femte og sidste bekymring handler om privatiseringen af vores offentlige sfære. Det er en klassisk habermasiansk frygt for, at private virksomheder koloniserer vores offentlighed, men aktualiseret af en teknologisk virkelighed, hvor vores offentlige rum rent faktisk er blevet komplet overtaget af monopolistiske teknologivirksomheder med ganske få enevældige herskere. Den offentlige samtale i Danmark er i uhyggelig grad formet af Mark Zuckerberg og hans lydige programmører.
Azhar er skeptisk over for løsninger, der handler om, at folk skal eje deres egne data, fordi han ser det som en yderligere privatisering af vores offentlige rum. I stedet forestiller han sig en fremtid, hvor teknologivirksomheder tvinges til at være mere transparente og åbne over for interoperationalitet, hvilket vil sige, at folk skal kunne skifte frit mellem Facebook, Twitter, LinkedIn osv. og tage personlige data med sig. Det lyder optimistisk, men det var faktisk sådan internettet fungerede for bare 10-15 år siden, så hvorfor skulle det ikke være muligt at vende tilbage til en verden, hvor vi ikke er afhængige af ganske få lukkede og magtfulde portaler, men frit kan vælge platforme til udtrykke os og være sociale?
 

Et godt sted at starte

 
Azeem Azhars bog er svær at blive klog på. Hvis man følger teknologidebatten tæt, er der ikke meget nyt at komme efter i bogen, men hvis man leder efter et godt oversigtsværk, der samler op på de sidste 10-15 års hastige udvikling af nye teknologier, så er bogen et godt sted at starte. Man skal bare ikke lægge for meget i bogens teknologideterministiske besættelse af eksponentiel udvikling.

Relaterede artikler

Det er bedre at være ond - Forklaringen på Silicon Valleys etiske problemer hedder Peter Thiel, ifølge ny bog. Mens Google prædikede, at de aldrig ...
Meta-mememesterskabet - Mark Zuckerberg har lavet en total rebranding af Facebook, som nu hedder Meta, men internettet er uimponeret. En række M...
Er din boss en vred algoritme? - Platformene træner deres algoritmer med kunstig kunstig intelligens, hvor mennesker løser enkeltstående klik-opgaver for...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

58 JOB

Content & Social Media Manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.