For 7.000 kr. convenience, tak!

Apple Watch er landet. Nu fortæller dit ur dig, om du har bevæget dig for lidt, hvor lang tid der er til næste aftale, og hvem der har liket dit Instagram-billede. Hvis du har glemt dit hoved, så husker uret næsten også det for dig. Tina Mellergaard anmelder din nye Appleccessory.
Kender du det? Du har i forbifarten spurgt ind til en kollega eller perifer bekendts børn/ferieplaner/kæledyr. Formålet med spørgsmålet var egentlig bare at udveksle et par høflighedsfraser og smalltalke lidt på vejen mellem skrivebord og kontorets kaffemaskine, men på magisk vis har det uskyldige spørgsmål udløst en regulær gidselsituation, hvor din egen pænhed låser dig fast, mens kollegaen swiper gennem sit 11 GB fotoalbum, og alle detaljer fra weekendens speltudskejelser, ødegårdsprojektet eller hundens agilitytræning står smertefuldt klart for dig.
Når du endelig slipper væk 23 lange minutter senere, laver du en mental note om lige at holde afstand længe nok til, at du ikke er på fornavn med vedkommendes katte længere.
 
Well…
I starten af maj modtog jeg endelig mit Apple Watch. Og hvis du ikke vil være på fornavn med uret og alle dets herligheder, så hold dig til spekulationer om regnvejr og regeringskonstellationer, når du møder mig det næste stykke tid.
 
Nu er du advaret.
 
 
The Apple Watch is coming. Kilde: Bensbargains.com.
 
Om uret – for 7.000 kr. convenience, tak!
Jeg er en af dem, der ikke har kunnet vente på, at Apple Watch kom til Danmark, og har derfor bestilt mit ur via Apple Store og fået det shippet til København via en adresse i UK (gennem en tjeneste der hedder Borderlinx). Det koster ca. 600 kr. Av. FOMO (Fear Of Missing Out, red.) er ikke billigt.

Der er nogle ting, der skal tages stilling til, når du skal vælge, hvilket ur der passer til dig. For det første er der valget mellem Apple Watch Sport, Apple Watch og Apple Watch Edition. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle have: Det var nemt at udelukke Edition på baggrund af prisen, der starter omkring de 84.000 kr., og beklædningen af guld (lidt tacky efter min smag) og Sport? Come on guys…Sport? Man bliver ikke på magisk vis en atlet, bare fordi man vælger en fitness wearable. Det gælder også for Jawbone. There. I said it.
 
Nå, men i ånden af hverken at være ufatteligt rig eller synderligt sporty er min model altså det almindelige Watch med en 42 mm skærm (du kan vælge 38 mm, hvis du er klar til at gå på kompromis med skærmstørrelsen) og en loop-læderrem i farven 'stone'. Alt i alt en pris på ca. 6.300 kr. + forsendelsen fra UK. 
 

Skærmdimensioner for Apple Watch printet og klippet ud, så de kan sammenlignes med størrelsen på det Pebble-ur, som jeg allerede har. Valgte den største skærm. Måtte betale med deklarationen ”Apple Men’s Watch” på forsendelsessedlen.
 
Så når nu du står med for rundt regnet 7.000 kr. convenience på håndleddet, hvad er dommen så efter den første måned?
 
Quadratisch. Praktisch. Gut.
Hej, jeg hedder Tina, og jeg er en cyborg.
 
I bund og grund er Apple Watch et notifikationscenter, der sidder på dit håndled. For at sige det lidt forsimplet, så kan det ikke så meget andet end at spare dig for at fiske din smartphone op af lommen og tjekke den i stedet. Og det er også den kritik, som jeg hører gentaget oftest: Kan det overhovedet noget, som din iPhone ikke kan? Nope. Men jeg elsker simpelthen det ur.
 
For det første synes jeg, at det er et pænt ur, som jeg er virkelig glad for at spænde på armen om morgenen (det sover i sin oplader) og dét i en grad, som jeg langt fra havde regnet med, da jeg bestilte det. For mig er det funktionaliteterne, der er det vigtigste. Bare dejligt, det også ser lidt pænt ud.
 
For det andet har jeg gennem længere tid troet på ure som levedygtige wearables (købte mit første smartwatch, Pebble, for ca. to år siden). Smartwatches opfylder nemlig en af de mest grundlæggende funktioner overhovedet: Det er et ur! Og urfunktionen er – surprise, surprise – også den mest grundlæggende funktion, som din smartphone opfylder, og den service, du tjekker allermest – du lægger bare ikke mærke til det.
 
Men hvad kan det så ellers?
 
Første selfie med uret :D.
 
Mit ur siger, at jeg skal rejse mig op
Uret lader mig acceptere og afvise opkald (og tale med folk) via uret. Det har min kalender forrest, så jeg kan se, hvad der skal ske som det næste, og det lader mig læse mine beskeder, tjekke Twitter, Instagram og Flipboard direkte på uret og sender ellers alle de tusindvis af andre notifikationer, som jeg er glad for at modtage hver dag (eller nærmere hvert minut) direkte til mit håndled. Jeg kan også besvare beskeder direkte via enten diktation (du kan sende lydfilen i stedet for skrift, hvis du ikke er tilfreds med urets evner udi dansk diktation) eller præ-definerede svar (besvarer nu beskeder konsekvent i korte engelske sætninger det meste af tiden). Nå ja, og så kan jeg pinge min telefon via uret, så hvis den er forlagt, så kan uret få den til at sige en høj ping-lyd (den sætter mine kollegaer særlig pris på, når jeg tester). Men helt ærligt - det er smart.
Convenience er i top.
 
Uhm, pizza (hvordan skulle jeg dog have husket det uden mit Watch?!).
 
Jeg vil ikke remse alle funktionaliteter op her. Men for mig er det største plus ved at få notifikationer direkte til håndleddet, som mange faktisk overser, at jeg tjekker min iPhone mindre. Eller det vil sige: Jeg bruger væsentlig mindre tid på at tjekke ALT på den, når nu jeg bare skulle se, om der var kommet en mail.
 
Lad mig forklare: I gamle dage, altså i 2013 f.SW. (før mit første Smart Watch), ville jeg gå ind i min iPhone for fx at læse en besked og derefter automatisk tjekke samtlige sociale medier og mail (hvis nu der var et eller andet, jeg havde overset) = ca. fem-ti min. brugt på bare at browse rundt. Hver gang.
 
 
Du kender sikkert også det at kunne mærke vibrationerne fra et indkommende opkald eller en anden notifikation, mens du er på cyklen eller i møde, hvorefter du bruger det næste stykke tid på at tænke over, om det er vigtigt eller ej, og om du skal stoppe/gå ud af mødet etc. Og altså ikke på den konkrete aktivitet, som du er i gang med (om du lider af FOMO eller ej, så kender du til denne fornemmelse).
Nu kigger jeg bare hurtigt på håndleddet og konstaterer, at der fx bare er kommet et par likes på et Instagram-billede ind = jeg behøver ikke aktivere iPhonen og gå i ”jeg tjekker alt-fælden”, og jeg behøver ikke cykle/sidde i møde med tankerne roterende omkring, hvad min telefon mon ville mig.
 
En anden sej ting, som jeg vil fremhæve, og som jeg ikke havde overvejet at bruge, da jeg købte uret, er appen Activity. Den er ikke argument nok i sig selv for at købe uret (så har du bare købt en virkelig dyr skridttæller), men den holder øje med, hvor meget du bevæger dig og hvornår, og giver hver fjerde time et lille ping om, at du skal stå op et minuts tid. Grunden til, at jeg er vild med denne funktion, er, at den overraskende nok virker enormt motiverende = jeg får lyst til at nå dagens activity-mål og står fx mere op ved mit skrivebord.
 

Activity-appen in action. 
 
Okay. Her efter første måned er jeg helt vild med mit Apple Watch. Men der er alligevel nogle ting, som jeg vil pege på, som ikke fungerer optimalt.
Siri, jeg kigger på dig.
 
Hey Siri! Heeeey Siri! HEY SIRI!!!
Selvom jeg synes, at det er et Smart Watch af høj kvalitet, så er der nogle ting, der godt må blive fikset i version to:
 
Nr. 1: Urskiven/displayet er kun aktivt i kort tid, når den bliver berørt, eller når man vender håndleddet mod sig selv på en bestemt måde. Det er lidt irriterende, hvis man gerne vil have et synligt klokkeslæt hele tiden. Det er gjort for at højne batteriets levetid og hæve dit blodtryk.
 
Nr. 2: Apple har (naturligvis) sørget for, at det er Apples egne apps, der er koblet til uret. Det vil sige Maps og Weather m.fl. Det er en lille irritation, men jeg kunne ikke drømme om at bruge andet end Google Maps på min iPhone, og den når Maps altså ikke til sokkeholderne. En anden ting er appen Weather (som jeg heller aldrig bruger på telefonen), der trækker data fra The Weather Channel. Det kunne egentlig være OK, hvis den ikke konsekvent havde vist 26-27 grader i København det sidste lange stykke tid. Igen – en app, jeg aldrig ville bruge på telefonen, som nu er irriterende prominent på mit ur.
 
Lader, som om Maps er megasmart. Det er det ikke.
 
Nr. 3: Den tredje og sidste ting, som de virkelig skal få fikset i version to, er Siri. Måske er mit amerikanske bare ikke lækkert nok. Måske er Siri mere til mænd. Vi har i hvert fald minus kemi. På trods af at funktionen er aktiveret, så kan jeg kun af og til vække Siri på uret ved at sige "Hey Siri!" og kun, hvis jeg er i et rum uden for meget ambience = ikke særlig effektivt. Samtidig kan jeg kun nå frem til, hvad Siri skal (fx sende en besked), før jeg er nødt til at betjene uret med fingrene samtidig med stemmeaktiveringen = ikke særlig effektivt. Og så har jeg endda udeladt min mening om Siris generelle fortolkning af lyde i forhold til danske navne.
 
Men det er faktisk alle mine klagepunkter. Flere anmeldelser har beklaget batteritiden, men jeg har altid været helt OK med en batteritid, hvor jeg oplader uret om natten, hvis jeg har brugt det meget (det holder ca. 1,5 dag ved almindeligt brug).
 
Altså en meget positiv anmeldelse herfra efter første måned med Apple Watch. Jeg glæder mig meget til at følge app-udviklingen i forhold til uret (vil fx gerne kunne pinge mine nøgler og bruge uret til betaling, som man kan i US). Jeg glæder mig meget til, at Siri kommer på dansk. Og så glæder jeg mig ikke mindst til, at flere af mine venner får et ur, så jeg kan bruge Watch Friend-funktionerne mere aktivt (på nuværende tidspunkt har jeg kun min amerikanske kollega Brian, der er i 50’erne, at sende tegninger etc. til, og selvom det er sjovt at teste, så virker det faktisk næsten for personligt at sende mit ”heartbeat” til ham, hver gang jeg skal vise, hvad uret kan).
 
Konklusionen
Kan du undvære et Apple Watch? Ja. Men hvis du køber det, så er det kærlighed ved første haptiske feedback…
 
Billede fra Kforum – meta, much!
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job