Hvad Fogh er fuld af...

How to Share With Just Friends
How to share with just friends.
Posted by Facebook on Friday, December 5, 2014

Hvad der skulle have været en stemningsfuld promotionsvideo for Anders Fogh Rasmussens nye bog ”Viljen til at lede” – med vor tidligere statsminister og NATO-topfigur slentrende i Det Kongelige Biblioteks smukke have – blev nyligt en social medie-begivenhed, som ophavsmanden formentlig godt ville have været foruden.

For den ellers så stilige, strikse og tilknappede statsmand stod pludselig til en gang massive syrlige kommentarer. I videoen er Fogh udfordret af at skulle tale til et kamera, tale engelsk og gå på en grussti – samtidig. ”Lader til at drukturen fortsat er i gang,” skrev Venstres tidligere presserådgiver Ditte Okman blandt adskillige syrlige kommentarer på Facebook.

Danske kommentarer er uvedkommende

Når den forhastede promotionsvideo næppe får betydning, er det ikke kun, fordi den er en blandt adskillige promotionsvideoer, men fordi de danske kommentarer er underordnet i det store billede.

Den kurs, Anders Fogh nu sætter for sin tilstedeværelse i offentligheden, adresserer primært ikke et dansk hjemmepublikum, men er med ”The Will to Lead” som hans bog hedder på amerikansk, en respektfuld opsang, en trængen sig på det højreliberale, amerikanske establishment – som igen provokerer spørgsmålet: Hvad er det, Fogh vil med Amerika?

Set i et personlig branding-perspektiv er Anders Foghs karriere i forhold til statsministertiden vendt helt på hovedet. Hvor han med sit vælgerbetingede monopol på statsministerembedet ikke var til at komme udenom og af samme årsag måtte økonomisere sin tilstedeværelse i medierne efter princippet ”Less is more”, så er Fogh – med Tony Blair som rollemodel – tydeligvis ude i en kamp om liv og død for at positionere sig og vinde brohoved på det eksklusive og ekstremt konkurrencebetonede marked, han har udvalgt sig.

Stærkeste statsminister nogensinde

”Fogh kan karakteriseres som den måske stærkeste danske statsminister nogensinde” konkluderede professor, ph.d. Tim Knudsen i ”Fra folkestyre til markedsdemokrati” (Akademisk Forlag, 2007). Et synspunkt, Tim Knudsen i dag forsvarer med henvisning til, at Fogh styrede ministermøderne med hård hånd, og at Fogh hele tiden kunne regne med et flertal bag sig, hvilket som en sideeffekt øgede muligheden for at topfiguren fik for mange af sine idiosynkrasier med sig. ”Man tåler ikke rigtig modsigelser!” supplerer Tim Knudsen.

Bundlinjen er, at Fogh i høj grad fik skovlen under pressekorpset, som han kunne holde i skak gennem TV-transmitterede pressemøder. Det lettede mestringen, at de to statslige TV-kanaler var sat til at konkurrere på seertal, og at hans tidligere pressechef Henrik Qvortrup havde fået lov at tabloidisere politik-dækningen på TV 2. Under pressemøderne kunne Fogh et trick med at lade en harmløs journalist fra et jysk venstreblad stille indledende spørgsmål for netop at slå den gode stemning an.

Blamerer sig på YouTube?

Men hvorfor blamere sig med flere videoer, hvor den tidligere statsminister ikke mestrer den afslappede, imødekommende stil, han ellers lægger op til?

For at kunne svare på dette, er det nødvendigt at afdække hans hensigt, og den fremstår ikke mere tydeligt, end at selv kvalificerede iagttagere som en Niels Krause-Kjær i sin boganmeldelse for Altinget.dk stiller spørgsmålstegn ved netop hensigten.

Per Stig Møller og Klaus Riskær Pedersen

Da jeg udover Tim Knudsen konfronterede to mennesker, som har samarbejdet med Fogh i to forskellige perioder af hans karriere, tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) og tidligere medlem af Europa-Parlamentet Klaus Riskær Pedersen (V), peger svarene i samme retning.

”Ud fra sine præmisser er det en udmærket bog, Anders har begået,” hedder det fra Per Stig Møller. ”Jeg går ud fra, at han prøver at kvalificere sig til en foredragsrække og måske en tænketank i USA. Han er næppe tilhænger af Trump. Tværtimod prøver han at bekæmpe den isolationisme, Trump repræsenterer.”

Klaus Riskær har samarbejdet med Fogh i de vigtige formative år i 1980’erne og start 90’erne – hvor Fogh udgav sit liberale manifest ”Minimalstaten”.

”Trods sit venskab med George W. Bush og sin åbenlyse USA-begejstring er Anders Fogh aldrig blevet del af den republikanske inderkreds, der bl.a. findes i investeringsbanken Carlyle. Men det er der, han vil hen! Allerede da jeg samarbejdede med ham, troede han på minimalstaten, som den bliver praktiseret i USA. Hans tro på og paradigmet med USA som hele verdens politibetjent var dog allerede død med Reagan.”

Foghs begejstring for USA er i ”Viljen til at lede” så stor, at han hyper med på forskellige forstillinger om USA’s exceptionalisme, hvilket er ideen om, at USA som nation er unik og kvalitativt anderledes end alle andre lande.

Sublim front management

Om ikke andet huskes statsministeren Fogh Rasmussen især for at have usædvanligt godt hold på front management, for nu at bruge et af de begreber sociologen Erving Goffman introducerede i sin bog ”The Presentation of Self in Everyday Life”.

Hvor retorikerne kan rynke på næsen af en retorik, der ud fra en Toulminsk tilgang ikke var bleg for at turnere iørefaldende programpunkter med manglende belæg, så var hans visuelle selvrepræsentation konsistent og dynamisk.

Vi husker statsministeren for hans stålsatte øjne, hans dynamiske, bevægelige, men aldrig overdrevne gestik og kropssprog, hans spændstige, sportstrænede skikkelse, der gav begrebet ”ulasteligt klædt” en ny mening.

Selv om der var hensynet til de voksne børn og fru Anne-Mette, så handler Anders Foghs personlige branding om at satse; satse stort og svimlende og herunder i denne proces flytte elementer fra det Goffman kalder backstage til front stage. Regenererende træk som Foghs morgenjogging udviklede sig hurtigt fra at være et privat anliggende til en offentligt magtdemonstration af statschefens fysiske formåen med undertiden snesevis af medløbere rendende efter sig.

Dramatisk skifte i konkurrencesituationen

Når Anders Fogh fremstår anderledes, nu hvor han forsøger at opgradere sit enkeltmandsforetagende Rasmussen Global med nødlidende klienter som Ukraine og en promotions-foredragsrække i USA til indsatser, som matcher Foghs aldrig svigtende ambitionsniveau – det kunne være at joine tidligere præsidenter i The Carlyle Group – skyldes det for mig at se de radikalt forandrede markedsbetingelser, han nu opererer under.

Hvor han tidligere som statsminister og flertalsleder indtog et monopol, der gjorde, at han som en anden Mærsk Mc-Kinney Møller efter princippet ”Less is more” kunne fedte med sin tilstedeværelse og alligevel blive taget endog meget alvorligt, er han i dag, hvor han som underdog fra et lille land forsøger at vinde fodfæste på et eksklusivt marked, udsat for en helt anderledes konkurrence, end da han havde kæmpet sig frem til og vundet Danmarks højeste embede.

Udadvendthed påkrævet

Anders Fogh er med andre ord nødt til at være usædvanligt udadvendt og proaktiv for først at vinde klienter og dernæst deltagelse i de indflydelsesrige republikanske tænketanke og investment groups. Det er denne proces, vi ser med de mange YouTube-videoer og optrædener på de for en statsmand inferiøre steder som Bremen, University of Denver og Harvard Book Store.

Jeg tror dog også, at der er en form for Plan B indbygget i Anders Fogh Rasmussens nye udadvendthed, og at det er i dette perspektiv at de videoer, danskerne nu konfronterer med ironi, skal ses.

The Washington Free Beacon skriver den 2.10.2016: “Rasmussen har udgivet ”Viljen til at lede” enten på et ubelejligt tidspunkt, eller et væsentligt et, afhængigt af ens synspunkt. Dette års præsidentvalg pitcher en højrenationalistisk kandidat under sloganet ”America First” mod en liberal internationalisme… Dette er året for Brexit, den hvide arbejderklasse og frygt for flygtninge.”

Fra first mover til for-sent-til-festen?
Set med et personlig branding-perspektiv har Anders Fogh bevæget sig fra at være en first mover i dansk politik, der ikke blot førte an i bestræbelserne på at forvandle vores keynianske velfærdsmodel med blandingsøkonomi til en sand konkurrenstat, til nu at repræsentere det velkendte synspunkt, og det vel at mærke i en republikansk amerikansk sammenhæng, som med Donald Trump som "the elephant in the room" tegner en overklasse i en grad af opløsning, så man begynder at overveje paralleller til Det Britiske Imperium i 1950’erne.

Det er med andre ord ikke en risikofri færd, Anders Fogh Rasmussen har bevæget ind på. Man kan undre sig over en dansk statsminister, som i så høj grad har erklæret sin kærlighed til USA, men der findes faktisk fortilfælde, hvor fremtrædende skikkelser med Venstre-sympatier som Johannes V. Jensen og A.P. Møller i 1902 plæderede for, at lille Danmark for sikkerhedens skyld burde optages i Det Britiske Imperium.

Under alle omstændigheder er himmelstormeren Rasmussen nu ude på en færd, hvor de store gevinster ikke er så sikre, som da han kørte sin rutine som statsminister. Den underliggende øvelse i den amerikanske satsning er ydermere at maintaine den tidligere statsministers eftermæle, et dyrebart opbygget ry, som alt andet lige kan tjene som Plan B, hvis den nye store satsning ikke fører så meget med sig.