Analyse af statsministerens nytårstale 2021
Mette redder dig, der redder liv

Mette til dig og mig: ”Du, der ser med i aften – du har reddet menneskeliv!” Kilde: Scanpix

Skrevet af

Christian Kock
Professor

47 artikler

0 indlæg

Talens grundlæggende retoriske manøvre er, at hun vil have landets befolkning til at gøre, hvad hun anser for rigtigt, ved at hylde og anerkende, at ”vi” allerede gør det. Der kan siges meget om Mette Frederiksens nytårstale 2021, og det er allerede gjort. Både ros og kritik er der rigeligt af. Kritikken er især fra andre partiledere, selvfølgelig, og fra politiske kommentatorer – som bliver ved med at forvente, at en statsminister skal komme med politiske udspil, for ellers ved de ikke, hvad sådan en tale skal til for. Politiske udspil var der også et par af i talen, antydningsvis, hen mod slutningen. Men corona og kampen mod den var det helt overordnede fokus.
 
Stort set alle store og mindeværdige taler af politiske ledere har haft ét overordnet fokus. Men de politiske kommentatorer, konkurrenter og repræsentanter for interessegrupper har udtalt, at der manglede noget om dit og noget om dat. Læs Informations hyldest, Politikens hårde kritik, EB's analyse, TV 2's herB.T.s kritik her og partiledernes replik her. De ved ganske vist også godt, at en stor lejlighedstale som nytårstalen ikke primært skal være en politisk reklame- og tilbudsavis. Statsledere i andre lande, hvilke laver nytårstaler efter den opskrift, fejlbedømmer situationen og er træls at høre på. Men der er ikke så klare forestillinger i den politiske sfære om, hvad sådan en tale så i stedet skal gøre. 
 
Mette ser alle og anerkender alle danskere. Kilde: Scanpix
 
Anerkendende ledelse: at blive set
En grundlæggende retorisk manøvre i Frederiksens tale er, at hun vil have landets befolkning (som hun kalder ”danskerne”; et ord, der egentlig udgrænser en del folk her i landet) til at gøre, hvad hun anser for rigtigt, ved at hylde og anerkende, at ”vi” allerede gør det. ”Anerkendende ledelse” – et fortærsket begreb med en sand kerne. Hun sagde f.eks.: ”Alle har ofret noget. Alle har ydet deres. … I en tid, hvor det ellers er nemt at splitte. Har vi meget overbevisende valgt sammenholdet.” (NB: Lad ikke elever, der skal analysere talen, tro, at dette er måden at sætte punktummer på – undtagen i et mundtligt talemanuskript.) Brugen af antiteser her (skarpt modsatte begreber tæt op imod hinanden) er kraftfuld. Talen er i betydelig grad formet med sproglig omhu og retorisk øre: ”Vi har fumlet med mundbind og stået i kø til test. Vi har opdaget, hvor meget børn kan savne deres skole. Vi har åbnet vinduet mod en mennesketom gade og set op på en himmel, der var klart blå uden en eneste flystribe. Vi har set verden i slowmotion. Mens sygdommen hærgede, fandt den sidste turist hjem, den sidste fest blev aflyst, og alt blev så stille, at vi kunne høre hjertets slag. Vi oplevede menneskets ældgamle sårbarhed.”
 
”Du, der ser med i aften – du har reddet menneskeliv!”
 
Disse sætninger er eksempler på, at man kan fremkalde en oplevelse med få konkrete ord og iagttagelser, der er genkendelige og dog ikke banale. Samtidig bevirker brugen af ”anaforer”, dvs. det, at mange sætninger begynder på samme måde, at tilhørere – især ubevidst – kan få en fornemmelse af styrke. De mange helt korte punktummer og sætningsemner som i ”En mor eller far. En ægtefælle. En bror eller søster. En søn eller datter. En god ven” kan i deres knaphed signalere viljefasthed og vedholdenhed. 
 
Og nu siger landets leder pludselig direkte til hver enkelt af os i 2. person: ”Du, der ser med i aften – du har reddet menneskeliv!” DR’s politiske analytiker Jens Ringberg sagde i sin kommentar samme aften, at dét var en sætning, som vil blive stående i historien. At en professionelt skeptisk iagttager af Christiansborg-fnidder siger sådan, viser, at de ord må have virket.
 
Demosthenes, den græske oldtids største taler, rostes i antikkens retoriske analyser blandt andet for, at han i en berømt tale sagde til athenerne i 2. person (flertal): ”I har ikke fejlet, da I yppede kampen for hellenernes frihed. I har gode forbilleder herhjemme. De fejlede heller ikke, mændene ved Marathon og ved Salamis og Plataiai. Nej, I har ikke fejlet – det sværger jeg ved dem, der på Marathons mark vovede liv og blod!” (Talen "For kransen", 208.)
 
Frederiksens bratte skift til 2. person i ”Du, der ser med i aften … ” og den uforbeholdne, strengt taget meget tvivlsomme anerkendelse af, at jeg, vi, hver af os er blevet set for at have gjort noget stort og godt, minder lidt om Demosthenes-passagen, og det er rigtigt tænkt, rent retorisk, ud fra et princip, som enhver erfaren pædagog kender: Lad eleverne vide, hvad der er det gode og lovende i den halvt forkludrede stil, de har afleveret, så vil de være parate til at lytte til rigtig meget om dens mangler – og gøre noget for at udbedre dem. Lad være at fremture med ren formaning eller ligefrem udskamning – det har den modsatte virkning.
 
Vi-værdier eller jeg-værdier
Man kan sige, at den værdi, Frederiksen har talt for hele vejen gennem coronakrisen, ”samfundssind”, som hun siger, er en selvfølge, og vil hun virkelig blive ved med at gentage dét? Man kan overveje det spørgsmål ved at tænke på, hvordan den politiske debat i USA har udfoldet det samme tema. Dér har coronarelaterede påbud og anbefalinger hos mange politikere og borgere alene været set som indgreb i deres personlige, forfatningsgaranterede frihed. Mundbind har f.eks. altovervejende været betragtet som et middel til selv at undgå smitte, og alle borgere skal derfor frit kunne vælge, om de vil bruge dem – mener man. At mundbinds primære funktion ligger i at mindske andres risiko for smitte, har spillet en minimal rolle. Den grundlæggende værdi i amerikansk debat har været individets frihed – og raseriet hos dem, der følte, at dén frihed blev begrænset, har været vanvittigt. I nogle stater har politikere og sundhedspersoner, der anbefalede eller ligefrem dekreterede mundbind m.v., været udsat for hetz, had og dødstrusler. Lignende uhyrligheder har i mindre grad vist deres grimme fjæs f.eks. i Tyskland. At tale for fællesskabsbaserede værdier i stedet for jeg-mig-mig-værdier, og at blive ved med at gøre det, har ikke været overflødigt, heller ikke her i fredelige Danmark. 
 
Taler skaber værdier
Den første store retoriske tænker her i Vesten, Aristoteles, skelende mellem tre genrer af taler: de politiske (om love og andre vedtagelser i fremtiden), de retlige (om gerninger i fortiden) og de epideiktiske (lejlighedstalerne). Det sære ord betyder egentlig noget med opvisning, men den slags taler kan være meget mere end dét. De kan lige præcis være med til at forme og styrke holdninger og værdier i et samfund –værdier, hvorudfra love og handlinger kan begrundes, og som der måske er brug for i nutiden. Fællesskabsorienterede værdier, som dem Frederiksen taler om, bliver der måske øget behov for at understøtte i de kommende vintermåneder, hvor epidemien kan risikere at true mere end nogensinde, og hvor coronatræthed sidder i knoglerne på os alle sammen.
 
At politiske ledere kan forme, styrke og fremmane holdninger med deres kommunikation, er egentlig en banal sandhed – som ikke desto mindre virker, som om den er glemt i mediestrømmens politiske kommentarer og analyser. Typisk tegner de et billede, hvor politikerne alene kan forholde sig til holdninger, der allerede eksisterer i befolkningen. Dem kan politikerne så afspejle, hvilket kan give dem opbakning, eller de kan ignorere eller modsige dem – og det vil koste dem dyrt. Sådan er den traditionelle visdom, der gennemsiver næsten alle politiske kommentarer. Denne ”visdom” opererer ikke rigtig med, at politikere skaber holdninger. Men se igen på USA. Trump har nok bygget på en forudeksisterende vrede imod etablerede politikere, men han har også i ekstrem grad udbredt, styrket og formet den vrede, så den hos millioner af hans vælgere er blevet til konspirationstro og rabiesagtigt had, parret med afgudsdyrkelse af ham selv. Ord har konsekvenser. Med en omtolkning af et kendt Grundtvig-citat: Det levende ord på godt og ondt kan ”skabe hvad det nævner”. Frederiksens retoriske arbejde for at styrke og cementere fællesskabsbaserede værdier demonstrerer samme sentens, med modsat fortegn.
 
Tænker politikere kun taktisk?
En del kommentarer har været inde på, at Frederiksen – især med de politiske initiativer, hun trods alt nævner i talen – har blikket stift rettet mod det forestående kommunalvalg. Ja, måske. Men lad os lige se lidt på den tendens hos kommentariatet, som en sådan analyse er eksempel på. Det man gør, er simpelthen at anskue så vidt muligt alt, hvad en politiker gør og siger, rent taktisk: De gør det, fordi de mener, det vil gavne dem og deres parti hos vælgerne.
 
Det er let at se, at denne tankegang hos kommentatorer hænger tæt sammen med teorien om, at politikere kun kan agere ved at afspejle holdninger og ønsker, som befolkningen i forvejen har. Men hvorfra ved man, at de altid vælger ord og holdninger med det skjulte motiv at øge deres stemmetal? Kan det aldrig tænkes, at de bare siger og gør det de synes, er rigtigt – og taler for at få flest mulige borgere med på det? Og får dem med på det? Churchill talte til briterne for at få dem med på at kæmpe mod Hitler, alt hvad de kunne, for det syntes han, var rigtigt. Han fik dem faktisk med på det, men da krigen først var vundet, blev han stemt ud. Thatcher talte og handlede alene ud fra en kontroversiel overbevisning, som hun i bund og grund anså for den rigtige; hendes egne endte med at give hende sparket. Kan vi ikke snart komme væk fra et dogme om, at alle vore politiske ledere drives af, hvad de tror er taktisk smart?

Giv din stemme

58 stemmer
2,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

26 JOB

PR-profil med tæft og flair

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.