Parallelsamfundet som politisk trylleord

"Jeg er temmelig sikker på, at hvis nogen havde vist mig regeringens udspil mod parallelsamfund for 25 år siden, så ville jeg have været meget, meget, meget skeptisk. Men jeg må også erkende, at nogle af vores frihedsidealer har spillet fallit i den her kontekst, fordi de bliver brugt på en måde, vi ikke kunne forestille os, og derfor må vi tage fat om problemerne på en måde, som jeg egentlig ikke grundlæggende bryder mig om, men fordi jeg mener, det er nødvendigt."

Sådan faldt ordene fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da Folketinget i begyndelsen af april var indkaldt til forespørgselsdebat om befolkningens tillid til politikerne.

Statsministeren viser med udtalelsen her, hvordan han håndterer vælgerne lige nu. Han skal på én og samme tid tække de vælgere, der kræver en stadig hårdere politik på udlændingeområdet, og samtidig vise sympati med den gruppe af borgerlige vælgere, som i stigende grad mener, at regeringen følger Dansk Folkeparti for langt. Der er et spirende oprør i dele af Venstre og erhvervslivets organisationer mod den hårde retorik i værdi- og udlændingepolitikken.

Lars Løkke Rasmussens udtalelse om frihedsidealer handler, når det kommer til stykket, om at genvokabularisere ghettodiskussionen. Billede fra statsministerens besøg i Mjølnerparken. Foto: Jonas Olufson/Ritsau Scanpix.

Trylleformularen, der skal få den stramme linje i udlændingepolitikken til at hænge sammen, er ordet parallelsamfund. Første skridt blev taget med statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale. Godt 10 minutter af talens 15 minutter brugte statsministeren på parallelsamfund og udlændinge. Parallelsamfundet bliver i talen koblet til argumentationen for en stram udlændingepolitik generelt. Statsministeren har udskiftet ordet ghetto med parallelsamfund, hvilket giver talen en helt anden pondus.

Se især fra 4.35 til 6.03.

Sociale problemer bliver individets

Kommunikationsstrategisk er det nye ord velvalgt. Statsministeren og regeringen trækker sympati til projektet med en hård udlændingepolitik ved at sætte parallelsamfundet op som udfordringen. Hvor en ghetto er et socialt problem, handler et parallelsamfund åbenlyst om en gruppe menneskers modstand mod samfundets sammenhæng, værdier og institutioner. Hvem kan argumentere mod et opgør med parallelsamfund?

Og kan man placere et ansvar for et parallelsamfund hos andre end dem, der har skabt dette parallelle samfund? Nej, i hvert fald ikke med den rette definition og forståelse af ordet. Derfor kan man også argumentere med langt hårdere politiske budskaber, når politikken kobles til parallelsamfundet.

Med Økonomisk analyse nummer 30 – Parallelsamfund i Danmark i februar 2018 forsøgte embedsfolk i Økonomi- og Indenrigsministeriet at definere begrebet og forsyne regeringen med dokumentation. I indledningen definerer ministeriet parallelsamfund således:

Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund. [...] Men i sagens natur handler parallelsamfund om det enkelte individs identitet og værdigrundlag. Derfor er det umuligt at komme med et sikkert, statistisk bud på, hvor mange personer med ikke-vestlig baggrund, der reelt lever i parallelsamfund i Danmark.

Altså, en klar definition, der handler om holdninger, og at man bevidst stiller sig uden for samfundet. Men altså derfor også praktisk umuligt at give bud på, hvor parallelsamfundene i givet fald er, og hvor mange der lever i dem.

Analysen opstiller otte indikatorer på en risiko for, at man tilhører et parallelsamfund. De otte indikatorer i analysen er interessante, fordi de udelukkende handler om sociale problemer og isolation fra det øvrige samfund. De siger intet om holdninger eller eksistensen af et samfund. Derfor konkluderes der kun, hvor mange der lever isoleret og dermed er i risiko for at kunne tilhøre et parallelsamfund.

Isolation skaber parallelsamfund

Gennemgår man regeringens udspil mod parallelsamfund er dokumentationen da også en meget stor svaghed ved oplægget. Oplægget har fået titlen ”Ét Danmark uden parallelsamfund” – og med undertitlen ”Ingen ghettoer 2030”.

Statsministeren i Mjølnerparken i forbindelse med regeringens præsentation af tiltaget "Ét Danmark uden parallelsamfund", marts 2018. Jonas Olufson/ Ritzau Scanpix.

Men det 40 sider lange udspil nævner ikke ét sted i Danmark, hvor man faktisk finder et parallelsamfund.

Man kan gisne om, hvorvidt spørgsmålene til den mangelfulde og tendentiøse dokumentation i regeringens udspil ganske enkelt druknede i debatten om de mange hårde tiltag, men man må konstatere, at regeringen efter nytårstalen nærmest uden kamp har vundet definitionsretten over begrebet parallelsamfund. Usikkerhed, om hvorvidt der er parallelsamfund, og hvor de er, er væk, og begrebet bruges om ethvert udlændingepolitisk tiltag.

I pressemeddelelse n, som Økonomi- og Indenrigsministeriets kommunikationsfolk skriver i forbindelse med udgivelsen af analysen om parallelsamfund, erstatter man belejligt tesen om risikoen ved de otte indikatorer med et lighedstegn. Isolation er nu lig med et parallelsamfund. Her skriver man:

Den viser, at mange familier med ikke-vestlig baggrund lever et liv uden kontakt til de omgivende samfund. Den viser også, at parallelsamfund er udbredt i blandt andet ghettoområder.

Men det sidste viser analysen ikke. Alligevel er parallelsamfundet nu altså et faktum i regeringens retorik. Strategien er at sætte den dagsorden, at udlændinge tilhører et parallelsamfund alene gennem deres personlige isolation, som er defineret i de otte kriterier. Det åbner for en langt bredere anvendelse af ordet, og man kan bruge de stærke associationer til ordet i sammenhænge, hvor det rent faktisk intet har at gøre med begrebets korrekte definition.

Venstres udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjbjerg, brugte strategien forbilledligt, da hun i DR's Debatten om regeringens udspil om parallelsamfund skulle argumentere mod Alternativets Uffe Elbæk, der stillede spørgsmål ved netop dokumentationen:

”Jeg behøver ikke ret meget forskningsgrundlag, når man kan se, at man kan gå ud i en ghetto, og så kan man tale med en dame, der har været her 19 år uden at kunne tale dansk. Jeg behøver ikke have en forsker til at sige, at hun så bor i et parallelsamfund. Og jeg behøver heller ikke en forsker til at sige mig, at man lever i et parallelsamfund, når børn vokser op med et helt, helt andet værdisæt, end det vi har.”

Den omtalte somaliske kvinde er senere igen hovedperson i Støjbergs blogindlæg i BT, hvor parallelsamfundet nu bliver brugt som argument for at ændre reglerne om tolkebistand:

"En kombination af dovenskab, direkte uvilje over for det danske samfund og vores egen manglende evne og vilje til at stille krav har skabt de parallelsamfund, der martrer Danmark i dag. Et af de områder, hvor vi ser konsekvenserne af årtiers fejlslagen integrationspolitik, er på den måde, vi tilbyder tolkebistand til udlændinge, der har været i Danmark i årevis…"

Inger Støjberg bruger ordet parallelsamfund lige så selvfølgeligt, som hun brugte ordet ghetto i 2017. Billede fra Støjbergs besøg i Tingbjerg i forbindelse med sagen om bageriejeren Ali Parnian. Foto: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix.

Hvordan netop det at fratage tolkebistand skal gøre op med et parallelsamfund, kommer Inger Støjberg ikke ind på. Men ordet er som en slags trylleformular, hvor man låser et tiltag til parallelsamfundet, og nærmest gør det politisk umuligt at modsige. Socialdemokraterne er i hvert fald pludselig vendt på en tallerken i spørgsmålet.

Opgøret med parallelsamfundet og alt det negative, det indeholder, bliver til et forsvar for friheden, selvom udspillet under normale omstændigheder ikke ville være klassisk venstrepolitik. Det giver Lars Løkke Rasmussen et fint eksempel på, da han forleden var med BT ude og besøge Gellerupparken ved en byggeplads, hvor der tidligere er blevet revet bygninger ned som led i at ændre områdets status som ghetto. Løkkes kommentar er:

"Vi bliver nødt til at være åbne overfor, at hvis vi ikke får lagt arm med disse parallelsamfund, så kommer det til at gøre noget ved os på alle parametre: økonomisk. Værdimæssigt. Måden, vi møder hinanden på som mennesker. Vores syn på udenlandsk arbejdskraft. Det er derfor, vi skal have gjort noget ved det her. For mig at se er den fem minutter i 12."

Om han rent faktisk besøgte et område med et parallelsamfund, får læseren intet at vide om.

Krise i den politiske journalistik

Det er imponerende godt kommunikationsarbejde, når regeringens ministre kan sætte en hård dagsorden om parallelsamfund og koble det til udlændingepolitikken uden reelt at have dokumentation for problemets omfang. At Støjberg kan trænge igennem med budskabet om, at når en somalisk kvinde efter 19 år i Danmark ikke taler dansk, så bor hun i et parallelsamfund, er indiskutabelt helt forbi skiven i forhold til den definition, som Økonomi- og Indenrigsministeriets analyse om parallelsamfund kommer med.

Men alligevel vil det nok være de færreste kommunikationsrådgivere, der vil anbefale strategien. Kunne en erhvervsvirksomhed have fået succes med at omdefinere centrale begreber i virksomhedens kommunikation? At have skrevet en pressemeddelelse, der manipulerede med resultatet af en offentlig undersøgelse? Forestil dig, at administrerende direktør for Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen havde blandet centrale begreber om diabetesbehandling sammen eller ikke havde dokumentation for sine påstande. Han var blevet slagtet af erhvervspressen med det samme.

Debatten om parallelsamfund viser en politisk tilgang, man kan mene er mere eller mindre lødig. Men den afslører også en krise i den politiske journalistik. Siden 2001 er der sket en markant oprustning i den strategiske kommunikation i det politiske liv, mens der er sket en gradvis udsultning af den politiske journalistik. Den politiske journalistik har mere tradition for at referere end grave eller undersøge. Når den politiske journalistik indimellem bliver undersøgende, er det som regel med stort personfokus. Det efterlader et meget stort rum for politikerne til at sætte rammen for, hvad vi diskuterer. Så halser medierne efter med mikrofonen og måske en analyse af det politiske spil.

Store boligområder og mindretal er blevet gidsler i denne politiske framing. Når et bredt politisk flertal lægger op til tiltag så hårde, at statsministeren helst selv så sig fri for dem, så kræver det, at den politiske journalistik ikke blot refererer, men forholder sig til de ord, den refererer. Første skridt må være at finde en substans i spørgsmålet om, hvor og hvordan de omtalte parallelsamfund er.

Vi ved det faktisk ikke.