Det gør, at hendes tanker og følelser ikke afkodes i ansigtet. Hun benytter i stedet sit klassisk nydelige og feminine ydre til at tiltrække opmærksomhed og som branding af sin politik. Det lægger samtlige af vores informanter mærke til, og det får en blandet modtagelse. Nogle synes, hun virker handlekraftig, mens andre finder det voldsomt irriterende og antifeministisk. Både Vermund og Thulesen Dahl fremhæves af vores informanter som eksempler på unaturlig mimik. Selvom de skaber øjenkontakt til modtageren, bliver deres opslag taget overvejende dårligt imod, da de er “unaturlige” og “opstillede”, hvilket bryder øjenkontaktens forbindelse mellem afsender og modtager. Men igen: De vækker en følelse hos modtageren. 

Det er ikke kun vrede, som politikerne spiller på i deres selfies. Et af de bedst kendte eksempler er formentlig statsminister Mette Frederiksens forsøg på at vise sig som en almindelig dansker med en almoderlig persona, og flere af vores informanter fremhæver da også, at deres mødre kunne have postet et opslag a la Frederiksens selfie over madlavningen.  

Jeg ligner dig – giv mig din stemme 

Flere af politikerne i vores undersøgelse bruger selfies til at tale ind i en hverdag og en kultur, som modtagerne kender. Vi opfatter ganske enkelt Mette Frederiksen som mere menneskelig, når hun steger frikadeller, og det giver publikum mulighed for at identificere sig med hende. Politikerne påtager sig altså en persona, der passer til overbevisningerne hos det publikum, som de ønsker at opnå noget hos – nemlig deres stemme.  

Det er jo i tanken en god idé, men til de folkevalgte politikeres uheld virker det dog lige modsat, hvis der spilles for højt på folkeligheden. Flere af vores informanter bryder ud i latter, da de ser Frederiksens frikadelle-selfie, som de finder iscenesat, hvorefter flere påpeger, at Frederiksen jo ikke er almindelig; hun er statsminister. Det tyder derfor på, at det kan have fatale konsekvenser, hvis politikerne laver en karikeret analyse af kulturelle normer, da modtagerne i stedet for at føle identifikation føler division og indignation og dermed tager afstand til billedet. 

Pia Olsen Dyhr formår at tage en selfie, der er spot-on.  

Hun er let at afkode, har ikke en påtaget grimasse, har gjort noget ud af sig selv, men fremstår alligevel naturlig. Hun har let løftede øjenbryn, rynker i panden, en lige mund og kigger på modtageren med et fast, intenst blik, der signalerer alvorlighed, der vækker en hvad-er-der-dog-sket-siden-du-ser-så-alvorlig-ud-Pia-Olsen-Dyhr-fornemmelse. 

Vores informanter kan genkende hendes mimik fra sig selv eller føler, at de har set hende have samme mimik uden for selfie-situationen, som når hun er til stede i Folketingssalen. Identifikationen ligger dermed også i billedets autentiske kvalitet, da det ikke virker iscenesat i modsætning til statsministerens mor-selfie fra frikadellestegningen. 

Vi deler øjeblikket… Eller gør vi? 

Selfies giver en her-og-nu-oplevelse – vi møder politikeren i netop dette øjeblik. Thulesen Dahls korte tekst og genkendelige symboler får opslaget til at fremstå simpelt; what you see is what you get! Simpliciteten og hans følelsestunge mimik giver fornemmelsen af et nærværende øjeblik, som om billedet er taget lige nu og her og fanger Tulles umiddelbare indignation over den omtalte lempelse og det-er-for-dårligt-tanke. Det var der delte meninger om i vores undersøgelse. Nogle oplevede lige præcis, at billedet var taget i ren affekt, mens andre kaldte hans bluf og mente, at billedet var opstillet. 

Når politikerne ivrigt deler selfies, vil de gerne virke nærværende hos deres følgere, men det har den direkte modsatte effekt, hvis billedet virker planlagt. En udfordring, som især Mette Frederiksen kæmper med ifølge vores informanter, trods sit selfie-forsøg på at gå fra statsminister til Mette-mor. Det opstillede bryder illusionen om et øjebliksbillede. Det samme gør sig gældende, når Vermund gladeligt flasher sit Colgate-smil, men vredt skælder ud i sit skriv. Kontrasten skurrer og provokerer, og flere modtagere mister tillid til hende, når hun krænker selfiens iboende nærvær. 

Olsen Dyhr går skridtet videre og genbruger samme billede i tre meget forskellige kontekster inden for kort tid. I modsætning til de andre forsøger hun altså ikke en gang at dække over, at nærværet er en illusion; hun viser os det ved at bruge præcis den samme selfie – og håber måske, at vi ikke opdager det.  

Pia Olsen Dyhr fik taget et selfie så godt, at hun tre gange på en måned fik genbrugt samme selfie til tre forskellige formål. Fotos: 9. august, 22. august & 25. august fra Pia Olsen Dyhrs Facebook-profil. 

Men det gjorde vi, og det svækker hendes troværdighed, når vi fanger hende i lade, som om hun inviterer os ind i et autentisk følsomt øjeblik i hendes baghave. Pia ser da også knaldgodt ud på sin selfie, så vi forstår godt, at hun gerne vil vise det frem, men når hun og hendes politiske kollegaer bryder det nærværende øjeblik, som de foregiver at dele med os, er der stor risiko for, at billedet mister sin ellers slående effekt. 

Forsvind ikke fra debatten 

Politikernes selfies er en brik i et spil om at komme tæt på deres følgere og få deres stemme. De er derfor blevet en ubesværet og nærmest automatiseret handling, der ikke kræver en stor investering fra afsenderen. Med en selfie kan politikere præsentere sig selv, skabe en identitet og dermed opbygge relationer i stedet for at producere information. Derfor får vi serveret følelser, genkendelige situationer og forsøg på nærvær. 

Det er smart, for når vi bliver inviteret til en relation, kvitterer vi med likes og kommentarer, der kan fodre algoritmerne. Når statsministeren sender sine frikadeller ud til alle vores skærme, skaber det ikke kun indignation, men tonsvis af følgere ønsker hende “Velbekomme” og “God aften”. Jakob Ellemanns fødselsdag går heller ikke ubemærket hen hos de velmenende følgere, der sender et forsinket tillykke med fødselsdagen. 

Selvom de øvrige opslag ikke jagter likes på en lige så åbenlys facon, trækker deres politiske karakter mange meningsudvekslinger til sig i form af tilkendegivende og debatterende kommentarer. 

Kommentarsporet er en gylden mulighed for politikerne til at komme i kontakt med deres vælgere – mere direkte end at stirre insisterende ud på dem fra deres selfie. Alligevel er det ikke alle politikere, der er til stede, efter selfien er postet. Ikke så meget som et “tak” eller “i lige måde” bliver sendt retur fra Frederiksen og Ellemann. Olsen Dyhr, Vermund og Thulesen Dahl taster derimod med i kommentarsporet, og det kom dem meget positivt til gode i vores undersøgelse, hvor den til tider negative stemning over for dem blev vendt til respekt for deres deltagelse. 

Uh, et ansigt! 

Informanterne i vores undersøgelse var mindre skeptiske over for politikernes opslag uden selfies. De fremstår mere saglige end ansigtet farvet med følelser, men de får ikke samme opmærksomhed som selfies, netop fordi de ikke har samme affektive påvirkning. Selfies gør os irriterede, men vi kan ikke lade være at give dem opmærksomhed. Vi er for nysgerrige efter at afdække, hvorfor Pia ser så trist ud, og hvad der sker med Tulles tommelfinger. 

Selfies får os til at stoppe op for at undersøge ansigtet, mens opslag uden ansigter ikke kan få os til at stoppe vores hastige ræs rundt i feedet. Derfor elsker algoritmerne selfies, fordi de får os til at blive hængende. Trods vores umiddelbare irritation over vrede selfies vækker de en nysgerrighed, da følelsen giver os en uimodståelig trang til at like, kommentere eller bare se længere tid på det.  

Selfies er altså et attraktivt politisk virkemiddel, fordi ansigter tiltrækker opmærksomhed. Det virker selvmodsigende, men ikke desto mindre avler vores vrede over opstillet vrede flere vrede selfies. Negativ opmærksomhed er som bekendt bedre end ingen opmærksomhed, og så længe vi giver politikerselfies opmærksomhed, skal vi regne med at møde dem i vores feed. 

Denne artikel er en versionering af forfatternes artikel på Retorisk Arena.