Analyse af dragqueen-selvtillidsløft
“RuPaul’s Drag Race” er selvtillidsretorik on demand

Ved hjælp af effektiv retorik underviser det Emmy-vindende realitygameshow “RuPaul’s Drag Race” os i godgørende værdier som ligeværd og selvrespekt. Billede: VH1 Press

Skrevet af

Laura Stouby
Retoriker

2 artikler

0 indlæg

År 2021 er godt i gang, og det er sæson 13 af RuPaul’s Drag Race også. Gennem mere end 150 afsnit har det underholdende drag-kapløb introduceret verden for en – for mange seere – ukendt kultur, sprogbrug, retorik og her-kommer-jeg-attitude, der både er betagende og uhørt sund for selvtilliden.
Multitalentet RuPaul Charles er hjernen bag det amerikanske realityshow RuPaul’s Drag Race. Reglerne er simple. 12 deltagere, der alle er dragqueens, dyster mod hinanden i kategorier som dans, design, skuespil, sang, standup og modelarbejde. I slutningen af hvert program bliver to udvalgte deltagere bedt om at lip synce for deres overlevelse i konkurrencen, indtil kun vinderen står tilbage med $100.000 og titlen America’s Next Drag Superstar.
 
Det er ikke ualmindeligt, at et realityshow har en afsmittende effekt. Vi har oplevet det med seerhit som Jersey Shore og Paradise Hotel, men aldrig i samme omfang, som det er tilfældet med RuPaul’s Drag Race. Gennem selvtillidsretorik giver showet nemlig seerne et selvværdsløft, der hænger ved længe efter, Netflix-tid er ovre. Her i artiklen vil jeg fra et retorisk perspektiv dykke ned i, hvordan det betagende og binge-værdige program lykkes med så indflydelsesrig en bevægelse.  
 

Retorisk sigte med glimt i øjet 

Det retoriske sigte med showet er at udbrede en politisk agenda om ligestilling, men for RuPaul er det også personlig branding og økonomisk interesse. Mens førstnævnte bliver foldet ud i form af velment moraliseren, lette skub i ryggen og kærlige klap på skulderen, bliver sidstnævnte serveret åbenlyst, skamløst og med et glimt i øjet. »Buy it on iTunes,« siger han for eksempel ofte om sine egne sange, der bliver brugt i programmet, imens han kigger direkte ind i kameraet og ud i stuerne.
 
Tonen er gennemgående direkte og komisk, og den hviler på et blødt underlag af godgørende værdier som inklusion, accept, selvrespekt og – ikke mindst – uhøjtidelighed.
 
Programtonen er på én og samme tid komisk og direkte. Her ser vi Ru levere et af sine klassiske ordspil. Billede: Sæson 10 af “RuPaul’s Drag Race”.
 

Fræk og vellykket etos-opbygning 

RuPaul’s Drag Race har sin egen Wiki-ordbog med mere end 200 ikoniske udtryk, der dels udspringer af dragqueen- og LGBT+-miljøet, dels af deltagerne, dels fra RuPaul selv. RuPaul har nemlig en usædvanlig prominent position i programmet. Han hænger indrammet på væggene i arbejdsrummet, han går ned af catwalken som den allerførste, og han har altid det sidste ord. Bogstavelig talt.   
 
I allerførste afsnit af showet, som blev sendt i 2009, blev vi præsenteret for et klart hierarki. RuPaul selv er værten, moderen, mentoren, højesteretsdommeren og forbilledet. Netop derfor udspringer programstrukturen af den livsrejse, han selv har været på.
 
Trods modstand har han fået bugt med sin indre terrorist og står nu helt ubetinget ved den, han er. Med hjælp fra sine disciple i dommerpanelet skal han nu få deltagerne til at se lyset, som han selv har gjort det. Vi seere køber fra starten den præmis helt uden forbehold, og ligesom deltagerne møder vi RuPaul med ærefrygt. 
 
Etos-opbygningen er komplet.
 
RuPaul Charles bruger blandt andet programmet til at brande sig selv. Her ses han trippelt i bare ét billedudsnit. Billede: Sæson 13 af “RuPaul’s Drag Race”.
 

Gentagelse er Gud

Til at opfylde det retoriske sigte bliver der brugt gentagelse, og der bliver også brugt gentagelse. Repetition er et effektivt virkemiddel, der ved overdreven brug kan fremkalde kedsomhed. Det er dog sjældent tilfældet i showet, selvom alt fra struktur til poseringer bliver genbrugt på tværs af sæsonerne. I stedet skaber det genkendelighed. 
 
Ofte ved vi, hvad Ru vil sige, før han siger det, og derfor stemmer vi i, når han afslutter hvert afsnit med at spørge: »If you can’t love yourself, how in the hell are you going to love somebody else?« Vi synger med på hans sange og svarer: »Fundemental« i kor med deltagerne, når han spørger, hvad »reading is?« Med knipsende fingre bakker vi ham op, når han beder en af deltagerne om at »shantay, you stay« og en anden om at »sashay away« efter den obligatoriske lip sync battle.  
 
Grunden til, gentagelsen ikke keder os, er, at Ru løbende foretager uventede ændringer af spillereglerne. Den dramatiske kontrast opstår for eksempel, når han beslutter sig for at sende to deltagere hjem i stedet for én eller hverken konkluderer med »shantay« eller »stay,« men udbryder et bebrejdende »meh« i stedet. 
 
Det her er et godt eksempel på én af de gange, RuPaul har sendt spændingen i vejret ved at bryde den forventning, der gennem gentagelsen er blevet opbygget. Billede: Sæson 11 af “RuPaul’s Drag Race”.
 

Papegøjesnak med ekkoeffekt 

Gentagelsen får os til at huske bedre. Det er deltageren Miss Vanjie fra sæson 10 et godt eksempel på. Miss Vanjie havde ikke forberedt det closing statement, hun skulle forlade showet med. Hun improviserede med tre gange »Miss Vanjie… Miss Vanjie… Miss Vanjie…« i stedet, hvorefter hun bakkede lettere akavet ned ad catwalken. Situationen var uventet og komisk, og den har gjort hende til én af de mest kendte og ikoniske queens i programmets såkaldte herstory.

 
Programmet er til sidst, men bestemt ikke mindst pakket med inspirational quotes eller catchphrases, som også går igen. Jo flere gange vi bliver mødt med sådan et citat, jo mere tænker vi over, hvad det i grunden betyder. Det er en effektiv måde hele tid at trække os i retning af det retoriske sigte på. Ligestilling handler nemlig også om at kunne se sit eget værd. 
 
I showet spiller gentagelsen en vigtig rolle. Det retoriske virkemiddel får os nemlig både til at føle os trygge, huske bedre og ræsonnere. Billede: Sæson 10 af “RuPaul’s Drag Race”.
 

Selv RuPaul kan fejle 

»This is like RuPaul’s Drag Race tornado,« siger deltageren Tina Burner i afsnit tre af den igangværende sæson af drag-kapløbet. »There’s a cow flying by. Here comes a fence.« Det gælder i særdeleshed på handlingsplanet, hvilket bryder med den velkendte struktur, der gør os trygge. Argumentationen bag ændringerne er til tider søgt og på grænsen til at kamme over i latterlig. Ikke desto mindre tilgiver vi Ru, fordi vi ved, at showet på et eller andet tidspunkt igen retter ind på velkendt vej.  
 
»Gentlemen, start your engines, and may the best woman win.« Sådan har RuPaul indtil for nylig indledt catwalken i samtlige shows og spin-offs, men i den igangværende sæson vil inkarnerede fans og andre interesserede tilhængere bemærke, at citatet har ændret sig. »Gentlemen« er skiftet ud med »racers«, og »women« med »drag queens.« Det er – omvendt handlingsreformen – en ventet og velkommen ændring, der har en stor retorisk betydning. Showet har indtil nu nemlig fået en del kritik for intentionelt kun at have castet og inddraget cismænd i programmet.
 
Selvom RuPaul er toppen af kransekagen, kan han altså også fejle, hvilket ligeledes er et vigtigt aspekt af showet. Den perfekte queen vil aldrig vinde. Ifølge dommerpanelet findes hun nemlig ikke, og det er noget, vi som seere kan relatere til. Det kan forekomme besynderligt, at et filterfikseret, opsat og glamourøst realitygameshow hylder autenticitet, men ikke desto mindre er det altså tilfældet. 
 
Der er forandring på færde i den igangværende sæson af drag-kapløbet, både på handlings- og ordniveau. Billede: VH1 Press
 
I sæson 13 af det populære drag-program har RuPaul ændret en af de klassiske catchphrases, som seerne ellers kender så godt. Billede: Sæson 13 af “RuPaul’s Drag Race”. 
 

Interjektionernes højborg

Apropos autenticitet, så er RuPaul’s Drag Race kendt for fuldstændig overdreven brug af interjektioner. »Yes queen!« »Werk!« »Giiirl!« »Slay!« »Wow!« Hvis man sprang alle interjektionerne i RuPaul’s Drag Race over, ville der ikke være megen dialog tilbage.  
 
Udråbsord er en ordklasse, der ofte bliver brugt solo, og som de fleste af os kender fra talesproget. I programmet udgør den ofte et umiddelbart svar, der lader sig styre af tonefaldet. I programmet vil man for eksempel erfare, at ordet »girl« blandt andet kan være en tiltale, et spørgsmål, et svar, en kompliment eller en insinuation. 
 
I programmet er det grundlæggende tydeligt at se, hvor stor indvirken dels positive, dels negative kommentarer har på deltagerne. Negativ kritik får dem til at hænge med hovedet, hvorimod anerkendelse får dem til at blomstre. Den bevægelse gør også indtryk på os seere, der tager komplimenterne til os og gør dem til vores egne.  
 

I RuPauls rige er vi alle lige 

Vi forventer noget, eller nogle, at grine af, når vi ser reality-TV. Den forventning bliver ofte indfriet på bekostning af deltagerne. Her kan vi tilmed bekræftet vores værd i kraft af den afstand, der bliver skabt mellem os og deltagerne. Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at tage et kviklån, tænker vi måske, når vi ser Luksusfælden. Måske griner vi af Amalie i Paradise Hotel, når hun bruger begrebet russisk roulette helt forkert, og af Emil, når han taler om at have godt mel i posen. Selvom eksemplerne her udspringer af dansk kultur, er afstanden mellem os og afsenderne gevaldig. Svaret bliver nemlig meget generelt, hvis vi skal svare på, hvem afsenderen på Luksusfælden i grunden er. Det er ikke tilfældet med RuPaul’s Drag Race. 
 
I stedet for at skabe distance benytter RuPaul’s Drag Race et identifikationskneb. »We’re all born naked, and the rest is drag,« siger han. Den til tider storslåede og amerikaniserede glorificering af alting kan naturligvis også tage overhånd og skabe distance, men intentionen er så god, at det er til at se igennem fingre med. I showet bliver det unikke og skøre nemlig hyldet med forvisning om, at vi på trods af forskelligheder alle er lige meget værd som mennesker. 
 
I stedet for at skabe afstand til seerne benytter showet sig af et identifikationskneb, der understreger den politiske agenda om, at vi alle er lige. Billede: VH1 Press
 

En fejring af selv-uhøjtidelighed

Drag-disciplinen handler om at give slip på kontrollen og afsløre sit sande jeg, men den handler også om at have det sjovt og ikke tage sig selv alt for alvorligt. »That is the key to navigating this life – don’t take it too seriously. That’s when the party begins,« er RuPaul kendt for at sige. Det har superfan og gæstedeltager Janet fra sæson 12 forstået. Hun fortæller, at hun hele sit liv er blevet mobbet med at være så høj, som hun er, og derfor har hun officielt ændret sit navn til Janet the Planet. 

 

Janet er dog langt fra den eneste deltager, vi kommer tæt på, hvis historie vi måske kan genkende os selv i. I hver sæson er der et afsnit, hvor deltagerne – ganske åbenlyst – er blevet bedt om at dele deres historie om alt fra at springe ud til mobning, sygdom, stofmisbrug, dødsfald, chikane og racisme. Her bliver der i sandhed skruet på patos-knappen, og selvom appellen er fremprovokeret, er den effektiv. Den anskueliggør nemlig uretfærdighed på så generelt et plan, at enhver seer kan relatere til den i en eller anden udstrækning. 

 

Læg Jante på hylden

»What other people think about me is none of my business,« er et af RuPauls go-to-citater, når deltagerne begynder at tvivle på sig selv og tænke over, hvad andre folk mon tænker om dem. Det er også et af de citater, som vi danskere kan have gavn af at tage til os. Vi kan bruge det – og resten af selvtillidsretorikken i showet – til at styrke vores selvværd. 

RuPaul’s Drag Race er intet mindre end effektiv selvtillidsretorik on demand, der giver Ole-Henriksen-ros-dit-eget-spejlbillede-øvelsen baghjul. På trods af forceret handling og overdimensioneret dialog giver showet os nemlig lyst til at møde verden iført lyserød pelsjakke, selvrespekt og åbensind.  

Kærlighed til os selv og andre er det vigtigste budskab, som programmet søger at brede ud. Selvom det er ærkeamerikansk, sukkersødt og overdrevet, har det en reel effekt på seere verden rundt. Billede: Sæson 5 af “RuPaul’s Drag Race”.

Relaterede artikler

Lidt om dillermænd, leg og Ole Lund Kirkegaard - Det ligner efterhånden lidt en tabersag at anklage DR Ramasjangs nye animationsserie ”John Dillermand” for at være skade...
10 ting vi (også) lærte af Medieudviklingen 2020 - Vi ville hellere synge sammen end se andre på scenen i X Factor, og vi interesserede os faktisk for Absolute Music 2. Kf...
Sel-Fie - DR’s portrætserie om Fie Laursen bliver et portræt af den altdominerende logik om, at likes, visninger og opmærksomhed e...
Kommunikér som en komiker - Dario Fo har engang sagt, at humoren åbner kraniet, så fornuften kan slippe ind. Humor er en afgørende ingrediens i god ...

Giv din stemme

38 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Agency Operations Specialist

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationschef

Frist: 1. marts

Social Media Manager

Frist: 1. marts

Projektleder

Frist: 3. marts
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.