Som desperationen i en valgkamp vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 procent. Sådan lyder Papes lov. Som et såkaldt ’mem’ – en informationsvirus – har De Konservatives nye kampagne mod ’Nazi Islam Isme’ spredt sig som en joke på sociale medier de seneste døgn og dermed indfriet desperationens mål: opmærksomhed.
Uden hverken dødsangst eller intellektuel forfængelighed satser De Konservative nu alt i den forestående valgkamp, som kan risikere at blive partiets sidste på Borgen. Alt er at vinde for det hensygnende parti. Blot at forblive i Folketinget vil efterhånden være en bedrift for De Konservative, hvor den nye formand, Søren Pape Poulsen, formentlig kun selv kommer ind, hvis multiparti-politikeren Naser Khader trækker et ekstra mandat med sig i Østjylland.
Kodeordet er orddeling
Opskriften fra reklamebureauet Wibroe, Duckert og Partners lyder på maksimal larm om bl.a. islam og Grimhøj-moskéen i Aarhus. Hellere sabotere samfundsdebatten ved straks at smide nazikortet end dø i stilhed. I et larmende opgør med alt, hvad Det Konservative Folkeparti engang stod for, såsom kyskhed, besindighed og ydmyghed, fremstår Pape & co. nu pludselig som utugtige, vrede og hovmodige. Det er punk, Tea Party-punk.
Effekten af den bizarre kampagne er bestemt ikke udeblevet: Med pavlovsk refleks har et hylekor af hattedamer straks kastet sig over plakaterne, som er kendetegnet ved dels at introducere et nyt formsprog med en særlig orddeling
(angiveligt inspireret af De Radikales pudsige punktummer), dels at have en gennemført negativ attitude med stop-skilt til alt og alle (oplagt inspireret af venstrefløjens årelange tradition for at være imod alt fra atomkraft til sukker).
De Konservative skal ikke længere kendetegnes ved at være FOR gud, konge og fædreland, men derimod ved at være IMOD hedninge, skatteopkrævere og tyveknægte. Kampagnens slogans rummer intet nyt i den politiske substans og spænder tilmed fra det uforståelige ’Stop iværk sætter benspænd’ til det banale ’Stop tyven’, og derfor har plakaten med ’Stop Nazi Islam Isme’ ikke overraskende været mest i fokus.
Reaktionerne kan klynges i tre kategorier; to negative og én positiv: 1) De humanistiske ord-formalister, 2) De historiebundne proportionalister og endelig 3) De partiloyale evangelister.
Islam er lig med nazisme
Den første, mest udbredte og indædt indignerede kritik retter sig mod orddelingen. Enhver, der har været trukket gennem grundlæggende tekstanalyse i gymnasiet, kan udmærket aflæse, at De Konservative sætter et slet skjult lighedstegn mellem nazisme og islam. Altså et grafisk lighedstegn mellem nationalsocialismen og muslimers religion.
Udtrykket er oplagt kontroversielt, på samme forudsigelige måde som f.eks. den svenske plakatkunster Dan Parks værker virker som krampagtige forsøg på at skabe skandaler. Selv om valgplakaten også kan læses mere regelret som et frontalopgør med selve den fascistiske islamisme, ville hele den konservative kampagne fremstå tom og ligegyldig, hvis ikke netop det provokerende lighedstegn mellem nazisme og islam var en tilstræbt effekt. Lighedstegnet er Papes punk-fuckfinger; De Konservatives pendant til Sex Pistols' linje: ”God save the queen, the fascist regime”.
Virakken tjener et klart formål: Ved at sætte så skarpt fokus på islam og islamisme er den konservative folketingskandidat Naser Khader nu sat effektivt i scene med en sprængkraftig dagsorden, som fjerner ethvert fokus fra alle de mere dagligdagsagtige emner, han snublede i under valgkampen i 2007, hvor han f.eks. ikke kunne forklare sit daværende parti, Ny Alliances, skattepolitik.
Trivialisering af Holocaust
Den næste bølge af kritik på de sociale medier handler om den ondskabsfulde banalitet, der ligger i overhovedet at sammenligne noget som helst nutidigt med det industrialiserede massemord, som fandt sted under det tyske naziregime fra 1930’erne og frem til 1945. Her er pointen, at kampagnen absolut ikke får mening, endsige lødighed, ved at ’nazi’ sættes foran islamisme som et præfiks.
Da forfatteren Mark Goodwin i 1990 formulerede sin ’lov’ – om at “efterhånden som længden på en online-diskussion vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 procent” – var det netop en reaktion på den historieløse forfladigelse og relativisering af nazismens forbrydelser, som altid følger med, når ’nazi’ sættes foran nutidige og mere eller mindre hverdagsagtige fænomener.
Da den unge digter Yahya Hassan trådte ind på den politiske scene ved at sprede et spoof-billede af sociologen og LA-politikeren Henrik Dahl i naziunform, virkede det som en tragisk gimmick. Som en teenager, der var blevet skæv og høj på sig selv. At De Konservative nu spiller nazikortet virker til gengæld komisk. Absurd for et parti, som engang hyldede kundskab om historie og traditioner, og som tilmed selv flirtede med uniformeret autoritarisme i 1930’erne.
Dengang var de unge konservative dybt splittede, og ligesom en lang række KU’ere gik modigt forrest i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt, var der endnu flere, som dengang eksercerede rundt med spader og høje støvler – og som senere gav anledning til kampsangen ’Det var et herligt KU-møde’ med linjen: ”Lad dine sorte støvler sværte, tag din stålhjelm på, og spænd din skrårem fast”.
Glem ikke Goebbels' kone
Den tredje og partiloyale forklaring på kampagnen handler om, at De Konservative ønsker at drive en kile ind mellem på den ene side de mange almindelige muslimer i Danmark og på den anden side de få fascist-flirtende islamister. I et læserbrev i Århus Stiftstidende begrunder formand Søren Pape og spidskandidat Naser Khader kampagnen således: ”Ved at sammenligne de to ideologier forstår folk meget bedre, hvad det er, vi har at gøre med. Og derfor kalder vi det nazi-islamisme. En farlig indre fjende, som skal bekæmpes og elimineres”.
Sammenligningen mellem islamisme og andre totalitære strømninger er i sig selv indlysende og ville næppe have skabt stort ståhej, hvis ikke det havde været for netop orddelingen og det på én og samme tid vildt voldsomme og banalt bøvede ord ’nazi’.
Argumentationen bliver samtidig parodisk, når man dykker ned i detaljerne. Som ét af de eneste konkrete eksempler på en parallel mellem islamismen og nazismen skriver Pape og Khader: ”Nogle af de fremtrædende koner minder virkelig meget om Goebbels' kone, fordi de offentligt siger, at de vil servicere islams helte”. Ord for ord, billede for billede er sætningen nonsens: Hvem er de ”fremtrædende koner”? Og hvad har Magda Goebbels dog med sagen at gøre? Det er mystisk, ja, det virker gotisk mærkeligt.
Begrundelsen er så sort, så undergrundsagtigt goth-sort, at man næsten kunne tro, at De Konservative er blevet hacket af en flok satire-aktivister. I skyggen af retstvisten med det gamle reklamebureau Integral om ubetalte regninger for op imod 1,7 mio. kr. skulle den imidlertid være god nok denne gang: De Konservative har vitterligt betalt Wibroe, Duckert og Partners for kampagnen.
Bras er blevet ideologi
Under afmagtens åg er De Konservative ved at blive forvandlet til Danmarks mest postmoderne parti; som den totale modsætning til partiets idéhistoriske rødder. Med stop-kampagnen udstiller De Konservative, at alt og intet kan blandes sammen helt tilfældigt og balancere tvetydigt mellem gravalvorlig weltschmerz og uforpligtende ironi.
At De Konservative f.eks. selv indførte en iværksætterskat, mens de selv sad i regering – og som vel at mærke blev afskaffet under den nuværende regering – men alligevel nu vil gøre op med ’iværksætterbenspænd’, udstiller en i bedste fald pjattet og legesyg omgang med virkeligheden. Valgkampen virker i det hele taget afkoblet ethvert realpolitisk initiativ.
Men måske er det alt sammen ligegyldigt? Måske er opmærksomheden nok? I en tid hvor gøglere, rigtige punkpoeter og andre lykkeriddere fylder godt op i den politiske manege, er det da i hvert fald opsigtsvækkende, at De Konservative har godkendt en valgkampagne, som bryder med den sidste rest af seriøsitet, pragmatisme og dyd.
Hvis stop-kampagnen ender som en succes, er der grund til at minde om den liberale filosofpolitiker John Stuart Mills evigtgyldige ord fra det britiske underhus tilbage i 1866: ”Konservative er ikke generelt dumme. Men dumme mennesker er generelt konservative. Det mener jeg er så indlysende og ubestrideligt, at jeg næsten ikke kan tro, at nogen ærværdig gentleman vil stille spørgsmålstegn ved den kendsgerning”.