Har Trump tabt pusten?
I en tale tirsdag aften annoncerede Donald Trump, at han officielt stiller op som kandidat til præsidentembedet i 2024. Talen var både klassisk Trump i indhold, men også præget af Republikanernes mudrede resultat ved midtvejsvalget.
af Mark Herron
Så gik den ikke længere. Det Republikanske Parti fik med nød og næppe Trump til at udskyde sin annonceringstale til efter midtvejsvalget, så den kontroversielle ekspræsident ikke stod for klart i vælgernes tanker inde i stemmeboksen. Men hvad der skulle have været en politisk raketrampe for Trump via en forventet storsejr til Republikanerne, blev i stedet til en flad indfletning på kampagnesporet mod november 2024.
Det er dog stadig lidt af en unik situation, når en amerikansk ekspræsident melder sig på banen igen som kandidat til posten. Det er faktisk kun sket én gang før i landets historie, at en sådan kandidat har genvundet magten, hvor demokraten Grover Cleveland sad i to uafhængige perioder i 1885–1889 og 1893–1897. Det var altså lidt ukendt, men forventet land, som Trump betrådte efter nu i flere år at have holdt sin politiske relevans i kog med ”The Big Lie” om valgresultatet i 2020.
Det var efterhånden blot et spørgsmål om tid, før Donald Trump ville annoncere sit kandidatur.
Stop aldrig med at sælge: fra nederlag til sejr
Republikanerne var tæt på at have sikret sig et mindre flertal i Repræsentanternes Hus lige inden Trump skulle holde sin tale. Det gav ham en kattelem for valgresultatet, som han sparkede op uden nogen form for ydmyghed. Han leverede både velkendte slogans, som “Nancy Pelosi has been fired. Isn’t that nice?” med reference til TV-programmet The Apprentice, hvis nogen stadig husker Trump for det.
Han demonstrerede også evnen til at justere på tidligere løfter, når de ikke indfries. Denne gang handlede det om, at Det Republikanske Parti havde forventet for meget af midtvejsvalget: “They said ‘we want forty or fifty seats’, I said ‘If you win by two seats be happy’.” Trump er ikke kendt for at love moderat succes, men på denne måde forsøgte han at levere en ny historie om midtvejsvalget: Den forventelige snævre sejr i det ene kammer af Kongressen var det, han hele tiden havde sagt ville ske, og at det i det mindste betød, at en af hans største politiske fjender, Demokraternes flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, formodentlig måtte vige posten.
Skønmaleri og skrækscenarier
Det bedste eller det værste. Trump taler ikke til midten af amerikansk politik. Det gør han heller ikke i sin retorik, hvor økonomien i USA under hans egen tid som præsident var: “the greatest economy in the history of the world”. Og hans håndtering af coronapandemien var beslutsom og med til at redde menneskeliv.
Det var særligt kontrasten mellem de seneste to år under Joe Biden og så de fire år med Trump selv på magten, som han fokuserede på igennem alle talens emner. På den måde kunne han både fremstå som udfordreren og som den erfarne præsident. Både når det gjaldt national politik, hvor Trump flere gange fremhævede symbolske krige mod virksomheder og arbejdere i USA inden for landets egne grænser og så de mere konkrete krige internationalt. Igennem hele talen trak Trump på enkeltdele af historien om de seneste års politik i USA frem for at fortælle hele billedet om de begivenheder, der fandt sted, mens han var i Det Hvide Hus.
Gamle udtalelser i ny valgkamp
Der var gensyn med mange af Trumps stilistiske særegenheder igennem talen.
De begejstrede sidebemærkninger til publikum leveret udenom det planlagte manuskript: ”Voting will be much different in 2024 – Are you getting ready! I am Ready!”.
Det at sige noget, mens han samtidig siger, han ikke vil sige det: “I won’t say FAKE NEWS!”
Og så brugen af favoritkilden ”Some People”. Selvom det ikke skorter med fact-checks af Trumps taler, så prøver han ofte at bruge kilder, der er noget svære at spore. Om sin håndtering af coronapandemien sagde han f.eks. “People called me, some from the left, you won’t believe me.” Jo vagere Trump er med disse kildehenvisninger, jo mindre kan han hænges op på at have sagt af usandheder, men det giver også et svagt grundlag for hans argumentation, hvis ikke man er en del af hans sikre base af vælgere.
Levetid for chokværdi
Trump formåede med sin 2016-valgkampagne at skabe meget larm med forargende udtalelser om kriminelle immigranter og kvindelige modstandere. Forskellige nye faktorer må dog spille ind i de næste to års valgkamp for ekspræsidenten. Det er således ikke længere vildt, når han fremhæver ”caravans of immigrants” – et ord han fandt på, skal vi vide – hvoraf nogle er slemme.
Skal Trump chokere, skal han overgå et rigt bagkatalog af taler, hvor kulminationen stadig må siges at være talen den 6. januar 2021. Det er blevet for åbenlyst, at Trump ofte siger chokerende ting blot for at få tid i medierne. Samme medier bør derfor også være mere påpasselige med at give ham sendetid. Det så man allerede med denne første tale, hvor flere amerikanske TV-kanaler, også konservative, endte med at klippe væk fra live-dækningen.
Hvor hurtigt kan 74 millioner fordufte eller forøges?
Det lød ikke, som om Trump havde tænkt sig at ændre sin retoriske strategi for denne genvalgskamp. Der blev bl.a. gjort grin med klimaforandringer og hævdet, at muren var færdig langs grænsen til Mexico. Det tegner derfor til en mere destruktiv del og hersk-beskrivelse af amerikanerne frem for at samle dem.
Men vil det være nok til at kunne slå potentielle modkandidater fra Det Republikanske Parti, der har lært at levere lignende lunser af populistiske mærkesager til den nye base i partiet, men på en måde, der kan vise sig at være mere appetitlig for resten af vælgerne?
Selvom Trump i øjeblikket, hvor annonceringstalen blev holdt, ikke så lige så stærk ud som kandidat, som han gjorde for blot et par måneder siden. Så fik han svimlende 74.223.975 stemmer i 2020. Ved et normalt præsidentvalg vil det tal være nok til at blive genvalgt – men der er stadig ikke meget normalt ved Trump. Sidste gang lykkedes det ikke for de andre primærvalgskandidater hos Republikanerne at slå ham af pinden på vej mod det nationale valg og choksejren over Hillary Clinton. Spørgsmålet er, om partitoppen og vælgerne ønsker endnu et chok i det i forvejen medtagede politiske maskineri i USA.
