Analyse af The Handmaid's Tale
Den feministiske apokalypse fortsætter

Det ikoniske Washington-monument bliver i Atwoods dystopiske univers også iklædt den religiøse fanatismes totalitære form. Mennesker, kultur og natur er alle gidsler i rædselsregimet. Foto: HBO.

Skrevet af

Torsten Bøgh Thomsen

2 artikler

0 indlæg

Tredje sæson af The Handmaid’s Tale er i luften, og hvis man troede, at serien ville byde på mere af det samme, kan man godt tro om igen. Alt og alle er gidsler i Atwoods dystopi. Men hvor flugten tidligere var den eneste mulighed, og oprøret blot var en stakket drøm, synes modstandskampen nu i langt højere grad at være mulig.
I to sæsoner har vi fulgt Junes (Elisabeth Moss) trængsler som slavegjort rugemoder eller Handmaid i det kvindeundertrykkende diktatur Gilead. Første sæson fulgte seriens litterære forlæg, forfatteren Margaret Atwoods roman fra 1985, og introducerede universets dystopiske samfund. Sæsonen kredsede om Junes mulighed for at befri sin datter Hannah, der var placeret hos en af systemets aristokratiske kommandørfamilier, og blive genforenet med sin mand, som var flygtet til Canada.
 
Da June i anden sæson bliver gravid og føder sin husholdning en datter, kompliceres forholdene. Fruen i huset, Serena Waterford (Yvonne Strahovski), begynder at bryde sammen under systemets umenneskelighed, kulminerende i sæsonens afslutning, hvor hun, desperat over udsigterne til at se baby Nichole vokse op som kvinde i Gilead, overlader spædbarnet til June og beder hende flygte.
 
 
En af systemets hovedideologer, kommandør Joseph Lawrence (Bradley Whitford), hjælper June og hendes med-Handmaid Emily (Alexis Bledel) med flugten. June fortryder imidlertid i sidste øjeblik, overlader Nichole til Emily for selv at vende tilbage til Gilead og sin tilbageblevne datter Hannah.
 
Flugt og oprør
Det er således et skæbnesvangert valg, der sætter tredje sæson i gang. Hvor flugten tidligere har været seriens fokus, med oprøret som et idealistisk, men urealistisk alternativ i baggrunden, bytter de to muligheder nu plads. June går fra offer til frihedskæmper.
 

Det hus har i de to første sæsoner stået som rædselsregimets arkitektoniske manifestation. Det var antikveret, dystert, klaustrofobisk, fyldt med hjørner og kroge, der tilbød utallige overvågningskameraagtige vinkler, som scenerne kunne filmes fra, hvilket, sammen med de effektfulde droneshots, skabte den unikke ”paranoiaæstetik”, der er karakteristisk for seriens generelle blanding af skønhed og gru.

 
Sæsonens første fire afsnit har to centrale scener, der kontrapunktisk repræsenterer henholdsvis flugt og oprør. Da Emily flygter, sker det i et dramatisk højdepunkt. Med baby Nichole i favnen, udmattet og omringet af eftersøgningsdronernes lyskegler, kaster hun sig ud i en flod på grænsen mellem Gilead og Canada. Floden markerer overtrædelsen af en tærskel, en dåb, en genfødsel fra slavetilværelsen til det frie liv.
 
På samme måde som vandet symboliserer renselse og fornyelse, gør ilden det samme i det andet af tredje sæsons foreløbige rammesættende klimakser: Nedbrændingen af kommandør Waterfords hus. Det hus har i de to første sæsoner stået som rædselsregimets arkitektoniske manifestation.
 
Det var antikveret, dystert, klaustrofobisk, fyldt med hjørner og kroge, der tilbød utallige overvågningskameraagtige vinkler, som scenerne kunne filmes fra, hvilket, sammen med de effektfulde droneshots, skabte den unikke ”paranoiaæstetik”, der er karakteristisk for seriens generelle blanding af skønhed og gru.
 
Her er oprørets første sejr, og den er hjulpet på vej af Serena Waterford. Hun har tidligere advokeret for at tillade Gileads kvinder at læse. En ambition, som gik frygtelig galt, da hendes mand, Fred Waterford, brutalt lod hendes finger hugge af som straf. Derfra steg hendes mistillid til systemet.
 
”Gud har gjort mig til herre over en utrolig kvinde” siger Fred til hende, efter han over for myndighederne har dækket over hendes meddelagtighed i udsmuglingen af Nichole. Håbet er, at han efter at have kriminaliseret sig selv ved at lyve for hendes skyld – og ved hjælp af sin patroniserende smiger – kan vinde hendes loyalitet tilbage. Men replikken driver af dramatisk ironi.
 
Han har ingen anelse om, hvor ”utrolig” Serena kan være. Med en flaske desinfektionsvæske sætter hun ild til ægtesengen, hvor hun og Fred tidligere har udført de ritualiserede voldtægter/inseminationer af June kaldet ”ceremonierne”.
 
Tiden er forpasset til spage forsøg på reformpolitik; nu gælder det oprøret. Huset går under i et flammehav kulminerende med en panorering ud fra den triumferende June foran ruinhoben.
 
Modstandens alliancer
Efter Waterford-husets fysiske og symbolske kollaps placeres June hos ingen ringere end kommandør Lawrence, seriens ultimative trickster. Han og Serenas dobbeltroller, som på den ene side ansvarlige for Gileads ideologiske fundament og konkrete udformning og på den anden side meddelagtige i modstandsbevægelsen, bidrager til en tiltrængt forvirring af klasser og grupperinger, der ellers syntes låste.
 
De to er bannerførere for en generel opløsning af elitens homogenitet og ideologiske fanatisme. Fred dækker over Serena, kommandør Lawrence lægger hus og kørelejlighed til undergrundsnetværket, og hans kone distraherer de ”eyes” (betjente), der vil gennemsøge Lawrence-huset. Fred beder ovenikøbet June om hjælp til at overtale Serena til at fortsætte i rollen som hans lydige trofækone og går med på Junes betingelser om, at han til gengæld må give Serena mere indflydelse og medbestemmelse i Waterford-husholdningen.
 
Også systemets underklasse, Handmaids og Marthas, viser sig at være undertrykte på forskellige måder, som begrænser dem, men som også giver dem forskelligt handlepotentiale. Helt centrale er Marthaerne, en samfundsgruppe, der har været overset både i bogen og tidligere i serien. I kraft af, at de ikke kan bære børn, skal de fungere som en usynlig bølge af service i kommandørhusene. Og den usynlighed har potentiale. De granskes ikke lige så nøje som Handmaidsene, hvilket giver dem større mobilitet, handlefrihed, bedre muligheder for kommunikation og i det hele taget for at organisere sig.
 
June lærer hurtigt mere om Marthaerne, der fungerer som en hemmelig modstandsgruppe mod det undertrykkende system. Foto: HBO. 
 
De faste hierarkier af undertrykkere og undertrykte, onde og gode, der dominerede seriens første to sæsoner, er opløst til en gråzone, hvor alliancer dannes på kryds og tværs af samfundspyramiden, og hvor June befinder sig i en situation, der er mere prekær end før. For med de øgede handlemuligheder opstår mere komplicerede valg end det mellem loyalitet og illoyalitet. Når selv Aunt Lydia begynder at give efter for presset, ved man, at tingene er ustabile i Gilead.
 
Selektiv wokeness
Der er imidlertid et par ting, der kan undre. Når nu serien er optaget af at nuancere og finpudse sine ellers så entydige samfundskritikker, virker det besynderligt, som Lone Nikolajsen også har påpeget i Information, at den fortsat er blottet for racebevidsthed.
 
Det virker helt usandsynligt, at oprettelsen af Gilead med et trylleslag har gjort en ende på racisme. I stedet lader serien demonstrativt til at ignorere en af de undertrykkelsesstrukturer, der i særlig grad har været definerende og beskæmmende for det amerikanske samfund.
 
 
The Handmaid's Tale er mere end bare en serie. Dragterne bliver brugt som symbol for feminisme og kamp mod undertrykkende strukturer flere steder i verden. Men kampen er også ensidigt kvindernes i serien  hverken race- eller LGBT-perspektivet fylder nævneværdigt. Foto: HBO. 
 
Det er yderligere påfaldende, idet LGBT-perspektivet, der er elegant udfoldet og inkorporeret i fortællingen, er en tilføjelse fra seriens side, som ikke findes i den oprindelige roman. Det virker mærkværdigt, at serien opdaterer fortællingen på nogle punkter, men viger uden om et aspekt som racialisering, der åbenlyst ville have givet dens samfundskritik yderligere aktualitet og relevans.
 
Hvor blev miljøet af?
Det samme gælder seriens grundlæggende retfærdiggørelse af Gileads indretning. Den underspiller i mine øjne, at systemet i lige så høj grad, som det er et teokrati, henter sin legitimitet i økofascisme. Økofascisme er, at man sætter økologiske hensyn højere end menneskelige og tillader formynderi og undertrykkelse i klimaets og biopolitikkens navn.
 
Den økologiske krise i Gilead giver uhyre giftige omgivelser, der får konsekvenser for kvinderne, der tvinges til at arbejde i kolonierne. Men klimafascismen forbliver et i det store og hele uberørt emne, mens de undertrykkende strukturer tilskrives den religiøse fanatisme. Foto: HBO. 
 
Vi gives få henvisninger til de miljøforureninger, der til at starte med motiverede oprettelsen af Gilead. I supermarkedet fortælles June, at en bekendt Handmaid har født en ”shredder”  et barn med hjertet uden på kroppen. Emily får ligeledes af en canadisk læge at vide, at hun har udviklet tumorer på sin livmoder, antageligvis som følge af hendes ophold som straffefange i de kontaminerede ”kolonier”. Og da June i forklædning ledsager to Marthaer under en menneskesmugling gennem et industrielt tøjrensningsområde, får vi at vide, at Handmaidsene er forment adgang til den del af byen pga. kemikalieforureningen.
 
Her udstilles systemets klimahykleri også, da June tørt bemærker: ”Gilead er grønt, men alle vil gerne have nyrenset tøj.” Det er imidlertid meget små hints, der kun fungerer som diskrete påmindelser om systemets retfærdiggørelse af sig selv, ikke udfoldelser af et dybest set afgørende aspekt af fortællingen.
 

Klimaforandringerne repræsenterer en potentiel undtagelsestilstand, der kan give hjemmel til totalitære tiltag og bruges som undskyldning for at dispensere fra basale menneskerettigheder. At værne om klimaet kan for en konservativ, formynderisk stat blive ensbetydende med at værne om et nationalt fællesskab, hvor man melder sig ud af internationale konventioner i naturbeskyttelsens navn. Hvor nogle kroppe gøres undværlige i det større regnskab, der går ud på at redde planeten.

 
Jeg har tidligere efterlyst, at serien var mere skarp i sin inddragelse af den klimakrisepointe, der er central i bogen, men kun indirekte til stede i serien. Ikke alene ville det kunne gøre fortællingen endnu mere samtidsrelevant, det ville også give en mere kompleks forklaring på Gileads misogyni, der, som det er nu, næsten udelukkende begrundes religiøst.
 
Magtens moralske dilemmaer
En enkelt scene viser potentialet i det økofascistiske perspektiv. June har en ophedet diskussion med Lawrence og raser over, at han har opbygget et grusomt samfund, der har revet hendes datter fra hende, hvortil han svarer: ”Jeg bekymrer mig mere om din datter, end du gør. Jeg redder planeten for hendes skyld.” Junes idealistiske snak om retfærdighed og uretfærdighed kolliderer med Lawrences nytteetiske overvejelser over, hvor meget lidelse man kan tillade af hensyn til det fælles bedste.
 
Konflikten imellem deres etiske udgangspunkter kommer også til syne i det valg, Lawrence stiller June over for i forbindelse med den igangværende krig mellem Gilead og USA. En flok kvindelige gidsler fra slaget om Chicago bringes til byen. Lawrence overlader den beslutning, kommandørerne er blevet enige om, til June: Udvælg fem, der skal tjene som Marthaer, eller lad dem alle sammen blive dræbt. June ender med at slække på den kompromisløse idealisme og indvilliger i at træffe beslutningen. Hun vælger fem kvinder, der i kraft af deres tidligere professioner vil være mest gavnlige for modstandsbevægelsen.
 
”Hvis jeg skal overleve dette, må jeg have allierede, allierede med magt,” siger hun sammenbidt. Lawrence har den magt, og han vil dele ud af den til June. Hun er gået fra rent offer til undergravende spindoktor, der slår handler af og laver umage alliancer.
 
Hvor mange kroppe kræver revolutionen? En del må June langsomt sande i løbet af sæsonen. Foto: HBO. 
 
Hun klandrer Lawrence for at styre Gilead ud fra lister og upersonlige Excell-ark, men hendes eget større råderum medfører, at hun selv i stigende grad vil være nødt til at foretage pragmatiske, strategiske beregninger. Spørgsmålet er derfor, hvor mange af Junes principper, for slet ikke at tale om konkrete menneskekroppe, den magt kommer til at koste.
 
Også her kunne det klimafascistiske perspektiv have bidraget til fortællingens kritik. Klimaforandringerne repræsenterer en potentiel undtagelsestilstand, der kan give hjemmel til totalitære tiltag og bruges som undskyldning for at dispensere fra basale menneskerettigheder.
 
At værne om klimaet kan for en konservativ, formynderisk stat blive ensbetydende med at værne om et nationalt fællesskab, hvor man melder sig ud af internationale konventioner i naturbeskyttelsens navn. Hvor nogle kroppe gøres undværlige i det større regnskab, der går ud på at redde planeten.
 
Alt uden for Gilead er gråt, men (opgøret med) den religiøse fanatisme tillægges langt større betydning end økofascismen. Foto: HBO. 
 
På samme måde kan formynderiet af den dalende fertilitet blive en undskyldning for at annullere kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Det er overhængende risici i samtidens fascismesvangre politiske landskab, og det er også her, seriens økologiske og feministiske perspektiv mødes.
 
Men den lader indtil videre til at have mere travlt med religionskritik end med klimakritik, hvilket er en skam. Henvisningen til religiøs fanatisme bliver en lidt for bekvem og ensidig forklaring i serien, når den skal beskrive totalitarisme. Her ville et dybere engagement med de økofascistiske perspektiver, der ligger til grund for systemet, kunne skærpe seriens feministiske magtkritik i en økofeministisk retning. Det ville øge opmærksomheden på klimaforandringernes sociale konsekvenser og de etiske dilemmaer, de stiller os overfor, når det gælder omkostningerne for menneskelig frihed.

Relaterede artikler

Den feministiske apokalypse er begyndt - Margaret Atwoods feministiske mesterværk The Handmaid’s Tale fra 1985 sendes i øjeblikket i TV-serie-format på HBO med E...
Dystopien vandt Emmy-uddelingen - Mismod og chok-effekter er hoppet fra den verdenspolitiske scene og ned i tv-dramaernes sorte gryde. Nattens vindere ved...
Feminisme har flere ord end din statement-T-shirt - Mange af de temaer, der diskuteredes i akademisk feminisme i slutningen af 1990’erne og i begyndelsen af 00’erne er i hø...
Jeg er en feministisk lille cowboy - En historie fra Berlingske om muligheden for at tæske en feministisk karakter er noget af den største opmærksomhed det n...
Snakker du også Thrones i pausen? - Game of Thrones er stort. Ikke bare: Har du set det?-stort, men: Hvorfor har du ikke set det?-stort. Noget der ligner en...
En radioaktiv virkelighed - Tre klasseskuespillere, et udsøgt produktionsdesign og manuskriptforfatterens sans for lakoniske replikker udgør nogle a...
Spoilers spoiler intet for dig - Du kan med god samvittighed godt spoile, hvad der sker lige om lidt. Spoilers gør nemlig ikke en serieoplevelse dårliger...
Vinduet står på klem. Luk det! - Igennem de seneste år synes både debattonen og den førte politik at være blevet hårdere og hårdere. Hvad der for blot et...
Chernobyl-tjeklisten - Vi er vilde med alt ved og om HBO-serien Chernobyl. Det er USSR-noir og alt dufter af gammel kommunisme på den gode måde...
I krig med dronen - Moderne krige udspiller sig i stigende grad fra droner. Så sent som torsdag blev nedskydningen af en amerikansk drone, d...

Giv din stemme

11 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

53 JOB

Digital Communications Coordinator

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 31. juli

Kommunikationsrådgiver

Frist: 12. august kl. 12.00

Adfærdsrådgiver

Frist: 12. august kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.