Analyse af Netflix-filmen The Dig
Bevidsthedens arkæologi

Kilde: Netflix

Historien er overalt i vores hverdag, og den er også på mange måder inde i os. Det er måske ikke altid, vi bemærker historien, når vi skynder os af sted for at aflevere ungerne, inden vi haster videre på arbejde. Men bare en lille tur på cykel fra Christianshavn, hvor jeg bor, og til Københavns Søndre Campus, hvor mit arbejde lå, er en tur gennem ikke bare hundreder af års historie, men flere tusinde. Grav et hul på Christianshavn eller på Amager Fælled, og historien vælter frem. Det oplever man ofte, når nye anlæg påbegyndes. Når gravkøerne går i gang – så kommer arkæologerne på arbejde, og historien ændrer sig. Under metrobyggeriet blev København flere hundrede år yngre. Det er faktisk det, den fremragende Netflix-film The Dig/Udgravningen handler om. Både i helt bogstavelig arkæologisk forstand, men også i en mere eksistentiel forstand.
Se traileren til Netflix-filmen The Dig her:
 
 
The Dig handler om vores liv her og nu og den historiske fortid, vi bygger på. Den handler om historien under den jord, vi træder på, og om vores eget korte liv set i forhold til jordens og menneskehedens langt større historie. Filmen er baseret på en sand historie, som det hedder. 
 
Den velhavende enke Edith Pretty – godt hjulpet af en lokal arkæolog, Basil Brown – gør et sensationelt fund på deres mark. Både hun og han er faktiske historiske personer, begge dygtige amatørarkæologer og passioneret optaget af fortiden. Det er historiens grandiose genkomst i form af en angelsaksisk kongegrav fra 500-600-tallet. Faktisk den største opdagelse i engelsk arkæologisk historie nogensinde. Et fund, som i sig selv ændrer opfattelsen af engelsk historie. Den angelsaksiske kongegrav, som afdækkes i 1939, ligger i et kæmpeskib omgivet af guldsmykker og våben. Men filmen er ikke en arkæologisk, historisk dokumentarfilm. 
 

Baseret på en sand historie og en roman

 
Det er en fiktiv historie baseret på en sand historie, og på John Prestons roman fra 2007 af samme navn. Det er ikke bare en film om en historisk sensation, som dukker frem af en høj, der har været skjult i mere end tusind år. Det er også en film, hvor den ældgamle historie møder en engelsk virkelighed i 1939. En storslået krigergrav dukker op samtidig med, at Europa testes som civilisation i den grimmeste verdenskrig nogensinde. Det er også en historie om en lokal hverdag i den engelske provins for trekvart århundrede siden, hvor verdenshistorien pludselig melder sig på flere planer. Det er nationale og lokale modsætninger i direkte infight, en konflikt, som reproducerer de større historiske modsætninger og begivenheder. Det er klasse- og kulturkonflikter, det er snarlig krig og lidenskabelig kærlighed ved truslen om tidlig død.
 
The Dig startede som en BBC-film, men blev siden overtaget af Netflix. Filmen er instrueret af Simon Stone. I filmen spiller Carey Mulligan rollen som enken Edith Pretty, på hvis jord filmens arkæologisk fund faktisk fandt sted. Ralph Fiennes spiller den lokale arkæolog Basil Brown, som var den, der rent faktisk stod for udgravningen af den fantastiske angelsaksiske kongegrav. Men som altid, når historisk virkelighed møder fiktion, gør narrative og æstetiske valg sig gældende.
 
The Dig tager sig naturlige friheder i den måde, den fortæller historien på. Men ligheden mellem den rigtige Basil Brown og Ralph Fiennes er virkelig slående.
 
Der kunne også laves en helt film om den historiske Edith Pretty, som var en stærk kvinde, næsten en kvindelig Indiana Jones. I filmen er hun også en stærk karakter men sin egen vilje over for alle de kloge mænd, som vil tage magten over hendes fund. Hun døde i 1942, kun tre år efter det år, filmen foregår – af en hjertesygdom. Derfor er filmens skildring af hende som både stærk af karakter og svag af sygdom helt i overensstemmelse med virkeligheden. 

Den rigtige Edith Pretty og Carey Mulligan i rollen. Den fysiske lighed er slående. Mulligan spiller rollen som den stærke landlady med arkæologisk erfaring i bagagen. Men også en kvinde påvirket af den hjertesygdom, som snart skulle lægge hende i graven. 
 
Historiske film, som næsten alle på en eller anden måde er baseret på en sand historie, ryger uvægerligt ind i anklager for at forvanske historien. Det gælder både for emsige journalister og historieforskningens utrættelige fakta-politi. Både engelske anmeldere og bloggere har da også været kritiske over for nogle af de kvindelige figurer, som er baseret på historiske figurer. Det gælder f.eks. Mark Ridge i The Times. Han mener, at Peggy Piggott (Lily James), en arkæolog fra British Museum, er gjort til mindre arkæologisk ekspert og mere til en romantisk figur, fanget mellem en homoseksuel mand og en ny kærlighedsaffære med Prettys fætter, Rory Lomax (Johnny Flynn). 
 
Det er også blevet kritiseret af bl.a. Rebecca Sykes i The Times (29/1 20121), at filmen lader Peggys elsker i filmen være en rent fiktiv figur. I filmen er han også den, som tager billeder af udgravningen. Men i virkeligheden var det tre lokale fotografer, herunder to kvindelige, der tog disse billeder. Er vi ude i historieforfalskning og måske også ligefrem historisk retouchering af kvindernes sande rolle? 
 

Den historiske fiktions styrke

 
Historiske film og tv-serier bygger ofte i meget stor udstrækning på faktiske begivenheder og personer. Men det er ikke desto mindre fiktionens frihed til at fortælle historien, som er dens styrke i forhold til historieforskning og historisk dokumentarisme. Historisk fiktion skal ikke primært give os den faktiske historiske virkelighed som facts, data og argumenter. De skal give os en oplevelse af historien, af de mennesker, som bærer og udfolder sig i en historisk fortid. Den historiske fiktion skal gøre det muligt for os at identificere os med mennesker i fortiden, at komme ind i både den dramatiske side af historien og den mere hverdagslige side af historien. Historisk fiktion skal forbinde følelsen af historien med forståelsen af en historisk virkelighed.
 
I min netop udkomne bog, Screening Twentieth Century Europe. Television, History, Memory (2020), sondrer jeg, bl.a. med reference til Robert Burgoyne (2008), mellem forskellige hovedtyper af historisk drama: periode-drama, event-dramaet og det historisk-biografiske drama. Forskellen mellem de tre genrer ligger i, hvilken hovedfokus fortællingen har. I periode-dramaet finder man en bred tidsskildring inden for en bestemt historisk tidsperiode. Her er et historisk miljø og et typisk ret bredt persongalleri i fortællingens omdrejningspunkt. Periode-dramaet kan skildre en kortere eller længere tidsperiode. Matador og Babylon er to typiske periode-dramaer, selvom de også på mange områder er meget forskellige æstetisk set. I event-dramaet er det en bestemt begivenhed, der dominerer, f.eks. en krig. 1864 er et typisk event-drama, og det er også Saving Private Ryan. Det historisk-biografiske drama handler derimod ofte om magtens personer og de kendte historiske figurer. I øjeblikket kører på skandinavisk tv-serien Atlantic Crossing, som følger den norske kongefamilie under 2. verdenskrig, eller The Crown om det engelske kongehus.
 
Kilde: Netflix
 
En central dimension i historiske film og tv-serier er også, hvorledes forholdet mellem den lille historie og den store historie håndteres. Det gælder, uanset om man fortæller om en periode, om en bestemt begivenhed eller om historisk kendte personer. Den lille historie, hverdagens historie, er historiens grundplan, den er der, de fleste menneskers historie udfolder sig. Den er ikke nødvendigvis dramatisk og begivenhedsrig på samme måde som samfundshistorie kan være det. Den flyder mere stille af sted og er præget af mange gentagelser, ritualer og gradvise forandringer. Men den store historie og den lille historie, samfundshistorien og hverdagshistorien, er samtidig tæt forbundne. 
 
En tv-serie som The Crown fortæller helt overordnet kongehusets historie, samfundshistorie og politisk historie. Fascinationen her er bl.a., at de kendte og royale personer faktisk viser sig at være mennesker som os andre. I løbet af den lange historiske fortælling kommer vi ind i en lang række af de markante sociale og historiske forandringer i England og det britiske imperium. Men serien er også dygtig til at illustrere samspillet mellem hverdagshistorie og samfundshistorie. 
 
Andre historiske film og tv-serier bygger mere konsekvent på historie set fra neden, fra et hverdagshistorisk perspektiv. Man kunne nævne engelske serier som The Village, der skildrer perioden fra 1913 og frem set via en lille landsby. Kameraet forlader aldrig landsbyen, men historiens vinde blæser ind over hverdagen og familierne der. Man kunne også nævne Call the Midwife/Jordemoderen, som fortæller historie set fra et fattigt storbykvarter i London. Eller Edgar Reitz' fabelagtige serie Heimat, som fortæller den store tyske historie gennem den lille historie.
 

The Dig som lavmælt, hverdagshistorisk periode-drama

 
The Dig skriver sig fornemt ind i den europæiske tradition for historiske hverdagsdramaer. Selvom det foregår i skyggen af en stor historiske begivenhed – udbruddet af 2. verdenskrig – og endda handler om et arkæologisk fund af kæmpe, national betydning, så er filmen helt overvejende et typisk periode-drama. Det er et drama, som meget lavmælt skildrer hverdagslivet i en engelsk provins, men som med sin skildring af denne hverdag trækker på dybe historiske lag og betydninger. 
 
Selvom filmen skildrer et storslået arkæologisk fund, som i dag indtager en markant plads i engelsk historie, og tillige 2. verdenskrigs udbrud, er det hverdagen og en række temmelig almindelige karakterer, der står i centrum. Filmen bruger to meget forskellige historiske events til at skildre et lille, lokalt samfund og dets mennesker.
 
Allerede fra filmens åbningsbilleder, hvor Brown er på vej til Prettys typisk engelske landsted med båd og på cykel, ser vi filmens centrale ramme: naturen. Filmen handler om menneskets indre natur og om den ydre natur, disse mennesker er indskrevet i. Den handler også om samfund og kultur, men set fra et meget hverdagsligt og lokalt perspektiv. Filmens tempo er langsomt, alt andet end actionpræget. Men der sker meget mellem handlingstrådene og mellem de mennesker, som indgår. 
 
Kilde: Netflix
 
Billedsiden er ofte smuk som et historisk drømmebillede, den svundne tid, som aldrig kommer tilbage. Det giver filmen en elegisk-lyrisk grundtone. Vi lever os ind i en gruppe personer og et sted, som om lidt vil være forandret. Det er i en direkte tragisk forstand også tilfældet med Edith, som allerede er enke med en søn, og som får sin dødsdom pga. uhelbredelig sygdom ret tidligt i filmen. Her etableres så også en tematisk tråd mellem vores individuelle dødelighed og den kollektive histories udødelighed. Pretty og Brown lever videre den dag i dag pga. den grandiose fortid, de var med til at grave frem.
 
Men i forholdet mellem Pretty og Brown gemmer sig også et møde mellem to klasser og verdener. Pretty har butler på sin fornemme landejendom, og han ser noget skeptisk på Brown, da han første gang banker på. Men den potentielle klassemodsætning nedbrydes af det bånd, som snart opstår mellem dem. En indre kulturel forståelse, som på et tidspunkt næsten ligner en romantisk relation, som dog ikke udfoldes, da Brown er solidt gift. Til gengæld bliver han næsten som en far for Prettys søn, Robert. Deres relation er en kulturel alliance mellem to personer, som er lavet af samme beskedne og uegennyttige stof. Det er typisk, at hun hele vejen igennem støtter Brown. Både mod det lokale museums forsøg på at få ham tilbage til udgravningen af den romerske villa og mod British Museums elitære og nedladende repræsentanter, som vil overtage det hele. Da de første gang inspicerer højene, de skal udgrave sammen, fortæller hun ham om sin passion for arkæologi. Ja, siger Brown, den taler fortiden, ikke sandt?
 
Ingen af dem er arkæologer af profession, de er det af passion. Men det fremgår, at de begge har været engagerede amatørarkæologer, fra de var børn. Altså endnu et bånd imellem dem og dermed også en slags skepsis over for et system, som ikke rigtig synes at dele deres interesse og intuition. Alle disse detaljer i relationen mellem filmens to absolutte hovedpersoner understreger dens karakter af historisk hverdagsdrama. Det er det almindelige menneskes tilgang til historien, der driver fortællingen, selvom det også i den grad drejer sig om historie med stort H.
 

Hverdagsrealismens æstetik

 
Filmen benytter en sjældent anvendt teknik: off screen-dialoger, mellem især de to hovedpersoner. De taler sammen på lydsiden, men i stedet for at se dem i en traditionel dialogisk billedside ser vi dem hver for sig og sammen i almindelige natur- og hverdagsomgivelser. Det understøtter hverdagsperspektivet og båndet mellem natur og kultur i hele historien.
 
Skibet udgravet – fortidens og nutidens landskab spejler hinanden. Kilde: Netflix
 
En anden effekt er det, man kunne kalde de tilfældige møder mellem nutid og fortid, mellem den stilfærdige hverdagsvirkelighed og den større historie, eller nærmest metahistoriske dimensioner. På et tidspunkt i filmen, hvor skibet er blevet næsten udgravet, sætter Brown sig ved flodbredden og hviler sig. Pludselig sejler et stort nutidigt træskib forbi med røde sejl. Skibet her forbinder sig med skibet dengang. Den dybe forbindelse mellem fortid og nutid. Den samme mellem hverdags- og samfundshistorien opstår, når filmen næsten tilfældigt pludselig lader militærfly og soldater dukke op i lokalmiljøet. Endda en stærk episode med et fly, der forulykker, og en pilot, der dør, skaber store ringeffekter af følelsesmæssig karakter.
 
Filmen har også sin egen kosmiske dimension. Prettys søn Robert læser bladet Amazing Stories og er optaget af rummet og rumvæsner. Pretty taler med ærefrygt om Brown, der har studeret alt fra arkæologi til astronomi. Brown har et teleskop, og på samme måde, som de graver i fortiden, stirrer de også ud i rummet og en mulig fjern fremtid. Under filmens stilfærdige hverdagsvirkelighed sættes store historiske sammenhænge i sving som baggrund for deres liv.
 
Det gælder også i filmens tilgang til kærlighed og seksualitet. De forskellige historier her spejler hinanden og fortæller os om en tid, hvor kønsroller er under forandring. Edith besøger sin afdøde mands grav tidligt i filmen, og hun bærer en længsel i sit desværre syge hjerte. Brown og hans kone er hverdagslivets bastante og realistiske centrum – et forhold bygget på tillid og social samhørighed. Arkæologen Peggy repræsenterer krigens nutid og måske en ny fremtid. Hun er frigjort fra den traditionelle kvinderolle som uddannet arkæolog, og hun frigør sig endeligt fra sin homoseksuelle arkæolog-mand. Hendes sultne seksuelle lidenskab til slut i filmen illustrerer en generation, som må se i øjnene, at krigen kan ændre alt.
 
 

Hverdagshistorien og den store historiske ramme

Historiske film- og tv-dramaer kommer i mange former, og de tematiserer fortiden på mange forskellige måder - tematisk og æstetisk. The Dig hører til de stille, historiske hverdagsdramaer. Filmen skildrer almindelige menneskelige skæbner indskrevet i to større historiske rammer, og den bruger både faktiske historiske personer og begivenheder og fiktive personer og begivenheder. Begge dele forbinder den historiske hverdag med verdenshistorie: situationen lige før 2. verdenskrigs udbrud og fundet af en 1300 år gammel kongegrav, en usædvanlig arkæologisk sensation, nærmest fundet ved et tilfælde.
 
Den skat der blev udgravet er i dag en meget besøgt sensation på British Museum. Edith Pretty kunne have fået mange penge for samlingen, men hun forærede den gratis til museet og den engelske stat. 
 
Ved at vælge den historiske hverdag som primær vinkel, bringer filmen os tæt på historien, som den opleves af de fleste. Få af os er involveret i den store historie, det store historiske drama som hovedpersoner. Det er bipersonerne der fylder mest i historien, men også ofte deres virkelighed, der skildres mindst i den faghistoriske litteratur. Men som langt de fleste historiske dramaer trækker denne film på historiske fakta og kilder. Den bestræber sig på at give os indsigt i og forståelse af en historisk virkelighed, som måske kan føre os videre til en interesse også for den historieforskning, som meget fiktion baserer sig på og er afhængig af. Historisk fiktion og historisk forskning bør ikke være i strid med hinanden. Men det er også vigtigt at indse, at fiktionen har en frihed til at fortælle, inspireret af historien.
 

Referencer
Bondebjerg, Ib (2020). Screening the Twentieth Century Europe. Television, History, Memory. Palgrave MacMillan.
Sykes, Rebecca Wragg (29 January 2021). "How accurate is The Dig? What's true and false in Netflix's Sutton Hoo film". The Times.
Kermode, Mark (31 january, 2020). A quiet meeting of minds at Sutton Hoo.The Guardian.
Bradshaw, Peter (13 january, 2021). The Dig review. Sutton Hoo excavation romance is none too deep. The Guardian.
 
 
 

Relaterede artikler

Når virkeligheden er bestialsk - TV 2-dramadokumentaren om Ubåds-Madsen er blevet til rost til skyerne mange steder. Endelig en dramadokumentar, som be...
Jeg er Greta - Dokumentaren I am Greta føjer ikke for alvor nye lag til klimaaktivisten Greta Thunberg, og slet ikke til klimadebatten....
Dream a little dream of me - Det begynder med barnlig uskyld og fortsætter med det perfekte ægteskab. Vi er i thrillergenren, så begge dele lanceres ...
Michael Jeppesen har en plan - Han er blevet skildret som en skummel Mørkets Fyrste. Strategen, der ikke gav interviews, som er blevet kaldt ikke-folke...

Giv din stemme

23 stemmer
3,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Agency Operations Specialist

Se alle job Indryk job

Kursus

Webkursus: Tag dine webinarer og onlinemøder til det næste niveau

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.