De andres frihed
”Her siger vi: I må ikke stå her. Ingen skal være bange for at gå på gaden i Danmark – I får ikke lov at tage vores frihed”. Sådan lyder det i statsministerens tale under den traditionelle åbning af Folketinget. I en verden før udgangsforbud, lockdown, hotspots og aflysning af alle sociale arrangementer, der indebærer kontakt med mere end fem personer fra din nærmeste familie, ville et forslag om indgriben i din personlige frihed måske få dig til at gå på gaden med høtyve og fakler. Men gennem foråret og sommeren har du vænnet dig til at se Mette Frederiksen tone frem på skærmen og komme med nye retningslinjer, der i det øjeblik, du hører dem, lyder groteske, men som dagen efter er internaliseret i dig på en måde, der får dig til at føle, at du selv har valgt det.
af Sofie Lund Hansen
Det ny lovforslag, der blev lanceret i åbningstalen, vil give mulighed for at fjerne hele gruppers ret til forsamling, hvis politiet vurderer, at denne gruppe skaber uro i området. Og som Mette F. plejer at sige til sine pressemøder: Så er det ikke det hele, der kommer mere. For hvis man bryder forbuddet, skal man betale 10.000 kr. i bødestraf.
Hvis der igen sker brud på forbuddet, kan man komme i fængsel i op til 30 dage. ”Vi giver politiet flere muskler,” siger statsministeren i sin tale og tilføjer: ”Samtidig sender vi uromagerne og deres forældre en besked, som ikke kan misforstås.”
Forældre, tænker du så – hvad kan de hardcore kriminelles mor og far stille op? Det er naturligvis svært at være uenig i, at det, der foregår på Motalavej – som er det eksempel statsministeren bruger i sin tale – skal stoppes.
Men med udtalelsen om, at lovforslaget er tænkt som en besked til forældrene, må det betyde, at vi her har at gøre med børn. Unge drenge, der er opvokset med mindre ressourcestærke forældre i et belastet boligområde. Udsatte unge, plejede man at kalde dem. Samfundets svage, hed de også. ”Uromagere”, siger børnenes statsminister.
Lovforslaget – i form af de fire nye initiativer – bliver præsenteret i den sidste del af åbningstalen, der gennemgående roser ’vores’ håndtering af ”Danmarks styrkeprøve”, bevaringen af ’vores’ danske model, ’vores’ fællesskab: ”Vi kan se, at politik gør en forskel. Nu ved vi, hvor meget vi kan. Når vi vil. Når det gælder. Når vi samler kræfterne.” Den store indsats, Mette Frederiksen gør for at sætte lighedstegn mellem os = vi = regeringen = danskerne, er måske, paradoksalt nok det, der gør, at hun rimelige elegant slipper af sted med at lancere sine nye initiativer, der vil gøre det muligt for politiet at inddrage den personlige frihed for en gruppe af ”unge drenge”.
”I får ikke lov at tage vores frihed”. Her er pronominet ’I’ med til at slå fast, at der er nogle mennesker, der ikke er med i det fællesskab, der ellers kan klare alt. ’De andres frihed’ er ikke svær at kaste under bussen, såfremt ’vores frihed’ bevares. ”Ingen skal være bange for at gå på gaden i Danmark,” lyder det også.
Det gælder dog kun, hvis du ikke er ung dreng fra et belastet boligområde, for så skal du til at huske på, at din ret til personlig frihed nu hviler på noget så skrøbeligt som en vurdering af, hvorvidt du kunne se ud som én af dem ’vi danskere’ frygter vil true ’vores frihed’ – eller om du står i nærheden af nogen på en S-togstation, der gør os bange. Her må man trøste sig med, at ’vi danskere’ sjældent får gruppekuller og bliver bange uden grund. Ligesom ingen i politiet begår fejl og kan komme til at forveksle tandbørstning med uroligheder.
Ros fra oppositionen
Ikke overraskende roser Inger Støjberg Mette Frederiksen for at have ”adopteret Venstres forslag” om stramninger. Samtidig må man også forestille sig, at Lars Løkke har knebet en tåre af benovelse, da han opdagede, hvordan Mette Frederiksen har fusioneret S og V ved at få Løkkes gamle smykkelov gjort politisk spiselig og i stedet til at handle om jakke- og guldkædeaftagning. En fratagelse af ’statussymboler’, der ifølge statsministeren skal kunne ske ”med det samme”. Alt sammen for, at forældrene til børnene forstår ’beskeden’.
For Mette F. og co. er det blevet en uomtvistelig sandhed, at når unge tosprogede drenge, der er opvokset med og tynget af en social arv bliver kriminaliseret, fremmedgjort og mistænkeliggjort allerede i en tidlig alder, så ender de som næstekærlige samfundsborgere i mødet med politiets nye ”større muskler”. Lidt ligesom i USA, eller hvordan? Er det ikke ærkesocialdemokratisk tankegang?
Den unge pige på værtshuset
Til spørgsmålet om, hvorvidt der mon er flere stramninger på vej, sagde statsministeren til Kaare Quist i TV-avisen, at ”det kunne sagtens være”.
Netop her kunne det være rart, hvis Mettes COVID-19-retningslinjer ikke havde gjort det umuligt at mødes på et stuvende fuldt værtshus og diskutere socialdemokratisk politik over en kold bajer. Helt optimalt ville det være, hvis Mette F. tog tilbage til spillestedet Skråen i Aalborg og her mødte en 18-årig, lovende DSU’er, der rejste sig og kiggede statsministeren i øjnene og på klingende nordjysk sagde: ”Kære Mette, du siger i din åbningstale, at du er ”rundet af kampen for social retfærdighed. For et samfund med muligheder for alle – ikke kun chancer for de få.
Og vi ved allesammen, at der er en kæmpe forskel på at vokse op i Gellerup og i Gentofte. Opvækstbetingelser er skævt fordelt – desværre”. I din tale hører jeg ikke ét eneste ord om det præventive arbejde, du har tænkt dig at iværksætte for at bryde den sociale arv, mindske kriminalitet, skabe bedre uddannede unge og dermed gøre dine indgreb i borgernes personlige frihed overflødige. Du siger, at vi i en krisesituation skal ”danne, uddanne og udvikle, så både unge og mere erfarne kan trække nye livsspor. Få et nyt arbejde, hvis det gamle forsvinder. Uddanne sig til fremtiden.” Du siger: ”Uddannelse er ofte en forudsætning for, at man kan åbne nye døre i livet. Men hvorfor gælder det kun pandemikriser, ikke udsatte unge, der føler sig fremtidsløse? “
Sejt ville det være, hvis Mette F. her lagde sig fladt ned og svarede det samme som Poul Nyrup gjorde i 1996, efter hun havde beskyldt ham for ikke at tage hånd om samfundets udsatte og svage: ”Du har ret i, at et velfærdssamfund – hvis det skal være ordentligt – skal behandle de svageste grupper… ordentligt”. Endnu sejere ville det være, hvis hun også sagde, hvad alle tænker: At der jo desværre ikke er nogen stemmer i at gøre tingene ordentligt.
Se Mette Frederiksens åbningstale til Folketinget i videoen nedenunder (Talen starter ved 14:00):
