Sammen om at være imod

Samtlige partier, fra Nye Borgerlige til Enhedslisten, fordømte afbrændingen af en dukke med Mette Frederiksens ansigt klistret på hovedet og en opfordring til at aflive hende. Grupperingen Men In Black, Denmark marcherede lørdag atter gennem Københavns gader og fik endnu engang masser af opmærksomhed og medietid med deres voldsomme budskaber og militante udtryk. Derfor vil vi nu prøve at komme til bunds i og forstå bevægelsens kommunikation.

Men først: Er det overhovedet nødvendigt at skrive om Men In Black? Er de ikke bare en lille ubetydelig gruppe?

Protestbevægelsen opstod i løbet af december. Siden da har den afholdt adskillige demonstrationer, hvoraf flere er endt med voldelige sammenstød med politiet. Og for hver demonstration, hvert højlydte brag fra et kanonslag er de vokset i tal.

"Siden den blev oprettet den 13. december, har Men In Blacks Facebookside fået over 14.000 fans og næsten 50.000 reaktioner"

Siden den blev oprettet den 13. december, har Men In Blacks Facebookside fået over 14.000 fans og næsten 50.000 reaktioner på opslag. Det lyder måske ikke af meget – men rent følgermæssigt er det mere end 100 MF’ere og på niveau med firebrandet Tommy Ahlers. På Instagram har de over 3.000 følgere, og på YouTube har de lavet en musikvideo, der på to uger er blevet set knap og nap 65.000 gange.

Siden demonstrationen er MIB vokset med over 10 % på Facebook.

Vækst og styrke på de sociale medier er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at selve bevægelsen bliver større og stærkere. Men det er i hvert fald et tegn på, at de ikke bliver færre.

"Siden demonstrationen er MIB vokset med over 10 % på Facebook. "

Mange har spurgt, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvad de vil. Det kan man efterhånden læse sig til i alle landets aviser. I denne artikel stiller Kforum i stedet skarpt på deres kommunikation: Hvad siger de, hvordan og hvorfor? Skal man forstå deres voksende appel, skal man forstå deres sprog.

Politikere fra hele det politiske spektrum tog kraftigt afstand fra afbrændingen af Mette Frederiksen-dukken. Men aktionen gav også masser af opmærksomhed og likes. Billede: Ritzau Scanpix.

Folket, friheden og Danmark

Hvis du en aften tager til en Men In Black-demonstration, vil du med garanti høre de tre ord ‘folket’, ‘frihed’ og ‘Danmark’ gentaget et utal af gange. Alle deres politiske slogans er nemlig bygget op om netop disse ord.

Folket er det handlende subjekt i den sortklædte fortælling. Som de skrev allerede i deres første pressemeddelelse: “Fuck højrefløjen, fuck venstrefløjen. Vi er folket.”

Danmark er det kuede, men stolte fællesskab, der trues af regeringens angreb.

Friheden er den grundlæggende værdi, folket og Danmark bygger på, og som folket kæmper for at få tilbage.

Disse tre begreber er såkaldt tomme betegnere: De betyder ikke noget i sig selv og peger ikke på noget entydigt uden for sproget (modsat betegneren ‘cyklen med stelnummeret 12345’ – dén peger på en og kun én ting i verden).

En betegner som ‘frihed’ er derimod et meget bredt, vagt og abstrakt begreb, der betyder én ting for en venstreorienteret og noget andet for en højreorienteret, og det fås i utallige og omskiftelige definitioner, varianter og gradbøjninger. Det betyder altså så meget, at det reelt ikke betyder noget i sig selv. Det samme gælder ‘folket’ og ‘Danmark’, der også kan betyde alting og ingenting på tværs af politiske sammenhænge.

"Tomme betegnere har stor mobiliseringskraft, fordi de er entydigt positive og kan favne alle

Tomme betegnere har stor mobiliseringskraft, fordi de er entydigt positive og kan favne alle: Hvem kunne være imod friheden? Hvem vil ikke give magten til folket i et demokrati? Og Danmark er vel os alle sammen?

Du kan være med, hvis bare du er imod

På grund af deres vaghed kan de tomme betegnere, her folket, friheden og Danmark, fungere som nodalpunkter, altså privilegerede symboler, der forbinder en lang række forskellige (og til tider modstridende) krav og grupper i en ækvivalenskæde.

Men In Black favner en blandet landhandel af både hooligans, der vil tilbage på stadion, konspirationsteoretikere og anti-vaxxere, ultra-libertarianere og andre anti-autoritære aktivister, højre- og venstreorienterede samt folk, der er vrede over alt fra tvangsvacciner, vaccinepas, hastelove og nedlukning til hjælpepakkernes udformning, uklare udmeldinger fra politikerne, medicinalindustrien, politibrutalitet, frihedsindskrænkelser, minkskandalen og magtfuldkommenhed – og sågar ghettoloven.

Alle disse holdninger og grupper er elementer i MIB’s ækvivalenskæde. Kædens elementer er ækvivalente, fordi de kan skiftes ud med hinanden. Der er ikke ét af dem, der er det vigtigste for bevægelsen – bortset fra folket, friheden og Danmark, der binder det hele sammen.

"Alle disse vidt forskellige grupper, holdninger og sager bliver forenet og bindes sammen i ækvivalenskæden af den fælles modstand mod fjenden"

Desuden har ækvivalenskædens identiteter og krav ingen objektiv eller logisk sammenhæng: Venstreorienterede plejer som regel ikke at demonstrere med højreorienterede. Og vaccineskepsis har egentlig ikke noget at gøre med vrede over minkskandalen eller ghettoloven, ligesom konspirationsteorier ikke i udgangspunktet hænger sammen med kritik af politikernes hjælpepakker.

Men alle disse vidt forskellige grupper, holdninger og sager bliver forenet og bindes sammen i ækvivalenskæden af den fælles modstand mod fjenden: politikerne, i særdeleshed Mette Frederiksen, som bevægelsen kalder en magtfuldkommen diktator.

Men In Black-bevægelsen ser statsministeren som Danmarks Kim Jong-un. Billede: Ritzau Scanpix.

MIB er således først og fremmest en modstandsbevægelse med tryk på ‘modstand.’ De er ikke forenet om det, de er for, men om at være imod. Og det, de hævder at være for (folket, friheden og Danmark), får udelukkende substans gennem modstillingen til fjenden, der efter sigende truer dem.

Derfor kan alle være med – bare man er imod.

Den sortklædte anonymitets styrker …

Men In Black adskiller sig fra mange andre politiske bevægelser ved ikke at have synlige og offentlige talspersoner. Det er interessant i en tid, hvor kommunikationseksperter opfordrer virksomheder og NGO’er til at få en mere synlig og aktiv frontfigur, som kan tegne organisationen i offentligheden, og som almindelige mennesker kan identificere sig med.

Så i en tid, hvor man skal kunne sætte ansigt på alt, vælger de sortklædte at være ansigtsløse. Hvorfor denne anonymitet?

Men In Blacks logo. Sortklædte, Anonymous-agtige aktivister flankeret af frihedens vinger. Billede: MIB’s Facebookside.

Vi kan måske finde noget af svaret i den italienske filosof Giorgio Agambens analyse af oprøret på Den Himmelske Freds Plads i 1989. I sin bog La comunità che viene fra 1990 skriver han om dette historiske oprørs identitetsløshed: “Det, der slår én ved de kinesiske maj-demonstrationer, er det relative fravær af bestemt indhold i demonstranternes krav.” Demonstranterne var ikke nogen identificerbar gruppe med et program, en talsperson, en identitet eller en interesse. Vi husker ganske vist billedet af den unge mand foran kampvognene, men vi kender ikke hans navn og ved ikke, hvem han var, eller hvad han ville, andet end at han var imod regeringen.

Netop denne identitetsløshed var Tiananmen-demonstranternes styrke, fordi det gjorde dem til repræsentanter for alle, enhver og hvem som helst frem for blot en afgrænset, identificerbar gruppe, man kunne sætte i en boks og affeje som en særinteresse.

Netop dét virker til også at være Men In Blacks ambition. Som en af stifterne udtaler til DR: “Men In Black er jo alle. Du kan ikke proppe os ind i en boks eller noget i den stil.”

Men In Black klæder sig i sort og har ingen talsperson, fordi de gerne vil kunne være hvem som helst. Billede: Ritzau Scanpix

… og svagheder

Men anonymiteten har også begrænsninger. Når en bevægelse vil være ‘hvem som helst’, kan netop hvem som helst hævde at tale på vegne af bevægelsen. Det betyder, at Men In Black dårligt kan forsvare sig, når ekstremister eller lone wolves gør noget i foreningens navn, der går imod dens værdier (for eksempel er voldelige til en demonstration, hvor det ikke var en del af konceptet).

Samtidig har de førnævnte kommunikationseksperter sandsynligvis fat i den lange ende i det længere løb: Vi identificerer os i høj grad med ansigter og personligheder. Budskaber er vigtige, men det er mennesker også. Det måtte selv Klimabevægelsen og De Gule Veste sande. Karismatiske frontfigurer kan være nødvendige, når man gerne vil blive flere og nå ud til de ikke allerede vækkede.

Men In Black taler til alle, der er imod coronarestriktionerne og -regler. Billede: Sasha B. Larsen

Det skal også siges, at Men In Black kun er identitetsløs til en vis grænse. I sidste ende er de trods alt nogle. Her tænker vi ikke på identifikationen med det mandlige i bevægelsens navn, men på det sortklædte.

For der er næppe noget, der kunne være længere væk fra hr. og fru Kakkelbord end 500 sortklædte, maskerede og højtråbende demonstranter, der marcherer i flok med skilte og kanonslag. Det vækker snarere associationer til voldelige autonome, lømler og hooligans, der smadrer butiksruder og brænder biler af.

Så her ser vi tilsyneladende en diskrepans i Men In Blacks kommunikation. For selvom ‘folket’ er en tom betegner, der i princippet kan betyde alting og ingenting, vil de færreste forbinde folket med ungdomshusbevægelsen på Nørrebro eller Brøndby-hooligans fra Fri Sport. Selv efter Guds død og opløsningen af al fast betydning er den slags bare ikke særlig folkeligt.

Kan sorte hætter og røde romerlys gå hen og blive folkelige? Det må tiden vise.

Militansens grænseland

Vi er mange nok / og I samlet flok / får vi Christiansborg / til at brænde op / lyder det i teksten til en af Men In Blacks up-tempo kamp-ørehængere, der er skrevet over melodien til den italienske antifascistiske klassiker Bella Ciao fra anden verdenskrig.

Og fra scenen på Københavns Rådhusplads til demonstrationen den 9. januar lød opfordringen:

“Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikkevoldelig måde? Bare lige for at gøre København opmærksom på, at vi er her.”

Formuleringen om en ikkevoldelig smadring af København udtrykker meget godt den svære balancegang, bevægelsen prøver at finde.

Man vil være radikal og militant, for ingen skal være i tvivl om, at man har ‘fået nok’ – men man vil ikke benytte sig af meningsløs vold og ødelæggelse, for det kan ingen uden for bevægelsen lide.

Man kaster omkring sig med kanonslag, fordi de giver et højt brag i gaderne og vækker associationer til krig, hvilket styrker bevægelsen kamp-image – men man vil ikke ramme nogen med fyrværkeriet.

Man provokerer politiet, for man er anti-autoritære – men man vil ikke slås med dem, for man er også ordentlige borgere.

Man vil være voldsom – uden at være voldelig.

Vil afbrændingen af Mette Frederiksen-dukken vise sig at være dråben, der fik militansens bæger til at flyde over? Billede: Ritzau Scanpix

Kommunikationsmæssigt er det en hårfin grænse. For militansen er Men In Blacks raison d'être og unique selling point, der er med til at adskille de sortklædte fra de mere familievenlige og farverige klinke-klanke-demonstrationer. Men hvis militansen kammer over i meningsløs vold og destruktion, vil de sortklædte alt andet lige miste sympati, skubbe potentielle nye følgere fra sig og blive en lille marginaliseret sekt.

Om den brændende Mette Frederiksen-dukke var dråben, vil vi nok finde ud af i den kommende tid.