Analyse af MØ’s exit
Mortens Rod

Hallo. Den konkrete sag er dig selv! Så du synes godt, at du selv kan blive minister? Der sluttede festen. Kilde: Scanpix.

Skrevet af
Morten Østergaard er faldet. Længe leve Sofie Carsten Nielsen. Sådan er den politiske logik. Det hele kører videre. Men historien om Morten Østergaard handler om mere end de radikales fremtid – eller mangel på samme under Mette Frederiksens oplyste enevælde. Den handler om mere end #MeToo. Den handler om mere end sexisme. Den handler i sin kerne om, at mennesker er svage, forfængelige og vage. Sat på spidsen: Den handler om, at alle har krav på en god rådgiver, når lokummet brænder. Det gælder naturligvis også Morten Østergaard. Han valgte bare sig selv. Og det kunne dårligt gå dårligere.
 
 
 
Ingen havde ved deres fulde fem forestillet sig, at en hånd på et lår for 10 år siden skulle være nok til at vælte en partiformand. Selvfølgelig er det mange år siden, at Bill Clinton morede sig med Monica Lewinsky i Det Hvide Hus. Og endnu længere tid siden, at Kennedy og vores helt egen Jens Otto Krag skejede ud – i mere eller mindre fuld offentlighed. 
 
 
Men vi lever trods alt i en verden, hvor USA’s nuværende præsident blev valgt efter at være optaget på video med sin herostratiske bemærkninger om kvinder: “Grab them by the pussy”. Og hvor Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, efter at være blevet kastet rundt i MeToo-debattens høje bølger og udstillet for en giftig cocktail af opportunisme og inkompetence truede med at blive, ikke med at gå. Alt imens de hellige CSR-krigere i JP/Politikens Hus scorer kassen på at formidle sex til højestbydende. 
 
Nej, man kan ikke vurdere, om andre synes, det er en god ide, at netop du skal have ekstra stor bonus. Og NEJ, NEJ, du kan slet, slet ikke vurdere eller sanktionere dine egne sexchikanesager. 
 
 
I den liga fremstår Morten Østergaard som spejderdrengen, der blev taget med den ene hånd under dynen. Hvad gik galt? Såre simpelt: håndteringen! For politikken og demokrati er håndteringens kunst. Magter man ikke denne kunst, magter man ikke magten.
 
 
Det står på side 1 i chefens grønspættebog, at man ikke kan håndtere sin egen personalesag. Nej, man kan ikke vurdere, om det er ok at springe over i køen i kantinen, fordi man er for fed. Nej, man kan ikke vurdere, om det er særligt klogt at sætte en rygekabine op på sit kontor, mens resten må stå på gaden. Nej, man kan ikke vurdere, om andre synes, det er en god ide, at netop du skal have ekstra stor bonus. Og NEJ, NEJ, du kan slet, slet ikke vurdere eller sanktionere dine egne sexchikanesager. Sikringen springer.
 
Igen, tænk på Bill Clinton, der over for hele verden slog fast: “I did not have sexual relations with that woman”. Han var omgivet af de klogeste hoveder. Han valgte at tage styringen selv. Ikke fortælle sandheden. Med en skumrasende Hillary i hjørnet. Det gik galt, og Clinton-klanen tabte evigt den troværdighed, som banede vejen for Trump. 
 
Østergaards brøde er hans konsekvent usikre greb. Først nølende opbakning til Samira Nawa, der langede ud efter udenrigsminister Jeppe Kofods fortid som forfører af en purung DSU’er i 2008. En sag, Morten Østergaard dengang mente, at Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt håndterede alt for hårdt og klodset ved at fratage Kofod ordførerskaberne. Som Østergaard sagde dengang: “Vi vil ikke forsvare Jeppe Kofods handlinger, men en sådan lovlig dumhed ville ikke have fået de samme konsekvenser i forhold til tillidsposter i Det Radikale Venstre.“ En udtalelse, han i dag tager afstand fra. 
 
Ideen om, at han selv kunne påtale sig selv, virker kukkuk. Det virker surrealistisk og ufatteligt, at to så rutinerede politikere som Morten og Sofie ved deres fulde fem troede, det kunne holdes hemmeligt.
 
Den 16. september kunne Lotte Rod så fortælle om sine oplevelser med at blive begramset af en mandlig politiker. 
 
Østergaard gik forrest. Og hvor hverken Alex Vanopslagh eller Søren Pape gad bruge så meget tid på MeToo i deres landsmødetaler, valgte Østergaard at gå til stålet. Roden til sexisme i hans eget parti skulle til livs. Og det blev netop Rodet i hans eget parti, der førte til Østergaards fald. 
 
For sagen voksede. For hvad ville manden, der gerne flyttede ud i en ghetto eller sprang i smålandsfarvandet for at svømme i kampen mod symbolpolitik, dog gøre ved råddenskaben i egne række? Umiddelbart meget lidt. 
 
Han fik snublet sig ind i kommentarer om, at forløbet var blevet påtalt over for krænkeren, og skabte indtryk af, at Lotte Rod var indforstået med sanktionerne. Han kunne ikke svare ja eller nej på, om det var ham – og fik først for sent sagt, at han principielt ikke ville udtale sig. Ideen om, at han selv kunne påtale sig selv, virker kukkuk. Det virker surrealistisk og ufatteligt, at to så rutinerede politikere som Morten og Sofie ved deres fulde fem troede, det kunne holdes hemmeligt.
 
 
Hans framing af sagen som ‘en hånd på et lår for et årti siden’ er en upassende småarrogant placering af det i fortiden. Han prøver at reducere selve den fysiske handling som krænkende light. Altså,  “Min” MeToo-sag er helt, helt anderledes og dybt forældet i forhold til alle andres sager. Den er så ligegyldig, at jeg selv kan undersøge mig selv, og jeg har sagt personligt undskyld. 
 
 
Morten, De Radikale og alle ved, det handler om meget mere lige her og nu. Det handler om tillid og ligestilling. Det handler om, at man ikke kan angribe en minister fra et andet parti for en årtier gammel sag, når man selv har en. Som 
Susanne Sayers skrev på Facebook, er der altid mere på spil: 
 
“Suk. Nej, metoo er ikke stukket af, og det handler ikke om en hånd på låret, men om en håndtering fyldt med fortielser og  misinformation. Tillid er benhård valuta i politik. Her var der overtræk på kontoen. Jimmy Stahr blev ikke fældet af en is, Henriette Kjær ikke af mandens kaotiske økonomi, Bødskov ikke af en nødløgn og Ritt Bjerregaard ikke af en hotelregning. Der er altid mere på spil.”
 
Helt komisk blev det, da han over for Jyllands-Posten svarede på, om den radikale krænker kunne blive minister, nu hvor Kofod var kommet i unåde: “...det er en sag af en anden kaliber. Jeg forsøger ikke at negligere noget som helst, men det er en proportionalitetsafvejning, og i den konkrete sag vil jeg, at hvis det er op til mig, vil man kunne blive minister.” Hallo. Den konkrete sag er dig selv! Så du synes godt, at du selv kan blive minister?
 
 
Der sluttede festen. På det tidspunkt havde Martin Lidegaard for længst lugtet blod og krævet en håndfast og synlig sanktion over for krænkeren. På det tidspunkt blev det for tykt for Lotte Rod. På det tidspunkt tog Morten Østergaard alle, der kendte til sagen – ikke mindst Sofie Carsten Nielsen – som gidsler i sin egen møgsag. Ja, en møgsag, som også smitter af på Mette og Jeppe. For når Morten handler, hvorfor handler Jeppe så ikke? Ja, hvad har egentlig været Sofies rolle som del af Morten-Sofie-lederteamet?
 
 
Det var uholdbart. Du kan som politisk leder ikke deponere din fremtid ved at lade andre sidde med nøglen til din tabubelagte fortid. Machiavelli for begyndere. Og det har Østergaard tydeligvis ikke kunnet se. Derfor kunne det ikke ende anderledes. Eller kunne det? 
 
 
Det vil vi aldrig blive klogere på. Men tænk, hvis Morten Østergaard allerede for to uger siden havde spillet med åbne kort. Altså været så ærlig som overhovedet muligt. Lovet bod og bedring. Angret. Havde gjort alt det, som førsteårsstuderende på RUC lærer om krisekommunikation. Måske taget orlov for at forstå og forsone sig med sine dystre sider. Så kunne han måske være fortsat som politisk leder af De Radikale. Måske. Vi vil aldrig vide det med sikkerhed. Men vi kan sige med sikkerhed, at når nøden er størst, så bør rådgiveren være nærmest. 
 

Relaterede artikler

Hvor er sexchikanen? - I sidste uge underskrev 701 kvinder et støttebrev til Sofie Linde. Siden er det til vokset til over 1600. I fællesskab e...
Kontrarevolutionens kvinder - Tilsyneladende kan intet stoppe MeToo. Men nu tegner der sig en kontrarevolution anført af en gruppe kvindelige politike...
Nu er Poul Madsen ikke længere døv og blind? - På under en måned er Ekstra Bladets chefredaktør skiftet fra ‘der er ikke noget at komme efter’ til UNDSKYLD for en sexi...
Politikernes troværdighed er vokset - Efter 9 års stampe er politikernes troværdighed vokset markant i corona-året 2020. Det viser den årlige troværdighedsana...
Radigal krisekommunikation - De Radikale har dumpet krisekommunikation 101. Og der er ingen reeksamen. Det har været en katastrofe fra dag ét. Og der...
Frank har ret – bare ikke om sig selv - Hvorfor fejlede Franks Jensens krisehåndtering? Igennem de sidste 30 år har Frank krænket og befamlet kvinder – uden at ...

Giv din stemme

22 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Webredaktør

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.