Samme samlende terrortale

Desværre oplever vi for tiden alt for ofte tragiske terrorhandlinger, og det afstedkommer en stor mængde taler. Endda så mange, at Lars Løkkes tale ved mindehøjtideligheden for terrorofrene i Paris virkede meget velkendt. Talerne har alle det samme formål: at samle befolkningen og mane til sammenhold og fællesskab, og talernes form, indhold og fremførelse minder derfor meget om hinanden.

Ved mindehøjtideligheden 15.11.2015, som videoen her viser et uddrag af, huskede Lars Løkke os på, hvad vi alle mener om demokrati, lighed, kærlighed og fællesskab. Se, og læs talen på Altinget.dk.

Den samlende tale som genre

Den genre, som Lars Løkke skriver sig ind i med sin tale, er den epideiktiske genre. Den er en af tre talegenrer – de andre to er den juridiske tale og den politiske tale. Den epideiktiske tale er lejlighedstalen, og denne genre kan rumme alt fra talen til onkels 80-års fødselsdag til juleprædikenen. Genren indeholder også den sorgfulde tale, hvor et tab skal heles, og de overlevende skal hjælpes videre.

Der er ikke noget nyt, der skal formidles i denne form for tale. Der er ikke nogen, der skal overbevises om noget. Vi skal mindes om og huskes på, hvad vi mener om fx demokrati, lighed, kærlighed og fællesskab, og vi skal samles tættere om hinanden og om de værdier, vi i forvejen er enige om.

En rørt Helle Thorning-Schmidt ved mindehøjtideligheden for de danske terrorofre 16. februar 2015. Ligesom Løkke brugte hun korte sætninger, mange pauser og hverdagssprog. Foto: Polfoto/Finn Frandsen.

I tråd med Stoltenberg og Thorning
Derfor minder Lars Løkkes tale i høj grad om Helle Thornings tale efter terrorangrebene i København, som igen her på Kforum blev sammenlignet med Jens Stoltenbergs tale efter terrorangrebet i Norge i 2011. Det er der god grund til. Rune Kier opstiller i analysen af Helle Thornings tale det, han kalder ”den nordiske tradition” inden for denne slags sørgetaler. Traditionen er kendetegnet ved, at der er mange pauser, at der er korte sætninger i hverdagssprog, og at taleren ikke siger så meget, fordi der skal være plads til publikums følelser – kendetegn, som Jens Stoltenbergs, Helle Thornings og Lars Løkkes taler deler.

Daværende norske statsminister Jens Stoltenberg taler til mindehøjtideligheden for ofrene i terrorangrebene i Norge 22. juli 2011. ”Ondskaben kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk", sagde han bl.a.

Det stærke 'vi' og metaforer om lys og mørke
Sammenligner man Helle Thornings og Lars Løkkes taler, er der mange slående ligheder både sprogligt og i forhold til indholdet.
Der er i begge taler et meget stærkt 'vi'. Det er, fordi pointen er, at vi skal stå sammen. At vi skal trøstes, at dem, der faldt, var en del af os, og at vi sammen skal videre. Eksemplerne er mange. I de udvalgte herunder er det tydeligt, at indholdet og de korte sætninger også er nært beslægtet:

"Vi er samlet i aften for at mindes de dræbte og for at ære de sårede. Vores tanker og medfølelse går til deres familier […] Vi skal stå sammen. Vi står sammen. Vi står fast. Vi går ikke på kompromis" (Lars Løkke).

"I dag er vi samlet for at mindes de dræbte og ære de sårede. Vores tanker går til ofrene og deres familier […] Vores svar er klart: Når andre forsøger at skræmme os og splitte os, så er vores svar altid et stærkt fællesskab. Vi er stålsatte på at stå vagt om vores værdier. Vi insisterer på at værne om vores frihed. Vi passer på hinanden (Helle Thorning)".

Valget af pronominet 'vi' er et meget tydeligt billede på hele talens funktion. Begge talere skaber med talen det vi, som vi alle sammen skal stå sammen om at være en del af. Det understreger talens samlende funktion.

Der er i begge taler også samme metaforbrug og brug af dikotomier og modsætninger. Det drejer sig bl.a. om lys over for mørke:

"Og svaret er, at den ekstremistiske fanatisme, der står bag terroristerne, vil en mørk verden. Uden musik, uden kærlighed, uden glæde. Uden demokrati, uden frihed og medmenneskelighed (Lars Løkke)".

"Vi ved, at nogle vil os det ondt. Vi ved, at der findes kræfter i verden, som mener, at mørket er stærkere end lyset. Vi ved, at der er fanatiske personer, der foragter andres ret til at leve (Helle Thorning)".

Og sådan kunne man blive ved: Opbygningen minder meget om hinanden med en indledende påpegning af fakta og derefter en helende og samlende opfølgning. De inddrager begge de steder, der blev begået terror, for at påpege meningsløsheden i det skete (et debatmøde og en konfirmation hos Helle Thorning og en restaurant, en café, et pizzeria, en fodboldkamp, en bar og et spillested hos Lars Løkke).

Det er taler, der benytter de samme stilfigurer til at behandle de samme emner for at samle befolkningen i både Danmark og resten af verden. Denne sammenligning understreger, at det er, fordi der er brug for det samme, fordi vi skal mindes om det samme. Vi må fastholde at reagere på samme måde over for tragisk terror: Vi skal sørge, vi skal ære de døde, og vi skal gøre det samme, som vi plejer, gå ud at spise, hvor vi plejer, gå til koncert eller til debatarrangementer, som vi plejer, og stå sammen, som vi plejer. Talen bliver på den måde noget rituelt, hvor vi skal høre de samme ord som en markering. Genrens rituelle karakter understreges af de mange ligheder i bl.a. stilfigurer og opbygning.

Folk stod i kø for at lægge blomster foran Den Franske Ambassade før mindehøjtideligheden søndag den 15/11. En mindehøjtidelighed, hvor der bliver talt om vores følelser efter et angreb, kan fremhæve mere konstruktive følelser som kærlighed, lighed og sammenhold og nedtone de negative følelsesreaktioner. Foto: Polfoto/Kenneth Meyer.

Patos er det eneste rigtige her
Netop fordi talen både skal anerkende og give plads til sorg, afmagt og meningsløshed, handler det om følelser. Talen skal samle en befolkning eller en hel verden omkring sig og minde om de værdier, vi skal stå sammen om. Det er ikke nødvendigt at udpensle, hvad der skete hvor og hvornår. Det er meget vigtigere at berøre de følelser, som de tragiske handlinger afføder.

Patos som appelform eller virkemiddel er udskældt, men i denne situation ville et andet valg ikke have samme funktion. For patos er helende, og det er det, der er brug for i denne rituelle genre. Patos anerkender meningsløsheden i det, der skete, og patos påvirker os og anerkender vores følelser på en helt anden måde end for eksempel den rationelle appelform logos. Lars Løkke bruger her patos til at lindre, men også til at fremhæve og fremelske mere konstruktive følelser som kærlighed, lighed og sammenhold og samtidig nedtone de negative følelsesreaktioner, som kunne være had og hævn mod muslimer og islam.

Den nordiske patos er mere afdæmpet
Patos har også en særlig udformning i den nordiske tradition. Den nordiske udgave er mere afdæmpet, end vi ser det andre steder. Vi kan ikke sammenligne vores taler med de amerikanske eller sydeuropæiske taler, hvor følelserne får større plads, talerne har højere udbrud og større armbevægelser. Det kan virke lidt blegt eller kedeligt, at vi ikke råber højt, bruger store ord og lader den store sorg komme til udtryk. Men den nordiske form for patos har alligevel sin plads. Både fordi publikum til Løkkes tale ikke ville bryde sig om det voldsomme og overgearede, men også fordi talens budskab ikke har de store armbevægelser: Vi skal gøre, som vi plejer. Vi skal stå sammen om vores værdier, som vi gør det i forvejen. Det er bare vigtigt lige nu, at vi husker det og siger det til hinanden. På den måde understreger den afdæmpede nordiske patos indholdet i talen.

Løkke har lige været i Paris med sin kone, fortæller han. Det giver ham troværdighed, at han sætter sine egne refleksioner og minder i spil. Foto: Polfoto/Miriam Dalsgaard.

Løkke bliver lidt mere personlig end Thorning
Lars Løkke trækker dog en smule mere ikke-nordisk patos ind i talen, end Helle Thorning gjorde før ham. Lars Løkke nævner forholdsvis højstemt kærligheden flere gange og slutter også af med et bibelcitat om kærligheden: ”størst af alt er kærligheden”. Han inddrager også sig selv i en personlig historie om, at han og hans kone for nylig var i Paris. Denne personlige inddragelse rører tilhørerne, fordi vi føler med ham og hans kone. Samtidig bruger han historien til at slå fast, at Paris og vi andre vil komme os ovenpå dette, hvis vi husker vores værdier, tror på kærligheden og står sammen. Den placerer ham i en god taleposition med høj troværdighed, for han har lige været der, og han har lige reflekteret over situationen. De kom videre dengang, og vi kommer videre nu. Disse mere ophøjede vendinger er mere patosladede, end vi så i Helle Thornings tale. Grunden til det kan være, at der trods alt er sket en form for acceleration i terrorangrebene, så der må også stærkere ord til for at hele, samle og minde om det, vi skal huske.

"Størst af alt er kærligheden", siger Løkke afslutningsvis. Trods budskabet måske ikke det mest velvalgte citat? Foto: Polfoto/Mathias Svold.

Statsmandstalen kunne have undværet klicheer og bibelcitat
Lars Løkke holdt en rørende, samlende og meget passende tale, og den blev også rost af både med- og modpolitikere. Han præsenterer sig som en statsmand, og han samler os og rummer vores sorg. At vi har hørt næsten den samme tale for nylig, understreger, hvor vigtig lige præcis den tale er i sit ritual. Alt i alt en vellykket og velvalgt tale. Der er dog nogle ting, man kan kritisere talen for.

For det første kan man påpege, at så mange ligheder med Helle Thornings tale måske ikke var nødvendigt. Måske kunne man have grebet talen an på en lidt anden måde, fra en lidt anden vinkel. Måske kunne man have været lidt mere kreativ og stadig have bevaret ritualet og formålet.

For det andet kan man påpege, at talen måske er lige rigeligt klichefyldt. Paris får mange tilnavne eller epiteter, som vi kender lidt for godt, byernes by og kærlighedens by, og der er mange stilfigurer som bogstavrim, tredelinger og dikotomier. Det kan godt blive for meget, fordi det i lidt for høj grad spiller på klicheerne, som kan forstyrre indholdssiden og dermed talens formål med at skabe en følelse af sammenhold.

For det tredje passer det afsluttende bibelcitat ikke til resten af talens indhold. Lars Løkke slutter af med: ”Terror bygger på had. Men midt i sorgen bekræfter I, med jeres tilstedeværelse, at størst af alt er kærligheden”.

Det er umiddelbart en flot slutning med følelsesmæssig kraft i modsætningen mellem had og kærlighed, og sætningen indkapsler hele pointen med denne slags taler. Men Lars Løkke har hele talen igennem brugt meget energi på at påpege, at vi skal fordømme terroristerne og deres bagmænd, ikke den religion, de har taget som gidsel i deres fanatisme. Det er et meget vigtigt budskab efter terroren, for at vi alle kan stå sammen. Det budskab devalueres en smule med valget af Paulus' Første Korintherbrev som kilde til citatet, fordi der på en måde alligevel bliver trukket en streg og skelnet mellem os og dem. Især fordi Lars Løkke kunne have formuleret den sætning på mange andre måder med det samme budskab, som ville være mere i tråd med resten af talens stil.

En alvorlig flok til mindehøjtidelighed på Kongens Nytorv. Løkkes genkendelige tale var den, de regnede med og havde brug for. Foto: Polfoto/Philip Davali.

Det samme er godt det samme
På trods af disse tre punkter mærkede jeg Lars Løkkes tale. Ritualet rørte mig. Talen var velvalgt, selvom det var den samme tale, vi har hørt før. Men det er også de samme ting, der sker. Vi vil ikke reagere på nye måder, for pointen er nemlig, at vi skal reagere på samme måde. Det stærkeste gensvar er netop det samme svar: at vi holder fast i hverdagen, og at vi holder sammen. Og det stod stærkt og klart og vakte genklang hos Lars Løkke søndag d. 15. november 2015.