Løkkes kuttertur som symbolkommunikation

For lige så god, som Lars Løkke er til at ende i den type af suppedaser hele tiden og konstant, lige så god er han til at ryste dem af sig igen. Sommerhussagen kommer sandsynligvis blot til at lægge sig i slipstrømmen af en lang række sager, der alle har belastet hans troværdighed.

Der var dengang, han indkøbte nye underbukser på Venstres regning, der var en hoteltur, hvor der er blevet pulset smøger med en så høj frekvens, at hele hotelværelset skulle have ekstra rengøring.

Her forsvarer Løkke sommerhussagen komfortabelt tæt på fadølsanlægget. Bemærk i øvrigt lyden af flaskeklir i baggrunden.

Der var også dengang, hvor han blev nappet i at have købt 40 cigaretter for skatteborgernes penge. Og der var et et par besøg på Crazy Daisy og taxiture for flere hundrede tusind.

Der var også en hotelovernatning efter en Paul McCartney-koncert i Horsens, en rygekabine med to barstole til 154.000 – og så var der selvfølgelig hele GGI-miseren, hvor Løkkes datter var med i Rio De Janeiro.

Det eneste, alle disse sager har til fælles, er, at de ikke er en statsminister værdig. Det er simpelthen for kikset og usexet at blive nappet i at købe to pakker smøger for skattepenge. Så er det trods alt lidt mere cool at modtage et Rolex-ur fra en oliesheik, som Troels Lund Poulsen engang blev fanget i.

Løkke sveder i sit dyre undertøj. Polfoto.

Det modsatte af en statsmand

Men på trods af alle de dårlige sager, får Løkke sneget sig uden om skafottet hver eneste gang. Men hvad skyldes det? Hvad er det ved Løkkes brand, der gør, at han blive ved med at klare sig igennem?

Først og fremmest rejste han sig fra asken ud i ilden på sin helt egen facon. Han var langt fra en statsmand, da han kom til magten. Faktisk var han nærmest det modsatte. Og han var på ingen måde den værdige efterfølger til Anders Fogh, robotmennesket, der under sin regeringsperiode løb 25 kilometer om dagen og spiste små drenge til morgenmad og i øvrigt var så testosteronfyldt og He-Man-agtig, at vi alle spekulerede over, hvor mange gange dagligt, han mon var nødt til at barbere sig.

Løkke var og er helt i den anden grøft. Han er indbegrebet af fadøl og smøger, og vi klapper alle i hænderne, når han som en ægte MAMIL (middle aged man in lycra) alligevel mod alle odds formår at smide 20 kilo ved at cykle op og ned af Himmelbjerget sammen med Team Rynkeby eller LøkkeFonden.

Når vi ser ham i medierne, virker han som en type, vi alle kender et eller andet sted fra. Som ham der, som lige smider Sultans Of Swing på anlægget og underholder med en omgang dårligt koordineret luftguitar, og han ville helt sikkert også være ham, der stod ved grillen og vendte pølserne, hvis man holdt en havefest.

Nøj, hvor vi hygger os

For på en eller anden måde har Lars Løkke rent brandmæssigt fået framet sig selv som den lune onkel til familiefesten. En af grundene til, at det lykkes, er, fordi han i høj grad formår at ironisere over sig selv. Det viser han blandt andet ved at holde torskegilde i Thyborøn hvert år – en tradition, der udsprang af, at han modtog Ekstra Bladets nytårstorsk i 2013, og det var her traditionen startede.

Statsministeren spiser fisk med erhvervsfisker John-Anker Hametner. Scanpix/Morten Stricker.

Løkke synes ikke, at den fine torsk, han fik af Ekstra Bladet sammen med titlen, skulle gå til spilde. Og traditionen tro fik han hurtigt kædet den sammen med sit andet projekt, LøkkeFonden, der har den fromme opgave at hjælpe drenge, der hænger ude på kanten, ind i fællesskabet.

I den kontekst er Lars Løkke en slags moderne Robin Hood – den slags, der har en smøg i kæften, og som er hoppet i et par partibetalte underbukser. Der er faktisk ikke et øje tørt. So what, hvis han ikke lige har styr på sine bilag. Det er jo bare petitesser i det store billede.

Klods Hans forklarer sig

Derudover er Løkke faktisk på sin egen måde god til at navigere i de kriser, han ender i. Ikke fordi han er noget kommunikationsmæssigt talent, og hans håndtering er ofte kluntet, for sent ude og ikke altid så strategisk. Gang på gang lyder det fra eksperterne, at Løkkes krisehåndtering er mangelfuld. At han holder sig til fakta i sager, der handler om følelser. At han er for utilgængelig og for sent ude til at kommentere. At han er en sand mester i at opfinde sproglige bortforklaringer.

”Jeg kan jo se på hele den måde, det hele er tegnet op, så kan det da se lidt underligt ud”, sagde Lars Løkke i sidste uge til TV Midtvest, da sommerhussagen begyndte at rulle.

Det har karakter af orwell’sk newspeak krydret med en sans for underdrivelse, som alle vestjyder kun kan misunde, og er helt typisk for Lars Løkkes kommunikationsstil. At klippet er filmet inden for to meter fra et fadølsanlæg med et lydspor af klirrende flasker, gør kun oplevelsen mere Løkke-autentisk.

Men næsten lige meget, hvor presset han er, ser man ham ikke ham stille op i medierne dybt forkrampet og gasblå i hovedet, som vi har set andre politikere gøre, når taburetten har vaklet under dem. Vi ser ham maks. svede en smule – men altså, det kan man jo godt komme til, når man både er typen, der er glad for fadøl, og som cykler meget. Og det ved vi jo, at han er.

Cykelkongen Løkke. Scanpix/Sophia Juliane Lydolph.

Da Ekstra Bladet i sidste uge gik på ham og fangede ham uden for Crowne Plaza, hvor Venstre holdt hovedbestyrelsesmøde, var svaret ganske klart:

”- Jeg tager ikke spørgsmål lige nu. Jeg står og ryger og holder en pause.”

Nå ja. Lad dog manden få en pause og en smøg. Han er vel et menneske.

Fisker-bromancen

Og det er lige præcis her Løkke lykkes. Han er blot et menneske. Han begår fejl. Og så er han faktisk en rigtig følepølse. Det giver han også udtryk for. Under dette års nytårskur i Thyborøn – den nytårskur, der lige nu er centrum for sagen – henvendte han sig direkte til John-Anker og i et følelsesladet toneleje med ubehageligt mange pauser, undskyldte han for, at John-Anker i øjeblikket hænges ud i medierne, når den eneste brøde, han har begået, er at kende Lars Løkke.

Et ømt og sentimentalt moment i en bromance mellem ministeren og kvotekongen. Det er samtidig også en ansvarsfralæggelsesmanøvre, for her siger Løkke mellem linjerne, at det hele er mediernes skyld – og ikke, at han selv har skabt slinger i valsen.

Talen til John-Anker var ikke første gang, Løkke har luftet den mere følsomme side og brugt den som redskab til at komme tilbage i strid modvind. Den kom også frem, da han i 2014 egentlig var på vej mod et møde i Venstres hovedbestyrelse i Odense for at gå af, men blev overtalt af en tilfældig vælger på en tankstation på Fyn til, at det ikke var det rigtige at gøre. Og det er sandsynligvis, fordi han er i stand til at fremvise lige dele politiker og lige dele menneske, at han fortsat klarer sig igennem.

Hvis Løkke var en bil

Det gør han også på Facebook. Hvis der er noget, Lars Løkke har, er det en formidabel social media-stil. Han er på. Han debatterer med Facebook-brugerne, og i alle sammenhænge nævner han Facebook, og hvordan han bruger mediet til at komme i dialog med vælgerne.

Han er ligeglad med kommentatorerne, analyserne og meningsmålingerne. Han kommunikerer direkte til og med danskerne. Og Løkke rygcrawler i Facebook-blækhuset. Han formår at dele sol og vind lige mellem posts om politik og privatliv, så man som Facebook-følger får et billede af det hele menneske.

Den ene dag viser han, at han er så troværdig, at folk lader ham holde deres babyer, den næste spiser han bøffer med Lise Nørgaard. Han ser Voice Junior ligesom en masse andre danskere og Facebook’er om, hvor svært det kan være at vælge, hvem man skal stemme på – og så swiper han lige ind og træder i karakter og viser statsmandsskab ved at vise sig selv hængende ud af lugen af et Hercules-fly i 10.000 fods højde, mens han vinker til et par F-16-fly lidt længere nede. Stille og roligt.

Og selvom onde tunger måske kunne finde på, sige, at flyets bagklap var det eneste sted på flyet, det var tilladt at tage en smøg, appellerer det alligevel til drengerøven i os alle.

Set i lyset af de seneste dages mediedækning kan Løkkes brand ikke klare mere. Men det har vi jo omvendt sagt hver evig eneste gang. Det sagde vi også dengang med GGGI og dengang med underbukserne og alle de andre gange. Hvis Løkke var en bil, var han en brugt Ford Focus fra 2001. Rummelig, men med en overvældende mængde skrammer. Men en bil med en masse skrammer kan sagtens køre. Og Løkke kører videre.

Løkke er ikke mere end det, vi forventer af ham. Og det, vi forventer, er en venlig og jovial levemand, der ikke er for fin på den til at drikke en fadøl med sine vælgere. Og selvfølgelig skal han i makkeren John-Ankers sommerhus, hvis han er blevet inviteret. Han har en folkelighed, der bærer ham igennem, og hvis Lars Løkke stillede op i Vild med dans, ville han helt sikkert vinde.

I hvert fald ville han på en kluntet og lavbenet måde nok danse sig ind i seernes hjerter. Måske kan vi alle bare godt lide ham inderst inde, fordi han minder os lidt om os selv og vores egen evne til at fucke op. Og hvad er så en sommerhustur til 10.000 egentlig mellem venner? Især hvis det er en ven som John-Anker.