Hvis Danmark?

DF's familiefoto inklusiv photoshoppet golden retriever har fået sig en tur i SoMe-møllen. Nu er det tid til en grundig analyse: Hvad er det, der sker i det billede? Og virker det? Lektor Bent Fausing analyserer.
Billedanalyse af DF's kampagne Vores Danmark - der er så meget, vi skal passe på
Billedanalyse af DF's kampagne Vores Danmark - der er så meget, vi skal passe på
af Bent Fausing
Fra website for Dansk Folkeparti, Brøndby, den 18.5.2016
 
Familiefotografiet, plakaten og Vores Danmark
I maj 2016 lancerede Dansk Folkeparti en kampagne ’Vores Danmark’ med plakater i forskellig størrelse og form – aflange, høje, store og små. Centralt i billedet er en familie, tre generationer - og en hund - samlet. 
 
Plakaten 'Vores Danmark' inklusiv maksimal familieidyl.
 
Reaktionerne ikke mindst på de sociale medier var hurtige, emotionelle og konstruktive. Man lavede ganske enkelt modbilleder. Man lavede en ny version af, hvordan Vores Danmark kunne se ud. I modbillederne valgte man i alle tilfælde at svare igen med samme billedform, nemlig familiefotografiet, og brugte samme tekst. Plakaten kom i Aftenshowet, TV AVISEN, TV 2 Nyheder, og der blev lavet video om den til TV2 Nord og Jyllands-Posten.
 
 
Familiefotografiet er en grundform, som man kan bruge. Ligesom Dansk Folkeparti kunne bruge den. Den falder i hak med den forestilling om samling omkring de nationale værdier, som partiet har. Det var selve urformen for sammenhold, som både skulle signalere, hvad man skulle værne om, nemlig familien og sammenholdet, men som også i sig selv var ’os’. I modbillederne var ’os’ og 'Vores Danmark' andre etniske og kulturelle grupperinger samt socialt marginaliserede.
 
Outdoor med en klar holdning tilføjet.
 
Familiefotografiet er dog af relativt ny dato. Jeg vil samle min fremstilling om denne forms betydninger og se på, hvad der sker, når det offentlige rum bliver fyldt med billedformer, vi kender fra det private liv og de private albums. Samtidig er disse billeder formidlet af et politisk parti i en offentlig form, nemlig plakaten.
 
Plakatmediet har fået en opblomstring inden for de sidste 5-6 år. Det går godt i spand med de digitale medier og deres selektive websites og sociale medier, hvor man vælger, hvad man ønsker at se.  Plakaten er lige pludselig foran en, og man er tvunget til at se den – og tage stilling. Det var så det, mange gjorde derefter på de sociale platforme og andre medier.
 
Meget hurtigt efter DF's kampagne blev lanceret kreerede venneparret Alexander Nicolas Truelsen og Jacob Crawfurd en mere mangfoldig version af 'Vores Danmark'. Billedet er siden blevet delt mere end 32.000 gange.
 
”Normalt vil jeg gå forbi sådan en plakat og bare tænke 'øv'. Men jeg blev ved med at tænke over plakaten, da jeg kom hjem. Jeg kunne overhovedet ikke sove den aften,” fortalte Frida Stiil Vium (TV 2 Nord den 15.5.2016). Hun lavede derefter en modvideo til plakaten, der er blevet set mere end 50.000 gange. At hendes reaktion var affektbetonet fremgår både af hendes handling og hendes egne formuleringer. ”Men der står jo 'at vi skal passe på'. og på den måde kører den på frygt,” forklarede hun videre.
 
Frida Stiil Vium og hendes rap er eksploderet på Facebook. 
 
Familiefotografiets funktion
Man kender denne opstilling på plakaten - vandret foran kameraet som på en scene - fra gamle familiefotografier. Men de gamle fotografiers stive opstillinger og fine tøj - for det var kun ved særlige lejligheder, der blev fotograferet - er på plakaten afløst af smil og mere afslappede kropsudtryk. Man har det godt med sig selv og de andre i familien. Billedet er centreret omkring forældrene og bedsteforældrene bagved.
 
Forældrene i midten sammen med den yngste pige til venstre drejer sig og læner sig en smule ind mod hinanden og danner en form, der mimer Dansk Folkepartis logo, de to dannebrogsflag, der vender mod hinanden som to parenteser (). Logoet værner noget. De øvrige drejer sig mere eller mindre mod hinanden. Det, de er fælles om, er fotograferingen, forevigelsen af ’os’ sammen. Det er et typisk repræsentativt familiebillede. 
 
Kan du se det? Du skal også tro på det. DF danner en beskyttet cirkel om familien - og Danmark. 
 
Man skal præsentere noget for at repræsentere noget. Det, man skal repræsentere, er familiens og nationens sammenhørighed. Det lever fuldt op til definitionen, at et familiefotografi aldrig bare bliver taget, som vi ellers siger, at vi gør. Et familiefotografi er derimod altid tilrettelagt, dets form er noget, man er enig om ud fra kulturelle, institutionelle og billedmæssige konventioner, ’vores’ billede.
 
Derfor er det også muligt at støde andre, der ikke billiger disse kulturelle, institutionelle og billedmæssige konventioner.
Dette ikke er et familiefoto til et album eller til en ramme i et hjem eller til Instagram. Det er til et politisk parti, Dansk Folkeparti, der kan benytte den private form til en offentlig kampagne. Fordi den markerer et tydeligt ’os’ overfor ’dem’.
 
Familiefotografiet eller rettere fotograferingen kan som intet andet samle en familie. Vi ville aldrig have set en sådan opstilling, hvis det ikke havde været for den fotografiske forevigelses skyld. Fotografiapparatet bliver instrument for familien, og det fotografiske billede bliver udtryk for familien. Eller mere nøjagtigt: for familiens selvopfattelse og andres opfattelse af familien.
 
En del af kritikken rettet mod DF's kampagne er netop affødt af den ensidigt "hvide" billedliggørelse af den danske familie. 
 
Kommercialisering og privatisering af fritid og så fotografiet er tæt forbundne enheder. Da Kodak i 1888 introducerer det lette og mobile famiiliefotografiapparat og den praktiske rullefilm, gør man det under sloganet: ”You press the button, we do the rest.” Man fotograferer i fritiden og afleverer filmen, og derefter får man billederne tilbage. Familien på plakaten er også samlet afslappet i fritidsdress med hund.
 
Der er ikke noget stift og formelt over billedet, tværtimod tilstræber man det informelle og afstressede med store smil. Der er et hierarki i opstillingen fra de voksne bedsteforældre øverst og nederst børnene, der er de mest afslappede i kropsholdning og stillinger. De har ikke helt lært at præsentere sig, kun som børn. Pigen til venstre læner sig mod moren, drengen sidder på gulvet og holder omkring hunden (i en meget akavet Photoshop-stilling). Hunden er jo også et dyr, der vogter og passer på familien.
 
Vi skal alle værne om den gyldne retriever. Især den, der er photoshoppet ind. 
 
Ansigt har en altoverskyggende betydning i et familiefotografi, betoner Gisele Freund. Det trænger igennem og dominerer andre poseringer og ytringer. Ansigtet danner derved uanset afstand et emotionelt, kvalitativt close-up i den samlede mængde af kropsudtryk. Det gør det også her, der er bl.a. gjort meget ud af øjnene; de er insisterende og direkte i deres appel udadtil.
 
Familiefotografiet er som sådan og også her i denne udgave en offentliggørelse af status og følelser. Det er ikke rettet mod familien selv, det er derimod henvendt til en abstrakt offentlighed. Og det er denne henvendelse man benytter sig af i plakaten for at udtrykke livskvalitet og overskud. Det er det, vi skal værne om.
 
Den analoge længsel
De private billeder er altså ikke kun rettet mod familiealbummet, de søger at vise vores officielle idealer frem offentligt. Det er dette dobbeltforhold, plakaten benytter sig af ved at vise vores idealer om samhørighed og forbilleder frem. Mange offentlige billeder – på nettet og de sociale platforme, i reklamer og vareæstetik – griber til gengæld fat i vore private, indre følelser. Det gør denne plakat også.
 
Men omverdenen vil også komme med i synet på mere subtil måde, fordi den vil afspejle sig i glasset omring plakaten. Hvis man står lige foran plakaten, kommer man selv med ind i plakaten. (Jeg fandt en plakat under et træ og slap derved næsten for genskær i mine affotograferinger).
 
Plakatstanderen bidrager til en inkluderende fornemmelse, når forbigående personers silhuet spejles i glasset. 
 
Familiebillederne hjælper os ikke til at huske, hvordan var det nu, det var. De hjælper os til at glemme. Billederne er ikke så uskyldsfulde og naturlige, som de tager sig. Denne funktion, at glemme, var det, som mange ikke kunne ved dette billede og denne plakat. Man huskede og blev provokeret til at huske, hvad der ikke var med. De insisterende ansigter og udvælgelsen af personerne spiller her en afgørende rolle.
 
Plakatens projekt er at lave en følelsesmæssig symbiose mellem familiens enhed og glade samvær og nationen, ’Vores Danmark’. Familien beskytter sig i sin form, og Dansk Folkeparti vil beskytte den, vi er sammen i et fælles koncept – tænk igen på, hvordan kroppe og logo ligner hinanden. Logoet understreger det nationale ved, som nævnt, at de to parentes-lignende former er lavet som flag, Dannebrog. Parenteserne ender som pile, der peger mod hinanden. Den beskyttende cirkel omkring familien og landet er sluttet.
 
Man bruger en gammel analog billedform, familiefotografiet, men man bruger også en gammel typografi øverst. ’Vores Danmark’ er skrevet med håndskrift, stejlskrift, som næsten ikke bruges mere. Den vidner om personligt udtryk, håndens grafik og en analog længsel. Denne analoge længsel giver sig til kende på mange planer i samfundet: loppemarkederne, hvor man køber gamle ting, der kan fortælle historier, som ikke er ens egne, men ser ud som om, de kunne være det, på forhånd slidte jeans, huller ved knæene, vinyl, digitale billeder, der efterligner de gamle kemiske fotografier osv.
 
Alt er lavet digitalt, og alligevel henter man også ved plakaten idealer fra fortidens familiebillede og skrift for at vise tradition og fælles følelser frem. Vi vil tilbage ved noget, der aldrig har eksisteret i ren form. Nu dyrker man den rene form.
 
Dansk Folkeparti i Brøndby giver den gas med nationalfølelsen. Opskriften på denne er en blå himmel, parcelhuse, højhuse og vand. Værsgo - opskriften på det danske land. 
 
Tidsmæssigt er det svært at placere billedet ud over noget vagt ’før’ i den analoge længsel. På plakaten er baggrunden helt hvid, og der er derved ingen fastsættelse af sted og tid, det kan være overalt i nyere tid og rum. På bjælken på internetsiden for DF i Brøndby er man tydeligere med et fotografi taget ude fra vandet og i frøperspektiv mod den gamle landsby med de høje træer, som på grund af vinklen rager op over de moderne og høje huse i baggrunden. Man længes ikke kun væk fra det moderne, man arrangerer også fotografierne derefter. Man skal, som det vil fremgå senere, opleve feel-good ved Dansk Folkeparti, og det gør man ved at se bort fra noget og nogle.
 
Inde og ude
På den ene side kan man være med i plakaten via spejlingen, på den anden side er der altid noget uden for den konkrete afbildning. Noget, der ikke kom med i kraft af udvælgelse og beskæring. De fleste reaktioner tog fat i denne eksklusion og i den sikkerhed, hvormed man lod ’Vores Danmark’ være repræsenteret af en ’hvid’ familie alene.
 
DR's kortlægning af tallene bag kampagnens repræsentation.
 
DR.dk gik systematisk til værks og kunne berette, at plakaten statistisk set ”ramte plet” (den 17.5.2016), blot skulle der ikke have været en hund, men en kat, fordi der er flere katte som kæledyr end hunde i Danmark. Reaktionerne imod plakaten pegede på, at det ikke drejede sig om statistik, men om følelser, følelsen af at være udenfor. Sociale skel var ikke markeret, og etnisk og kulturel forskellighed var heller ikke taget med.
 
Brøndby-afdelingen gør det klart, hvad der er uden for, og som kan trænge ind i billedet og ødelægge det: terrortrusler, et svækket EU, emigranter som er trusler imod ’os’, vores land. Plakaten arbejder mere stiltiende og indforstået med fantasier om disse trusler, der kan true ’os’, og ’Vores Danmark’.
 
Den trussel og det værn, plakatens billede og ord er med til at skabe, frembringer også det modsatte, ringeagtsfølelse og de affekter, der er knyttet til at blive frataget anerkendelse og ikke blive set som en del af ’vores Danmark’. Ringeagtserfaringer ledsages altid af stærke affekter, fastslår socialfilosoffen Axel Honneth i sit studie af anerkendelse.
 
Der er ingen tvivl om, at afspejlingen i DF's kampagne mangler diversitet. Her er et mere mangfoldigt forslag. 
 
Subjektet vil kunne ”afsløre, at det socialt bliver nægtet visse former for anerkendelse. Generelt udgør følelser (…) de affektive reaktioner på vellykkede eller mislykkede forsøg på at realisere vores handlinger. ” (Honneth 1988). Denne følelse af gerne at ville blive set og anerkendt gælder de mennesker, der ikke er repræsenteret på plakaten, det afslørede de hurtigt. Den gælder paradoksalt nok også en del af vælgerne i Dansk Folkeparti, der manifesterede sig kraftigt ved valget i 2014 og udgjorde kernen i det gule segments udvidelse.
 
Danmarksbillede – Danmarksbilleder
For en del år siden skrev jeg en bog om tre år i Danmark, nemlig 1944 til 1946. Den kom til at hedde Danmarksbilleder. Den var så igen sat i gang af et større studie i før- og efterkrigstidens Europa, og den bog kom til at hedde Fascinationsformer. Det slår mig nu, hvor jeg har fat i et Danmarksbillede 2.0 med en masse længsler tilbage til analoge tider, hvor vanskeligt det blev at arbejde med stoffet, jo nærmere man kom de nationale spørgsmål.
 
Danmark blev frit, vi fik vores land tilbage og parlamentarismen genetableret. Men valgretsalderen forblev ved 25, selv om det var de unge, der havde kæmpet, 1945 var en befrielse først og fremmest fra lovløsheden og den åbenlyse nazistiske vold og terror. Men ikke fra den seksuelle undertrykkelse, heller ikke fra patriarkatet eller den sociale ulighed og langt fra fra nationalismen.
 
De år, jeg beskæftigede mig med, var også kendetegnet ved en emigration af flygtninge. Vi har desværre altid haft et dårligt forhold til flygtninge. I maj 1945 var der 244.000 flygtninge i Danmark, i august 1946 befandt der sig stadig 196.518 flygtninge i landet. Først i februar 1949 blev de sidste flygtninge hjemsendt. Dødeligheden var stor blandt flygtningene. I perioden 1945 til 1949 omkom 17.209 pga. manglende lægehjælp, for små rationer af mad og drikke samt elendige boligforhold.
 
Tyske flygtninge på over vej grænsen i 1945. Polfoto/AP.
 
Flygtningene var internerede i Danmark i hundredvis af små baraklejre. ”Det er forståeligt, at mange (…) endnu lever i krigstidens enkle følelsesliv. Men det er ikke holdbart. Det er ikke demokratisk”, skrev Poul Henningsen og kaldte sigende og med stadig aktualitet sin artikel for ”Et folks medansvar” (1946). Diskursen er lige nu ændret en smule; men holdningen, fjendtligheden, den manglende demokratiske ånd og barmhjertighed er den samme. Hvis vi er verdens lykkeligste folk, så er det, fordi vi er verdensmestre i fortrængning.
 
Det centrale ord i Poul Hennigsens titel er medansvar. Ser vi på medansvar i forhold til plakaten ’Vores Danmark’, så går medansvaret ud på, at vi værner om familien og det, der måtte true familiebilledet. Familien og nationen er uadskillelige enheder. Det er vores medansvar ifølge Dansk Folkeparti at værne om disse. Truslen kommer udefra mod enhederne familien og landet.
 
Billedet har smil, overskud, sammenhold og fritid over sig. Hvad er der så at være bange for? At det skal blive taget fra os. Jeg ser i det ene billede et andet og mere ængsteligt billede. Billedet som en maske, smilene og øjne er næsten stivnede, som om man har sagt ’cheese’ i for lang tid. En maske er tvetydig i sin natur. Masken dækker over et andet ansigtsudtryk. Det ene smiler, det andet er ængsteligt. Fra denne ængstelse kommer alle de forestillinger og fantasier, der kan ødelægge enheden af familien og nationen.
 

Christian Thulesen Dahl kom for alvor på plakaten i 2012, hvor han overtog formandsposten fra Pia Kjærsgaard.
 
I 2014 gav Politiken Dansk Folkepartis valgplakat, der viste en rolig og let smilende Thulesen Dahl, fem hjerter og kaldte den genial. Det geniale bestod i det rolige ansigt, sikkerheden og så den indforståede titel ’Du ved, hvad vi står for’, i modsætning til andre partier, der har svært ved at træde i karakter. I den nye plakat fra maj 2016 er sceneriet og sikkerheden flyttet ud til en vælgerfamilie.
 
Ude af billedet
Himlen forener og forbinder os, ligegyldigt hvor og hvem vi er. Den er overalt, universel, elastisk og altid i forvandling i tid og rum. Dansk Folkeparti stiller sig uden for denne unikke oplevelse af altet. De er blevet stillestående monumenter i efterligningen af gamle familiebilleder. Som alle andre familiefotografier er dette også en konstruktion til lejligheden og ikke til en privat oplevelse, derimod med en anonym offentlighed som modtager.
 
Der er intet der kan samle en familie som fotografering, og intet der kan holde andre ude af billedet som familiefotografiets postulerede enhed. Familiefotografiet er – også i dette tilfælde og mere end nogensinde - ekskluderende og ikke inkluderende.
 
 Yvette Jespersen, der laver DF's kampagner og plakater, Zetland den 19.5.2016
 
Den statistiske fejlmargen. Den photoshoppede hund er blevet multipliceret - Vi skal passe på golden retriveren. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også