Trænes dine nervebaner også af Dansk Folkeparti?
Dansk Folkepartis nye kampagne om det såkaldte paradigmeskift i dansk udlændingepolitik flytter grænserne for det acceptable. Det må der ikke herske nogen tvivl om.
I forbindelse med finanslov 2019 har Dansk Folkeparti (DF) lanceret en video, hvor en mørk islamisk udseende mand fragtes til en øde ø akkompagneret af tekst om et ”udrejsecenter” for ”kriminelle udlændinge”. Kampagnen får kritik af Alternativet for at afspejle en antagelse om, at kriminelle som udgangspunkt er mørke i huden og bærer islamiske symboler.
Kritikken preller imidlertid af på DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, der i Ekstra Bladet udtaler, at kritikken nærmere afspejler en fordom om Dansk Folkeparti. Henriksen har nemlig ikke ”tænkt over det med hudfarve”. Uanset om Henriksen bevidst har tænkt over det eller ej, så ændrer det imidlertid ikke på, at kritikken er rigtig. Og jeg vil gerne forklare hvorfor.
Udviste, kriminelle udlændinge har INTET at gøre i Danmark. Indtil vi kan komme af med dem, flytter vi dem nu ud på øen Lindholm i Stege Bugt, hvor de vil have pligt til at opholde sig på det nye udrejsecenter om natten. Og der vil være politi til stede døgnet rundt. Sådan!#dkpol pic.twitter.com/YybG4zkwQi
— Dansk Folkeparti (@DanskDf1995) 30. november 2018
Ord er mere end ”bare” ord
Sproget er, ligesom alle andre menneskelige egenskaber, afhængigt af nervebaner i hjernen. Det betyder, at når man kommunikerer, så træner man de nervebaner, der gør én i stand til at kommunikere. Dermed bliver bestemte måder at udtrykke sig på lettere og mere oplagte end andre (i 1970’erne sagde man ”fjong”, og i 2000’erne sagde man ”nice”).
Sproget er, ligesom alle andre menneskelige egenskaber, afhængigt af nervebaner i hjernen. Det betyder, at når man kommunikerer, så træner man de nervebaner, der gør én i stand til at kommunikere. Dermed bliver bestemte måder at udtrykke sig på lettere og mere oplagte end andre (i 1970’erne sagde man ”fjong”, og i 2000’erne sagde man ”nice”).
Det er ligesom at spille et instrument. Når man øver sig i at sætte fingrene rigtig på instrumentet, træner man de nervebaner, der hjælper én til at flytte fingrene på den rigtige måde, og man bliver bedre til at spille en bestemt melodi. Sproget er i den forstand fysisk. Det løber i vores nervebaner.
Derudover repræsenterer sproget tanker og mentale billeder, som mennesker forstår verden igennem. Siger man f.eks. ”telefon”, fremkalder ordet bevidst eller ubevidst et mentalt billede af en telefon.
Endelig kan tanker og mentale billeder være mere eller mindre prototypiske. Det betyder, at når man siger ”telefon” uden for kontekst, så vil de fleste fremkalde sig et mentalt billede af en mobiltelefon, hvorimod man for 10-20 år siden ville have fremkaldt sig et mentalt billede af en fastnettelefon. Det skyldes både, at vi ganske enkelt bruger mobiltelefoner meget mere end fastnettelefoner i dag, og ordet ”telefon” oftere repræsenterer mobiltelefonen end fastnettelefonen. Vi har med andre ord trænet nogle nervebaner de seneste 10-20 år, der har ændret vores prototypiske forståelse af, hvad en telefon er for noget – både på et sprogligt og ikke-sprogligt plan.
Uanset om Henriksen har tænkt over hudfarve eller ej, må man altså erkende, at den gentagende kobling mellem ord som ”muslim” og ”udlænding”, bakket op af billeder af mørke mænd med islamiske symboler, påvirker vores forståelse af både muslimer, indvandrere og danskhed.
Eksemplet viser også, at vores sprogbrug påvirker vores tanker og forståelse ved over tid at skabe nye nerveforbindelse og nedbryde andre.
Uanset om Henriksen har tænkt over hudfarve eller ej, må man altså erkende, at den gentagende kobling mellem ord som ”muslim” og ”udlænding”, bakket op af billeder af mørke mænd med islamiske symboler, påvirker vores forståelse af både muslimer, indvandrere og danskhed.
Efterhånden som DF er blevet mere og mere dominerende i udlændingedebatten, har deres måder at udtrykke sig på bredt sig, og der er sket en glidning i den prototypiske forståelse af muslimer, indvandrere og danskhed i retning af DF's forståelse. Det bliver f.eks. tydeligt, når ”muslim” og ”indvandrer” bliver brugt synonymt som noget, der står i modsætning til ”dansker”. På den måde er DF lykkedes med at træne nogle bestemte nervebaner, der har rykket grænsen for, hvad der var normalt – dvs. hvad man normalt forstår ved ”muslim”, ”indvandrer” og ”dansker”, og hvordan man taler om de forskellige grupper. Og når man flytter grænsen for, hvad der er normalt og acceptabelt, baner man også vejen for mere ekstreme opfattelser set i forhold til den tidligere norm.
Det kan man sagtens konstatere, uagtet om man er enig eller uenig med DF og i det hele taget mener, at de har ret til at udtrykke deres holdninger. Og det er en vigtig konstatering, for den har rent faktisk betydning for, hvem vi tildeler hvilke rettigheder, og hvordan vi behandler hinanden.
Ifølge udlændingsordfører i Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, er der ikke tænkt over det med hudfarven i den udskældte kampagnevideo. Foto: Ritzau Scanpix
Forskel eller lighed?
DF's kampagne bidrager tilmed potentielt til øget splittelse i samfundet, men det er mere kompliceret end som sådan. For på den ene side har Danmark historisk set været – og er stadig – en homogen befolkning med et kæmpe flertal af hvide mennesker og en kultur, der i høj grad er præget af kristendommen. Der er derfor hverken noget mærkeligt eller forkert ved, at man med ”dansker” prototypisk forstår en hvid person, der er døbt Peter eller Maria, og som synes, at det er hyggeligt at gå i kirke juleaftensdag. For det er det, vi har trænet vores hjerner til at forstå på et sprogligt og ikke-sprogligt plan igennem årtier som konsekvens af den høje grad af homogenitet.
DF's kampagne bidrager tilmed potentielt til øget splittelse i samfundet, men det er mere kompliceret end som sådan. For på den ene side har Danmark historisk set været – og er stadig – en homogen befolkning med et kæmpe flertal af hvide mennesker og en kultur, der i høj grad er præget af kristendommen. Der er derfor hverken noget mærkeligt eller forkert ved, at man med ”dansker” prototypisk forstår en hvid person, der er døbt Peter eller Maria, og som synes, at det er hyggeligt at gå i kirke juleaftensdag. For det er det, vi har trænet vores hjerner til at forstå på et sprogligt og ikke-sprogligt plan igennem årtier som konsekvens af den høje grad af homogenitet.
På den anden side har Danmark i nyere tid hovedsageligt modtaget flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet, Balkan og Mellemøsten. Der er derfor heller ikke noget mærkeligt eller forkert ved, at man med ”indvandrer” forstår en mellemøstligt udseende person, der hedder Muhammed eller Fatima, og som taler dansk med en anderledes accent. For det har vi også trænet vores hjerner til som konsekvens af indvandringens sammensætning. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at vi skal dyrke og styrke de to forståelser på et sprogligt og visuelt plan, og slet ikke, at vi skal italesætte dem som hinandens modsætninger.
Men i stedet insisterer DF på i deres kampagner og politiske retorik at fremhæve de forskelle, der indiskutabelt er mellem bestemte grupper i Danmark, og som potentielt er splittende. Især fordi de sørger for at tillægge forskellene et moralsk aspekt, hvormed de bliver betydelige.
For det er ikke entydigt, hvad en ”dansker” eller en ”indvandrer” er, og der er masser af fællestræk på tværs af etniske grupper og religioner, som man kunne fremhæve. Mennesker med forskellig baggrund, der står sammen på fodboldlandsholdet for at vinde en kamp for Danmark. Mennesker med forskellig baggrund, der står sammen på Christiansborg for at skabe en bedre lovgivning i Danmark. Mennesker med forskellig baggrund, der står sammen i den offentlige sektor for at vedligeholde velfærdsstaten i Danmark. Og så videre.
Men i stedet insisterer DF på i deres kampagner og politiske retorik at fremhæve de forskelle, der indiskutabelt er mellem bestemte grupper i Danmark, og som potentielt er splittende. Især fordi de sørger for at tillægge forskellene et moralsk aspekt, hvormed de bliver betydelige. Det gælder f.eks., når medlemmer af DF gang på gang understreger, at islam er uforeneligt med demokrati og vestlige liberale værdier. Det skaber nemlig den opfattelse, at det er bedre og mere rigtigt at være dansk (underforstået hvid og kristen), end det er at være indvandrer (underforstået mellemøstligt udseende og muslim). Og det skaber splittelse.
Derudover sørger DF også for at individualisere det problem, de identificerer ved indvandring. Det kommer bl.a. til udtryk, når DF mener, at forbud mod bestemte beklædningsgenstande styrker integrationen, fordi det giver muslimske kvinder en bedre mulighed for at få et job. For når en kvinde bærer tørklæde, gør hun det nemlig sværere for sig selv at få et arbejde. Det er altså den enkelte, der er problemet. Men hvorfor er det ikke strukturerne på arbejdsmarkedet, der skal ændres for at styrke integrationen, så kvinder med og uden tørklæde i princippet har lige let adgang til arbejde?
Til gengæld har det betydet, at DF har haft monopol på at definere, hvad der var dansk, og det er det, vi ser konsekvenserne af i dag. Det er deres definition, der ligger indlejret i vores nervebaner.
Kom ind i kampen
Hvorfor står DF så så stærkt i udlændingedebatten, når de gang på gang er blevet kritiseret af partier som Alternativet? Det er simpelthen, fordi venstrefløjen de seneste mange år har afstået fra at ville deltage i debatten om danskhed, fordi de mente, den var forkert. Til gengæld har det betydet, at DF har haft monopol på at definere, hvad der var dansk, og det er det, vi ser konsekvenserne af i dag. Det er deres definition, der ligger indlejret i vores nervebaner.
Hvorfor står DF så så stærkt i udlændingedebatten, når de gang på gang er blevet kritiseret af partier som Alternativet? Det er simpelthen, fordi venstrefløjen de seneste mange år har afstået fra at ville deltage i debatten om danskhed, fordi de mente, den var forkert. Til gengæld har det betydet, at DF har haft monopol på at definere, hvad der var dansk, og det er det, vi ser konsekvenserne af i dag. Det er deres definition, der ligger indlejret i vores nervebaner.
Derfor denne opfordring: Hvis du har en mening om udlændingepolitik, så bland dig i debatten om danskhed. Giv din positive version af, hvad det vil sige at være ”dansker”, frem for blot at negere DF's retorik.
