Sådan undgår du Holsts fuck-ups fremover

Carl Holst er indehaver af den triste rekord at være den minister i nyere tid, der er kommet dårligst fra start. Og nu er det slut allerede efter tre måneder. Læs her hvorfor.
af Rasmus Jønsson
Bemærk: Artiklen er skrevet og publiceret før Carl Holst tog sin afsked.
 
Selv om flere af Carl Holsts fejltagelser er så åbenlyse, at de ikke behøver nærmere forklaring, er det - set fra et kommunikationsperspektiv - alligevel interessant at zoome ind og studere en række af de forhold, der har skabt Carl Holsts katastrofale start. For særligt når det handler om politisk krisekommunikation og opbygning af politiske brands, er der en del at lære af forsvarsministerens fejl.
 
Kommunikation er svært. Særligt for spindoktorer. Kilde: Polfoto/Ida Munch. 
 
Dobbeltkrisen    
Begge Carl Holsts to store kriser kan betegnes som dobbeltkriser. Først opstår der en krise på grund af en forkert handling, derefter udløser selve håndteringen yderligere en krise. Da Vejle Amts Folkeblad i sommer kunne fortælle, at Carl Holst fik et vederlag på 833.040 kr. ved siden af ministerlønnen, benyttede han flere typer af bortforklaringer. Først efter et par uger valgte han at takke nej til nogle af pengene. Og det var blandt andet efter, at han havde belært befolkningen om, hvor vigtigt det var, at politikerne turde stå fast i svære situationer.
 
Dobbelt løn er lig med dobbeltkriser. Kilde: Fyens.dk.
 
Da det for nylig kom frem, at Carl Holst havde brugt sin nuværende spindoktor som personlig rådgiver i valgkampen for skatteydernes penge, stak han først en løgn om, at det ikke passede. I en lille uges tid kunne diverse medier fremlægge forskellige beviser på, at Holst ikke talte sandt, og det udviklede sig til en stor mediestorm.
 
Håndteringen af begge sager var langt mere skadelig end de egentlige forseelser, som udløste kriserne. Dermed har Carl Holst lagt sig i kølvandet på politikere som eksempelvis Lars Løkke (bilagssagerne), Uffe Elbæk (cirkus-sagen) og Birthe Rønn (statsløse-sagen), som alle har fået grimme dobbeltkriser på grund af skidt håndtering. 
 
En helt upersonlig rådgivers helt personlige visitkort.
 
Åben, ærlig og præcis  
Men hvordan kunne Carl Holst så have undgået dobbeltkriserne? Svaret er enkelt. Han skulle selvfølgelig have været ærlig! Har man lavet noget dumt, skal man selvfølgelig erkende det og ikke komme med en masse røverhistorier. Mener man ikke, at man har gjort noget juridisk eller moralsk forkert, skal man forklare det åbent og ærligt. Stiller man sig stille og roligt frem og undskylder det, der skal undskyldes, og forklarer det, der skal forklares, kan det faktisk ende med at blive en styrke. For ligesom i alle andre af livets aspekter siger håndteringen af svære situationer meget om de personlige egenskaber. Den regel gælder også for politikere.
 

Ærlighed ville have hjulpet Carl Holst langt hen ad vejen. Kilde: Polfoto/Finn Frandsen. 
 
En anden ting, der er vigtig i den gode krisehåndtering, er, at kommunikationen er præcis og troværdig. Og der har Carl Holst haft enorme problemer. Særligt de gange, han har forsøgt at lukke kriserne på tv, har det været tydeligt, at han ikke har haft styr på de kommunikationsaspekter, der skaber et stærkt etos. Carl Holsts budskaber har været uklare, og de har strittet i mange forskellige retninger uden nogen form for selverkendelse. Han har haft en skinger og forurettet stemmeføring. Retorisk har det meste været upræcist og uden punchlines. Billedsiden har været en sur, nærmest lidt skræmt mand med flakkende øjne. Selv støtte-sløjfen, som forsvarsministrene ellers plejer at bære på jakken, har han glemt ved flere lejligheder.   
 
Svagt personligt brand
Carl Holsts krisekommunikation har også været ramt af et helt andet grundlæggende problem, nemlig at han fra start af har haft et svagt politisk brand. Hverken op til eller efter, at Carl Holst er blevet minister, er det lykkedes ham at opbygge en stærk politisk fortælling, som der har kunnet trækkes på i svære tider. Et solidt ministerbrand bliver særligt opbygget af fire aspekter: 1) Man skal være en stærk minister på sit fagområde, 2) man skal være en dygtig partipolitiker, 3) man skal have styr på systemet (f.eks. forhandlinger og de tunge beslutninger) og 4) man skal kunne håndtere borgernære politiske sager (se kommunikationsdiagrammet).  
 
 
Som det fremgår af kommunikationsdiagrammet, er Carl Holst tynd i kortene i alle felterne. Carl Holst har ikke formået at etablere sig som en stærk fagminister. Tværtimod har han fejlet på begge de to store politiske sager, han har skullet håndtere som forsvarsminister. Han fik ikke greb om sagen med de trætte flymekanikere, og han glemte tilmed at invitere dem til det møde, hvor deres problemer skulle diskuteres. I forhold til lukningen af Irak-kommissionen kom Carl Holst til at sige, at Danmark gik i krig, fordi der var masseødelæggelsesvåben, og den begrundelse var forkert! Et udsagn, der strider helt imod det, Venstre normalt rejser rundt med. To kæmpe fejl i meget definerende sager, og de bliver ikke mindre af, at Holst samtidig forsøger at overbevise offentligheden om, at sommerferien er brugt på at læse politiske sager. 
 
Den eneste stærke fortælling om Carl Holst er, at han er Lars Løkkes gode ven. Selvom det altid er rart at få betegnelsen "god ven", er det bedre at blive udnævnt på baggrund af faglige kvaliteter frem for en vennetjeneste. Det kan undre, at en mand, der har været med i politik så mange år som regionsborgmester, ikke har formået at opbygge en stærkere fortælling om, at han for eksempel er en god forhandler eller en politiker, der går op i at løse borgernes problemer. Carl Holst har i hele kriseforløbet manglet en stærk personlig fortælling at læne sig op ad. 
 

Den eneste stærke fortælling om Holst er, at han er gode venner med Løkke. Men det er ikke nok. Kilde: Polfoto/Ole Frederiksen. 
 
Dårlig intern kommunikation
Den sidste erfaring, der kan hives ud af Carl Holsts miserable krisekommunikation, er, at de interne forhold er meget afgørende for den eksterne kommunikation. Det virker besynderligt, hvis statsministeren ikke har en klar linje om sin ministers vederlag, og det virker også underligt, hvis Løkke og Holst ikke på den ene eller anden måde har været i dialog om begge sager. Men Carl Holsts zigzag-kurs fortæller noget om, at den interne kommunikation ikke har været god nok.   
 
Holst er også blevet udfordret af, at der internt i regeringen åbenlyst er nogle, der vil ham det ondt. Det er helt ekstraordinært, at dybt fortrolige papirer fra ansættelsesudvalget bliver lækket til pressen. At have ”venner" omkring sig, der vil en det så ondt, er ikke rart. Ligeledes har Venstre heller ikke formået at få lukket sagen blandt deres medlemmer. Nogle dage har Venstre-politikerne nærmest stået i kø for at komme med skadelige meldinger i medierne. 
 
Der var altså en bred vifte af ting, der gikt galt for Carl Holst og hans rådgivere, og det viser med al tydelighed, at krisekommunikation og personlig branding er svære discipliner på det politiske felt – men også at det er discipliner, der skal tages meget alvorligt! 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job