Den iltre nestor

Bertel Haarder har været i dansk politik i årtier og kender alle spillets regler. Han kan argumentere sagligt, men han kan også behændigt slippe udenom kritiske spørgsmål – vel at mærke hvis journalisterne ikke driller ham for meget. For der er en nisse der har flyttet med gennem alle årene, og det er Haarders iltre temperament.
En mand med et temperament som Bertel Haarder skal være skarp på sin kriseretorik.
En mand med et temperament som Bertel Haarder skal være skarp på sin kriseretorik.
af Hanne Roer
Bertel Haarder er dansk politiks nestor. Han har været i Folketinget siden 1973, meget af tiden som minister. Han har insisteret på de liberale værdier fra højskolemiljøet og er kendt for sine bøger og kronikker, sine taler og sine initiativer for at forbedre den politiske debat, såsom Folkemødet på Bornholm og sommermødet i Rødding. Han har fået en næsten alfaderlig status, selvom han gennem årene har givet mange eksempler på sit iltre temperament.
 
Helt uforglemmelig er episoden i DR Byen i december 2010, hvor Bertel Haarder, med sine egne ord, kom op i det røde felt over en insisterende journalists gentagelse af det samme spørgsmål.
 
 
Ordet risengrød – den ret, som Haarder ville have foretrukket at indtage i sin kones selskab fremfor at svare på uventede spørgsmål – har siden hængt ved Haarders navn. Haarder vandt uden tvivl en masse sympati, for mange er grundigt trætte af journalisternes gentagelser af de samme spørgsmål, fremført med en selvfed tro på, at de udfører kritisk journalistik.
 
Haarders næsten ti minutter lange vredesudbrud kunne have været et ansigtstab for ham, men han fremstod autentisk: et menneske med følelser og krop, der afviste mediernes marionetteater.
 
 
Raserianfaldet som fænomen
Sociologen Ernest Goffman har undersøgt, hvordan sociale mønstre udspiller sig i de mindste detaljer i menneskers samspil. Det er gennem facework, ’ansigtsarbejde’, at vi fastholder de sociale grupperinger. Frygten for at virke pinlig styrer mennesker allermest.
 
Haarders vredesudbrud overskred det pinlige, for han blæste højt og flot på alle høflighedskonventioner. Det var journalisten, der stod tilbage som endnu et eksempel på tåkrummende nyhedsjournalistik.
 
Haarders vredesudbrud var en suveræn gestus, der også vakte nysgerrighed. Hvad var det for en ballet, som Haarder udførte, da han med lange skridt marcherede hen til TV-byens stålskinnende rulletrapper og med lige så lange skridt strøg tilbage til journalisten med et nyt verbalt angreb? Nissen, den lille hidsigprop, omkring den varme risengrød? Det kunne også ligne et filmisk vredesudbrud.
 
Et af de mest kendte er Hitlers (spillet af Bruno Ganz) raserianfald i filmen Der Untergang, hvor Hitler flipper helt ud ved meddelelsen om et stort nederlag. Dette afsnit er blevet brugt i talrige memer, altså genbrug af filmklip med frit opfundne undertekster på dansk. På YouTube er der (selvfølgelig) en Hitler-Untergang-meme, hvor Hitlers anledning til at geråde i raseri er fraværet af risengrød og udsigten til at blive forsinket til koncert i Domkirken.
 
 
Alt er kriseretorik
 
Haarder valgte klogt at undskylde i et brev til journalisten, Kristian Sloth, hvor han afværger en eventuel mistanke om, at han er i sine følelsers irrationelle magt, ved at henvise til sin kones gode råd om ikke at lade sig hidse op af journalister.
 
Bertel Haarders brev til journalisten Kristian Sloth, hvori han undskylder sin opførsel under interviewet den 17. december 2010. Kilde/DR.DK.
 
Derved fremstår Haarder som den føjelige ægtemand, hvis temperament ikke er værre, end at konen til enhver tid kan få ham til at falde ned som et lam. Han bygger sin etos, troværdighed, op igen ved at udvise velvilje over for journalisten og demonstrere selvironi og (bag)klogskab. Det er to af de tre måder, der ifølge Aristoteles’ Retorik virker etos-opbyggende: eunoia, velvilje, og fronesis, klogskab. Den tredje, arete, dyd, demonstrerer han også ved at vise respekt for pressens krav på oplysning.
 
Kriseretorik er blevet livsnødvendig for politikere. Politikerne skal forsvare sig mod anklager om løftebrud og selvmodsigelser, og mediernes arkiver bugner med gamle udsagn, der kan vendes mod dem. Det kræver kamp til stregen at møde op hos en Clement eller en Krasnik. Haarder kan alle de argumenter, der skal bruges i en krisesituation.
 
Han kan subtilt give andre skylden, afstive sig med at omtale en masse formildende/tilstødende omstændigheder, omdefinere spørgsmålet eller løfte sagen op på et højere niveau – alt sammen for at undgå at indrømme en fejl eller åbne flankerne i en svag sag.
 
Blandt venner i Radio 24/7
Haarder kan især bruge disse taktikker, når han føler sig i godt selskab, som det var tilfældet 1. september, hvor han blev interviewet i programmet Cordua & Steno på Radio 24/7. Emnerne var kronprinsens udtalelser om doping og hans arbejde i den olympiske komite, det forestående menighedsrådsvalg, DR og den nye ”Danmarkskanon”. Steno og Cordua var venligt ironiske uden at stryge ministeren med hårene, hvilket tilskyndede ham til at gøre rede for sine synspunkter.
 
Da en af dem spørger, om det overhovedet var en god ide at lade kronprinsen blive medlem af den olympiske komite, svarer Haarder: ”Det er den hollandske konge”. Steno kommenterer straks på Haarders undvigemanøvre og demaskerer dette sammenligningsargument som en måde at undgå at indrømme, at det måske var en fejl at give kronprinsen dette politisk betændte arbejde.
 
Begge parter har en subtil metakommunikation om det at argumentere (de har måske begge læst Christian Kocks De svarer ikke om dårlig debatkultur og retorisk udenomssnak). Haarder lykkes med at undvige spørgsmålet ved at rose kronprinsens arbejdsindsats (afstivning) i høje toner.
 
Steno og Cordua går videre til menighedsrådsvalget og lægger op til en omgang folkekirke-bashing: Den er dyr, og kun 1 % stemmer til menighedsrådsvalgene. Haarder indrømmer, at valgdeltagelsen er et stort problem, hvilket netop er grunden til en række nye initiativer. Han argumenterer for folkekirkens særstatus med, at den er en vigtig kulturinstitution med masser af aktiviteter, og i landsogne er kirken det eneste kulturhus.
 
Steno/Cordua fanger straks, at Haarder omdefinerer kirken til kulturhus, men Haarder afparerer igen: Folkekirken er vigtig, for så er der ikke kiv og strid som i USA og hos muslimerne. Han bliver helt lyrisk i sin beskrivelse af folkekirkens rum som et sted, hvor der er fred og ro til at fordybe sig i de store spørgsmål, og hvor alle er velkomne.
 
De to journalister gør sig også muntre over Haarders nye Danmarkskanon.dk hvor alle kan komme med forslag til de vigtigste danske værdier. Haarder indrømmer gerne, at dette er i forlængelse af kanonprojekterne fra for 10 år siden, men at han også er inspireret af Politikens konkurrence, der kårede højskolen som det vigtigste i dansk kultur.
 
Se mere på Danmarkskanon.dk.
 
Steno/Cordua argumenterer med, at der er opstået et kæmpekulturtab, en erodering af fælles kulturel ballast, og i dette tomrum forsvinder de unge i online communities. Hvor svenske musikere kan svenske sange, kan danske kun deres egne. Så hvordan skal en hjemmeside og en afstemning kunne råde bod på det?
 
Haarder argumenterer med, at en tydeliggørelse kunne være et skridt på vejen, en måde at oplyse danskere og især udlændinge om danske værdier såsom ytringsfrihed (inklusiv Muhammedtegninger), ligestilling (”pigerne må selv bestemme”, som Haarder siger med gammeldags paternalisme), fri badning med eller uden tøj, cykelkultur etc.
 
Danmarkskanonen skal især tjene til at fortælle muslimer, hvad de skal gøre for at integrere sig, og vil være en hjælp for de ”gode” muslimer (mit udtryk – Harder siger integrerede). Denne opsplitning i gode og dårlige muslimer er et genkommende omdefineringsargument  i debatten om integration, hvor kritik af muslimer retfærdiggøres med, at der både er gode og dårlige, og at det er kun de sidste, der kritiseres.
 
Den nye kanon skal også være en hjælp til Integrationsministeriet (journalisterne synes ikke at fange Haarders stikpille), så indfødsretsprøven ikke kun tester paratviden om Olsenbanden-film. Haarder er især glad for danske badetraditioner, hvilket får ham til at citere adskillige linjer fra H.C. Andersens I Danmark er jeg født. Han priser den danske tradition for frivillig indsats (uden den ingen festivaler) og understreger, at der både skal være plads til det lokale og det internationale, såsom Ordrupgaards aktuelle udstilling med Monet.
 
Men da emnet bliver DR, skifter Haarder fra den alfaderlige, nuancerede debattør til bidsk polemiker. Det er sygt, gentager han flere gange ophidset, at DR skal reklamere for egne kanaler og køre de samme nyheder på flere kanaler. På Stenos spørgsmål, om han er enig med DF’s forslag om at skære 25 % af DR’s budget, svarer han ja. Monopolet må brydes, og andre skal have lov til at byde ind på public service. Han henviser til Troels Mylenberg og Connie Hedegaards igangværende kommissionsarbejde om public service, måske for at markere en afstand til DF.
 
P1 Debat 19/8: Mere kultur for færre penge?
Haarder er her i løvens hule, DR, og det går ikke stille af i debatten med Knud Romer, Ulla Tofte (søfartsmuseet i Helsingør) og Marianne Riis (Teater Grob), styret af værten Marianne Skovlunde. Hun må faktisk på et tidspunkt henstille til de to kamphaner om ikke at skændes for åben mikrofon, hvorefter Haarder kritiserer hende for at have inviteret Romer!
 
Bertel Haarder er nem at få op i det røde felt, hvis man kritiserer det danske kulturliv. 
 
Haarder taler igen for folkelighed, kultur i provinsen og, med rørt stemme, om de frivillige ude omkring i landet. Han hævder at kulturlivet kan spare 2 % ved at sammenlægge, forhøje billetpriser og hente flere penge fra private fonde. Romer kalder det eufemismer, der dækker over en ”kleptokratisk afribning af kulturområdet” og en proletarisering af skabende kunstnere, der ikke får ret meget, hvis overhovedet noget, for deres arbejde. 
 
Hvis pengene skal hentes fra private, går det ud over det kunstneriske niveau; alt bliver mainstream. 
 
Jeg skal ikke her gå ind i selve debatten, men konstatere, at Haarder er nem at drille: Han er et løsgående missil, når emnet er DR eller kritik af det danske kulturliv (Romer påstår, at det er bedre at være forfatter i udlandet, hvilket får Haarder op i det røde felt).
 
Både Haarder og Romer råber frem for at lytte, hvilket er underholdende, men også pinligt. Haarder skælder Romer ud for at være nedrakkende, men er vel ikke stort bedre selv. Hvor Haarder taler om folkelighed, frivillighed og kærlighed, hævder de andre debattører, at det er omskrivninger for nedskæringer og bureaukratiske drømme om fordele ved fusioneringer. Ulla Tofte er god til at nuancere debatten med forslag til fornyelse, skønt hun fastholder, at nedskæringer fører til forringelser.
 
En markant og sammensat stemme
Haarders retorik er sammensat, ligesom han selv. Han kan debattere, nuancere og svare for sig, men ryger i flint, hvis han bliver provokeret. Det gælder især hans yndlingsager folkekirken, højskolen og det folkelige Danmark. Man kan mene, at han forsvarer en tabt sag (det antyder journalister og meddebattører i de to programmer), og at frivillighed dækker over reklamebranchens overtagelse af, hvad der burde være en kunstnerisk elite, eller at alt den megen snak om danskhed og Danmarkskanon er udtryk for en snæversynet nationalisme grænsende til xenofobi.
 
Han er ikke desto mindre en markant stemme med interessante synspunkter, og som en af få i et djøfiseret folketing kan han tale et variereret dansk og citere litteratur. Man kan vurdere retorik ud fra, om den er interessant og redelig, og Bertel Haarders er begge dele. Han kan være nedladende over for dem, der kritiserer ham, men han slipper af sted med det på grund af sin status som nestor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job