Er det historisk grimt?
For et par uger siden sagde Københavns Rådhus nej tak til BIGs forslag til eget hovedkvarter yderst på Sundmolen på den københavnske Nordhavn. Hvad er op og ned i denne sag? Har janteloven endelig ramt hele Danmarks darling, arkitekten Bjarke Ingels og hans grænsesprængende arkitektvirksomhed BIG? Er politikerne nu pludselig også arkitektureksperter og smagsdommere? Hvad siger lokalplanen? Hvad siger overborgmesteren? Og er det egentlig forbavsende underspillede BIG-tårn nu også så grimt? Mangler det ikke bare en cykelbane eller en iskiosk på taget?
af Holger Dahl
Hele branchen samlet ét sted
Det kunne ellers være så godt – en arkitektghetto på Sundmolen på den københavnske Nordhavn. Allerede nu har COBE, SLETH, Lendager Group, Gottlieb Paludan og Vilhelm Lauritzen kontorer derude ved vandet – og med BIGs ankomst, naturligvis i eget hus og helt ude på spidsen af det hele (som deres arkitektur), ville konceptet være fuldbyrdet. Sikke nogle fredagsbarer, der kunne holdes på kajkanterne - og hvor praktisk det ville være!
Som dansk arkitekt ville man kunne tilbringe hele sin karriere på Sundmolen – gradvist arbejde sig udefter, og hvis alt klappede, ville man efter at have betalt sine lærepenge længere inde mod land kunne ende med at stå på toppen af BIG's 27 meter høje tårn for enden af molen og føle sig lidt som ‘King of the Woooooooorld’.
Men sådan skulle det – i hvert fald foreløbig – ikke være. Hvis BIG ikke kan få lov til at bygge et hovedkvarter, der på alle måder lever op til lokalplanen, og som ovenikøbet er bæredygtigt i højeste kategori, DGNB Guld, så er det ikke til at vide, om de andre arkitekter på Sundmolen begynder at få kolde fødder.
BIGs foreslåede hovedkvarter på Sundmolen. Foto: BIG.
Beton Bjarke
Men hvad kan man egentlig sige om den foreslåede bygning? Hvad har den gjort, siden et flertal i Teknik- og Miljøudvalget ligefrem synes, at den er for grim til Nordhavn? I betragtning af alt det grimme byggeri, der stryger lige igennem udvalget, må der være noget helt usædvanligt på færde – eller ikke?
Jeg tror faktisk, at det, der er faldet politikerne for brystet, er bygningens mangel på den type spas og løjer, der plejer at være BIGs specialitet. Og heller ikke nogen klar pointe skåret ud i MDF-plade. Her er hverken yin og yang, skibakke, cykelbane, iskiosk, voliere, parkour eller supergrafik – kun en prunkløs bygning, tydeligvis designet i alle ikke-arkitekters hademateriale nummer ét: BETON!!
Beton, glas, en klatrende rampe – egentlig meget stilfærdigt. Men BETON?! Altså!
Beton er godt
Jeg har i øvrigt aldrig forstået, hvorfor beton er blevet selve antikrist, når folk uden for faget skal diskutere arkitektur: Beton er verdens bedste og mest anvendelige materiale.
Alle byer i verden er lavet af beton, og fordi beton er så praktisk og formbart, kan det bruges til alt. Som alle andre materialer kan man bruge beton godt eller dårligt, men ligesom man ikke kan sige, at en enkelt farve er grim – eller en enkelt tone – så kan man heller ikke sige, at beton per definition er grimt.
Og de illustrationer, der findes af BIG-projektet, er alt for overordnede og skematiske til, at man kan sige noget som helst om materialiteten af den foreslåede bygning.
Bortset fra Den Lille Havfrue ser interiøret heller ikke særlig BIG-agtigt ud. Foto: BIG.
Ikke så store armbevægelser
Men når alt det er sagt, er det stadig, som om Bjarke og drengene havde en meget stille dag på kontoret den dag, de skulle designe deres nye hovedkvarter. Bygningen har som nævnt ikke noget gøglerprogram, men virker desværre også en smule postuleret i sin seriøsitet. Som hvis Farrelly-brødrene pludselig ville lave en fem timer lang, sort-hvid version af Krig og fred.
Den foreslåede bygning tilbyder hverken cykelbaner, bungee jump, dødsdrom, skiløb, gocart eller russisk roulette.
BIG har brugt knap 20 år på at bygge et brand, der handler om kreativitet, overraskelser og ‘insanely great things’. Det er ikke tilfældigt, at tegnestuen har mere succes i USA end i Danmark – BIGsternes armbevægelser passer bedre til hyperkapitalismens verden end vores egen jantelovsdominerede andedam.
Den foreslåede bygning tilbyder hverken cykelbaner, bungee jump, dødsdrom, skiløb, gokart eller russisk roulette. Kun en forkølet lille rampe kunne det blive til! Denne skuffelse har nok været næsten umulig at overvinde for Teknik- og Miljøudvalget – og derfor blev det et nej derfra.
Turn on the bubble machine!
Det hele minder lidt om Dirch Passers forsøg som seriøs skuespiller: Som det fortælles i utallige dokumentarprogrammer var Dirch egentlig altid frustreret, fordi han gerne ville være mere end en klovn. Han prøvede så at spille Lennie i Mus og Mænd, men forestillingen blev en ynkelig fiasko, fordi publikum ikke kunne lade være med at grine, når Dirch kom på scenen.
På samme måde er det tilsyneladende gået med hele Danmarks BIG. De er nu fanget i deres egen myte og kan kun få lov til at bygge noget i København, hvis de tager en sjov hat på og danser på en mærkelig måde. Så kære BIGstere – turn on the bubble machine!, som Frank Zappa ville have sagt.
BIGs Serpentine Pavilion – vredet og stablet på samme tid.
Vridning og stabling
Udover de forsideegnede narrestreger er BIGs arkitektur karakteriseret af to greb: vridningen og den ternede stabling. En meget stor del af BIGs projekter arbejder med en vridning af et plan eller en form (et volumen, som vi siger blandt arkitekter): Gårdskraberen i New York, 8tallet, Vancouver-tårnet og en serie andre værker fra BIG's kreative hænder har den plastiske vridning som formmæssig pointe.
I de senere år er tegnestuen begyndt at arbejde med en anden signatur: stablede tern; altså et koncept, hvor to forskellige temaer er organiseret skiftevis over og ved siden af hinanden som de sorte og hvide felter på et skakbræt. Som for eksempel Amagerværkets facade, de almennyttige boliger på Dortheavej, Serpentine Pavilion og mange andre nyere projekter.
Vancouver House – voldsom vridning, som har været lidt af at varemærke for BIG. Foto: BIG.
De almene boliger på Dortheavej: altan/kasse/altan/kasse – enkelt og faktisk til en god pris.
Det foreslåede BIG-hovedkvarter kombinerer disse to formgreb og bliver på den måde en slags status over BIG's arbejde indtil nu. Selve facaden alternerer mellem betonfelter og glas-ditto på den ternede måde, mens den vridende bevægelse skabes af en rampe, der klatrer rundt om bygningen og dublerer som altanrum for de enkelte etager.
BIG har som sagt ikke offentliggjort særligt meget visuelt materiale om bygningen, så det er svært at få et præcist billede af, hvordan den er skruet sammen, men ifølge det oplyste, er bygningen udstyret med både solceller og et grønt tag, så den kan certificeres i højeste bæredygtighedsklasse – DGNB Guld.
Det virker, som om BIG er blevet offer for noget lokal rådhusfnidder, og at de involverede politikere faktisk slet ikke har været klar over, hvor grænsen for deres indblanding bør gå.
Det kan altså ikke være virkeligheden, der er noget galt med, når en af de negative politikere kritiserer projektet for ikke at være bæredygtigt.
Frank siger fra
Det er svært at blive klog på, hvad der er sket, men i et indlæg i Berlingske gjorde selveste overborgmester Frank Jensen det meget klart, at det ikke er med hans gode vilje at BIG-projektet er blevet afvist: “Vi må ikke ende som en by af selvbestaltede smagsdommere, der skræmmer visionære projekter væk” og fortsætter:
"Nogle politikere afviser projektet, fordi de mener, at det er »historisk grimt«. Andre vil hellere have bygningen opført i træ end i beton. Men noget er galt, for det er faktisk os politikere på Københavns Rådhus, der selv har været med til at fastlægge rammerne for Nordhavns udvikling: Alle nye bygninger i Nordhavn skal leve op til høj miljøcertificering, og de skal afspejle historien om et gammelt havneområde. Bjarke Ingels' byggeri ligger inden for de rammer, herunder genbruger byggeriet en stor mængde granit fra Nordhavnens nedlagte moler."
Og ovenstående klarsyn har Frank Jensen jo fuldstændig ret i. Det virker, som om BIG er blevet offer for noget lokal rådhusfnidder, og at de involverede politikere faktisk slet ikke har været klar over, hvor grænsen for deres indblanding bør gå.
Der skal eksistere nogle rammer – det siger sig selv, men når de så er der, så er det, at armslængdeprincippet skal på banen. Teknik- og Miljøudvalget er ikke et overdommerpanel, hvor den enkelte politiker kan kræve at få opfyldt denne eller hin æstetiske vision: En vil måske have blomster, en anden vil have guld, mens en tredje vil have bindingsværk – det kunne blive en sjov by til sidst.
Sammen om byen
På et overordnet plan er det naturligvis godt, at politikerne faktisk har en holdning til den by, de er blevet sat til at passe, og man kan håbe, at denne diskussion i sidste ende kan være med til at hæve den informerede samtale om arkitektur i København, men det skal netop være det: en samtale.
Man kan ikke uden videre afvise en tegnestues store og professionelle arbejde baseret på nogle enkelte photoshop-perspektiver. Det er respektløst over for både faget og byen.
Man må derfor håbe, at udvalget besinder sig og inviterer BIG ind for at forklare nærmere om, hvad det er, bygningen kan, og hvordan den hænger sammen med sit miljø.
