Analyse: Kritikken af Loud
Brüggers Loud-Lykke bashing

Ann Lykke Davidsen, programdirektør på Radio Loud, til Kforum: ”Ok, Mads. Jeg har hørt dig, men jeg har ikke yderligere kommentarer til dine meninger om mig og mit arbejde.” Mads Brügger til Kforum: ”Kritik af Loud er min hobby. Som badminton!” Illustration: Kforum

Ondt blod i Mediedanmark. Hadet mod Radio Loud er næsten uendeligt. Mads Brügger bruger sin Facebook til igen og igen at angribe stationen og dens direktør, Ann Lykke. Ja, det er hans hobby. Hvorfor og hvad siger Mads og Ann selv om al den Loud bashing?

Loud – den evige prygelknabe for alverdens 24syv-elskere

Min research om radiokanalen Loud ligger hulter til bulter i et enkelt skærmbillede, hvor jeg har kørt al teksten gennem Notesblok, så den dog står ens og harmonisk i fonden Calibri. Så er der en slags orden i mosaikken.
 
Jeg vil gerne forstå, hvorfor kritikken er haglet ned over kanalen, allerede fra det øjeblik Loud i 2019 slog Radio24syv i kampen om sendetilladelsen og de mange millioner.
 
Det synes at stå klart, at Radio24syv - der hen over årene udviklede sig til en original og gennemslagskraftig kanal – tabte efter en kamp, der afsluttede et rodet og også urimeligt politisk spil.
 
Men også, at stationen i slutfasen blev udmanøvreret, fordi Radio Loud var bedre til at skrive en ansøgning, der ramte de tilstræbte objektive udbudskriterier bedst.
 
De to ting – det politiske forspil og den kiksede ansøgning – er i hovederne hos Radio24syv-elskere blevet vekslet til et enormt raseri, der især rettes mod Loud i en slags omskrivning af forløbet.
 
Der er trods massiv mediedækning ikke fundet fejl i udbudsforløbet. Selv Rigsrevisionen har undervejs undersøgt udbuddet efter anmodning fra Statsrevisorerne.
 
Og kanalen ser i dag ud til rigeligt at opfylde de formelle krav til, hvor meget og hvad der skal sendes.
 
Det ligner historien om, at en ny radiostation, bemandet af ikke mindst unge og delvist urutinerede kræfter, skabt i en politisk proces, betaler prisen for en speget magtpolitisk affære, hvis mellemregninger ikke kan dokumenteres.

Så egentlig er der to tabere i spillet.
 

Kritik fra første dag

Kritikken begyndte allerede inden kanalen overhovedet havde sendt. 

 

I oktober 2019 fastslog Information på lederplads, at det var til ”manges store overraskelse”, at Radio Loud vandt udbuddet om den nye DAB-radiokanal foran ”favoritten Radio24syv”.
 
Hvem de mange overraskede er, fremgår ikke.
 
Men det er med til at øge avisens overraskelse, at der er fundet stavefejl og kluntede formuleringer i ansøgningen fra Loud, og flere programideer fremstår ”studentikose” for avisen – hvilket trods avisens målgruppe er negativt ment.
 
Avisen fastslår:
 
”Det er svært at forstå, at medlemmerne af Radio og tv-nævnet har vurderet, at det bud sad lige i skabet – især når Radio24syv, som på mange punkter har været en både journalistisk og lyttermæssig succes, var med i puljen.”
 
Dermed var tonen ligesom lagt. Selvom Loud altså målt på objektive kriterier, herunder også økonomi, scorede højt i udbuddet, så er det stadig synd for Radio24syv.
 

En kritisk og reflekteret artikel

Det er Kathrine Kirkeby Thomsen, der svarer, når man kontakter Radio Louds presse-e-mail. Jeg forklarer hende, hvad min mission er:
 

”Jeg skal til Kforum skrive en kritisk og reflekteret artikel om mediernes dækning af Loud - blandt andet den, der udgår fra Mads Brügger og kredsen omkring ham.”
 
Der er masser af eksempler på kritik fra Brügger. Bare et hurtigt dyk ned på hans Facebook-profil viser, at han ikke helmer.
 
Her for eksempel:

”Alle der ved noget om radio sagde at det aldrig ville kunne lade sig gøre at lave en DAB kanal til unge. De sagde at LOUD var dødsdømt på forhånd. Ann Lykke Davidsen & Co - alle udrustede med den selvsikkerhed som gennemført skam og talentløse mennesker ofte har - påstod det modsatte.”
 
Mads Brügger skriver ind i mellem ”Anne” i stedet for ”Ann”.
 
Ann Lykke Davidsen, der i dag er programdirektør i Loud, var med til at skrive ansøgningen for Loud. Hun har en fortid som chef i DR og har også i perioder arbejdet med yoga, blandt andet i sit eget firma.

Det er ikke mindst hende, der symboliserer Radio24syvs nederlag og driften af Loud. Og der er ingen tvivl om, at Mads Brügger ikke har respekt for hende.
 
Brügger har en fortid som chef på Radio24syv, som han var tilknyttet i otte år – bortset fra en periode på 32 dage i 2012, hvor han var fyret.
 

 

Medie-rindalisme

Den første sætning, jeg overhovedet skrev, før jeg talte med kilder og begyndte at læse mig ind i historien var:

 

Radio Loud er ramt af mange små mænds store medie-rindalisme.”
 
Jeg havde også sammenfattet en nærmest kønsspecifik tese:
 
”De er stort set alle sammen mænd – dem, der hader, foragter, kritiserer Radio Loud. Og den, der især forsvarer kanalen, er kvinde. Det er de fnysende forsmåede mænd mod den nøgterne kvinde.”
 
Enhver, der har været chef og siddet med det sidste og afgørende ansvar, ved, hvor tidskrævende ekstern kritik er. Den skal både pareres indad – og den kræver svar udadtil.
 
Og når en hel hær af kritikere går i selvsving, så sidder man der. Mutters alene.

Måske er det, fordi jeg sagtens kan forestille mig, hvordan det er at være chef på Radio Loud i den stemning, at jeg har givet den rigeligt med tryk på i sidste sætning i min arbejdstese. Jeg er vred over, at kritikken samlet fremstår indspist og koordineret.

”De små fnysende mænd skriver i ly bag skærmen hånende kommentarer, hvorpå de får en mental erektion, når likes og delinger nærer deres algoritmestyrede selvværd. Jo mere nedrigt, desto flere proselytter.”
 
De ord har jeg jo slet ikke belæg for. De er baseret på en følelse og viser min personlige oplevelse og holdning. Det er ikke journalistik.

Måske ved alle ikke, hvad rindalisme er. Midt i 60’erne blev der med Statens Kunstfond skruet massivt op for kunststøtten, der rundede 3,5 millioner kroner.
 
Men Peter Rindal, lagerforvalter og medlem af Fremskridtspartiet, systematiserede en passioneret kamp mod statsstøtte til kunstnere. Kritikken blev så animeret og senere berømt, at han helt enestående har lagt navn til en isme.
 
Rindalismen mente ikke, staten skulle støtte kultur, der ikke gav mening for Peter Rindal.
 
Han fik en del følgere.

Over 60.000 protestunderskrifter blev sendt ind i en kamp mod ”elitens Danmark”, og Rindal ryddede mediebilledet.

Også raseriet mod Loud handler om, at statens penge bruges helt forkert.
 

 

Ali Aminali siger fra

Midt i alt dette findes mennesker.
 


Det er voldsomme ord. Ali Aminali forklarer, at han som deltager i den offentlige debat kender til at modtage hadebeskeder og blive gjort til grin. Det spil accepterer han.

”Radio Loud som kanal skal og må kunne tåle kritik. Det er offentlige midler, vi har med at gøre. Men den behandling, Radio Louds medarbejdere bliver udsat for, er skammelig og utilgivelig,” lød det fra Ali Aminali.
 

Konspirationsteorien lever

Og jeg er selvfølgelig ikke den første, der har haft den følelse og tanke, at Loud skulle slagtes, fordi det var synd for gutterne på Radio24syv.
 
Journalist og mediekritiker Lasse Jensen skrev i februar 2020, kort efter beslutningsprocessen, opsummerende og kritisk om den stemning, der blandt andet kan ses i Informations leder allerede fra oktober 2019.

Han nævner dog ikke Information i sin kommentar – der også står i Information.
 
Lasse Jensen udpeger tidligere programdirektør på Radio24syv Mads Brügger som en af hovedarkitekterne bag kritikken.
 
”Siden Radio- og tv-nævnet i oktober valgte Radio Loud som vinder af udbuddet om den hastigt sammenflikkede ekstra DAB-radiokanal, har Brügger fremmanet en sammensværgelse af politikere, primært socialdemokrater, der har dræbt Radio24syv.”
 
Lasse Jensen citerer samtidigt tidligere 24syv-bestyrelsesformand og chefredaktør Lisbeth Knudsen:

”Ud fra en rent journalistisk betragtning må jeg advare imod, at konspirationsteorierne får alt for meget frit løb, uden at man forholder sig til nogen faktuelle ting,” sagde hun.

Det lagde dog ikke en dæmper på kritikken.
 

Vi skal latterliggøres

Det særlige ved Ali Aminali er, at han både evner at respektere Radio24syv og bevare et kritisk syn på behandlingen af Loud. Med andre ord evner han at koble følelserne tydeligt fra sine ræsonnementer.
 

”Radio Loud er på nuværende tidspunkt klassens tykke dreng, alle sparker til for selv at få det bedre. Fra første fløjt kunne man se, hvordan tidligere Radio24syvs medarbejdere hånligt gjorde grin med Loud og på sin vis retfærdiggjorde diverse angreb på radiokanalen,” skriver han blandt andet i Berlingske.

Og selv om mange af kritikerne i dag har fået job på andre kanaler og har deres på det tørre, ser han stadig kritikken:
 
”I diverse fora og på Twitter kan man dagligt se, hvordan alt, hvad Loud gør, svines til eller latterliggøres.”
 

 

Kontakt til Brügger

Jeg kontakter Mads Brügger:
 

”Jeg skal til Kforum skrive en artikel omkring Loud - ikke mindst den megen blæst og kritik, stationen har været ramt af,” slår jeg an – og formulerer derpå min mission:

”Jeg vil gerne have dit bud på, hvorfor Loud er genstand for så megen vrede. Jeg siger ikke, at du nødvendigvis selv er arrig/vred/kritisk over selve stationen - mere processen imod den - men tænker, at du kan forklare mine læsere, hvorfor vreden er opstået og fortsat ulmer?”
 

 

På rette vej

Medieforsker Søren Schultz Jørgensen fastslår i Politiken i april 2021, at Radio Loud har været udsat for en ”historisk urimelig behandling fra de øvrige medier”.

Han forudser i anledning af, at Loud skal måles på godt 100 kriterier af Radio- og tv-nævnet, at vi igen skal til at skændes om, hvorvidt DAB- og internetstationen Radio Loud er 260 millioner skattekroner værd.

”Uanset hvad der måtte stå i redegørelsen, vil en sur samling af kronragede kulturkendisser, føntørrede folketingspolitikere og et halehæng af haters på de sociale medier gøre deres for, at der igen skabes maksimal ståhej om stationen,” skriver han veloplagt – og adresserer derpå dem, der i sidste ende vil være ansvarlige for, at hetzen ikke forbliver flygtig, men tværtimod bider sig fast:
 

”Mon ikke landets nyhedsmedier vil citere koret pligtskyldigt, lave nyhedshistorier om ’debatten’ – flankeret af interviews med medieforskere, der skal ’spå’ om Louds overlevelsesmuligheder, selv om den har tre år tilbage af sin sendetilladelse? Det æder jeg gerne Morten Messerschmidts stråhat på.”
 
Søren Schultz Jørgensen ender med at slå fast, at kanalen er bedre end sit rygte og leverer lige så godt, som Radio24syv i perioder gjorde. Han konkluderer:
 
”Folkene på Radio Loud skal bare hænge i. De er på rette vej.”
 

Kan du sætte flere ord på?

Louds kommunikationsansvarlige Kathrine Kirkeby Thomsen er imødekommende.
 
Hun har dog rutine nok som kommunikationsmenneske til at bede mig være mere konkret: ”I første omgang vil jeg dog høre, om du vil sætte lidt flere ord på, hvad du gerne vil have, at vi kommenterer på?”.
 
Jeg sætter de fem spørgsmål sammen, der presser sig mest på og tilbyder, at Loud og programdirektør Ann Lykke Davidsen i første omgang kan svare på e-mail, hvis blot jeg kan få mulighed for at ringe opfølgende.

Jeg skriver også, at jeg gerne vil gøre folk klogere, og at det ikke er et skydetelt, stationen stiller op til.
 
Det er farligt og utraditionelt for mig at varsle den slags – du aner ikke, hvor historien løber hen.
 
Men jeg skriver det, fordi jeg har læst interview i medierne, hvor ellers kritiske journalister ukritisk og måske endda ubevidst overtager dele af den kritik af kanalen, som andre har rejst – men uden at citere de oprindelige kilder.
 
Kritikken har altså bundfældet sig som den sandhed, dækningen udgår fra. Det er skabt et paradigme og en fælles forståelse, grundlagt af populære og mediestærke profiler. Tænker jeg.
 

Svar fra Brügger

Første del af Mads Brüggers svar viser, at han absolut ikke har problemer med at indtage rollen som Louds primære kritiker.
 
”Det kan siges relativt kort: Mange folk tror jeg er bitter på grund af 24syvs skæbne, og at jeg derfor er besat af LOUD. De siger at jeg skal komme videre med mit liv. Men jeg er professionelt interesseret i LOUD fordi det er så absurd det der foregår. Man kan sige det er blevet en hobby for mig, ligesom hvis man går til badminton.”
 
Det er det, Radio Loud blandt andet kæmper mod. En ekstremt passioneret kritiker med et meget stort netværk i medierne. Og en mand, der synes at have tid nok til at mobilisere sine følgere med animerede opslag.
 

Mine spørgsmål til Loud

Mine spørgsmål til programdirektør Ann Lykke Davidsen sendt via Kathrine Kirkeby Thomsen lyder blandt andet:
 
1. Hvordan forklarer du, at tidligere ansatte på Radio24syv og/eller deres sympatisører fortsat retter en ret hård kritik mod Loud?
 
2. Hvad er din kommentar til et tweet som dette fra Mads Brügger?
”Radio LOUD er nu tilbage hvor de startede; med så få lyttere at det ikke kan måles.”
 
Men disse to spørgsmål svarer Ann Lykke Davidsen ikke på. Jeg ved ikke engang, om hun har set dem. Jeg er ikke i kontakt med hende personligt, men får processen gennem skriftlige svar i Ann Lykke Davidsens navn afsendt fra den kommunikationsansvarlige.
 
Måske skulle jeg have presset mere på. Måske Loud skulle være modigere og have grebet teten?
 
Det kan også være, at jeg som skribent for Kforum ikke har pondus nok til, at chefen vil bruge kræfter på at kontakte mig personligt.

Måske forståeligt, men det giver Mads Brügger en fordel. For han svarer uden forbehold og veloplagt. Samtidigt med Loud undervejs kritiserer mine spørgsmål og fx henviser til, at præmissen for artiklen var en anden.


Brügger rejser skydeteltet

Mit ønske om, at det ikke skulle blive et skydetelt, udfordres noget.
 
For som Mads Brügger selv forklarer, har han gjort Loud til sin hobby. En hobby, han dyrker ret passioneret og vedvarende:

”Hvis LOUD ikke kostede 60 millioner skattekroner om året ville jeg selvfølgelig være ligeglad, men det er det faktum at der bruges så mange offentlige kroner på løjerne, som gør det interessant og relevant,” skriver han via Messenger.

Derpå retter han en kritik mod ledelsen af Loud:

”Når man ser bort fra at selve projektet - at sende radio på DAB til unge - fra starten var dødfødt, så har stationen ovenikøbet en ledelse som er så udygtig at det trodser enhver forstand. Intet er de lykkedes med, og det selvom Corona jo nærmest var en gave til dem. Her fik de en enestående mulighed for at blive et medie der dækkede Coronakrisen set fra et ungt perspektiv, men også det missede de ud på.”
 

Som strandsten slebet af havet

Jeg har sendt fem spørgsmål til Loud. To svarer Loud ikke på. Tre andre spørgsmål skal jeg få svar på fra Loud. Det er ”kommunikerede” svar, der fremstår runde som strandsten slebet af et oprørt hav. Uden kant, bevægelse og bid.

 

Jeg kender den slags svar – jeg har selv forsøgt at lægge debatter ned med dem. Jeg kalder det at lave en ”Gandhi”. Det vil sige at prøve at få ret og ikke mindst ro uden at skærpe konflikten.

 
Og når jeg beder om, at svarene konkretiseres, får jeg at vide, at det ønsker Ann Lykke Davidsen ikke.
Min tre øvrige spørgsmål lyder:

3. Hvordan håndterer du og I kritikken, så den ikke giver personlige nedture blandt unge ansatte?

4. Hvordan håndterer du som leder selv kritikken, så du kan bevare et positivt mindset og fokus på den egentlige opgave?

5.Hvis du træder et skridt tilbage: Hvad ville du i forløbet gerne have gjort anderledes? Både omkring håndtering af kritik og i opbygningen af radioen?
 

Personangreb fra Brügger

Mads Brügger slutter sit svar til mig med det, der mest ligner et personangreb. Der er så at sige ikke noget Gandhi over hans stil.
 
”I stedet laver Ann Lykke & Co ikke andet end at klynke, over Corona, over at de bliver mobbet på sociale medier, over at de føler sig misforståede, osv. Det er virkelig ynkeligt ift hvor privilegerede de er. Først et år inde i deres sendeplan går det for alvor op for dem at de skal satse på podcast, og fra start af har deres tilstedeværelse på sociale medier været katastrofalt ringe,” skriver han – og konkluderer:

”Så når du spørger mig hvad vreden mod LOUD skyldes er det selvfølgelig det: Spildet af skattekroner qva den opsigtsvækkende dårlige ledelse, kombineret med det enestående faktum at de igen og igen scorer et rent nul i målgruppen i deres lyttertalsmålinger.”
 
Det er ikke forkert at fastslå, at Mads Brügger fremstår personligt indigneret over, at Radio24syv er udraderet. Og at kritikken formidles gennem angreb på Loud. Et angreb, der i sig selv svækker stationens muligheder for at få succes og anerkendelse. Profetien bliver selvopfyldt.
 

Medarbejdere til krisepsykolog

I maj 2020 stod Loud-medarbejdernes tillidsrepræsentant frem i fagbladet Journalisten og fortalte, at ansatte på Loud forfølges helt ind på deres SoMe-profiler.
 
”Det er meget omfattende,” sagde han og fortsatte:
 
”Vi er i en situation nu, hvor det er blevet så meget, at vi først og fremmest bliver nødt til at passe på hinanden.”
 
Loud indledte derfor et samarbejde med en krisepsykolog – og den opmærksomhed, der skulle gå til at udvikle programmer, gik nu også til internt omsorgsarbejde:
 
”Når der skulle være tid til at lave redaktionsmøder og sidde og udvikle indhold,” lød det fra Benjamin Clemens, der var 21 år, da han udtalte sig. Og han forklarede, at de unge journalister på Loud især blev ramt af, at erfarne kolleger på etablerede medier revsede dem.

”Vi er mange, der ikke har radioerfaring, så det kan være skidesvært, når man læser nogle af de her ting fra vores journalistkolleger,” sagde han.

I kommentarfeltet under artiklen er der opbakning til Loud. Det understreges, at Loud har vundet kontrakten helt rettelig.
Det lyder blandt andet:

”Skandalen ligger (…) i den blå ende af medieverdenen, den intellektuelle klike og hos gamle Radio24syv-fans. Skam jer - og kom videre!”
 
Men det lyder også fra en anden debattør:

”Hvorfor laver I ikke sammen med jeres lyttere en stor kampagne, der sætter fokus på problemet? Nå nej, undskyld. I har jo ikke nogle lyttere.”
Det er en mobning, der synes uden ende.
 

Jeg har hørt dig

Jeg forelægger dele af Brüggers svar for Louds kommunikationsansvarlige, der replicerer, at Mads Brüggers udtalelser er udtryk for en meget personlig holdning til Ann.
 

Og jeg konstaterer for mig selv, at det har hun ret i. Det er ikke lykkedes mig at gøre kritikken så substantiel, som jeg gerne ville. Dertil er der for mange følelser i sagen. Måske er følelserne i virkeligheden hele sagen?
 
Den kommunikationsansvarlige skriver også, at Ann er vendt tilbage med følgende kommentar til Mads Brüggers udtalelser, som jeg er velkommen til at bruge:

”Ok, Mads. Jeg har hørt dig, men jeg har ikke yderligere kommentarer til dine meninger om mig og mit arbejde.”
 

Hun ønsker arbejdsro

Jeg synes selv, at mine spørgsmål giver Loud en bane at spille på, hvor den trængte kanal kan erobre lidt sympati i mediebilledet, og vi kan få det entydige billede brudt lidt op. Et forsøg, på at lave et begavet modspil samtidig med, at kritikken bliver hørt.

 

Men når jeg sammenfatter oplevelsen, konkluderer jeg for mig selv, at Ann Lykke Davidsen i virkeligheden ikke ønsker at nuancere billedet af kanalen og afvise den rejste kritik.

Hun ønsker måske snarere … bare arbejdsro. Og det er måske et klogt træk. Omvendt er spørgsmålet, om stationens ansatte kan få arbejdsro, hvis ikke kritikken lægges ned.

 

Usammenhængende svar

Der er noget i Mads Brüggers svar, der ikke er sammenhængende. 

Noget, som måske bekræfter tesen om, at den vrede, der hældes ud over Loud, i virkeligheden burde være rettet mere entydigt mod beslutningsprocessen og andre aktører.

Jeg spørger ham derfor opfølgende:
- Når du mener, at projektet Loud allerede var dødfødt på grund af valget af DAB som kanal, kan man vel sige, at alle efterfølgende ledelsesmæssige dispositioner er ligegyldige. Ingen kunne have sikret Loud en succes på den præmis?
 
Og Mads Brügger indrømmer det:
 
”Dybest set, ja,” svarer han – hvorpå han fortsætter kritikken:
”Men man kunne i det mindste have gjort et hæderligt forsøg. Fx ved at hyre værtsnavne som målgruppen i forvejen kender og interesserer sig for. Fx ved at hyre nogle dygtige unge komikere til at lave satire. Fx ved fra starten at have været markant til stede på sociale medier. Fx ved at have nogle journalistiske ambitioner af betydning og evne til at indfri dem, osv. Alt det har ledelsen forsømt, og dermed har de banket søm i deres egen ligkiste.”
 

Tre svar

Jeg fik svar på tre af mine fem spørgsmål fra Ann Lykke Davidsen.

 

3. Hvordan håndterer du og I kritikken, så den ikke giver personlige nedture blandt unge ansatte?
”Som leder har jeg i høj grad appelleret til åbenhed og ærlighed, og det har været vigtigt for mig at etablere en forståelse omkring, at det er okay at tale om de ting, der sker, og som kan være svære.”
 
4. Hvordan håndterer du som leder selv kritikken, så du kan bevare et positivt mindset og fokus på den egentlige opgave?
”Det er vigtigt for mig at skelne imellem, hvad der er holdninger og følelser, og hvad der er kritik. Den kritik, der er konstruktiv og peger ned i udviklingen af LOUD, lytter jeg naturligvis til. Min vigtigste opgave er at holde snuden i sporet og hele tiden sørge for, at vores indhold har høj kvalitet, udvikles og når vores målgruppe mest effektivt.”
 
Det udløser følgende opfølgning fra mig:
- Kan du nævne et eller flere konkrete eksempler på kritik, der kan støtte udviklingen af Loud, som I har handlet på?
 
5.Hvis du træder et skridt tilbage: Hvad ville du i forløbet gerne have gjort anderledes? Både omkring håndtering af kritik og i opbygningen af radioen?
”Der er sikkert flere ting, som vi kunne have gjort eller håndteret anderledes – det er nemt at være bagklog. Jeg er stolt af, at vi er nået hertil, hvor vi er i dag, når man også tager i betragtning, at det har været et specielt og udfordrende corona-år. Og vigtigst er at blive ved med at se fremad og have fokus på i morgen og ikke i går.”

Det udløser følgende opfølgning fra mig: 
 
  • Kan du nævne en eller flere ting, du gerne ville have gjort anderledes?
 
Jeg får ikke yderligere svar, men denne replik fra kommunikationsansvarlige Kathrine Kirkeby Thomsen:
 
”Tak for din mail, LOUD har dog ikke yderligere kommentarer.”
 

En slags konklusion

Fåmæltheden og brugen af kommunikerede svar, der ikke er åbne for modspørgsmål, viser for mig, at kritikken har virket.
 
Reelt er det urimeligt, for Radio Louds muligheder for at blive en succes undergraves af den heftige og vedvarende kritik. Fordi den påvirker talenterne, der bliver bange for at fejle og måske går ustolte på arbejde – og så skaber man ikke fornyelse.
 
Og så er selve præmissen bag Loud ikke intelligent. Det at skulle skabe Danmarks nye tale- og kulturkanal for unge er som mission forkert.
 
Unge vil ikke have noget for unge. Man kan ikke segmentere journalistik skarpt på alder. Man kan lave kvalitet. Gøre folk klogere; få dem til at grine – blive det, mange taler om.
 
Jeg tror, det kræver, at folkene bag kanalen tør erobre det offentlige rum. Og ikke sender kommunikationsafdelingen, når der skal svares.
 
 

Relaterede artikler

Hvor stor er friheden i Brüggers budget på syv millioner? - Med vanlig sans for det bombastiske har Mads Brügger proklameret på Twitter, at han starter et nyt og fuldstændigt uafhæ...
Corydons kanon krisestyring - Der er god læring i Bjarne Corydons håndtering af Børsens svindel med coronakompensationen. Whistlebloweren blev taget ...
Er det knaldgod journalistik? - Hvis det ikke var tilfældet før, så er Radio4 nu kommet ud til den brede befolkning: I to dage har den mest læst histori...
Et stykke fra armbevægelserne til virkeligheden - Efter et produktivt liv som licensfinansieret journalist har Mads Brügger fået øje på behovet for et medie uafhængigt af...
Ugens Krise: Bitz' kopisag - Ugens Krise: Hver uge gennemgår Anna og Lasse ugens k-krise. I denne uge handler den om Christian Bitz' kopisag, hvor kr...

Giv din stemme

154 stemmer
2,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

86 JOB

Presseansvarlig

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.