Måååååååååål!

Nicki Bille har trukket overskrifter siden sit skifte hjem til dansk fodbold og Esbjerg efter fem sæsoner i forskellige udenlandske klubber. Senest var det på grund af et interview på TV3+, hvor han fortalte om sit nye - og ifølge modelkæresten Lykke Mai - eksotiske liv på den jyske vestkyst. Det var knapt så begavet, men han er ellers kendt for en meget begavet jubelscene.
 
I shot the sheriff-jubelscenen med Nicki Bille
 
Nicki Bille blev nemlig landskendt i 2010, da han og holdkammeraten i FC Nordsjælland Bajram Fetai var hovedpersonerne i en noget usædvanlig jubelscene efter et mål mod Silkeborg. Fetai lod, som om han slog sine medspillere omkuld, der alle faldt som fluer. Bille rejste sig op, hev en imaginær pistol frem fra hoften - hvor han har en pistol tatoveret - som i en ægte westernfilm og pløkkede Fetai ned.
 
Det var en jubelscene, som ikke er set siden i dansk fodbold, men det er ærgerligt, for gode jubelscener bidrager til fodboldkulturen og øger dermed vores interesse for fodbold. Vi er dårlige til at juble i dansk fodbold. Her en samling af de få, men gode eksempler.
 
Vi skal derfor til udlandet, hvis vi skal se de rigtigt spektakulære jubelscener. 
 
Mååååål. En halvnøgen Cristiano Ronaldo. Bar mave, spredte ben og primalskrig. Kilde: Getty Images.
 
Her følger Kforums guide til fodboldens mest notoriske jubelscener. Altså: hvorfor og hvordan kommunikerer spillerne, når de scorer.
 
Grænser for jubel
Det står ikke noget sted i fodboldreglerne, men det er en uskreven en af slagsen, at man markerer et mål med en jubelscene. Mål er fodboldens objektive facit og er ikke rigtigt scoret, hvis de ikke bliver fejret. Det kan være alt fra en Alan Shearer'sk arm i vejret til en Nicki Bille’sk koreografi eller måske en Roger Milla’sk dans om hjørneflaget. Kun fantasien sætter grænser – og så alligevel ikke. Side 116 i det internationale fodboldforbund FIFA's lovbog Laws of the Game foreskriver nemlig, at spillerne får gult kort, hvis de:
 
    1)     laver en provokerende eller nedladende hilsen
    2)     klatrer op på et hegn eller ud til tilskuerne
    3)     tager trøjen af eller dækker hovedet med den
    4)     dækker hovedet med andet (fx en maske)
 
Reglerne er kun få sæsoner gamle. For akkurat som omgivelserne, udstyret og taktikkerne ændrer sig, gør jubelscenerne det også. Da Guillermo Stábile scorede for Argentina i historiens første VM-finale mod Uruguay i 1930, løb han afsted med begge arme strakt i vejret. I VM-finalen i 1974 havde Gerd Müller også begge arme i vejret, da han hoppende fejrede sit matchvinder-mål. To strakte arme mod himlen er utænkeligt i dag - det er kun noget, børn gør. Til gengæld er det ikke unormalt, at spillerne smider tøjet, hopper ud til tilskuerne, laver vejrmøller eller endda har forberedt en koreografi.
 
Jubelscenerne har ændret sig markant gennem årene. I 1970'erne nøjedes Gerd Müller med at strække begge arme i vejret. Kilde: Getty Images.
 
Signaturjublen
Det er svært at lave et tværsnit gennem jubelscenernes historie, men man kan i hvert fald konkludere, at de er blevet mere fantasifulde og særprægede med tiden. Efterhånden er der flere spillere, der har deres egen signaturjubel. Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo tager et højt spring og lander med spredte ben og fremskudt brystkasse, mens han skriger sin glæde og maskulinitet ud. Liverpool-legenden Steven Gerrard tager en sprint og glider på knæ ud mod tilskuerne. Den mangeårige Chelsea-profil Frank Lampard peger med to fingre op mod skyerne til ære for sin afdøde mor. Og Pierre-Emerick Aubameyang fra Dortmund har flere gange trukket en Spiderman-maske frem.
 
Der er gået mode i ikke at juble, når man scorer mod en tidligere klub. Af respekt for Chelsea, hvor han spillede i 13 år, jublede Frank Lampard ikke, da han i sidste sæson scorede mod dem for Manchester City. Ofte er ikke-jublerne de mest kraftfulde. Kilde: Getty Images. 
 
Jublen er international
Til gengæld kan det lade sig gøre at få øje på et par geografiske og sociokulturelle forskelle i jubelscenerne. Det bliver dog sværere og sværere, da landegrænserne efterhånden er udvisket i fodboldens verden. Premier League er ikke bare Englands liga. Og La Liga er ikke bare Spaniens liga. De er hele verdens ligaer med spillere, trænere, ledere og fans fra alle afkroge af verden.
 
De afrikanske spillere – eller i hvert fald de afrikanske hold – fejrer ofte deres mål med dans eller akrobatik. Camerouns Roger Millas hjørneflagsdans fra VM i 1990 er en klassiker. Under VM i Sydkorea og Japan i 2002 vrikkede Senegal med hofterne. Sydafrika gjorde det samme otte år efter, da de var værter for slutrunden. Og de nigerianske angribere Obafemi Martins og Julias Aghahowa blev kendt for at fejre deres mål med flikflak-serier, der var OL i springgymnastik værdige.
 
Jeg oplevede selv kunsten af en afrikansk jubelscene, da jeg arbejde som fodboldtræner i fire måneder i Mozambique tidligere på året. Når vi scorede, løb spillerne om bag modstanderens mål, dannede to rækker og begyndte at danse. Både dommer og modspillere ventede tålmodigt. Modstanderen gjorde det samme, når de scorede, og så ventede vi pænt.
 
I Sydamerika er de typisk passionerede i en sådan grad, at de først og fremmest bare skriger glæden ud. Ikke meget planlagt på forhånd, bare ren og skær forløsning. Brasilianske Bebetos vugge-jubel fra VM i USA i 1994, i anledning af at han var blevet far, er en undtagelse, men ved det netop overståede Copa América var jubelscenerne primitive, men ægte.
 
Roger Milla huskes for flere ting. En af Afrikas bedste spillere nogensinde. Den ældste målscorer i VM-historien. Og hans sjove jubelscener, hvor især dansen om hjørneflaget blev kult. Kilde: Getty Images.
 
Herhjemme er tendensen lidt den samme som til børnefødselsdage i folkeskolen. Alle er inviteret. Som ungdomsspiller i Hvidovre IF krævede min træner, at jeg jublede sammen med mine holdkammerater, når mit hold scorede til træning – og jeg var altså målmand. Det var vist noget med, at det styrkede sammenholdet. Det er næppe tilfældet i Superliga-klubberne, men oftest bliver målene i Danmark bare fejret i klynge med nogle highfives og et kram til målscoreren. Det var anderledes, da Søren Frederiksen spillede for AaB, Silkeborg og Viborg i 90'erne og 00'erne. Han brugte blandt andet hjørneflaget som gevær. Ken Ilsø og FC Midtjyllands bowlingjubel i en kamp mod FC København skiller sig også ud.
 
At lade som ingenting er også en slags jubel
Og så er der jo dem, der jubler ved at lade som ingenting. Det kan der være flere grunde til. Det kan være en del af spillerens image (Eric Cantona eller Mario Balotelli). Måske er det en reducering til 6-1, der ikke er værd at glæde sig over. Måske er det målmanden, der har scoret et sjældent mål og ikke vil juble af kollegial respekt. Eller så er det, fordi man har scoret mod sin tidligere klub. Henrik 'Henke' Larsson jublede ikke, da han scorede mod Celtic for Barcelona. Og Frank Lampard gjorde det heller ikke, da han i sidste sæson scorede mod Chelsea for Manchester City.
 
Eksemplerne er talrige. Faktisk er der så mange, at det efterhånden er blevet latterligt. Man forstår, hvorfor Henke og Lampard ikke havde lyst til at juble efter så mange succesfulde år i henholdsvis Celtic og Chelsea, men hvorfor jublede Romelu Lukaku ikke, da han scorede mod West Bromwich efter sit skifte til Everton? Han spillede altså kun én sæson på leje for West Bromwich. Olof Mellberg jublede heller ikke, da han scorede for FC København mod Juventus - svenskeren spillede kun 27 kampe for italienerne. Hvis man aldrig fejrede sine mål mod tidligere klubber, hvad skulle Nicolas Anelka så have gjort?
 
En anden klassiker er spurten ud til trænerstaben og udskifterne. Det ses ofte, når en spiller er vendt tilbage fra en langvarig skade - så skal lægen lige have en krammer. Andre gange bliver jublen dedikeret til chef- eller assistenttræneren, hvis spilleren er blevet vist en særlig tillid. Et eksempel er Robin van Persie, der spænede ud til manager Sir Alex Ferguson i Manchester United, da han i april 2013 fik sat en stopper for en måltørke på ti kampe.
 
Ti ikoniske jubelscener
 
 
Alan Shearers strakte arm 
 
Der er intet specielt i at løbe afsted med en strakt arm i vejret, men Alan Shearer scorede så mange mål – 260 alene i Premier League – at jubelscenen til sidst blev kult. Også selvom den lignede noget, som Guillermo Stábile eller Gerd Müller kunne have fundet på.
 
 
Robbie Fowlers kokain-hilsen 
 

I 1999 gik der rygter om, at Robbie Fowler havde et kokainmisbrug. Liverpool-angriberen svarede tilbage, da han i et Merseyside-derby mod Everton fejrede sin scoring ved at lægge sig ned på alle fire og sniffe den hvide baglinje. Fowler fik en bøde for jublen, selvom hans manager Gérad Houllier forsøgte at forklare, at Fowler bare havde forestillet en ko, der spiser græs.
 
 
Jimmy Bullards opsang 
 
I 2007/2008-sæsonen havde Hull City spillet en så elendig første halvleg på udebane mod Manchester City, at manager Phil Brown straffede sine spillere med en skideballe i pause - ude på banen. Da Hull sæsonen efter igen spillede på udebane mod Manchester City, fejrede Jimmy Bullard sit mål ved at samle holdkammeraterne i en cirkel og imitere en rasende Phil Brown.
 
 
Roger Millas svingende hofter 
 
Alle Roger Millas fire mål ved VM i 1990 blev fejret med en dans rundt om hjørneflaget. Noget, som på det tidspunkt ikke var set før. Og der var Milla altså 38 år.
 
 
Brian Laudrups Brian Laudrup 
 
Alle kender den. I Danmarks VM-kvartfinale mod Brasilien i 1998 stormede Brian Laudrup ud mod sidelinjen og lavede en...Brian Laudrup. På langs med benene krydset, hovedet hvilende på hånden i bedste strandløvestil og med et ansigtsudtryk, der illustrerede det stik modsatte af det, resten af holdet gav udtryk for.
 
 
Mario Balotellis 'Why Always Me?
 
Manchester Citys besøg hos ærkerivalerne Manchester United i oktober 2011 huskes for to ting. Det huskes for den syngende 6-1-lussing, som Manchester City gav hjemmeholdet. Og for Mario Balotellis jubelscene efter åbningsmålet. Den kontroversielle italiener svarede igen på de mange historier i den kulørte engelske presse ved at blotte en undertrøje med spørgsmålet ‘Why Always Me?’ trykt på maven. Ja, hvorfor egentlig altid Balotelli? Nok derfor.
 

Tardellis skrig 
 
Marco Tardelli kunne næsten ikke tro sin egen lykke, da han scorede for Italien i VM-finalen mod Vesttyskland i 1982. Angriberen sprintede mod sidelinjen, rystede på hovedet og skreg “Gooooooooooooooooal” af sine lungers fulde kraft. Jubelscenen er senere blevet kendt som Tardellis skrig.
 
 
Eric Cantonas stive blik 
 
Hvordan fejrer man et specielt mål? Med en speciel jubel, selvfølgelig. Efter sit ualmindeligt elegante mål mod Sunderland i 1996 stoppede Manchester Uniteds Eric Cantona bare op og kiggede overlegent ud over et jublende Old Trafford med et stift blik. Som en konge med sit rige for fødderne af sig.
 
 
Temuri Ketsbaias raseri 
 
Anderledes følelsesladet var Temuri Ketsbaia, da han scorede i en kamp for Newcastle i 1998. Georgieren lod sit raseri over at have startet på bænken gå ud over reklamebanderne bag målet, som han sparkede til flere gange efter at have smidt sin trøje ud til fansene.
 
 
 
Stjarnans fjollerier 
 
Det islandske hold Stjarnan gik i 2010 viralt på grund af deres indstuderede og meget udsædvanlige jubelscener. Ved ét mål dannede de en menneskelig cykel, ved et andet et menneskeligt toilet, og ved et tredje fangede de fisk.
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job