Alternativ behandling får kritik
Hjertet på rette sted?

Skrevet af
Sommerens sager om Hjerteforeningens P.S. I Love You-kampagne og de såkaldte ”hjertekvinder” har vist, hvordan grænsen mellem, hvad der er korrekt, acceptabelt og ”god” videnskab, og hvad der bestemt ikke er, er en konstant retorisk forhandling.
Hjertet er en muskel, der helst skal pumpe blodet rundt i vores krop ved at pulsere cirka 65 gange i minuttet, og  dets funktionsdygtighed er tæt forbundet med vores evne til at være i live. Samtidig er det – måske netop på grund af denne tætte fysiologiske forbindelse mellem vores hjerte og vores liv – et af de vigtigste kulturelle symboler, man overhovedet kan komme i tanke om. 
 
Hjertet symboliserer kærligheden og afbilledes oftest i en form, som egentlig ikke ligner musklen i vores indre, og som er en del mindre blodigt. Hjertet har mange sider: Vi kan få hjertestop og blodpropper i hjertet – i kropslig forstand – og vi kan få knust vores hjerte – i metaforisk og følelsesmæssig forstand, omend ofte også med en stærk kropslig reaktion til følge – men lad os lade diskussionen om skellet mellem krop og sind ligge for nu. 
 
Hvis man tror på, at man har en sjæl, og hvis man mener, at denne faktisk bor i kroppen, så vil man nok være tilbøjelig til at lokalisere den i hjertet.  
 
Hjertet er med andre ord et organ med ufatteligt mange betydninger og medbetydninger. Hjertet krydser såvel videnskab som personlige og kropslige erfaringer, kunst, sprog og kultur. Derfor er det ikke så mærkeligt, at hjertet fra tid til anden bliver udgangspunkt for debatter om, hvad vi egentlig ved og ikke ved – hvad, der er videnskabeligt, og hvad der bestemt ikke er. 
 
"De der salver er bullshit. Det er det jo. Det, der står, er simpelthen forkert."
 
Det har to sager denne sommer gjort klart: Kritikken af Hjerteforeningens kampagne P.S. I Love You og kritikken af det influencerfællesskab, som går under navnet ”hjertekvinderne” eller ”hjertedamerne”. 
 
I begge tilfælde har flere etablerede forskere og læger været ude med kritik i meget tydelige vendinger, fordi de mener, at P.S. I Love You og hjertekvinderne ikke har noget med videnskab at gøre, men alligevel forsøger sig med en videnskabelig selvfremstilling til henholdsvis at nå en yngre målgruppe og sælge nogle tvivlsomme produkter. 
 
Med andre ord har kampagnen og influencerne gjort noget, som den etablerede, institutionelle videnskab ikke bryder sig om: De har bevæget sig ind på deres banehalvdel. De udefrakommende har krydset en grænse, og i debatten bruger forskere forskellige retoriske strategier til at skubbe de mistænkelige aktører tilbage på den anden side af linjen. 
 
Disse strategier, og hvordan de bliver brugt i de to konkrete hjerte-cases, vender jeg tilbage til. Først en introduktion til den førnævnte debat om, hvad der er videnskab, nemlig det såkaldte afgrænsningsproblem, og hvilken rolle dette ellers filosofiske problem betyder i en retorisk kritik.  
 
Hvad ved videnskaben?
Hvordan ved vi, at en konkret viden er videnskabelig viden? Hvad adskiller god videnskab fra dårlig videnskab; fra pseudovidenskab? 
 
Spørgsmålet er filosofisk, idet det går til kernen af epistemologien, altså, hvad det er muligt for os at vide om verden. Men spørgsmålet er også politisk, eftersom vi som samfund bruger mange milliarder på forskning og derfor skal vide, hvad alle disse ressourcer skal gå til. Og så er spørgsmålet etisk, fordi der kan være store risici forbundet med at stole på fejlagtig viden. 
 
Når der er tale om sundhedsvidenskaberne, er det for eksempel ikke helt ligegyldigt, om vi tilbyder patienter en behandling, vi har nogenlunde evidens for virker mod deres sygdom eller ej. I denne tid, hvor COVID-19 stadig huserer, kan det decideret være et spørgsmål om liv eller død, hvad vi opfatter som korrekt videnskab. 
 
"Hjerteforeningen har afsat seks millioner kroner til kampagnen, som skal fange unges opmærksomhed ved at tale om alternative behandlingsformer."
 
I nogle tilfælde virker det uproblematisk at skelne videnskab fra ikke-videnskab. Hvis jeg fortæller dig, at du kan kurere din kønssygdom ved kun at gå i lyserødt og brunt tøj, fordi det har jeg fået at vide i en drøm, så vil du nok hellere satse på lægens recept på antibiotika, med mindre du er helt exceptionelt naiv. 
 
Men det er ikke altid så ligetil at skelne mellem god og dårlig videnskab, og ofte er videnskabsfolk selv uenige om, hvad vi ved og ikke ved. For eksempel er der nogle former for kinesisk naturmedicin, som i mange år har været betragtet som kvaksalveri af vestlige samfund, hvilke nu pludselig viser sig at kunne leve op til vores evidenskrav. Og man skal bare kaste et hurtigt blik på Vestens egen videnskabshistorie for at erfare, at erkendelser, som vi nu betragter som ufravigeligt sande, engang blev hånet og undertrykt i de lærde miljøer. 
 
Aristoteles opfandt ikke kun retorikken; han havde også en del at sige om, hvordan menneskekroppen fungerede. Han mente eksempelvis, at hjertet var det allervigtigste organ i kroppen, og at alle følelser og tanker udgik herfra. Hjernen derimod var blot et slags køleapparat, konstaterede han. 
 
Denne teori er der nok ingen, der godtager i dag, men dengang var det en anden sag. Man ville sandsynligvis blive stemplet som skør, og for, som man ville sige i dag, at abonnere på alternative fakta, hvis man sagde geniet Aristoteles imod. Om 2.000 år vil vi – hvis vi stadig er her til at vide noget – formentlig have helt andre opfattelser af, hvad der er fakta, og hvad der er humbug.
 
Så hvordan ved vi, hvad vi skal tro på? 
 
Det frustrerende afgrænsningsproblem
Ovenstående problemstilling kan man kalde afgrænsningsproblemet – efter det gængse engelske begreb the demarcation problem: Hvor går grænsen mellem ”rigtig” og ”falsk” videnskab? 
 
Problemet har en lang og knudret historie og er blevet forsøgt løst på mange forskellige og ofte gensidigt udelukkende måder. 
 
Aristoteles mente, at det, der adskiller sikker viden (episteme) fra blotte holdninger (doxa), er, om man kan føre sine konklusioner om verden tilbage til de oprindelige årsagssammenhænge, som man så kan bruge fornuften til at komme frem til. Derudover skelnede han mellem ”knowhow” og ”know why”: Det første er håndværk – hvordan konstruerer jeg en båd, der ikke synker? Det andet er ægte videnskab – hvilke naturlove gør, at båden flyder ovenpå vandet?. 
 
Galileo og Newton holdt fast i, at videnskaben er det, vi udleder med sikkerhed fra vores fornuft, men afviste, at videnskaben ikke beskæftiger sig med ”knowhow”, for ellers er det for eksempel temmelig svært at retfærdiggøre eksperimentelvidenskab. Senere tænkere som Comte, positivismens fader, stillede sig ikke tilfreds med disse svar og søgte i stedet at forsvare videnskabens privilegerede epistemiske status med dens metode. ”Den videnskabelige metode”, hvor man systematisk testede sine empiriske observationer, var altså det, der adskilte videnskab fra andre domæner. 
 
Den videnskabelige metode er en metode, hvor man kan teste, om en hypotese er falsk gennem få trin Kilde: thebiologyprimer.com
 
Senere, i 1920’erne og 30’erne, tog de logiske positivister tråden op og erklærede, at det, der er videnskabelig, ”sikker” viden, ikke så meget ligger i metoden, men i sætninger, som vi kan verificere
 
Karl Popper kommer så senere ind i billedet og vender tingene på hovedet: En videnskabelig teori, mente han, adskiller sig fra en ikke-videnskabelig teori ved, at det er muligt, at den kan være forkert – altså, at den kan falsificeres
 
Dette synspunkt har dernæst mødt kritik fra Thomas Kuhns idé om videnskabelige revolutioner og paradigmeskift, og hele denne historie har igen mødt kritik fra nyere tids feministiske videnskabsteoretikere, der fastslår, at objektivitet er et gradsspørgsmål, og at god videnskabelig viden genereres ved at inddrage mange forskellige kritiske perspektiver på en problemstilling. 
 
Retorikken tager over
Og sådan har diskussionen ellers kørt over årtusinder uden nogen tilfredsstillende løsning på afgrænsningsproblemet. 
 
Filosoffen Larry Lauder har i sin gennemgang af spørgsmålet kastet hænderne op og erklæret, at diskussionen om, hvad der adskiller videnskab fra pseudovidenskab, er fuldstændig håbløs, og at begreberne ”videnskabelig” og ”pseudovidenskabelig” egner sig mere til ”politikeres retorik” end til forskningens aktiviteter. 
 
"Der er ingen plads til eller mulighed for at vandre hen over linjen. Når man har sagt A, kan man ikke sige B."
 
Lauder kaster altså, formentlig ubevidst, den varme kartoffel over til retorikerne. Og den er blevet, om ikke spist, så grebet. Thomas Gieryn har i en analyse i 1983 af 1800-tallets offentlige debatter om alkymi, evolution og frenologi vist, hvordan grænsedragningen mellem videnskab og ikke-videnskab har været et retorisk anliggende, som foregår konstant og helt uagtet, hvad filosofferne måtte komme frem til. 
 
Hvis man altså som Lauder ikke er så interesseret i, hvordan vi én gang for alle løser afgrænsningsproblemet, men mere i, hvordan afgræsningen er en politisk og retorisk aktivitet – og i øvrigt ikke mindre vigtig af den grund – så kræver det, at vi ser på, hvilke strategier der benyttes til at sætte grænserne, og at vi forsøger at vurdere, om de strategier er hensigtsmæssige eller ej.  
 
Dermed er broen bygget til en retorisk kritik af kritikken af P.S. I Love You og hjertekvinderne. Lad os først kaste et blik på kritikken af P.S. I Love You-kampagnen. 
 
Kampagnen fik kritik fra mange forskellige kanter, men her vil jeg koncentrere mig om et Deadline-indslag fra d. 11. juli 2020, hvor en læge og formanden for Lægeforeningen fortalte om, hvorfor de finder P.S. I Love You problematisk. 
 
Hjerteforeningens Millennial-lokkemad
P.S. I Love You er en kampagne, som Hjerteforeningen har sat i søen for at nå yngre målgrupper – såkaldte ”Millennials”, dvs. sådan nogle som mig, mellem 22 og 38 år, give and take – som ikke normalt tænker over deres hjertes sundhed. 
 
Formålet er, at unge skal blive mere bevidste om hjertesundhed, sådan at vi som samfund bedre kan forebygge nogle af de hjerteproblemer, som opstår senere i livet for rigtig mange danskere. I sig selv ikke noget, som særligt mange vil synes, er forkert at bruge en bid af foreningens budget på.
 
P.S. I Love Yous hjemmeside er fyldt med farverige Millennial-orienterede tekstbokse, der fremmer spiritualitet Kilde: psiloveyou.dk
 
Det, der fik mange til at stejle, var kampagnens mildest talt farverige idéunivers. Kampagnen har (eller havde) nemlig et særdeles spraglet spirituelt udtryk, hvor der blev ytret en stor grad af åbenhed over for alternative behandlingsmetoder, som P.S. I Love You pushede på deres hjemmeside og på sociale medieplatforme. 
 
Hjerteforeningens Millennial-lokkemad havnede på forsiden af Berlingske, og mange andre medier tog kritikken op, både på skrift og i radio og tv. Dermed landede sagen altså også i Deadline, hvor det skulle diskuteres, hvad der egentlig var så problematisk ved P.S. I Love You. 
 
Kosmiske stråler og hesteterapi
Indslaget indledes med en video, hvor vi ser den kreative direktør for P.S. I Love You, Søren Bregendal, der i videoen bare hedder Søren B., og som nogle måske kan huske som frontfigur i 00’er-boybandet C21, fortælle, at vi ikke kun skal ”gå til hjertet ad den fysiske vej”. Vi skal også forstå hjertet som ”et sanseapparat, der har med vores følelser, tanker, vores relationer – kærlighed – at gøre.” 
 
Vi får derefter at vide, at Hjerteforeningen har afsat seks millioner kroner til kampagnen, som skal fange unges opmærksomhed ved at tale om alternative behandlingsformer. Herefter oplæser vært Niels Krause Kjær to citater fra kampagnens hjemmeside: ”Hvis man er på samme energimæssige frekvens, skabes der en type ”masse-entanglement”, som gør det muligt at fornemme og dele energi,” og ”Hjertets elektronmagnetiske felt befinder sig desuden i vekselvirkning med kosmiske stråler, solens aktivitet og klodens geomagnetiske felt”. 
 
Inden indslagets gæster præsenteres, spilles et klip med Hjerteforeningens administrerende direktør, Anne Kaltoft, fra TV Avisen tidligere samme dag, hvor hun fortæller, at hun står på mål for kampagnen. Imens klippet med Kaltoft kører, zoomer billedet ud og giver os endnu to P.S. I Love You-citater, som highlightes på en computerskærm. Det første lyder: ”Herinde er der ingen ”endegyldige sandheder”". Vi skal altså forstå, ud fra programmets vinkling, at dette udsagn om fraværet af endegyldige sandheder er på linje med de tågede udsagn om energier og hjertets forbindelse til kosmisk stråling. Det andet citat lyder kort og godt: ”hesteassisteret terapi”. 
 
Og så går vi ellers videre til indslagets gæster: hjertelæge på Odense Universitetshospital Jens Holmark Andersen og Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke. Hjerteforeningen selv har ikke haft mulighed for/ikke ønsket at stille op. 
 
To strategier går igen
Rathcke mener, at problemet ligger i, at videnskaben må forsvares. Kampagnen er ”ærgerlig”, mener hun, fordi den forsøge at nå de unge ved ”at forkaste den viden, vi har om, hvordan vi forebygger hjertesygdom, og så prøver de at bringe noget ny viden og indhold ind, som desværre har meget lidt hold i virkeligheden, og som så kommer til at fremstå som videnskab.” 
 
Problemet er altså, ifølge Rathcke, at den rigtige videnskab forkastes. Og dét er faktisk et alvorligt problem, ”fordi det er faktisk svært at vide, om man også henvender sig til allerede eksisterende hjertepatienter og dermed måske i virkeligheden forvirrer mere, end man tror, man gavner.” 
 
Her er altså to retoriske greb på spil, som kommer til at gå igen fra både Rathckes og Holmark Andersens side – og i casen med hjertekvinderne, som vi skal se på om lidt: 
 
1) Der opstilles en dikotomi – en figur, hvor man stiller to ting op ved siden af hinanden som modsætninger; to elementer, der aldrig vil kunne sameksistere eller overlappe – og 2) en appel baseret på frygt og risiko
 
Lad os tage dem én for en, og se på, hvordan de to gæster bruger dem.
 
Absolut intet overlap
Dikotomien ligger i, at Rathcke siger, at P.S. I Love You ved at åbne døren for alternativer ”forkaster” den etablerede viden. Faktisk bliver det ikke begrundet, hvorfor dette skulle ske – man kunne vel i princippet godt forestille sig, at hesteterapi kunne eksistere sideløbende med ændringer i kost- og motionsvaner? – men Rathcke siger flere gange gennem indslaget, at P.S. I Love You ”forkaster” vores viden. 
 
Dermed udelukker hun i sin argumentation, at der kan være nogen som helst overlap eller sameksistens mellem konventionel, institutionel videnskab og så de alternative metoder, der, som Søren B. siger det, ikke går til hjertet ad den fysiske vej. 
 
Holmark Andersen stiller sig kritisk over for nogle af de referencer, som kampagnen bruger til at begrunde deres tilgang, specifikt det såkaldte Heartmath Institute. Han refererer til en konkret artikel fra Heartmath, som han beskriver som en ”humbug-artikel; der er ikke noget som helst rigtig videnskab i den.” 
 
Det begrundes ikke direkte, hvorfor der ikke er rigtig videnskab i den, men han nøjes blot med at konstatere, at den ikke ligner korrekt videnskab: ”Det ligner noget, som jeg selv for sjov har prøvet at lave med sådan en pseudoartikel-generator, hvor man kan taste sit navn ind, og bom, så har man en artikel i løbet af et sekund”. 
 
Hjertelægen beklager dette, fordi Hjerteforeningen ellers har en troværdig position og ofte samarbejder med dem inde på universitetshospitalet om at lave egentlig forskning. Og derfor synes Holmark Andersen, ”at det her er et fejlskud, og på en eller anden måde, så taber de anseelse af at lige pludselig ride over på en ny hest.” 
 
Om dette er en lille kæk reference til den ”hesteassisterede terapi” fra lægens side, er ikke til at vide – intet i hans mimik eller intonation indikerer, at det er det, men hvem ved. Men under alle omstændigheder ser vi dikotomien igen: Det er som bekendt kun cirkusartister, der med succes kan balancere på mere end én hest ad gangen. 
 
De to læger opstiller altså en klar skillelinje mellem videnskab og ikke-videnskab, og der er ingen plads til eller mulighed for at vandre hen over linjen. Når man har sagt A, kan man ikke sige B. 
 
Det er farligt at sige, at man kan vælge sin hjertesygdom
I forhold til den anden strategi, som jeg vil pege på, nemlig appellen til frygt og risiko, skrev Aristoteles i sin Retorik omfattende om følelsen frygt, og hvordan taleren kan bruge denne aktivt. Eksempelvis skriver han: ”Når det derfor er at foretrække, at tilhørerne føler frygt, må man bearbejde dem således, at de er indstillet på, at folk af deres slags kan komme ud for modgang.” 
 
Sagt på en anden måde: Det kan godt være, at der ikke sker noget for dig lige nu, men det kan der – og det kan ske for nogen, du kender eller holder af. 
 
Vi ser denne frygtappel, når lægerne fortæller om, hvad der er bekymrende ved kampagnen. Rathcke er bekymret, fordi hun mener, at det er ”svært at vide, om man også henvender sig til allerede eksisterende hjertepatienter og dermed måske i virkeligheden forvirrer mere, end man gavner”. 
 
Udklip fra DR Deadline d.11 juli 2020, hvor Camilla Rathcke udtaler sig om P.S. I Love You. Kilde: DR Deadline
 
Det er interessant, eftersom P.S. I Love You meget eksplicit definerer deres målgruppe, nemlig Millennials. Hendes bekymring i forhold til dette synes at være helt generel: ”Man kan jo også godt få den tanke, at man kan vælge sin tilgang til sin hjertesygdom, måske ved at bruge tankens kraft og tro på dét her, frem for at tro på det, man har fået at vide fra sin hjertelæge eller sin egen læge.” 
 
Holmark Andersen mener også, at man bør frygte P.S. I Love Yous alternative synsvinkler, og han kommer med et konkret eksempel, tættere på Millennial-målgruppen: ”Så er der også det der med, at man tror, at hjernen kan ændre kroppens dna – så har vi jo faktisk de unge mennesker, som har genetiske hjertesygdomme, som pludselig kan tænke ’gad vide, om jeg har tænkt forkert, og dermed har jeg fået en hjertemuskelsygdom’, som jo er en sygdom i arvematerialet. (…) Og så går skylden jo lidt tilbage til den, som er kommet til at fejle en sygdom, som de er helt uskyldige i at have.” 
 
Sammenfattende kan man sige, at lægernes hovedargumenter er, at Hjerteforeningen gennem P.S. I Love You formidler ikke-videnskab som sundhedsfaglige råd (en dikotomi), og at denne kan være til skade for de selvsamme hjertepatienter, den skal hjælpe (en appel til frygt og sundhedsrisiko).  
 
Grænsen er ikke til forhandling
Det er værd at bemærke, at selvom Hjerteforeningen ikke selv medvirker i indslaget og dermed ikke kan give lægerne svar på tiltale, så får vi et nyt klip, indskudt mellem Rathcke og Holmark Andersens udtalelser, fra dagen før med Anne Kaltoft, hvor hun fortæller, at hun, ”som læge må erkende, at der er faktisk ting, som vi ikke helt ved,” og at der er ”en stigende interesse for den kobling, der er mellem hjerne og hjerte.” 
 
Som eksempel på dette fortæller hun, at hun selv har prøvet at få patienter ind, som lider af ”Broken Heart Syndrome”; en tilstand, som umiddelbart kun kan forklares ved, at patienterne har været udsat for meget stærke følelsesmæssige oplevelser. 
 
”Det findes, men vi ved ikke, hvordan det hænger sammen. Så jeg tror godt, vi skal turde være interesserede i de sammenhænge, der er, som vi måske ikke kan beskrive i dag,” afslutter hun. 
 
Rathcke kommenterer til dette, at det er vigtigt med dialog, og at der bestemt er ting, som læger ikke ved. Men man kan ikke lave den dialog uden for den etablerede lægevidenskab, og man skal ”hellere skal tage fat i, hvordan når vi dem så med de budskaber, som vi jo også ved fra videnskaben, som virker.” 
 
Afgrænsningen er altså ikke til forhandling, og vi bør frygte overskridelsen, som kan sætte sig som onde celler i hjertekamrene på den almene borger.  
 
Retorik baseret på frygt og dikotomier er ikke dårligt i sig selv
Inden jeg går videre til den næste case, vil jeg gerne gøre en ting klart: At min retoriske analyse påpeger, at der bruges dikotomier og frygtappeller strategisk, betyder ikke, at dikotomier og frygtappeller i sig selv er kritisabelt. Nogle ting bør holdes adskilt fra hinanden. Nogle ting bør vi frygte. 
 
"Den institutionelle videnskab fungerer heller ikke altid optimalt, og her sker også fejl og fordrejninger – en virkelighed, som kritikerne af P.S. I Love You og hjertekvinderne måske med fordel kunne anerkende."
 
Dermed kan det være fuldt ud legitimt at anvende de strategier, og den institutionelle videnskab og andre aktører bruger dem hele tiden. Det er der i sig selv intet betænkeligt i – det er blot en betingelse for retorik (og dermed debat om centrale samfundsspørgsmål), at man bruger sprog strategisk. Der er ingen vej udenom.  
 
Hvem er hjertekvinderne?
I den næste case er der mange af de samme ting på spil. Endnu en gang kritiseres farlig pseudovidenskab, og hjertet er igen sat i centrum som et kulturelt, spirituelt symbol. 
 
De såkaldte ”hjertekvinder” eller ”hjertedamer” er et fællesskab af kvindelige influencers på de sociale medier, især Instagram. Hjertekvinderne prædiker selvkærlighed, spirituel frigørelse, og at kvinder har ret til at optage plads i samfundet og blive hørt – en ret, som historisk har været dem nægtet. Oveni dette tjener hjertekvinderne penge på at markedsføre forskellige sundheds- og wellnessprodukter og -kurser. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af Forever Learning🐚 (@avalonkhaan) den

@AvalonKhaan er en selverklæret hjertekvinder med tæt på 10,900 følger på Instagram
 
 
Og det er her, at kritikken af hjertekvindernes praksis kommer ind i billedet: At hjertekvinderne tjener penge ved at udnytte en ellers legitim feministisk sag til at sælge tvivlsomme kure, naturmedicin og, ja, tvivlsom viden
 
Den kritik, som jeg vil koncentrere mig om her, kommer fra ernæringsekspert og forskningsformidler Morten Elsøe og sundhedsbloggeren Morten Svane i podcasten Slut med forbudt, opkaldt efter en bog af samme navn skrevet af de to forfattere, samt i et tilknyttet blogindlæg fra Morten Elsøe med titlen Kan C-vitamin kurere corona? Om new age-bullshit forklædt som feministisk empowerment. 
 
En lusket udnyttelse af en legitim kamp
Egentlig har de to forfattere og podcastværter ikke lavet nye episoder af deres ellers populære podcast i et stykke tid. Men hele sagen med hjertekvinderne har de fundet så vigtig at adressere, at de har indspillet et ekstraafsnit, hvor de laver det, man kunne kalde et ”takedown” af hjertekvinderne, lig de to hjertelægers takedown af P.S. I Love You. 
 
Men inden selve kritikken af hjertekvindernes pseudovidenskab for alvor folder sig ud, sker der noget andet. Værterne har forud for afsnittet brugt en del tid på at sætte sig ind i, hvorfor hjertekvinderne har en stærk appel for nogle. 
 
Elsøe og Svane bruger faktisk over 20 minutter af deres lidt over en time lange podcast på at tale om deres kønsmæssige blind spots, hvor de har søgt vejledning fra forskellige kanter for at se ting, som de ikke ville have set, eftersom de er to mænd. 
 
Hjertekvinderne bruger netop en legitim sag – kampen for at kvinder ikke bør lægge låg på sig selv – som er tiltrækkende for kvinder, som netop har været holdt tilbage af patriarkalske normer. Hermed lader de forståelsen af bestemte gruppers situation være udgangspunktet for deres takedown. 
 
Elsøe og Svane åbner selv for, at de ikke har været for gode til at komme med konstruktiv kritik tidligere, og Elsøe uddyber, at Svane og han ”ofte er faldet i samme fælde, som de fleste andre gør, når de skal levere en kritik: Vi kommer til at fremstå hånlige, nedladende eller karikerende.” 
 
De udtrykker et ønske om at ændre den praksis og i stedet prøve at vise forståelse for, hvorfra fascinationen af hjertekvindernes ideologi og produkter stammer.
 
”Vi forstår jer, men…”
Derefter lægger Elsøe og Svane dog ingen fingre imellem, når videnskaben skal afgrænses fra ikke-videnskaben. Igen er dikotomier og frygtappeller centrale strategier for afgrænsningen.   
 
I Slut med forbudt-episoden er dikotomien mellem videnskab og pseudovidenskab endnu hårdere trukket op end i Deadline-indslaget. Svane og Elsøe kalder hjertekvindernes markedsførte produkter for ”bullshit” og afviser, at disse bullshit-produkter har nogen som helst sammenhæng med en feministisk kamp. Som Svane siger: ”Bullshit er fritaget køn.” Og han fortsætter: ”Vi kan lige så godt sige det, som det er: De der salver er bullshit. Det er det jo. Det, der står, er simpelthen forkert, og det kan ikke bevises. Der er intet grundlag for at skulle tro, at det fungerer på nogen som helst måde.” 
 
Elsøe giver på sin blog et eksempel på, hvad det er, der er marketingbullshit: ”Blandt andet kan man på én af hjertekvindernes hjemmeside købe en serum, der “Indeholder ren magi fra bjergkrystal, ametyst og rosenkvarts” og hvor der påstås om ingredienserne, at “Alle planter har sagt ja til at de var klar til at blive plukkede””. Her vælger Elsøe at trække på modstillingen mellem videnskab og magi, der i et moderne, evidensbaseret perspektiv på sundhed er antitetisk til sandhed og objektiv viden. 
 
En af de mest udbredte alternative healinger er krystalhealing Kilde: Getty
 
Modstillingen vedligeholdes ved, at Elsøe ikke engang ønsker at indgå i en videnskabelig diskussion af, hvorfor planter ikke kan sige ja til at blive plukket, eller hvorfor et serum ikke kan indeholde ”ren magi”. Hjertekvindernes produkter kan slet ikke – og bør slet ikke – diskuteres på videnskabens vilkår, for det har ingenting med videnskab at gøre. 
 
Man ønsker ikke at åbne en kattelem her, for det er en farlig vej at gå, som Elsøe siger: ”Jeg er af den stærke overbevisning, at når noget bliver for alternativt, så er det problematisk i sig selv, for det repræsenterer en måde at tænke på, som går imod konventionel videnskab, konventionel sundhedsviden, og det kan være rigtig farligt, som vi har set med antivaccinationsbevægelsen og antimedicinbevægelsen.”
 
Og i sit blogindlæg sætter Elsøe trumf på frygten: ”Problemet er bare, at når man først vender videnskaben ryggen til fordel for egne overbevisninger – og udbreder disse med stor selvsikkerhed til store publikummer – så er der ikke langt fra uskadelige kosttilskud til tanker og adfærd, der på sigt kan slå flere mennesker ihjel end corona-pandemien.” 
 
Etostyveri
Hjertekvinderne anklages også for at stjæle videnskabens etos på trods af, at de går imod den etablerede videnskab. 
 
Hvor Holmark Andersen påpeger, at P.S. I Love Yous referencer slet ikke ligner videnskab, skriver Elsøe på sin blog, at hjertekvinderne og de alternative sundhedsuddannelser, de har taget eller reklamerer for, netop er vildledende, fordi de ofte låner ”troværdighed fra videnskaben, med brug af videnskabeligt lydende ord, teknisk jargon, tal og statistikker.” 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af Øg din omsætning nu 🚀🏆✨ (@hjertebusiness_) den

@hjertebusiness_ er en selverklæret clairvoyant Business Mentor. I overstående opslag laver hun en "giveaway" med mulighed for at vinde en 1:1 Business Clairvoyance session.
 
Det er kun eksperten, der er dygtig nok til at spotte forskellen på videnskab og pseudovidenskab: ”Det er med andre ord stort set umuligt at gennemskue, at det er uvidenskabeligt, medmindre man er særligt trænet udi at spotte dette.” 
 
Hjertekvinderne er altså farlige, fordi de spreder usand ”viden”, der går imod konventionel sundhedsvidenskab, hvilket i sidste ende kan skade folk – alt sammen under en ellers god sags fane. 
 
Virker det?
Har den heftige retoriske afgrænsning mellem videnskab og pseudovidenskab så virket i de to hjertetilfælde? 
 
I tilfældet P.S. I Love You synes svaret at være et klart ja. Det massive pres på Hjerteforeningen har ført til, at kampagnen nu er blevet støvsuget for alle de passager, som blev udstillet på skærmen i Deadline (kosmiske stråler, masse-entanglement, hesteterapi, etc.). 
 
Sværere er det at vurdere effekten af afgrænsningen i tilfældet hjertekvinderne, for her er der ikke ét samlet udtryk, én kampagne, som man kan kigge på og se direkte ændringer i. 
 
Dog må det formodes, at lytter man til Slut med forbudt, og læser man Elsøes blogindlæg – hvilke begge har været flittigt delt på sociale medier, hvor hjertekvinderne netop bedriver deres markedsføring – så vil man blive særdeles udfordret på sit positive syn på hjertekvindernes aktivisme/forretningsstrategi. Svane og Elsøe taler overbevisende med både forståelse og skarpe holdninger. 
 
Det er bestemt tænkeligt, at nogle af de vidnesbyrd, Elsøe og Svane læser op fra andre, der har været i hjertekvindernes økonomiske og ideologiske ”greb”, koblet med deres nyvundne forståelse for, hvorfor hjertekvinderne har appel for nogle kvinder i første omgang, kan få andre til at revurdere deres holdning til, om hjertekvinderne taler sandhed eller markedsfører pseudovidenskabeligt ”bullshit”, som Svane og Elsøe ville formulere det – både, hvis de allerede er i folden, eller hvis de møder hjertekvindernes livssyn og salgsretorik, efter de har hørt Svane og Elsøes kritik.  
 
Kan skræmmende dikotomier opretholde afgrænsningen på sigt? 
Som Elsøe og Svane selv siger i podcasten, er spiritualitet ”on the rise”. Det bunder, tror jeg, ikke i en uvidenhed om videnskabens fortræffeligheder, men i en samfundstilstand, hvor mange stiller sig skeptisk over for de etablerede institutioners troværdighed, samtidig med at de ikke føler – eller ikke ved – at de systemiske problemer kan ændres ad politisk vej. Måske en tilstand, som er fælles for mange af de Millennials, som P.S. I Love You henvender sig til?
 
Så man tyer til noget helt uden for systemet. Man orienterer sig mod en livsverden afkoblet det materielle. Det er i hvert fald en mulig tolkning, og en tolkning som kulturteoretikeren Theodor Adorno pegede på i sine ni ”teser imod okkultisme”; for ham er fænomener som astrologi og mysticisme netop udtryk for senkapitalismens fortvivlende sociale virkelighed.  
 
Og det er bestemt ikke lige meget, hvordan videnskabsfolk og faglige eksperter forsøger at tale ind i en virkelighed, der får nogle grupper til at vende konventionel sundhedsviden ryggen. Når der for eksempel engang kommer en COVID-19-vaccine, er det ikke alene vigtigt, at den virker og ikke har for mange bivirkninger. Det er også vigtigt, at folk er overbeviste om, at de bør tage den. 
 
Her fungerer den hårdtoptrukne dikotomi, som vi ser i de to cases, som en konsekvent udelukkelse imod dem, der søger ”alternative” metoder for at forebygge eller kurere coronavirus. Spørgsmålet er, hvor hensigtsmæssigt det er på den lange bane at trække den hårdt op, at, som i tilfældet P.S. I Love You, vendingen ”ingen endegyldige sandheder” bliver sidestillet med fjollet magisk tænkning og hestebehandlinger.
 
En position, hvor man, som Elsøe og Svane, forsøger at forstå, hvor appellen til det ”alternative” kommer fra, og hvordan den ikke er rodfæstet i dumhed, men i en konkret politisk virkelighed, ligner for mig at se vejen frem i forhold til at forstå og tale til dem, der ikke køber den institutionelle videnskabs påbud, men søger noget andet. 
 
For den institutionelle videnskab fungerer heller ikke altid optimalt, og her sker også fejl og fordrejninger – en virkelighed, som kritikerne af P.S. I Love You og hjertekvinderne måske med fordel kunne anerkende og dermed skabe bedre grundlag for at gendrive pseudovidenskabstilhængeres indvendinger. 
 
At denne virkelighed findes for videnskaben i samfundet, og at den er broget, kaotisk, usikker og fyldt med mangler, betyder ikke, at man bare kan putte ”spiritualitet” og ”åbenhed” i dens sted. Men det betyder, at en retorik, der står stejlt på en modsætning mellem videnskabens viden og så alt andet, hænger i en tynd tråd, lige så snart fupstudier lykkes med at komme igennem peer-review, forskningsresultater ikke kan genskabes, forskere leverer bestillingsresultater for virksomheder og interesseorganisationer – og, i den blødere ende, når videnskaben bare ikke ved det hele og er behæftet med usikkerheder. At der, med Anne Kaltofts ord, faktisk er ”ting, som vi ikke helt ved”.
 
Folk vil blive ved med at spørge, om videnskaben har hjertet på rette sted. Forskere og eksperter skal på en eller anden måde forsøge at overbevise om dette, både på kort og på langt sigt, hvis de vil forsvare og bevare borgernes tillid til videnskaben.

Relaterede artikler

Kære Kforum. Hvad er boomer-sprog? - Det siges, at den største form for smiger er imitation. Er det sandt, så får boomers i disse dage uendelige mængder smig...
En sort firkant af sort samvittighed - Black Lives Matter – også, når det gælder branding. Men det spørgsmål, der altid rumsterer i baghovedet, når brands vil ...
The Tessa Takeover - Tessa har forført hele DK med sine kilometerlange akrylnegle og boss bitch-attitude, men mest af alt med sin ægthed og e...
Bevar Fuglereden: fem erfaringer fra en lokalkampagne - Kampagnen Bevar Fuglereden gik på 16 dage fra nedrivningsvarsel af et elsket lokalværtshus til landsdækkende medieomtale...

Giv din stemme

12 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Kursus

Strategisk kommunikationsrådgiver

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Senior Press Officer

Frist: 30. september

Taleskriver

Frist: 21. september

Internship

Frist: 1. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.