Manspreading spreder sig heldigvis

Måske sidder du i toget, i metroen eller i bussen og læser det her. Måske sidder du med røven godt til rette i sædet, benene spredt i 90 graders vinkel og albuerne hvilende på lårene. Hvis du gør det, så manspreader du, og det er der mange (kvinder), der er trætte af. Men derudover: Tillykke til dig. Du er den heldige indehaver af et kropssprog, der, ifølge seriøs forskning, gør dit liv bedre. I hvert fald bedre end livet for hende den sammenkrøbne, vigende skabning med benene over kors.
Manspreading handler om, hvordan mænd med deres spredte ben fylder mere i offentlige rum, end kvinder gør. Det er ihvertfald nogle menneskers påstand. Er det en feministisk kritik af mænds holdning, eller er det faktisk noget, som kvinder også burde gøre?
Manspreading handler om, hvordan mænd med deres spredte ben fylder mere i offentlige rum, end kvinder gør. Det er ihvertfald nogle menneskers påstand. Er det en feministisk kritik af mænds holdning, eller er det faktisk noget, som kvinder også burde gøre?
af Sofie Lund Hansen
Men du har måske slet ikke hørt om det der manspreading før? Egentlig er det meget enkelt: Når man(d) sidder med (unødigt) spredte ben og på den måde tilraner sig andres plads i det offentlige rum, så manspreader man. Selve ordet, manspreading, ”er en metafor for den ekstra plads, som mænd generelt tager sig”, siger professor i engelsk ved Humber College Lyndsay Kirkham til avisen the The Star. Hun mener desuden ikke, at man behøver at være feminist for at kunne se – og være enig i – ”at mænd generelt er tilladt mere plads end andre i det offentlige rum.” 
 
En mega manspread
 
At manspreading er et problem, det er flere store transportfirmaer i både USA og Canada tilsyneladende enige med Kirkham i. I Philadelphia har der i togene været skilte med: ”Dude it’s rude . . . Two seats — really?” og ovre hos New York’s Metropolitan Transportation Authority (MTA) lød budskabet: ”Dude . . . Stop the Spread, Please. It’s a space issue.”
 
 
Denne organiserede indsats mod de spredte ben i den offentlige transport har været flankeret af viral aktivisme. Flere tusind brugere har uploadet billeder af fænomenet under hashtagget #manspreading, og på den måde skabt lidt af en billedbank med dokumentation for fænomenets udbredelse i hverdagen.
 
En humoristisk kortfilm forklarer, hvorfor mænd sidder med spredte ben. I følge denne film skyldes det sygdommen "manspreaditis".
 
Er understregningen af problemet ved manspreding feministisk? 
Det er selvfølgelig faldet en del mænd for brystet, at det er faldet kvinder for brystet, at mænd fylder for meget: “It’s physically painful for men to close their legs and we cannot be expected to do so, and it’s also a biological necessity for us to do so,” lyder den officielle udmelding fra The Canadian Association for Equality, der suppleres med, at man jo også tillader kvinder at amme i toget + at medbringe klapvogne, så hvorfor vil man indskrænke mænds frihed? 
 
”According to these "activists," being the proud owner of a nut bag precludes you from having any respect for the humans around you.” skrev Mics seniorkorrespondent Elizabeth Plank som kommentar til canadiernes udmelding. 
 
Et klip fra videologgen: The Feminist Logic Fail
 
På v-loggen The Feminist Logic Fail, der har til hovedformål at latterliggøre moderne feminister, blev det pointeret, at kvinder i hvert fald fylder ligeså meget med deres notoriske håndtasker og evige habengut, som mænd fylder med deres spredte ben i toget. Såkaldt #shebagging kalder man nu denne feminine (om end knapt så omtalte) pendant til #manspreading.
 
 
The Feminist Logic Fail vil de i øvrigt gerne vide, hvorfor kvinder, i stedet for at tage billeder af mænds skridt med deres telefoner, ikke bare beder mændene om at rykke en balle, så der er plads til alle? Omvendt kan man også spørge, hvorfor mænd ikke bare lader være med at manspreade, når nu de ligesom er blevet fortalt, at det er irriterende?
 
Én del af svaret på det spørgsmål kunne være, at det gør mænd attraktive at holde bentøjet vidt spredt. I hvert fald har nogle forskere på Berkeley sandsynliggjort, at når mænd sidder med spredte ben til en speeddate, er chancen for, at kvinderne bedømmer dem positivt, større, end hvis de sidder med benene samlet.
 
Om kvinder, der aktivt har taget stilling til, at manspreading er et problem, også finder posituren attraktiv i et mere romantisk øjemed, siger forsøget ikke noget om. Men der er tilsyneladende god grund til at tro, at det ikke er dem, der har stængerne vidt spredt, der sidder med problemet – men derimod alle os, der sørger for at holde bentøjet samlet.
 
It’s all about opening up, really
Den amerikanske forsker og socialpsykolog Amy Cuddy har i flere år studeret menneskers kropssprog i forskellige sociale sammenhænge. Noget helt gennemgående for mennesker og primater af begge køn er, at når det kommer til sejr og til glæde, så åbner vi vores krop. Vi gør den større. Enhver atlet, der kommer over målstregen, gør det samme: hæver armene over hovedet i et stort V-tegn. 
 
 
Men, tænker du måske, det behøver da ikke at være en nedarvet bevægelse, man kan have set andre gøre det og derfor gøre det selv? Ifølge Cuddy er svaret: nej. For selv hos atleter, der er født uden synsevne, finder denne bevægelse sted. Cuddy har med sin forskning sandsynliggjort en sammenhæng mellem såkaldte high power nonverbals og udskillelsen af testosteron samt et betragteligt fald af stresshormonet kortisol i kroppen.
 
High power nonverbal vs. low power nonverbal
Men hvad er en high power nonverbal overhovedet? Det er for eksempel et manspread. Det er en tilbagelænet åben positur, hvor kroppen gøres større. Det modsatte – en low power nonverbal – er positurer, hvor kroppen gøres mindre, foldes sammen. Man behøver ikke være Sherlock Holmes for at finde frem til, hvilket af de to køn der typisk indtager henholdsvis den høje og den lave nonverbale magtpositur.
 
Inden for socialpsykologien har man dog længe vidst, at mennesker ikke spejler hinandens noverbale adfærd, men i stedet tenderer til at komplementere den andens kropssprog. Det betyder helt konkret, at der ikke er plads til, at alle sidder i en såkaldt high power position. Når kvinder tilmed lider af den følelse, som Cuddy kalder for kronisk underlegenhed i forhold til mænd, vil de i sammenhænge, hvor mænd indtager en high power position, automatisk komplementere ved at indtage en underdanig.
 
En gruppe af kvindelige kolleger kan altså sagtens sidde til et møde og have ét slags selvsikkert – lad os kalde det maskulint – kropssprog. Men så snart den mandlige chef kommer ind og sætter sig for bordenden, vil de fleste skifte positur. Måske vil de tage benene over kors, de vil gøre sig lidt mindre, krybe sammen. Måske vil de endda ubevidst lave den allermest underdanige af de nonverbale: begynde at røre ved sin egen hals, sit hår eller sit ansigt. Oversat til verbalt sprog betyder det noget i retning af: ”Jeg beskytter mig selv, du er lidt farlig, det er dig, der bestemmer her.”
 
At så mange af os dagligt kaster os ud i en omgang selvskadende kropssprog, kan skyldes det simple faktum, at det har vi lært, at vi skal.
 
Det performative kropssprog
Det er feministen over alle feminister, professor i retorik og komparativ litteratur, Judith Butler, der er ophavskvinden til den radikale teori om, at vores køn er performativt. Denne teori er en del af et radikalt syn på mennesket, radikalt, fordi det gør op med den gængse opfattelse af, at det er vores biologiske køn, der afgør vores handlinger.
 
Det forholder sig omvendt, siger Butler: Det er gennem vores handlinger, at vi skaber vores køn. Det er vores handlinger, der er afgørende for, om vi bliver genkendt som mænd eller kvinder. Vi spiser, taler, græder, løber og agerer i det hele taget på måder, der gør os til mænd eller kvinder. Hver dag og hele tiden udfører vi forskellige handlinger, der holder os i det, hun kalder for ”our gendered place”.
 
 
I denne Youtube-video forklarer Judith Butler, hvordan menneskets opførsel skaber dets køn. Judith Butler: Your Behavior Creates Your Gender.
 
På den måde bliver det at have løse håndled, at vrikke med hofterne, at sidde med benene over kors, at sætte sig ned for at tisse, at tage hånden for munden, når man griner, lave duckface, gøre sig mindre end man er, klæde sig i tøj, der gør det svært at bevæge sig, lade sig løfte, lade sig bære, køre håret rundt om fingeren og slå blikket ned til en del af kvindekønnets performativitet. Sagt med andre ord: Vil du være en kvinde, forventes du at have en underdanig, nonverbal adfærd. 
 
Det er old news inden for socialpsykologien, at vores nonverbale adfærd påvirker og skaber et billede af os hos andre mennesker. Det revolutionerende ved Cuddys forskning er sandsynliggørelsen af, at vores nonverbale adfærd også former vores egen opfattelse af os selv. ”Yes, our bodies do shape our mind”, siger hun. Helt prosaisk betyder det, at når dit kropssprog er underdanigt, så bliver du underdanig. For alt imens high power positions udløser testoteron og sænker stressniveauet, så gør de underdanige positurer det stik modsatte.
 
Hvad gør manspreading
Så for at vende tilbage til vores første spørgsmål, hvad man får ud af at manspreade, så er svaret, helt simpelt: En følelse af kontrol og selvtillid + en god chance for, at det også er sådan, dine omgivelser ser dig. Og så er vi tilbage ved speeddatingforsøget på Berkeley, hvor kvinder – after all – finder mænd i high power positions mere attraktive.
 
Men dit eget liv bliver altså også værre af, at du sidder som en lady i toget. I hvert fald, hvis det er selvsikkerhed, kontrol og en følelse af selvværd, du går efter. Men er det egentlig ikke unfair, at det er den feminine nonverbale adfærd, der skal straffes hormonelt?
 
Stod det til mig, og måske også til de andre feminister, ville vi se at få hierarkiet for nonverbal adfærd dekonstrueret indefra, således at man ikke modtog hormonel belønning i form af testosteron og lav kortisol, bare fordi man går rundt og opfører sig som magtsyg idiot. I ligestillingens navn ville det være federe, hvis man for eksempel kunne få en dopaminbelønning ved at krybe sammen i et hjørne, sidde og røre ved sit hår og på den måde sørge for, at alle andre kunne komme til fadet og sidde med spredte ben ved bordet.
 
Hvis du nu tænker: Det lyder som lidt af et langsommeligt projekt, det der dekonstruktion, så tænker du det samme som mig. For der kan sikkert godt gå et par hundrede år eller flere, før vores biokemi er fulgt med den feministiske dagsorden i den her afdeling. Den gode nyhed er dog, at selvom kulturen ikke har gjort det lige så nemt for kvinder som for mænd at allokere deres legeme i en high power position, er der trods alt en slags ligestilling at hente i biologien.
 
“Fake it till you make it” (and you will become it)
Som nævnt tidligere, har Cuddy påvist relationen mellem high power positions og en udløsning af hormoner i kroppen. Man kunne forledes til at tro, at det er ved forekomsten af en stigende mængde testosteron i blodet, at man poserer magtfuldt. Den gode nyhed er dog, at det også går den anden vej: Du kan manipulere dine hormoner, du kan fake. Ved at stille din krop i high power positions, frigives der testosteron i blodet, og dit kortisolniveau falder. På to minutter. 
 
Men, tænker du måske endnu engang, er rådet så, at kvinder fra nu af kopierer mænds nonverbale adfærd? Well, hos Cuddy finder man ikke en decideret anvisning, men mere en generel opfordring til at overveje, hvordan den underdanige adfærd også former os som mennesker.
 
Herfra skal der dog lyde en opfordring til at få benene spredt og armene op over hovedet. Men skal power-poseringen foregå i det offentlige rum, skal man nok som kvinde være klar til at skide hul i, hvad der er ladylike og støbt i århundreders kulturel jernbeton. Og så skal du også se at få dig nogle nye nonverbale vaner og forbilleder (han-chimpanser og sportsjournalister på TV er et godt sted at starte). Derfra kan du så let som en mand få din krops testosteronniveau op og dens kortisolniveau ned.
 
Så hvad med at læne dig tilbage i stolen og sprede ben som en boss? Gør det derhjemme, på kontoret, når du ammer på Starbucks, alle steder. På nær lige i metroen, selvfølgelig  - it’s a space problem! (og der skal jo også være plads til din taske).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også