Allen v. Farrow
Små og store synder

En lykkelig familie? Hvad er op og ned i sagen om "Allen v. Farrow". Kristian Ditlev Jensen, forfatter til bogen "Det bliver sagt" giver her et forsvar for Woody Allen: Woody Allen er givetvis en rimelig akavet og latterlig og muligvis gusten og halvpervers akademikertype, men det gør ham bare ikke nødvendigvis til pædofil. Kilde: HBO

Manipulation. "Allen v. Farrow" er en opvisning i, hvordan man ikke skal opføre sig, når der er mistanke om overgreb på børn. Taberen bliver sandheden – og barnet. Kristian Ditlev problematiserer anklagerne og nuancerer her den ensidig fremstilling.

Se traileren til Allen v. Farrow nedenunder.

 

En fordrejende titel

Allerede titlen på den nye dokumentarminiserie – den hedder Allen v. Farrow – rummer den manipulation, man efterfølgende bliver stopfodret med i det cirka fire timer lange, og i øvrigt meget velproducerede, partsindlæg, der skal forestille at være en slags true crime-serie om Woody Allens seksuelle overgreb på sin steddatter Dylan Farrow.

 

Ved at sætte navnet Allen før navnet Farrow får man det indtryk – hvis man ellers kender formlen fra retssager – at Allen er aggressor i denne sag, der angiveligt handler om at forsøge at pinpointe, om han er pædofil eller ej. Det kan virke som en absurd lille petitesse, en virkelig åndssvagt lille detalje, men det er det ikke. For det anslår hele dokumentarens tone. Det sætter en psykisk ramme for det, vi nu skal se.
 
Hvis en borger bliver meldt til politiet, for eksempel for gadeuorden, og man ender i en retssag, så står den, der har et udestående med borgeren, først i beskrivelsen på skiltet ude på døren ind til retslokalet. Så står der f.eks. "Anklagemyndigheden vs. Hansen". I et privat søgsmål, for eksempel en injuriesag, ville den sagsøgende part være et andet menneske, for eksempel Sørensen. Så ville der stå "Sørensen vs. Hansen". Men hvis man bytter om på navnene, så ville der stå noget andet. Og hvis der for eksempel stod "Hansen vs. Anklagemyndigheden", ville det pludselig betyde noget helt andet. Det ville nemlig betyde, at det var Hansen, der har anmeldt Anklagemyndigheden for et eller andet – og ikke omvendt.
 
Eftersom hele Allen v. Farrow faktisk er skuespillerinden Mia Farrows partsindlæg i den mediekampagne, hun i årevis har kørt offentligt mod sin ekskæreste, filminstruktøren Woody Allen, så er der tale om en ret vild fordrejning. Den gør nemlig, jævnfør sprogets ubønhørlighed, Farrow til den anklagede i sagen – allerede inden man overhovedet har set så meget som et minut af filmen. Titlen betyder, direkte, at Allen har anmeldt eller sagsøger Farrow. Han angriber hende. Det er hende, der er offer i denne sag. Og det er egentlig en ret crazy etiket at sætte på et fire timer langt anklageskrift, man selv kommer og smider i hovedet på et andet menneske.
 
Ved at sætte navnet Allen før navnet Farrow får man det indtryk – hvis man ellers kender formlen fra retssager – at Allen er aggressor i denne sag, der angiveligt handler om at forsøge at pinpointe, om han er pædofil eller ej.
 

Team Farrow

Miniseriens handling er simpel. Over fire timer får man udfoldet alle de beskyldninger, som Mia Farrow – via en bekendelse fra datteren Dylan Farrow, som Woody Allen i sin tid havde adopteret – og dele af Farrows børneflok retter imod Woody Allen. Farrow har nemlig en slem mistanke om, at Allen, som hun har været kæreste med i 12 år, skønt de to aldrig har boet sammen eller været gift, har begået et pædofilt overgreb imod hendes syvårige barn, da Allen på et tidspunkt var alene med hende i kort tid på et loft.

 

I filmen medvirker hele familien Farrow – undtagen ekskæresten Woody Allen og dennes nuværende kone, som er Mia Farrows adoptivbarn, Soon-Yi Previn, idet de to kun medvirker i historiske klip og altså ikke interviewes direkte. Derudover medvirker en lang række eksperter, familiens venner – for eksempel sangerinden Carly Simon – og diverse andre bipersoner, som støtter Farrow.
 
Anklageren fra en tidligere sag mod Allen, som blev opgivet, medvirker for eksempel også, og han mener, at Dylan Farrow taler sandt. Den detalje er sær. For han valgte alligevel ikke at føre sagen, som han altså ville kunne vinde, og det kan næppe komme bag på nogen, at en jurist, der er sat i verden for at tale den ene parts sag, mener, at denne part har ret.
 
En lykkelig familie? Hvad er op og ned i sagen om Allen v. Farrow? Kilde: HBO.
 

Farlig argumentation

Hele fremstillingen af de mange og ret ekstreme beskyldninger er fra flere sider blevet anklaget for at være totalt ensidig. Det er ret åbenlyst et partsindlæg, og den proforma-invitation, en form for journalistisk skin-etik, som man har givet Woody Allen til at deltage i et kontra-interview, er så latterlig, at enhver kan gennemskue intentionerne. Woody Allen blev tilbudt et interview, men han fik meget kort tid til at gennemse materialet og respondere i en sag, og på et niveau, hvor man normalt kører den slags forbi en hær af advokater.

 

Samtidig bruges der utroligt lang tid på indicier og det, man kalder for ad hominem-argumentation, som dybest set bare kan oversættes som bagvaskelse. Serien forsøger at vise, at Woody Allen er typen, der kunne finde på den slags, snarere end den dokumenterer, at han rent faktisk har gjort noget ulovligt. Den form for argumentation er livsfarlig. For det kan godt være, at jeg løber kondiløb i min fritid, men man kan ikke derfra slutte sig til, at det var mig, der vandt Berlin Marathon 2007.
 
Det holder nu ikke instruktørerne af Allen v. Farrow tilbage. For er det nu ikke også en slags bevis på gennemført pædofili, at Woody Allen i en hjemmelavet smalfilm laver et kejtet kærtegn på et barn, imens de leger? Er han ikke også lige lovlig optaget af at være sammen med små børn? Er han ikke selv et legebarn, lidt måske, ligesom Michael Jackson? Man overvejer uvilkårligt, hvor mange timers sentimental hjemmevideo, instruktørerne har set igennem for at finde netop dét og dét pinagtige klip.
 
Og det slår én, at hvis intimitet mellem børn og voksne i sig selv skal ses som en klar og skræmmende indikation på seksuelle overgreb på små børn, så må der virkelig foregår en hel del uterlighed rundt omkring i de små hjem – i en tid, hvor der udgives bjerge af bøger om de udviklingsmæssige fordele ved børn og forældres samsovning i en fælles seng.
 
Det er ret åbenlyst et partsindlæg, og den proforma-invitation, en form for journalistisk skin-etik, som man har givet Woody Allen til at deltage i et kontra-interview, er så latterlig, at enhver kan gennemskue intentionerne.
 

Hvem er den onde?

Noget af det mest manipulerende i dokumentarfilmen er synsvinklerne. Alting ses, helt konsekvent, fra Farrows side. Og når de to er lige gode om at begå store og små synder imod hinanden – og det er de faktisk nok – så udlægges Allens som store grusomheder og som chokerende afsløringer, mens Farrows egne forseelser udlægges som små, som berettigede, som selvforsvar – eller simpelthen som ikkeeksisterende.

 

Et eksempel er diskussionen om hemmelige optagelser af telefonsamtaler, som fylder en del i dokumentaren. Mia Farrow fortæller således, at hun på et tidspunkt begynder at lave hemmelige optagelser af sine samtaler med Woody Allen. En interviewer spørger hende, empatisk og fuld af medfølelse, om hvorfor hun egentlig føler, at det er nødvendigt, at hun gør det, og hun svarer, at det skam alene skyldes, at hun har en mistanke om, at Woody Allen selv optager.
 
Det er ikke til at vide hvem der reelt bedragede først. Kilde: HBO
 
Derefter ser man et klip, hvor Woody Allen tror, at han har skiftet telefonlinje og taler privat med sin advokat. Men noget er gået galt, så pludselig hører man, på Farrows optagelse, hvordan han siger til sin advokat, at ja, ja, selvfølgelig optager han samtalerne, som han skal.
 
I filmen er det tydeligt, at den lille soundbite skal fungere som et rystende bevis på, hvor manipulerende og løgnagtig Woody Allen er. Og det er han jo. For han erkender blankt over for sin fortrolige samtalepartner, altså advokaten, at han optager i smug. Men nu kommer det så for en dag. Endelig. Mia Farrow har det jo på bånd.
 
Men det sindssyge er jo, at det har hun kun, fordi hun optager – i smug. Det vil altså sige, at selve beviset på, at Woody Allen bedrager Mia Farrow, kommer for en dag, fordi Mia Farrow bedrager Woody Allen. Men bedragede han ikke hende først? Næ. Ud fra dokumentaren at dømme kan det sagtens være, at det enten var Mia Farrow, der startede, eller at Woody Allen bare optager sine samtaler, fordi han står midt i en retssag. Det ville han ikke være den første i verdenshistorien, der gjorde. Og det gør ham ikke ond. I hvert fald ikke ondere end Mia Farrow.
 
Sådan er det hele vejen.
 

Alle kneb gælder

Alle ting er minutiøst tilrettelagt, så de støtter én og kun én pointe: Woody Allen er skyldig. Og alle kneb gælder. Der er hjemmelavede optagelser af den syvårige Dylan Farrow, som afslører overgrebet. Men der er ikke rigtig nogen god forklaring på, hvordan optagelsen er kommet frem, og ingen kan vide, om den er iscenesat, instrueret, altså fabrikeret.

 

Og man skal i den forbindelse huske på, at der faktisk er en grund til, at man i pædofilisager altid lader politiet stå for den slags dokumentation. Det skulle jo gerne gøres uden påvirkning. Det skal være uvildigt. Alene et spørgsmål som ”Vis mig, hvor han rørte ved dig” angiver, at der overhovedet er blevet rørt. Og der skal ikke meget til, før et barn leger med på sådan en historie. Det ved alle, der har fulgt sager om pædofili i retssystemet.
 
Og det er præcis den kortsluttende fejllæsning, som instruktørerne går målrettet efter. Han er en klamovitsch, er han ikke? Og tror du så ikke, han har gjort det?
 
I serien blandes fiktion og virkelighed på samme måde så gennemført manipulerende, at man flere gange skal tage sig selv i ikke at komme til at lade sig rive med. For fra anklager om pædofili mod en syvårig skiftes der brat til de – for nogle at se – upassende forhold mellem ældre mænd og yngre kvinder, som Woody Allen ganske ofte har skildret på film.
 
Men siden Nabokov skrev Lolita, har vi kæmpet med den slags modstridende følelser. Vi ved godt, at det er fiktion. Derfor kan det bare godt stadig gå os på, når vi ser Woody Allens navn på plakaten. Og det er præcis den kortsluttende fejllæsning, som instruktørerne går målrettet efter. Han er en klamovitsch, er han ikke? Og tror du så ikke, han har gjort det?
 
Et sted i filmen gennemgås Woody Allens noter til hans film. Her afprøver han alle tænkelige muligheder: Skal den ældre mand være sammen med en lidt yngre? Nej, hvad med en meget yngre? Eller en helt vildt ung? Hvis man selv arbejder med fiktion – jeg skriver romaner – så virker hans arbejde rationelt, systematisk og, ja, som en helt normal kunstnerisk proces. Det er klart, at temaet er perverst i en eller anden grad. Men det gør hverken metoden eller manden pervers.
 
Woody Allens kultklassiker Manhatten, handler om forholdet mellem en 42 årige TV-forfatter og en 17 årige gymnasie elev. Kilde: Manhatten PR
 
Da Bret Easton Ellis skrev romanen American Psycho om heteroseksuelle mænds had til kvinder, blev han af horder af feministiske aktivister beskyldt for at have en syg fantasi. Men sandheden var, at han havde skrevet af efter virkelige anklageskrifter, fordi han slet ikke havde fantasi til at finde på den slags sindssyge ting, hvilket han sagde i flere interviews. Og i øvrigt var han selv homoseksuel.
 
Hvis man selv arbejder med fiktion – jeg skriver romaner – så virker hans arbejde rationelt, systematisk og, ja, som en helt normal kunstnerisk proces. Det er klart, at temaet er perverst i en eller anden grad. Men det gør hverken metoden eller manden pervers.
 

Lidt ungt kød gør ingen pædofil

Man kan kort sagt ikke bare switche på den måde, mellem fortæller og forfatter, mellem instruktør og protagonist. Det har vi vidst i litteraturvidenskaben i over hundrede år.

 

At Woody Allen i dag er gift med Mia Farrows adoptivdatter Soon-Yi Previn føles uden tvivl ekstremt grænseoverskridende og decideret bizart for mange, faktisk også inklusive undertegnede, og det samme kan siges om de faktisk meget store aldersforskelle – der er for eksempel 30 år mellem Woody og Soon-Yi – som instruktøren åbenbart gør sig i. Men samtidig har parret jo været gift i nu 25 år, og de har faktisk børn sammen og danner en traditionel kernefamilie.
 
Når folk er voksne, kan de gøre, som de vil. Og det har ikke noget som helst at gøre med, om man begår alvorlige pædofile forbrydelser mod børn eller ej, om man godt kan lide lidt ungt kød. Snarere tværtimod.
 
Mellem Mia Farrow og Woody Allen, som jo var kærester med hinanden i 12 år, er der kun ni års forskel, hvilket vel nærmest er lidt halvkedsommeligt betragtet med nutidens frigjorte øjne, der åbenbart både kan rumme nullernes cougar-bølge i kølvandet på Desperate Housewives og det næste årtis sweet talking af grænseprostitutionen mellem ældre mænd og mindreårige piger – et fænomen, der blev drageret i den nærmest hysterisk misvisende betegnelse sugardating.
 
Mellem Allen og hans første kone var der desuden kun fem års forskel. Men i det hele taget kan det være ret lige meget. Når folk er voksne, kan de gøre, som de vil. Og det har ikke noget som helst at gøre med, om man begår alvorlige pædofile forbrydelser mod børn eller ej, om man godt kan lide lidt ungt kød. Snarere tværtimod.
 
Woody Allen er givetvis en rimelig akavet og latterlig og muligvis gusten og halvpervers akademikertype, men det gør ham bare ikke nødvendigvis til pædofil.
 
Woody Allen og Soon-yi. Kilde: Getty
 
For hvis man går helt ind i den psykiatriske substans, perversionernes inderste, så er der faktisk netop himmelvid forskel på at foretrække unge kvinder, med seksuelle attributter, således at de har ekstra tydelige tegn på at være seksuelt modne kvinder, og så at foretrække børn, der lige netop ikke har seksuelle attributter, og som dermed ville blive afvist netop af de mænd, der foretrækker voksne.
 
Alene af den grund er det tydeligt, at alting rodes sammen i de endeløse anklager og ad hominem-argumenter. Og de retoriske greb er – snarere end de logiske slutninger og dokumentationen, som filmen mangler totalt – dem, der stjæler billedet. Woody Allen er givetvis en rimelig akavet og latterlig og muligvis gusten og halvpervers akademikertype, men det gør ham bare ikke nødvendigvis til pædofil.
 

Ankerne mod Team Farrow

En af de hårde anker, der kom i en stor artikel fra The Guardian, skrevet af kritikeren Hadley Freeman, handler om, at serien udelader nærmest groteske mængder af fakta, som peger i den stik modsatte retning end den, Team Farrow peger på.

 

Det drejer sig for eksempel om en babysitter, der ikke mener, at Mia Farrow er en god mor, men derimod snarere et beregnende kvindemenneske, som tvang samme babysitter til at udtale sig negativt om Allen i offentligheden. Hun fortalte bare også, at Allen altid var langt mere omsorgsfuld. Og hun sagde det til politiet – under ed.
 
På samme måde citerer instruktørerne psykologer, der mener, at den syvårige Dylan er helt normal og nærmest lidt klogere end andre børn, men instruktørerne tager ikke citater med fra psykologer, der finder hende totalt begravet i sine egne drømme og fantasier – og som beskriver hende som en pige, der er fuld af gode historier – herunder måske røverhistorier om pædofili?
 
Både Dylans egen bror og andre vidner mener, senere i livet, at vide, at optagelsen, hvor Dylan Farrow afslører overgrebet, faktisk er ren fiktion. Farrow har lagt hende ordene i munden. Af samme grund har Dylans storebror i dag brudt helt med familien – og lever nu som, ja, familieterapeut.
 

Ord mod ord

Hele Woody Allens side af sagen får man som sagt ikke, og hvis man siger det ved et middagsselskab, må man regne med et forventeligt ramaskrig: Woody Allen har da selv udgivet en selvbiografi, hvori han, skamløst må man forstå, bedyrer sin uskyld, og dermed er det da bare klart, at Farrow har ”ret til at lave et svar”.

 

Hvis man så lægger en voiceover med beskyldninger på, så kan publikum selv lægge to og to sammen – og få det til at blive sex.
 
Men der er alt andet lige forskel på en bog, der i sig selv er et svar på udokumenterede beskyldninger, og så på en serie i fire afsnit sendt ud på en streamingtjeneste, hvilken havde over en million seere på bare første afsnit af serien Allen v. Farrow. En film, der er så manipulerende, at hvis man ikke lige kan finde de rigtige billeder af Woody med fingrene i kagedåsen, så kan man da bare vise ham i almindelige omsorgsfulde scener, måske vist i dramatisk slowmotion. Hvis man så lægger en voiceover med beskyldninger på, så kan publikum selv lægge to og to sammen – og få det til at blive sex.
 
Noget af det helt centrale – og det er her, at man skal holde tungen lige i munden – er, at det hele faktisk ender som ord mod ord. Når man har set serien og sat sig grundigt ind i sagen, så kan man simpelthen ikke på nogen meningsfuld måde afgøre, hvad der har fundet sted, og hvad der ikke har fundet sted. Man kan ikke vælge side – ikke med nogen rimelighed i hvert fald. Og jeg må personligt sige, at jeg er meget tvivlende … efterhånden i begge retninger.
 

En sag for offentligheden?

Hvad man derimod godt kan afgøre er, at det her er en klassisk sag om to mennesker i et romantisk parforhold, som er gået amok i gensidige beskyldninger. To kærester, som begge tilmed selv er – skal vi sige – kulørte.

 

Mia Farrow har for eksempel 14 børn, heraf de fleste adopterede, foruden muligvis en søn med sangeren Frank Sinatra. Et af børnene er døde af AIDS-relaterede sygdomme, et andet i en bilulykke, men muligvis skete uheldet, efter at han have skudt sig selv i overkroppen. Er det skørt nok? Ellers kan man jo smide Allens forhold til sin ekskærestes adoptivdatter oven i – noget, mange nok ville mene, at man, endskønt det muligvis på papiret er lovligt, burde holde sig for god til, for nu at sige det sådan.
 
Men det mest skøre, og egentlig også uforklarlige, er, hvordan i alverden sagen overhovedet er endt i det offentlige rum.
 
Woody Allen og Mia Farrow i 80'erne med (fra venstre) Fletchter, Dylan (I Mias arme), Moses og Soon-Yi. Kilde: Getty
 
Sager om børn kører i Danmark konsekvent for lukkede døre. Og det gør de af hensyn til børnene. Sandheden må sådan set gerne komme for en dag. Men den skal ikke komme for en dag ude i offentligheden. Det rager simpelthen ikke andre end de implicerede, hvem der er psykisk syge, har selvmordsforsøg bag sig, har raseret hjemmet, har alkoholproblemer, har en baggrund som ubehandlet incestoffer og så videre.
 
Hvis nogen i et forhold eller en kompleks sag som Allen v. Farrow har personlighedsforstyrrelser – og her kan de vist dårligt tælles på bare én hånd – så ville man i en normal dansk sag holde den slags for lukkede døre. Det er ikke noget, man sender ud på HBO – og slet ikke med navns nævnelse.
 
Årsagen er lige til.
 

Beviser vs. injurier

Jeg kan bedst redegøre for den med en lille historie. Efter jeg i 2001 fik udgivet bogen Det bliver sagt, som skildrer en omfattende pædofilisag, jeg selv var forurettet vidne i – altså et af sagens ofre – så blev jeg mange år senere kontaktet af en østrigsk kvinde, der gerne ville mødes. Vi endte med at ses til en kop kaffe på en café i Wien, fordi jeg på et tidspunkt alligevel var dér, og her fortalte hun mig om de omfattende overgreb, hun var udsat for som barn.

 

Hun fortalte, at hun havde skrevet en bog om det hele, og nu ville hun gerne have nogle gode råd til, hvordan hun kunne vælge et godt forlag. Jeg lyttede og lyttede, imens der blev stablet flere og flere tomme melange-kopper på bordet. Da hun pludselig forklarede, at hendes far var en berømt sportsstjerne, og at planen var at ødelægge hele hans omdømme med bogen – og at det var en virkelig bevidst hensigt – rettede jeg mig i stolen. Jeg kiggede på hende, og spurgte: ”Det lyder lidt voldsomt. Hvilken dom fik han? Kom han i fængsel? Og hvor længe?”
 
Hvortil hun svarede: ”Han er da aldrig blevet meldt til politiet.”
 
Og det var cirka dér, jeg begyndte at runde samtalen af.
 
 "Det bliver sagt" handler om en afsluttet straffesag. Bogen handler om noget, som vi er enige om, er sket. Det, den beskriver, er ført til doms, som man siger.
 
Den 35-årige kvinde havde muligvis været udsat for overgreb. Muligvis var hun bare dybt forstyrret. Muligvis var hun en ondskabsfuld kvinde. Måske faktisk dybt kriminel i sin tankegang. Jeg kunne ikke afgøre det. Og jeg skulle heller ikke. Men jeg følte, at jeg blev nødt til at understrege en pointe, som jeg har gentaget igen og igen gennem årene, når jeg har fået lignende henvendelser – og dem har jeg faktisk fået virkelig mange af: Det bliver sagt handler om en afsluttet straffesag.
 
Bogen handler om noget, som vi er enige om, er sket. Det, den beskriver, er ført til doms, som man siger. Dermed er det ikke bare vilde rygter, sindssyge anklager og rørstrømsk vanvid, men faktisk anerkendt og fastslået sandhed. Det er at betragte som en kendsgerning, et sagforhold, som man siger i filosofien. Noget, som findes i virkeligheden, og som ikke længere står til diskussion. Det er en af pointerne med domstolene. At folk, der er lagt ned af kriminelle, kan få oprejsning igen ved at det, de har været udsat for, hvis det kan bevises, anerkendes af samfundet.
 
Det er imidlertid ikke sådan, at en sag om pædofili ikke på én gang både kan være sand og ikke anmeldt. Det kan den sagtens. For eksempel findes der jo sager, som slet ikke kan anmeldes. Det var især tilfældet, inden forældelsesfristen for pædofili blev fjernet. Dengang stødte jeg eksempelvis på en sag, hvor en mand henvendte sig til politiet og fortalte dem om pædofile overgreb fra en stadig aktiv pædofil. Politibetjentene lyttede med voldsom interesse. Og de troede på manden. Sagen kunne også bevises, i hvert fald nok til at overbevise en dommer, mente de. Men de kunne ikke tage imod anmeldelsen. Sagen var forældet.
 
Endelig findes der sager, hvor ting er sket, men hvor man bare ikke kan bevise det entydigt – og det er lidt dét, der lægges op til i Allen v. Farrow. Men den slags retssager er af indlysende grunde ganske enkelt tabte. Og det må man så leve med. Det er prisen for at leve i et retssamfund.
 
Den slags sager minder om de voldtægtssager, hvor gerningsmanden frifindes, fordi ”det ikke kunne bevises, at der var tale om voldtægt”. Det betyder ikke, at det ikke fandt sted. Eller at det ikke var voldtægt. Det betyder bare, at det ikke kunne bevises. Derfor kunne gerningsmanden ikke dømmes – hvorfor han sådan set slet ikke er nogen gerningsmand. Og hvorfor offeret, som så altså måske slet ikke var offer, og som i hvert fald ikke er blevet anerkendt som et sådant, efterfølgende naturligvis ikke kan gå rundt og sige, at gerningsmanden, der ikke har gjort noget, har gjort noget. I så fald er det en injurie.
 
Hvis man skal skære ind til benet, så er hele MeToo-aktivismen et godt eksempel på en omgåelse af injurielovgivningen.
 

Dokumentarens kerne: injurierne

Og så er vi inde ved kernen i dokumentaren. Den kerne hedder netop injurier. Injurier er udtalelser, der skader andre mennesker, fordi de er usande eller udokumenterede – tænk på det engelske ord injury, ”en skade”. Injurielovgivningen siger, at man ikke offentligt kan stille hjemmelavede diagnoser a la ”Henny Jørgensen er skizofren”, ligesom man ikke må beskylde folk for forbrydelser, de ikke er dømt for – som hvis man siger, at en eller anden er ”en svindler”, mens vedkommende slet ikke er dømt for svindel, dokumentfalsk, underslæb eller lignende.

 

Hvis man skal skære ind til benet, så er hele MeToo-aktivismen et godt eksempel på en omgåelse af injurielovgivningen. For den er et kollektivt stormløb på domstolene. Ved at komme med så mange og så spredte og så vilde og så vanvittige beskyldninger, at ingen kan følge med, ender man med en situation, hvor alle gerningskvinderne slipper afsted med deres forehavende. De får bagvasket mænd, både konkrete og i det hele taget. Mænd, der – måske ikke – har krænket kvinder, og det i en grad, så det ofte koster både arbejde, familie og så videre.
 
Kernen af Allen v. Farrow omhandler injurier. Injurier er udtalelser, der skader andre mennesker, fordi de er usande eller udokumenterede. Kilde. Getty
 
Jeg er hverken ufølsom over for kvinders ret til ligestilling – eller over for mænds, nu vi er i gang – men det er ikke sådan, man gør tingene i et demokrati. Jeg er heller ikke ude af stand til at forstå, at der kan være sager, hvor man har brug for at stimle sammen for at få diverse rygter prøvet af og udvekslet. Men så må man gøre det i grupper, i kaffeklubber, foreninger, eller hvad ved jeg. Man har simpelthen ikke ret til at komme med alle mulige udokumenterede beskyldninger offentligt. Faktisk har man lige så lidt ret til at gøre dét, som man har til at stjæle en bil eller begå et indbrud i en butik.
 
Det står i loven. Det er forbudt. Punktum.
 
Hvad nu, hvis Woody Allen er helt og aldeles uskyldig i alle anklager?
 
Imidlertid er sagen den, at hele MeToo-aktivismen allerede nu har flyttet den offentlige debats grænser så langt, at ingen rigtig orker at tænke på injurier mere. Nu kører man bare løs med sine beskyldninger. Og hvad skal en mand egentlig gøre, når anklagerne og beklikkelserne og tilsværtningen først er derude?
 
Jeg tror, de færreste tænker på, at den form for adfærd faktisk kan være en form for psykisk og social vold. At det er en form for vold, der kan smadre et andet menneskes omdømme, dets mulighed for at få taletid eller dets mulighed for at fortsætte sit arbejde.
 
Og hvis man vil forstå implikationerne af det, behøver man egentlig bare at forestille sig én eneste ting: Hvad nu, hvis Woody Allen er helt og aldeles uskyldig i alle anklager?
 
Det modsatte scenarie – at Woody Allen er en megaklam pædofil stodder, og at Mia Farrow er en offergjort, permanent grådlabil, evigt uskyldig Moder med stor M – behøver man ikke at prøve at forestille sig. Det findes der nemlig en fire timer lang dokumentar om, som banker det ind i hovedet på beskueren med syvtommersøm, indtil man ikke rigtig kan forestille sig andet.
 

Relaterede artikler

Når virkeligheden er bestialsk - TV 2-dramadokumentaren om Ubåds-Madsen er blevet til rost til skyerne mange steder. Endelig en dramadokumentar, som be...
Jeg er Greta - Dokumentaren I am Greta føjer ikke for alvor nye lag til klimaaktivisten Greta Thunberg, og slet ikke til klimadebatten....
Dream a little dream of me - Det begynder med barnlig uskyld og fortsætter med det perfekte ægteskab. Vi er i thrillergenren, så begge dele lanceres ...
Michael Jeppesen har en plan - Han er blevet skildret som en skummel Mørkets Fyrste. Strategen, der ikke gav interviews, som er blevet kaldt ikke-folke...
Undskyld – vi hævner - Et radiospøgelse svæver i disse dage igennem Danmark. Den prisbelønnede podcast “r8Dio – Undskyld vi roder” hænger med p...

Giv din stemme

41 stemmer
2,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

49 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Ugens profil

Troels Karlskov

Troels Karlskov er ny pressechef i Topdanmark, landets næststørste pensions- og forsikringsselskab. Han tiltrådte stillingen 1. april 2021.

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.