”Topchefer løber en risiko ved at udtale sig om politik”

Det er en ny tendens, at topchefer er så aktive i den politiske debat, som valgkampen p.t. er udtryk for. Strategien rummer både store gevinster og faldgruber, mener en bureaudirektør og en lektor.
Det er relativt nyt, at topcheferne så tydeligt tager del i valgkampen, vurderer Kristian Eiberg, adm. direktør og partner i bureauet RelationsPeople.
Det er relativt nyt, at topcheferne så tydeligt tager del i valgkampen, vurderer Kristian Eiberg, adm. direktør og partner i bureauet RelationsPeople.
DI’s topmøde var proppet med politikere, og adskillige topchefer er stemplet ind med politiske budskaber i valgkampen. De spænder over et klimaopråb fra 12 topchefer, en ønskeliste til politikerne og konkrete holdninger til regeringsdannelsen på Finans.dk og Børsen.
 
Men hvad er der på spil, når topcheferne i den grad melder sig ind i den politiske debat – og kommunikerer de godt nok?
 
Det har Kristian Eiberg, adm. direktør og partner i bureauet RelationsPeople, som specialiserer sig i toplederkommunikation, et bud på.
 
”Når danske topchefer udtrykker sig offentligt om politiske emner, er det, fordi de ved, at de bliver lyttet til. Af medier, af politikere og af alle os, der skal stemme,” siger han og tilføjer:
 
”Det er relativt nyt, at topcheferne gør det så tydeligt i Danmark, og her har de fordel af både det usædvanlige i, at de gør det, og så den troværdighed og autoritet, som de meget store virksomheder, de repræsenterer, giver dem”.
 

Fremstår som ansvarlige ledere

 
Det er Kim Lilholt Ruggaard, ekstern lektor ved International Virksomhedskommunikation, Institut for Kommunikation og Kultur, AU, enig i.
 
”Det er massivt, at de her forskellige topchefer har fundet sammen og laver et fælles klimaopråb i en valgkamp. Det er en ny form for kommunikation, at de ikke bare lader sig repræsentere af en interesseorganisation,” siger han og tilføjer:
 
”Dermed fremstår de som ansvarlige ledere, på trods af at politikerne har ændret deres fokus.”
 
Der bliver lyttet, når toplederne taler om andet end kvartalsregnskaber og aktiekurser.
 
Mens politikere, sammen med journalister og bilforhandlere, ligger i bunden af de klassiske troværdighedsmålinger, står det anderledes til med erhvervslederne, ifølge Edelman Trust Barometer, som Kforum tidligere har omtalt. Her måles årligt den globale tillid til blandt andre politikere og erhvervslivet.
 
”Målingen har de seneste år peget på, at toplederne er mere troværdige end politikere i befolkningens rundt omkring i verden. Derfor bliver der lyttet, når toplederne taler om andet end kvartalsregnskaber og aktiekurser,” siger Kristian Eiberg.
 

Erhvervsledere lever i et grønt ekkokammer

 
En kritiker som erhvervskommentator Anders Heide Mortensen mener dog, at erhvervslederne lever i et "grønt ekkokammer", når de offentliggør et klimaopråb i en tid, hvor Ukraine-krigen fortsat raser, og befolkningen er bekymrede for gaslæk og stigende inflation, skriver han på Finans.dk
 
Det er Kristian Eiberg ikke enig i.
 
”Det, der kendetegner virksomhedslederne, er, at de har en længere tidshorisont, når det gælder emner som klima, end politikere, der leder landet i fire år,” siger Kristian Eiberg og tilføjer:
 
”Det går dårligt hånd i hånd med det langsigtede perspektiv, som mange virksomheder er nødt til at have om for eksempel investeringer i innovation, infrastruktur og fysiske anlæg.”
 
Erhvervslederne er nervøse for, at politikerne bliver for bagstræberiske, når det gælder klimaet.
 
Heller ikke Kim Lilholt Ruggard mener, at det er politisk tonedøvt af virksomhederne at gå ud med deres klimaopråb i en krisetid.
 
”Baggrunden er, at erhvervslederne er nervøse for, at politikerne bliver for bagstræberiske, når det gælder en dagsorden som klimaet, når mange vælgere er bekymrede for energipriserne og inflationen,” siger han og tilføjer:
 
”Set fra virksomhederne, er der ingen tvivl om, at når kriserne stabiliserer sig, vil de virksomheder, som holder fast i det grønne fokus stå stærkt, når det gælder markederne, investorerne og omverdenen.”
 

Politisk stillingtagen er lig med risici

 
Kristian Eiberg ser dog også risici ved, at erhvervslederne melder sig ind i den politiske debat.
 
”Topcheferne løber en risiko ved at udtrykke sig offentligt om politiske emner, men eftersom topchefer i Danmark generelt er forsigtige med den slags, har de helt sikkert vurderet, at den potentielle effekt ved at gøre det opvejer risikoen for, at der er nogle, der synes, at de er på afveje.”
 
Risikoen kan for eksempel være, at politiske udmeldinger fra en topchef skaber støj i virksomhedens public affairs-arbejde eller internt i forhold til ledere eller medarbejdere, der har andre synspunkter, påpeger Kristian Eiberg.
 
Selv observerede han første gang, at erhvervslivet fik en stemme under folketingvalg tilbage i 2015, hvor Dansk Industri kørte store kampagner for deres synspunkter. Men tendensen har været længere undervejs, når man ser mod USA.
 
”Når de danske topchefer mener noget offentligt om inflation, energikrise og mangel på arbejdskraft, ligger det meget tæt op ad den "CEO activism", som vi har set i USA de sidste 10-15 år,” siger Kristian Eiberg, som mener, at den udvikling er med til at påvirke danske topchefer, hvoraf flere leder globale virksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også