Er tomatsuppe på Van Gogh god kommunikation?
Tomatsuppe kastet på kunst, og aktivister, der limer sig fast til værkernes rammer. En bølge af aktioner, hvor formålet er at holde fokus på klimakrisen, har ramt en række museer. Men virker aktionsformen som kommunikation? Ja, siger kunst- og kulturdebattør Christian Have.
af Mikkel Skov Petersen
Van Gogh, Monet og Picasso.
London, Berlin og Melbourne.
Kendte kunstværker verden over er den senere tid blevet opsigtsvækkende rekvisitter i politiske aktioner, der har til formål at fastholde offentlighedens opmærksomhed på klimakrisen.
Aktionerne har typisk bestået i, at der er blevet kastet substanser som tomatsuppe eller kartoffelmos på værkerne, hvorefter aktivisterne har limet sig fast til rammerne eller væggen med superlim.
Indtil videre har ingen værker taget skade af aktionerne, der har været rettet mod værker bag glas. Derved adskiller aktionerne sig fra, da billedkunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld i 2020 smed en gipsbuste af Frederik V i Københavns Havn.
Aktionerne bliver ikke desto mindre mødt med forventelig kritik, men spørgsmålet er, om aktionerne trods kritikken virker efter hensigten: at sætte klimakrisen på dagsordenen?
Hærværk eller effektiv kommunikation?
En af dem, der kritiserer kunstaktionerne, er Karen Grøn, der er museumsdirektør på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Ifølge hende er aktionerne slet og ret hærværk, har hun tidligere udtalt til Weekendavisen.
“Det er en interessant sammenstilling, aktivisterne laver. Kunst og klima. Ud fra den desperation, de føler, over, at der ikke handles, forstår jeg valget af objekt, at ramme noget, som samfundet værdsætter. Men det retfærdiggør på ingen måde hærværk. For det er det, det er. Hærværk, intet andet,” udtalte Karen Grøn til avisen.
For museumsdirektøren er det ikke afgørende om værkerne tager skade eller ej.
“Om der er glas for, ændrer intet. Hvis jeg spytter på dig, kan du jo også bare vaske det af. Hvis jeg laver graffiti på et tog, kan det fjernes. Det ændrer ikke det forkastelige i handlingen. Kunsten er beskyttet af ejendomsretten. Det er samfundets ejendomsret, der krænkes,” sagde Karen Grøn til Weekendavisen.
For Christian Have stiller sagen sig anderledes. Han er kreativ direktør i Have Kommunikation, der er leverandør af kommunikationsydelser til kunst- og kulturlivet, og så er han kunst- og kulturdebattør.
Christian Have ser, med et vigtigt forbehold, kunstaktionerne som effektiv klimakommunikation.
“Det springende punkt må være: Skader det værket? Forudsat, det ikke gør, så har aktionerne en kæmpe effekt for klimasagen. Det skaber debat, fokus og opmærksomhed. Det er jeg ikke i tvivl om,” siger han og tilføjer:
“Spørgsmålet er så, om det skaber større erkendelser og fører til adfærdsændringer. Det tvivler jeg på. Men det skaber en diskurs i samfundet.”
Han medgiver samtidig, at aktionsformen deler vandene – også i kulturlivet.
“På den ene side er der aktivisterne, der udfører aktioner med lim og væsker. På den anden side er der en del modstand og vrede, især hos den del af publikum, der har et forhold til de konkrete værker og til kunsten. Og selvfølgelig også fra museerne, der er sat i verden for at passe på værkerne for eftertiden. Så der er en konflikt, og kulturlivet er også delt på spørgsmålet,” siger Christian Have til Kforum.
Kartoffelmos på Claude Monets værk "Meules" i Potsdam uden for Berlin. Værket er beskyttet af glas. Foto: Letzte Generation
Vigtige sager kan kræve drastiske metoder
Hvor Karen Grøn kalder sammenstillingen af kunst og klima for “interessant”, så kalder Christian Have den for “spændende”.
“Hvis det skader værket, så er det ikke en legitim aktionsform. Men hvis det ikke gør, så er det en spændende måde at drive kommunikation på. Vi må også se på grunden til, at de gør det. Historisk har happenings om vigtige spørgsmål været nødt til at være drastiske for at få opmærksomhed. Hvis vi f.eks. ser på den tidlige kvindekamp, så brugte man også rabiate metoder,” siger Christian Have.
Han peger på situationens alvor i lyset af klimakrisen.
“Man kan være nødt til at benytte drastiske kommunikative midler for at gøre opmærksom på vigtige sager. Historien taler for, at hvis man vil skabe ændringer, så må man tage drastiske metoder i brug. Og det gælder måske endnu mere i dag. Aktivismen er vigtig nu,” siger Christian Have og understreger endnu engang den centrale forudsætning for sin holdning:
“Præmissen må dog være, at værkerne ikke må blive ødelagt. Vi har et ansvar for at bevare dem for eftertiden.”
