Rådgiver: Spies' krisestrategi var rigtig

Kun en stemme i Byrådet afgjorde, at Simon Spies Plads bevarer sit navn i Helsingør. Det er endnu en indikation på, at rejsebureauet Spies valgte den rette vej i sin krisehåndtering af DR-dokumentaren om Simon Spies.
Simon Spies Plads i Helsingør beholder sit navn efter snæver afstemning. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Simon Spies Plads i Helsingør beholder sit navn efter snæver afstemning. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Med stemmerne 12 imod og 13 for beholder Simon Spies Plads i Helsingør sit navn. Det blev vedtaget efter en afstemning i Helsingør Kommunes byråd mandag, ifølge Helsingør Dagblad, skriver Ritzau. 

Pladsen, som ligger midt i Helsingør, har været omdiskuteret, siden DR sendte en dokumentar om Simon Spies. Her fortalte tidligere ansatte blandt andet, at Simon Spies betalte dem for sex og for at få lov til at udøve vold imod dem.

I Kforums dækning af den shitstorm, der ramte Spies Rejser i kølvandet på dokumentaren, talte Sune Bang, selvstændig rådgiver, for, at Spies ikke skulle foretage drastiske tiltag som at ændre sit navn, sådan som nogle kritikere ønskede.

Den relative stilhed, der fulgte shitstormen, og nu afstemningen i Helsingør, taler for, at Spies Rejser valgte den rette krisestrategi, mener han. 

”Spies gjorde det rigtige ved at lægge afstand til Simon Spies’ handlinger og ved at stoppe brugen af fortællingen om Simon Spies som deres dna,” siger Sune Bang og tilføjer:

”Det viste sig, at den fortælling ikke bare er fest og ballade, men også har negative sider, og det gav med rette kritik.” 
 

Gjorde ret i ikke at skifte navn

Den udfladende kurve i Spies-shitstormen bekræfter dog Sune Bang i en erfaring, han ofte har gjort sig i sine mange år som kriserådgiver.  

”Når man er midt i en kæmpe krise, er man i en ekstrem version af virkeligheden, og der kan opstå en blodrus i pressen og i sociale medier. Der skal pulsen ned, før man handler,” siger Sune Bang. 

Han sammenligner det med at have et privat skænderi, som heller ikke er tidspunktet for at træffe store beslutninger, fordi man er i affekt. 

”Derfor mener jeg, at Spies har haft ret i at være mere afventende, når det gælder deres respons på store spørgsmål som at skifte deres navn.” 

Om det betyder, at kontroverserne om Spies-navnet er slut, vil kun tiden vise, mener Sune Bang. 

Det var splid om navnet i den socialdemokratiske gruppe i Helsingør, der gav en smal sejr til fordel for at bevare navnet Simon Spies Plads. 
 

Debat om Simon Spies er principiel

To socialdemokraters uenighed om sagen, udgør på mange måder de to poler i debatten om Simon Spies, som også gælder andre diskussioner – og shitstorms – om hvad vi vil acceptere i dag, mener Sune Bang. 

”Livet er fuldt af nuancer, og det er mennesker også. Man kan godt være en god forretningsmand uden at være et godt eller anstændigt menneske – eller omvendt,” lød begrundelsen for at stemme for at beholde navnet fra socialdemokraten Gitte Kondrup til Helsingør Dagblad.

Omvendt siger lederen af den socialdemokratiske gruppe i Helsingør Kommunes byråd, viceborgmester Claus Christoffersen, at: 

”Jeg mener ikke, at Simon Spies kan have en plads opkaldt efter sig i Helsingør. Når man får en plads opkaldt efter sig, er det, fordi man er en person, der skal hædres, en person, der ses op til, og som er en rollemodel.” 

Det er en lignende samtale, vi haft om kunstnere som Michael Jackson og Ludvig Holberg, nævner Sune Bang.
 
”Her forsøger nogle at isolere personens udåder fra kunsten. Også Simon Spies gjorde jo noget positivt for millioner af danskere, men samtidig opførte han sig utilstedeligt,” siger han. 
 

Flere virksomheder kommer ud i balancegang

Balancegangen mellem fortidens og nutidens opfattelser kommer flere brands til at takle i de kommende år, vurderer Sune Bang. 

”Vi er i gang med et stort paradigmeskifte inden for køn, race og feminisme. Når der sker de her paradigmeskift, svinger pendulet ofte langt ud til den ene side. Det er nødvendigt for, at vi ændrer love og adfærd, men ofte svinger pendulet også lidt ind igen og finder et leje,” siger han og tilføjer:

”Uenighed og diskussioner behøver ikke at være noget dårligt for en virksomhed eller et brand, så længe man ikke træffer væsentlige beslutninger, mens det hele bimler og bamler.” 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job