I potentiale til halsen

Heldet forpligter

Vi tænker sjældent over det, men chancen for at blive født i Danmark er omkring 0,05 %.

Det er et svineheld, at du kan sidde her i dag og bruge tid på at læse denne artikel. Eller en hvilken som helst anden artikel, du måtte have lyst at læse senere i dag.

Det held forpligter. Vi har så meget overskud og så mange materielle goder i denne del af verden, at vi må bruge tiden til at forbedre verden – ét lille skridt og én generation ad gangen.

Forskerne er enige: Vi står i lort til halsen. Affaldet hober sig op. Der er plastik i havene, CO2 i himlen og fosfor i jorden – og det akkumulerer de forkerte steder.

Folket – det store oplyste, kritiske og opfindende folk – er afgørende for at skabe de endnu uopdagede løsninger, der skal til for, at vi kan imødegå fremtidens forandrede vilkår inden for alle områder: vand, kloakering, fødevareproduktion, transport, byggeri, tekstiler.

Uanset hvilken reformation, revolution, omstilling eller forandring et samfund har stået overfor, har folket historisk set været afgørende for både at udvikle og udbrede nye opfindelser og løsninger.

Affald er det nye Klondyke Moment

Men inden vi når til nogle løsninger, må vi sætte scenen. Lene Andersen, der i januar blev udnævnt som Danmarks eneste medlem af Club of Rome, spurgte mig for nylig, hvilke kulturteorier der kan beskrive samfundsudviklingen på baggrund af kulturskabte vaner.

Jeg har selv en BA i etnologi og kom til at tænke på Norbert Elias, der tilbage i 1939 beskrev, hvordan nye vaner breder sig i hele befolkninger. Civilisationsprocessen kaldte han det. Han gjorde en del ud af at finde kilder, der beskrev høvisk dannelse – fx hvordan vi som civilisation begyndte at lære at spise med gaffel.

Dengang sivede vaner om sundhed og gode bordmanerer fra adelen og hoffet ned til pøbelen.

Skruer vi tiden 4-500 år frem, er de magtfulde industrier i dag så fokuserede på lineær stakeholder-vækst, at de ikke har blik for, hvad væksten også medfører: uanede mængder af affald. Affald, som ingen andre i naturen ønsker. På få generationer er vi blevet til den eneste art på Jorden, der skaber affald, som ingen andre arter kan bruge – eller leve med, for den sags skyld.

Norbert Elias' teori synes i dag at vække genklang, men med negativt fortegn: Storforbruget er ikke længere forbeholdt de formuende, og affaldet er blevet allemandseje. Eller, for at parafrasere Kim Larsen: Det er en menneskeret at svine.

Menneskeheden er godt 250.000 år gammel – eller omkring 5.300 generationer. Illustreret med cirkler ser det således ud. Det er først med de sidste to generationer (de markerede), at affald for alvor er blevet et problem for os som civilisation. Tegning fra Affald og fantasi (Gyldendal 2019).

De magtfulde industriers skødesløse produktion af affald er den ubemidlede iværksætters held. For der er noget om snakken: Genbrug er guld, hvis man da forstår at omdanne og forædle det.

Affaldet er den fremtidsbevidste iværksætters Klondyke Moment. Alle de millioner tons af affald, der skabes, kan nemlig – hvis man bare er en smule fantasifuld – forædles til nye produkter.

At genbrug er guld er ikke ny viden. I 2012 lød samme budskab i baskeren Thrift Shop, hvor Macklemore og Ryan Lewis hylder skatkammeret i genbrugsbutikken: "One man's trash, that's another man's come up".

Hermed kan man skabe en anden form for vækst og økonomi end den, industrien har skabt, og som har fået især de to foregående storforbrugende, vestlige generationer til blindt at nyde og tage for givet.

Ved at genbruge insisterer man på at tillægge produkter langt mere værdi, da deres liv i teorien er uendeligt. De ender ikke som affald, men kan undergå forandringer og få ny værdi.

Folket bag forandringen

I dag kommer den helt nye forandring fra almindelige mennesker. Folk, som på den ene eller anden måde har fået nok af kortsigtet tankegang.

Jeg skriver om nogle af dem i min bog Affald og fantasi. For fortællingerne om revisoren, der blev til fiskenetindsamler for at recirkulere plastikken; de statskundskabsstuderende, der blev containerboligbyggere, og kunstneren, der blev producent af 100 % nedbrydelige bleer, er historier, der må og skal deles som eksempler på, hvordan vi som enkeltindivider kan skabe løsninger.

"Intet forhindrer dig i at gå i gang med et nyt produktionseventyr baseret på en affaldsstrøm, ingen før har tænkt på at udnytte."

Selvom de mennesker, jeg beskriver i bogen, er ganske almindelige mennesker, som har ingen – og jeg mener: absolut ingen – forudsætninger for at skabe nye cirkulære produkter og starte nye industrier, så har de alligevel været i stand til at skrabe godt 200 millioner kroner sammen fra investorer over de sidste 5-10 år.

Flere skal, ligesom disse iværksættere, træde ud af tågen. Tågen, vores forældre har levet i og troet på. En vildfarelse, der fastholdt tanken om lineær vækst uden sans for naturen, hvor man jo godt kan recirkulere næringsstofferne, mineralerne og energien.

For det er en tåge, man kan træde ud af. Man kan gøre det som 12-årig eller som 60-årig. Som revisor eller som kommunikationskonsulent. Intet forhindrer dig i at gå i gang med et nyt produktionseventyr baseret på en affaldsstrøm, ingen før har tænkt på at udnytte. For det betyder ikke noget, hvor man kommer fra, men hvor man gerne vil hen.

It’s the mushrooms, stupid

Jeg er selv uddannet etnolog og er nu bestyrelsesformand i virksomheden Beyond Coffee, som jeg også er medstifter af. Vi indsamler cirka fire tons økologisk kaffegrums og laver det om til et halv tons spiselige svampe om måneden. De økologiske østershatte sælger vi til Michelin-restauranter som fx Relæ og Kadeau.

Vi har været støttet af investorer og er på vej mod de første sorte tal på bundlinjen. Siden vi startede foretagendet og introducerede affaldsproduktet kaffegrums som råmateriale til nye produkter, er flere danske iværksættere og foreninger begyndt at arbejde med kaffegrums eller hjemmedyrkede svampeprodukter til danske forbrugere. Fx Fra Grums til Gourmet i Aarhus, TagTomat i København og Kaffe Bueno og Svampefarm i København.

Og det gør ikke noget med lidt konkurrence, for der er nok kaffegrums at tage af i Danmark. Faktisk godt 150.000 tons. Om året.

"De virkelige, stoflige forandringer (ikke bare de holdningsmæssige) er allerede i gang. Fra fiskenet til plastik, fra bleer til frugttræer, fra grums til svampe. Og de mest fantasifulde forædlinger skabes af helt almindelige borgere, der – støttet af de rette risikovillige investorer – starter ting op på egen hånd."

Lad os tage en anden affaldsstrøm: bleer. Muligvis heller ikke et affaldsprodukt, du har tænkt meget på i dag. Alligevel smider vi ca. 850.000 bleer ud. Bare i dag. Og bare i Danmark.

Kan du forestille dig bjergene af bleer?

En tidligere kunstner fra Berlin, Ayumi Matsuzaka, har prøvet at gøre noget ved det. Hun er i gang med at udvikle en 100 % bionedbrydelig ble. Med projektet Dycle – Diaper Cycle – har hun allerede udført de første testforsøg.

De brugte bleer indsamles og laves til muld, som man kan gro træer i. Frugttræer og nøddetræer. Jo flere bleer du forbruger, jo mere natur vil du kunne skabe. En baby kan nå at forbruge bleer nok til at skabe 1.000 træer. Hele frugtbælter kan i fremtiden omringe byer, lavet af byens nye borgere.

I april sidste år var jeg med til uddelingen af en stor grøn iværksætterpris, hvor Ayumi og hendes Dycle-projekt vandt 1 million euro til at skalere op. En dansk gruppe bestående af bl.a. iværksættere, embedsmænd, investorer og kommunikationsfolk er allerede dannet for at hjælpe Ayumi med at introducere projektet til Danmark over de næste år.

De virkelige, stoflige forandringer (ikke bare de holdningsmæssige) er allerede i gang. Fra fiskenet til plastik, fra bleer til frugttræer, fra grums til svampe. Og de mest fantasifulde forædlinger skabes af helt almindelige borgere, der – støttet af de rette risikovillige investorer – starter ting op på egen hånd.

Vi er alle aber

I mængderne af de daglige dårlige nyheder om insektdød, tab af biodiversitet, stigende vandstande, storme og et giftigt internationalt CO2-marked finder jeg tryghed ved at minde mig selv om, at vi alle er aber. Nogle prøver med visse anstrengelser at blive mere civiliserede aber end andre. Men aber er vi alle.

Kun ca. 250.000 år har vi bag os (mod myrens 100 millioner år). Abetilstanden er fint beskrevet i Morten Münsters bestseller om adfærdsdesign, Jytte fra marketing er desværre gået for i dag. Meget kan nudges, hvis man taler til aben i os alle – hvad jeg blandt andet selv har gjort i den clickbait-inspirerede overskrift.

Men abetilstanden skal vi nå udover, hvis vi gerne vil andet end at fremme vores eget liv og vores nære familie med velstand og luksus, mens vi lever. Vi bliver faktisk nødt til at nå ud over den, for ellers er vi og naturen omkring os fuldkommen fucked.

Men hvordan kan vi gå fra ord til handling?

Sæt gang i den cirkulære tanke

Jeg tror selv på, at forandring er en proces, der starter med en holdningsændring. Det kræver, at vores fantasi bliver fodret og pirret til at tænke på affald som en reel ressource. Vi har derfor selv forsøgt os med et online-forløb, der handler om dit eget forhold til affald og fantasi.

Igennem forløbet får du tilsendt et link cirka en gang om måneden. Klikker du på linket, kommer du ud på en online-rejse, som tager 2-3 minutter at gå igennem. Hver runde er fyldt med billeder, film, udfordringer og anden inspiration til, hvad du selv kan gøre for at komme i gang med at blive affaldsalkymist og forædle affald til andre produkter og mere vækst. Hvis du er nysgerrig efter at se mere, kan du læse videre på min side.

Et eksempel på en video fra forløbet: Lene Andersen giver et bud på, hvordan vi kan nå ud over abetilstanden.

Online-forløbet er bare et eksempel på et værktøj, der kan være med til at fordre den cirkulære tanke. Men der skal opfindes mange flere – især værktøjer, der skaber reel adfærdsændring og synlig forandring med det samme. Der er først og fremmest brug for flere håndgribelige ting, folk kan tale om, og som de kan dele, sådan at flere begynder at tænke over og støtte nye cirkulære tiltag. Som bleer der bliver til frugttræer. Eller appelsinskræller, der bliver til rengøringsmiddel eller modermælkserstatning.

Og det tager virkelig tid at gå fra ny, overraskende viden til handling. Det tog mig selv cirka fire år, fra jeg fik at vide, at man kunne lave kaffegrums om til svampe, til jeg forstod de implikationer, det kunne få – og at jeg faktisk selv kunne være med til at få det i gang på disse breddegrader.

Siden da er flere værktøjer og produkter, der kan udbrede fortælle- og nytteværdien i noget så simpelt som kaffegrums, blevet udviklet. Udbredelsen kan også ske gennem produkter, der showcaser den grundlæggende cirkulære tanke. Vi har f.eks. en Gro-Montre til danske arbejdspladser. Med sådan én kan en virksomhed, skole eller organisation hurtigt cirkulere sit eget lokalt producerede kaffegrums på arbejdspladsen. Basalt set en super-nærgenbrugsstation. Eller: et forsøg på at synliggøre en mulig kontor- og natursymbiose. Inde i Gro-Montren vokser der løbende store, spiselige østershatte frem fra kaffegrumset, hvilke kan bruges i kantinen eller doneres til medarbejdere eller studerende.

En Gro-Montre kan omdanne kaffegrumset, der produceres i enorme mængde på kontorer hver dag, til spiselige svampe.

Affald og fantasi kan vise sig at være nogle af de ingredienser, der skal til for at flere helt almindelige mennesker, borgere og medarbejdere på alle slags arbejdspladser begynder at udvikle eller støtte de værktøjer og produkter, der kan være katalysatorer for, hvad der i teorien kan blive en endeløs grøn kædereaktion.

Måske kan det få os derhen, hvor det, vi tænker, faktisk også bliver det, vi gør.

Og det kan starte med. at vi bruger affaldet omkring os og fantasien inden i os til at skabe produkter, der kan minde om, at det ikke betyder noget, hvor man kommer fra, men hvor man gerne vil hen.