Aborttemaet som Overton Window
Vinduet står på klem. Luk det!

I Margaret Atwoods feministiske dystopi The Handmaid's Tale, der 5. juni er aktuel med sin 3. sæson på HBO, er verden komplet anderledes end den, vi kender. Vi aner, at forandringen skete umærkeligt - det før utænkelige var pludselig acceptabelt og udviklingen blev accellereret. Atwoods apokalypse vækker ubehageligt genklang i dagens politiske klima, hvor tonen synes at blive hårdere og hårdere. Foto: The Washington Post / Getty.

Igennem de seneste år synes både debattonen og den førte politik at være blevet hårdere og hårdere. Hvad der for blot et par år siden var ekstremt, er nu blevet hverdag. Diskursen forskubbes hurtigt, og vinduet for implementering åbnes umærkeligt. Kan det samme ske med samtalen om den frie abort i Danmark?
Måske har du aldrig hørt om spin-metoden Overton Window – men så er det på tide, du bliver opmærksom på den nu. De sidste mange års politik har været præget af de mekanismer, begrebet dækker over. Grænserne, for hvad vi kan tale om og hvordan i forhold til segmenter og emner, flyttes kort sagt umærkeligt gennem ord, sætninger og slogans, der lidt efter lidt påvirker den almindelige borgers ’normalitetsopfattelse’. Det, vi i dag anser som utænkeligt og ekstremistisk, bliver gradvist normaliseret, så et hidtil fuldstændig lukket emne bliver acceptabelt at debattere – og på sigt faktisk muligt at implementere. 
 
Overton Window beskriver hvordan det, der før var utænkeligt, bevæger sig ind i sfæren for, hvad der bliver muligt at implementere fra politisk hånd.
 
Et Overton Window er altså en måde at lirke et hidtil lukket vindue umærkeligt på klem – med det langsigtede mål at smække det op på vid gab. Tænk på indvandrer- og flygtningedebatten, hvor ord som 'værdsatte fremmede' pludselig er dukket op, den kønsneutraliserende vinkel ’partnervold’ – eller bare ’vold’ i kontrast til emnet ’vold mod kvinder’ – eller når det kommer til debatten om ’de svage’ i samfundet, og hvordan ’sådan nogen’ skal behandles for at blive til bidragsydende samfundsborgere. Diskursen var utænkelig for et par år siden – for slet ikke at tale om den førte politik. 
 
Nu er tiden så kommet til abort – et hidtil urørligt emne i Danmark, hvor adgangen til den frie abort er noget, vi historisk har brystet os af. Men jeg er bange for, at dét snart vil ændre sig.
 
Sover vi med åbne øjne?
Forleden diskuterede jeg valg, politiske kandidater og en mulig indskrænkelse af fri abort med en veninde, der sagde: ’Indskrænkelse af den frie abort i Danmark? Ej, det kommer ikke til at ske i Danmark og Skandinavien – det er jo helt utænkeligt,’ 
 
”Utænkeligt? Det tror jeg ikke,’ svarede jeg, ’men din holdning er præcis det, der gør, at det stille og roligt lader sig gøre at flytte mennesker. Fordi vi sover med åbne øjne – ganske som det forventes, at vi gør.”
 
Udgangspunktet for vores snak var Kristendemokraterne. Dette medmenneskelige, sympatiske parti, der langt hen ad vejen står for nogle værdier, som mange af os mener, at Danmark – og i særdeleshed dansk politik – mangler. Samtidig har partiet denne unge, karismatiske kvinde som talerør – bedre kan det da ikke blive. Eller kan det?
 
Isabella Arendt Laursen er i den grad brændt igennem på skærmen. I en sådan grad, at hun formår at holde fokus på alt det politisk korrekte – lige fra miljøet til velfærden. For dét er rigtig politik, og abort-temaet ’interesserer hende ikke’, så det behøver hun ikke at tale om, endsige åbent fortælle sin eller partiets inderste holdning til. 
 
Efter Stig Grenow midlertidigt overlod formandsposten til Isabella Arendt, har partiet oplevet en markant fremgang. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.
 
Det retoriske kneb med at fokusere på ’rigtig politik’ og at gøre aborttemaet for uinteressant til at diskutere, er en rød lampe, som bør få kvinder i hele landet til at vågne, smide ALT og komme op af sofaerne. Det er et vindue, der bliver lirket på klem. 
 
I forhold til den frie abort i Danmark er der konkret sket det nu, at afvigende svar i dag accepteres i stedet for, som tidligere, at få både medier og borgere op på stikkerne. Alene det er en umærkelig forskydning af diskursen.
 
Men det er ikke kun i Danmark, der sker noget på området. Lad os lige et øjeblik tage et kig ud i verden og se, hvad der sker omkring os, når det i øvrigt kommer til abort:
 
1. I Alabama, USA, har staten som bekendt vedtaget en striks abortlov, så piger ned til 11 år skal gennemføre graviditet – også selvom den er kommet ’i stand’ via voldtægt eller incest. Straffen for at hjælpe med abort er højere end straffen for at begå en seksualforbrydelse. Adskillige andre stater står klar i kulissen med en markant stramning af abort-rammerne i landet, og Trump arbejder målrettet på at få stærke abortmodstandere sat ind på centrale poster i det juridiske system.
 
2. Paven har netop udtalt, under en antiabort-konference afholdt af Vatikanet, at abort svarer til lejemord. Hverken alvorlige fosterskader, død under fødslen eller alvorlig sygdom berettiger abort. Det er ikke tilfældigt, at han tager bladet fra munden netop nu. Denne sympatiske, asketiske, medmenneskelige mand har hidtil nøjedes med at tale om samling i verden, medfølelse og sammenhold, men nu ser han muligheden for at markere – sandsynligvis pænt presset af nogle flere høj(re)-hellige kardinaler, som skal være med til at vælge pave næste gang.
 
Mændene med de sjove hatte har historisk set haft for skade at have et meget konservativt syn på bl.a. abort. Den nuværende pave Frans har vist sig ikke at være en undtagelse. Foto: Vaticanmedia / Ritzau Scanpix.
 
3. Og hvem skal så hamre vinduet op for et abort-forbud i Europa? Sådan noget har man(d) – inkl. paver – nemlig folk til: Vatikanet er gået i ledtog med Trumps tidligere chefstrateg, Steve Bannon. Netop i denne tid er han på korstog i Europa og rejser rundt i de europæiske lande for at holde møder med højredrejede partier, der skal være med til at destabilisere det samlede Europa og få sande, kristne værdier til at bære fremtiden, verden og samfundet (du kan selv gætte, hvilke værdier det bl.a. handler om).
 
Til det formål har han etableret den såkaldte Gladiatorskole – en skole, der på et kloster fra 1200-tallet skal udklække destabiliserende strategier og få europæerne på ’ret kurs’ igen. Man(d) må jo tage ansvar, ikke? Som hjælp til sit projekt har han en tænketank, hvis navn på dansk kan oversættes til Instituttet for Menneskelig Værdighed, og i bestyrelsen sidder – hold fast! – 12 kardinaler fra den katolske kirke, som i øvrigt også er med til at betale huslejen på klosteret.
 
Kan du se mønsteret, jeg ridser op for dig? Ellers lad mig komme med et eksempel fra fiktionens verden på det, jeg taler om. En fiktion, der illustrerer, hvordan det utænkelige alt for hurtigt kan blive virkelighed, hvis vi åbner vinduet bare en lille smule på klem for noget, der eftertrykkeligt bør afvises.
 
Når fiktion bliver virkelighed
I HBO serien A Handmaid’s Tale findes karakteren Serena Joy Waterford. Hun er en veluddannet, klog og skarp kvinde med en vision om et nyt og anderledes Amerika. Et Amerika, der er præget af rene (kristne) værdier, klare roller mellem mænd og kvinder; et samfund opretholdt af stærk moral (defineret ovenfra – ganske i kirkens ånd), hvilket blandt andet inkluderer skyld og skam til overmål – og naturligvis forbud mod abort.
 
Hun er gift med en mand, der villigt går sammen med hende om at gøre den nye vision til virkelighed, og hun brænder for sin sag, ønsker at stå stærkt som kvinde, at være tydelig og klar, at få sine personlige ambitioner igennem. Hun ser sig selv som talerør for et vigtigt budskab og en tiltrængt forandring – fordi hun har set sandheden og forstår at formidle den. Lige indtil hendes vision har vokset sig større, end hun havde forestillet sig, og hun bl.a. får skåret en finger af for at tage sig den frihed at tale uden tilladelse af mændene. En taletid, hun bruger til at bede om større råderum for kvinder, og som hendes egen mand straffer hende for.
 
I det øjeblik hun straffes med en afskåret finger, bryder hendes verdensbillede sammen. I det øjeblik ser hun, hvad hun har været med til at skabe. I det øjeblik opdager hun, igennem hvis briller, hun indtil nu har set verden: mændenes.
 
Serena Joy Waterford, spillet af Yvonne Strahovski, er en af de mest frustrerende og interessante karakterer i den lidt for sandsynlige dystopi, for hun nægter at indse, at hendes idyl er et mareridt. Indtil mareridtet bliver virkeligt for hende. Foto: HBO. 
 
Enhver kvinde, uanset fra hvilket parti, der taler imod eller undvigende om den frie abort, er i min optik et levende eksempel på Serena Joy Waterford: en kvinde, der sover med åbne øjne. Eller som i det mindste har en blind vinkel, der er til skade for både hende selv og andre kvinder. Hvorfor sker det – igen og igen – at kvinder taler mænds sag? Såvel i abortdebatten som i andre sammenhænge?
 
Det generisk maskuline
I sociologiens verden findes et begreb, der kaldes 'det generisk maskuline'. Det er et begreb, der dækker over, at vi alle – både mænd og kvinder – ser på verden gennem mænds linser, såvel i forhold til værdier som fysiske rammer: Et skabs højde er ubevidst målt efter mænds højde og armlængde, sikkerhedsseler er sat efter mænds højde og skulderbredde, temperaturen i konferencerum er sat efter mænds behageligheds-niveau – for nu at komme med nogle relativt ufarlige eksempler (jeg undlader at komme ind på f.eks. hjerteanfald, biluheld, domfældelser, rekrutteringsalgoritmer mm., som har langt større konsekvenser end en stiv nakke).
 
Det generisk maskuline har også som konsekvens, at vi alle – uanset køn – ubevidst pejler efter mænd som den universelle norm, når det kommer til for eksempel ledelse, beslutninger, ekspertudtalelser m.m.
 
Det er ikke noget at være vred over – i særdeleshed ikke på nogen specifikke mænd. For det generisk maskuline er en nedarvet, ubevidst, kollektiv mekanisme, som vi alle skal være ekstremt opmærksomme på i demokratiets og ligestillingens navn.
 
Det generisk maskuline m/k er af samme grund også en opmærksomhedsfaktor i forbindelse med (anti)abort-tankegangen. For den får os til automatisk at tænke: Hvis vi vil sænke antallet af aborter, må vi stække kvinden ved at indskrænke hendes råderum. De overordnede linjer kan koges ned til:
 
  1. Hun skal undgå at blive gravid (kyskhedsbælte, p-piller til kvinder, pessar til kvinder, skyld og skam ved sex til kvinder, ægteskab før sex til kvinder).
     
  2. Hun skal straffes, hvis hun alligevel bliver gravid og ikke vil have barnet
Lad os, bare for sjov, tage de generisk maskuline briller af og tænke: Hvad hvis det var mænd, der skulle stækkes for at få antallet af aborter ned (hvilket i øvrigt er helt unødvendigt i Danmark, da tallet aldrig har været så lavt som nu: I både 2017 og 2018 har der været cirka 12 provokerede aborter per 1000 kvinder i aldersgruppen 15-49 år).
 
De ikoniske dragter fra The Handmaid's Tale er flere steder blevet brugt som feministisk symbol i kampen mod kvindeundertrykkelse. Her til march for kvinders frie ret til kontrol over egen reproduktion i Californien. Rodin Eckenroth / Getty. 
 
Og hvis ’alt liv er helligt’, må det også gælde livlige sædceller. Sådan nogle små, kære haletudser er der pænt mange af. Faktisk så mange, at hvis en mand går ubeskyttet i seng med 1000 forskellige kvinder i løbet af 9 måneder, kan han potentielt lave 1000 børn. En kvinde, derimod, kan gå i seng med 1000 mænd i det samme tidsrum og vil uanset antallet af knald maks. blive gravid én gang.
 
Så hvis vi tænker omvendt af det generisk maskuline, kunne en mulig løsning på dette forfærdelige etiske abort-dilemma være at mænd f.eks.
 
  1. Bærer obligatorisk kyskhedspose, når de går i byen (hvorvidt den skal have hængelås, kan diskuteres)
     
  2. Får en operation, der sætter sædafgangen midlertidigt på standby (adgangen kan så åbnes igen, når mænd bliver gift, og begge parter er klar til det fælles ansvar at få et barn).
     
  3. Og hvis mænd ikke gør det, de får besked på af loven, bliver de straffet med enten fængsel eller bøde – naturligvis afhængig af, hvor meget der er blevet ’spildt’ af de dyrebare dråber og hvordan. 99 år i brummen for at gøre en kvinde gravid kunne være et udgangspunkt. 
 
Lyder det sygt? Jeg er helt enig. Jeg påpeger bare – på en forhåbentlig illustrativ facon – at den frie abort er til for at give både mænd OG kvinder råderum. Den frie abort er til for at trodse det generisk maskuline. Og den frie abort er til for, at vi kan skabe børn sammen – i fællesskab, med kærlighed og taknemmelighed.
 
Jeg spørger mig selv, om jeg gør nok for at puffe til vinduet. Giver jeg det generisk maskuline og abortdiskursen et nøk, fordi det giver anledning til at åbne op for emnet? Er jeg overhovedet i stand til, med nogle få skrevne ord, at trodse det generisk maskuline og skabe en anden diskurs?
 
Det håber jeg da. Hellere være kvinden, der råbte "VINDUE!", end at være et menneske, der sover med åbne øjne, og som bagefter kan stå med sin datter og sin datters datter og sige: ’Men jeg forstår ikke, hvordan det skete…’
 
For jeg forstår, hvordan det sker. Jeg mærker trækket fra vinduet. Det gør det til mit ansvar at råbe op i god tid – med det formål at få smækket vinduet så eftertrykkeligt i, at der forhåbentlig ikke er nogen, der forsøger at åbne det igen.

Relaterede artikler

Den feministiske apokalypse er begyndt - Margaret Atwoods feministiske mesterværk The Handmaid’s Tale fra 1985 sendes i øjeblikket i TV-serie-format på HBO med E...
Dystopien vandt Emmy-uddelingen - Mismod og chok-effekter er hoppet fra den verdenspolitiske scene og ned i tv-dramaernes sorte gryde. Nattens vindere ved...
Hvidvin, havblik og brandvarme sommerbøger til dig - Sommeren er over os, og alle de der bøger, vi havde sagt til os selv, at vi skulle læse, er for længst glemt. Heldigvis ...
Op på hesten igen, I laver bare et barn mere - Medfølelse er også en kommunikationsopgave – og endda en svær én, hvis man dømmer efter alt det, efterladte skal lægge ø...
Livmodermisundelse - En socialdemokratisk folketingskandidat satte (endnu en gang) feministiske sind i kog, da han langede ud efter kvinders ...
En SV-regering? Drømmen om et fatamorgana - Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er en SV-regering. Den har altid eksisteret. Som en skygge og en drøm i baglande...
Her er Mettes spin-team - DETTE ER UBEGRUNDET UVEDERHÆFTIG UOPLYST SLADDER: Lige om lidt er Mette statsminister i en socialdemokratisk mindretalsr...
Hvem vinder valget på Insta?  - 860 kandidater er i fuld gang med at føre valg på print, outdoor og sociale medier, og der er en udpræget opfattelse i k...
Hvad skal vi med spindoktorer, når vi har embedsmænd? - De røde banditter gør sig håb om at indtage ministerposter. Og rygterne vil vide, at de agter at tage horder af særlige ...
V for sejr - Paludans stramme emoji - Rasmus Paludan har fyldt meget de seneste måneder. Medierne - Kforum inkluderet - har givet ham meget spalteplads, hvilk...
Den feministiske apokalypse fortsætter - Tredje sæson af The Handmaid’s Tale er i luften, og hvis man troede, at serien ville byde på mere af det samme, kan man ...

Giv din stemme

57 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

45 JOB

Digital fundraiser

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.