Radigal krisekommunikation

De Radikales udsigter har næppe været værre i de sidste mange år, end de er i dag. Formanden måtte træde af i skandale. Den nye forkvinde vakler. Interne stridigheder truer med at rive partiet over på midten.

Kunne man have undgået det? Ja, hvis Morten Østergaard havde holdt nallerne for sig selv og opført sig ordentligt. Men det kan De Radikale ikke lave om på nu. Sket er sket, desværre. Det, man til gengæld godt kunne have undgået, er den nuværende, nærmest apokalyptiske tilstand i partiet. Katalysatoren? Katastrofal krisekommunikation.

Krisekommunikationens første gyldne regel er altid at spille med åbne kort og holde alle informeret fra starten. At være konsistent i udmeldingerne og kun tale med én stemme. Den anden gyldne regel er at holde interne stridigheder internt. At danne fælles front udadtil.

Den radikale ledelse har bevidst dækket over sandheden og skiftet budskab, når det var belejligt. De interne problemer er blevet taget i fuld offentlighed på Facebook - en virtuel kampplads. Hvad der kaldes en lodret løgn den ene dag, er uformel snak den anden dag. Hvor Sofie Carsten Nielsen den ene dag sørger over Mortens exit, sender hun den anden dag en SMS, hvor hun kalder ham klam.

Undergravelse og splid er endt i åben krig. Den kompromissøgende midterfløj med Martin Lidegaard i spidsen mod den ledende værdipolitiske fløj med Sofie Carsten Nielsen i front. I klemme er den store stemmesluger Ida Auken, der kører sololøb og i processen trækker partiet med ned.

Fortæl sandheden og gør det ofte

Vi kender efterhånden alle til Morten Østergaards håndtering af krisen, han selv skabte for ti år siden. Ikke god. Idéen med at hjælpe sig selv ved at undersøge sig selv, for at dømme og påtale sig selv, var og er idiotisk.

Hvad gør man, når problemet er lederen selv, og alle ved det? Krisekommunikationens grundbog siger, at man bør tackle krisen lige på og hårdt. Med ærlighed og åbenhed.

Hvordan mon De Radikale havde set ud i dag, hvis Østergaard havde bekendt kulør fra starten?

Hvis han havde sagt: "Jeg er ked af min opførsel, men jeg har lært. Jeg skammer mig, men jeg har lært. Og nu vil jeg gøre mit bedste for, at alle skal lære, hvad jeg har lært, og at vi som samfund en gang for alle overvinder sexismen".

Havde han været troværdig? Måske ikke. Men han havde nok stadig været formand for De Radikale den dag i dag. Hvis han vr fldet, var i hvert fald faldet med værdighed.

Kommunikationen udadtil var i stedet svøbt ind i løgne og spin. Østergaard prøvede at tie det ihjel. Feje sexismen ind under gulvtæppet.

Men sandheden har det med at komme ud. Og resten, som de siger, er historie.

Østergaard hjemsøger Carsten Nielsen

Bedst som Østergaard meldte sin afgang, traskede den nye forkvinde Sofie Carsten Nielsen ned ad trappen i Den Sorte Diamant: "Det har været en rigtig svær og ulykkelig dag for os i dag," lød det.

Opsat på ikke at begå samme fejl i krisekommunikationen som Østergaard lagde hun kortene på bordet og afviste at kende til flere sager. Sådan cirka. For Østergaard havde ikke taget det fulde ansvar på sig. Og det vidste Carsten Nielsen godt.

Et par dage efter skriver Østergaard på Facebook, at der er tale om hele tre sager – og ikke kun Lotte Rod. Han uddyber, at det er ledelsen i Det Radikale Venstre, der har gjort ham opmærksom på det, for et par år tilbage. Hvem sidder i ledelsen? Sofie Carsten Nielsen. Godt nok er hun relativt ny i ledelsen og har derfor ikke med garanti kendt til alle sagerne. Men det var ikke blot en hånd på et lår for ti år siden - og det vidste hun godt.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi hun gav udtryk for kun at kende til sagen om Lotte Rod. Fordi hun ville feje Østergaard til side og komme videre som parti. Fordi hun fremstillede sig selv som den sidste ærlige radikale.

Ligesom Østergaard fejlede Sofie Carsten Nielsen i krisekommunikationens gyldne regel om ærlighed og åbenhed.

Man kan kun forestille sige en verden, hvor hun fra start havde lagt alle kortene på bordet.

Hvis hun havde sagt: "Det er vemodigt, at jeg står her i dag som De Radikales nye forkvinde. Min første handling som politisk leder er at sige undskyld på vegne af partiets ledelse til alle dem, vi ikke hjalp tilstrækkeligt. Vi ved, at der har været tre klager rettet mod Østergaard. Vi har ikke handlet i tide. Og det skal der laves om på".

Carsten Nielsen kunne have afværget krisen. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Havde hun været troværdig? Måske ikke. Men hun havde nok stået stærkere den dag i dag.

Sofie Carsten Nielsen valgte en anden vej. Og det skulle hun betale for, i en meget åben, meget offentlig Facebook-borgerkrig, der stadig udspiller sig i skrivende stund.

Facebook er ikke internt

Den anden gyldne regel i krisekommunikation er at holde interne stridigheder internt. Er man utilfreds med kommunikationen udadtil, klager man internt og nikker offentligt. Hvorfor? Modsiger man den officielle linje, sår man tvivl. Og der er intet mere ødelæggende for krisekommunikation end tvivl og dalende troværdighed.

Hvis man ønsker partiet og ledelsen det bedste, skal man stille sig bag den officielle linje. Man kan meget vel være uenig med linjen. Og det kan meget vel være moralsk rigtigt at bryde tavsheden. Men konsekvenserne er klare. Total kollaps.

Så hvordan har De Radikale klaret de interne stridigheder? Pivringe og i fuld offentlighed på Facebook.

Sofie Carsten Nielsen havde kun været politisk leder i en uge, før en sygemeldt Ida Auken i et opslag på sin Facebook-side anklagede hende for at dække over Morten Østergaard. Ifølge Auken har Carsten Nielsen længe kendt til Østergaards grænseoverskridende adfærd.

Faktisk har Auken personligt pointeret det. Men til ingen verdens nytte. Hun havde endda sendt en mail til ledelsen efter valget af Carsten Nielsen. Men til ingen verdens nytte. I går delte hun yderligere en privat SMS med BT, hvori Sofie kalder Morten for klam og bekræfter, at hun kendte til Mortens adfærd, samt at hun kendte til, at Auken også er blevet krænket af Østergaard.

Hvorfor vælger Auken offentligt i stedet for internt, at anklage sit partis politiske leder for at lyve? Enten forsøger hun aktivt at vælte Sofie Carsten Nielsen. Eller også føler hun en moralsk forpligtelse til at fortælle sandheden om en ledelse, der gang på gang har løjet eller fortalt halve sandheder. Uanset hvad, er det en bombe under Sofie Carsten Nielsen og De Radikale.

"Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst på sin Facebook”, skrev Carsten Nielsen på Facebook. “Jeg har ikke kendt til den sag, Ida påstår, at jeg skulle have kendt".

Sofies afvisning fik så Jens Rohde til at blande sig. På Facebook. "Et kættersk spørgsmål nager mig: Hvad nu, hvis Ida Auken har ret?" Han kunne selvfølgelig bringe det op på et gruppemøde eller deltage i dialog i partiet. Men nej. "Jeg gider ikke stille op til interviews. De skrevne ord må stå i deres egen ret, sådan som de er," konkluderede Rohde.

Også Martin Lidegaard, der tabte kampvalget til Sofie Carsten Nielsen, mente det nødvendigt at blande sig. På Facebook. Han skriver bl.a.: "Jeg har ikke grund til at betvivle, at Ida taler sandt". Og ligesom Rohde slutter han af med: "Jeg har ikke yderligere kommentarer i denne sag".

Som vi skrev på Kforum under Liberal Alliances ligeledes meget offentlige opløsning på Facebook sidste år: 'Facebook-opslag er en monolog, hvori dialogen går tabt. Ethvert håb om at forene kløfterne i partiet døde, da man valgte at have debatten på de sociale medier'.

Og det virker, som om den nye politiske leder er enig. I en udtalelse til Politiken siger Sofie Carsten Nielsen: “Jeg synes helt ærligt, at det er uværdigt for det menneske, der er i den anden ende, at det her skal blive til sådan en Facebook-opslagskamp. Det er også uværdigt for vores parti, og jeg kan ikke se det som andet end et direkte angreb på partiet”.

Kan de vende skuden?

Det er let nok at dvæle i, hvad De Radikale kunne have gjort anderledes. Men hvad bør de gøre nu?

Det kommer an på Ida Auken, Jens Rohde og Martin Lidegaards motiver. Ønsker de at vælte Sofie Carsten Nielsen, uanset hvor meget skade det vil gøre på partiet, skal de fortsætte deres nuværende strategi. Undgå enhver kontakt med omverdenen og undergrave ledelsen fra deres Facebook-sider.

På den måde kan de så tvivl om Sofie Carsten Nielsens troværdighed og evner som politisk leder. De kan tegne hende som medskyldig i det radikale cover-up af Morten Østergaards adfærd. Og når tiden er inde, kan de, som med Østergaard selv, erklære hende for inhabil som leder.

Ønsker de en reel intern samtale om sexisme, bør de logge af Facebook, tage den næste taxa ind til Christiansborg og tale med resten af partiet. Finde en løsning. Fremme dialogen. Klargøre misforståelserne. Danne en fælles front.

Er Ida Auken derimod på en kamikazemission, hvilket meget tyder på, bør hun fortsætte med at dele beskeder med BT. Hun har ikke længere noget at miste. Auken har nok allerede smadret Sofie Carsten Nielsens troværdighed og måske sin egen fremtid i partiet.

Hvad vil Ida Auken? (Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix).

Hvad bør Sofie Carsten Nielsen gøre? Hvis hun skal forblive politisk leder, har hun to muligheder: hård hånd eller dialog. Smid dem ud, eller bliv bedste venner. De Radikale har ikke en eksklusionsparagraf, men Sofie Carsten Nielsen har allerede sået tvivl om Aukens fremtid i partiet. Mon Lidegaard og Rohde er de næste?

Det ville selvsagt være katastrofalt for partiet, hvis det gik i opløsning. Men så længe Auken, Lidegaard og Rohde ikke er til at få fat på, er dialog umulig. Så længe de er under jorden, er Carsten Nielsens muligheder begrænsede.

De Radikales krisekommunikation har været helt gal fra starten. Men den største katastrofe ligger stadig forude.