Nye tal: Virksomheder opruster på krisekommunikation

Tre ud af fire organisationer har allerede ansat, eller har planer om at ansætte, krisekommunikationsfolk eller rådgivere i krisekommunikation, ifølge en ny undersøgelse fra Mynewsdesk blandt 450 nordiske PR- og kommunikationsprofessionelle.
Kommunikatører peger på manglende budgetter som deres største udfordring i indholdsproduktionen, men virksomheder investerer i krisekommunikation. Foto: Mynewsdesk / PR
Kommunikatører peger på manglende budgetter som deres største udfordring i indholdsproduktionen, men virksomheder investerer i krisekommunikation. Foto: Mynewsdesk / PR
Budgetterne til kommunikation er blevet beskåret, men når det gælder investeringerne i krisekommunikation, holder virksomhederne sig ikke tilbage. 

Sådan lyder nogle af pointerne fra den årlige trendrapport fra Mynewsdesk, som 450 professionelle kommunikatører og PR-folk har deltaget i på tværs af de nordiske lande. 
 
63 pct. af dem peger på, at PR og kommunikation er blevet vigtigere for virksomhederne som følge af krigen i Ukraine, den høje inflation og pandemien.
 
“Rapporten viser tydeligt, at PR og kommunikation er vigtigere end nogensinde før for de nordiske organisationer og virksomheder. Dette er formodentlig en international tendens," siger Lotta Laurin, CMO hos Mynewsdesk, i en pressemeddelelse og fortsætter: 
 
"På samme tid kan vi se, at mange af dem, der arbejder med disse spørgsmål, oplever store udfordringer. Det er for eksempel øgede krav til produktionen, usikkerhed om nye teknologiske platforme og andet." 
 
Alligevel peger hver femte (19 pct.) på, at mangel på ressourcer er deres største udfordring i arbejdet med kommunikation, og lidt over halvdelen peger på, at deres budgetter er blevet beskåret på grund af aktuelle begivenheder, som blandt andet den høje inflation. Hele 72 pct. ville ønske, at der var mere tid til at være kreative i deres arbejde. 
 

Krisekommunikation er i vækst

Et område, der investeres massivt i, er dog krisekommunikation. "Niveauet af modenhed inden for krisehåndtering blandt nordiske kommunikationsfolk i dag er langt højere end før pandemien," lyder det i meddelelsen fra Mynewsdesk. 
 
Ifølge 60 pct. af respondenterne er "krisekommunikation blevet det nye normale for dem".
 
Ud over faktorer som inflation, krig og cyberangreb peger 59 pct. af respondenterne på, at deres målgrupper er blevet mere skeptiske og kritiske. 
 
82 pct. af de virksomheder eller organisationer, der er repræsenteret  i undersøgelsen, tilbyder eller planlægger at tilbyde intern uddannelse i krisekommunikation. 81 pct. af dem har allerede, eller planlægger at få, en krisekommunikationsplan, mens 74 pct. allerede har ansat, eller har planer om at ansætte, krisekommunikationsfolk eller rådgivere i krisekommunikation. 
 
Om undersøgelsen
For at udarbejde denne rapport gennemførte Mynewsdesk sammen med indsigts- og analysevirksomheden United Minds en omfattende tendensanalyse, der omfattede globale rapporter om tendenser inden for PR og kommunikation, artikler og forskning.
 
Derudover gennemførtes en kvantitativ undersøgelse blandt personer, som arbejder med PR og kommunikation i Norden, hvoraf 450 blev interviewet. Dataindsamlingen blev gennemført fra den 17. oktober til den 24. november i 2022.
 
Undersøgelsen blev distribueret via webkanaler, der blev stillet til rådighed af CINT. For at få et dybere indblik i de aktuelle tendenser og et dybere indblik i vores undersøgelsesresultater samt tips og visioner for fremtiden interviewede vi også seks kendte eksperter inden for PR og kommunikation
Kilde: Mynewsdesk
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også